Language of document :

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. september 2012 - Europa-Parlamentet mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-355/10) 

(Schengen-grænsekodeks - afgørelse 2010/252/EU - overvågning af de ydre søgrænser - indførsel af supplerende bestemmelser om overvågning af grænserne - Kommissionens gennemførelsesbeføjelser - rækkevidde - annullationspåstand)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Parlamentet (ved M. Dean, A. Auersperger Matić og K. Bradley, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved Z. Kupčová og R. Szostak, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved C. O'Reilly og M. Wilderspin, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Annullation af Rådets afgørelse 2010/252/EU af 26. april 2010 om supplering af Schengengrænsekodeksen for så vidt angår overvågning af de ydre søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (EUT L 111, s. 20) - supplerende bestemmelser om overvågning - indførelse af bestemmelser, der overskrider Rådets gennemførelsesbeføjelse

Konklusion

Rådets afgørelse 2010/252/EU af 26. april 2010 om supplering af Schengengrænsekodeksen for så vidt angår overvågning af de ydre søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser, annulleres.

Virkningerne af afgørelse 2010/252 opretholdes, indtil en ny lovgivning inden for en rimelig frist træder i kraft.

Rådet for Den Europæiske Union betaler sagens omkostninger.

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

____________

1 - EUT C 246 af 11.9.2010.