Language of document : ECLI:EU:T:2019:217

RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

4. april 2019 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – »Eurostat«-sag– national straffesag – påtaleopgivelse – ansøgning om bistand – whistleblower – uskyldsformodning – erstatnings- og annullationssøgsmål«

I sag T-61/18,

Amador Rodríguez Prieto, tidligere tjenestemand ved Europa-Kommissionen, bosat i Steinsel (Luxembourg), ved advokaterne S. Orlandi, T. Martin og R. García-Valdecasas y Fernández

sagsøger

mod

Europa-Kommissionen ved B. Mongin og R. Striani, som befuldmægtigede

sagsøgt,

angående et søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand principalt om erstatning for de økonomiske og ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt, subsidiært om annullation af Kommissionens afgørelse af 28. marts 2017 om afslag på en ansøgning fra sagsøgeren om bistand,

har

RETTEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins, og dommerne R. Barents og J. Passer (refererende dommer),

justitssekretær: administrator R. Ramette,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. januar 2019,

afsagt følgende

Dom

 Sagens faktiske omstændigheder

1        Sagsøgeren, Amador Rodríguez Prieto, var tjenestemand ved Kommissionen mellem 1987 og 2003.

2        Den 1. marts 1998 blev sagsøgeren udnævnt til chef for kontor C1 i Direktorat C »Information og spredning af oplysninger, transport, teknisk samarbejde med tredjelande, udenrigshandel og statistik over samhandelen udadtil og mellem medlemsstaterne« i Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor).

3        Eurostat har siden 1996 sørget for offentlig formidling af indsamlede statistiske data gennem Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer (»Publikationskontoret«), som oprettede et netværk af forhandlere (herefter »datashops«). I henhold til en trepartsaftale indgået i 1996 mellem Eurostat, Publikationskontoret og Eurostats datashops skete fakturering gennem en kompliceret ordning, som gav Eurostat mulighed for at modtage op til 55% af den fakturerede pris for solgte data.

4        Sagsøgeren fik af sin overordnede, direktør B., ansvaret for at godkende de udgifter, der fulgte af trepartsaftaler indgået bl.a. med selskabet Planistat.

5        Ved notat af 27. oktober 1998 anmodede sagsøgeren om, at der i Eurostat skulle gennemføres en intern revision af forvaltningen af disse aftaler. Han anmodede også om, at hans bemyndigelse til at underskrive godkendelse af udgifter blev tilbagekaldt, hvilket skete ved brev af 27. november 1998.

6        I september 1999 konkluderede den interne revision, at der forekom uregelmæssigheder i den finansielle forvaltning af trepartsaftalerne indgået med selskaberne Eurocost, Eurogramme, Datashop, Planistat og CESD Communautaire, hvorved det havde været muligt at anvende en finansiel ramme, der ikke var underlagt Kommissionens budgetmæssige regler.

7        Den 3. januar 2000 blev den interne revisionsrapport sendt til Kommissionens Generaldirektorat for Finanskontrol.

8        Generaldirektoratet for Finanskontrol kontaktede den 17. marts 2000 Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). OLAF indledte flere undersøgelser bl.a. vedrørende de kontrakter, som Eurostat havde indgået med selskaberne Eurocost, Eurogramme, Datashop, Planistat og CESD Communautaire, de tilskud, der var ydet til disse virksomheder, og faktureringsordningen.

9        Den 19. marts 2003 fremsendte OLAF sagsakterne vedrørende den kontrakt, der var indgået med virksomheden Planistat, til den offentlige anklager i Paris (Frankrig), som den 4. april 2003 indledte en retslig efterforskning for hæleri og medvirken til mandatsvig.

10      Den 11. juni 2003 henviste Kommissionen også sagen til den interne revisionstjeneste, som udarbejdede tre rapporter, nemlig to rapporter dateret den 7. juli og den 24. september 2003 og en endelig rapport af 22. oktober 2003.

11      På grundlag af en rapport af 22. april 2003 fra OLAF bemyndigede Kommissionen sin juridiske tjeneste til at indgive anmeldelse mod X til den offentlige anklager i Paris for hæleri og medvirken til mandatsvig, hvilket skete den 10. juli 2003. Anmeldelsen angik muligt misbrug begået af tjenestemænd eller andre ansatte i Den Europæiske Union til skade for Unionens finansielle interesser. Efterforskningen, som den offentlige anklager i Paris havde indledt, blev den 4. august 2003 udvidet til at omfatte mandatsvig.

12      Den 11. juni 2008 meddelte sagsøgeren Kommissionen, at politiet i Frankrig havde indkaldt ham til afhøring som vidne i denne straffesag. Han indgav derfor en ansøgning til ansættelsesmyndigheden om at blive løst fra sin tavshedspligt i henhold til artikel 19 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og om at få refunderet sine omkostninger til rejse fra Luxembourg (Luxembourg) til Paris.

13      Den 30. juni 2008 løste ansættelsesmyndigheden ham fra tavshedspligten, men afslog hans anmodning om godtgørelse af rejseudgifter. Han klagede den 21. juli 2008 over denne beslutning, men ved afgørelse af 20. november 2008 fik han ikke medhold.

14      Den 7. oktober 2008 blev sagsøgeren afhørt af det franske politi.

15      Den 22. oktober 2008 indleverede sagsøgeren en første ansøgning om bistand (registreret under nr. D/505/08), baseret på vedtægtens artikel 24. Han gjorde bl.a. gældende, at han ved at anmode om en intern revision i oktober 1998 havde handlet som whistleblower, og at de fælles interesser mellem ham og den pågældende institution indebar, at denne var forpligtet til at yde ham bistand. Derfor var det hans opfattelse, at Kommissionen skulle betale de advokatomkostninger, som han havde afholdt, fordi han var indkaldt som vidne af det franske politi.

16      Denne første ansøgning om bistand blev afslået den 17. december 2008. Kommissionen oplyste, at den var bekendt med, at der var rejst en sigtelse mod sagsøgeren under afhøringen den 7. oktober 2008. Den fandt, at de to betingelser for anvendelse af vedtægtens artikel 24 ikke var opfyldt, nemlig forekomsten af trusler, krænkelser osv. mod tjenestemandens person eller formue og årsagsforbindelse mellem disse kendsgerninger og tjenestemandens stilling eller hverv. Kommissionens afgørelse blev ikke påklaget.

17      Den 9. september 2013 afsagde undersøgelsesdommeren ved tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris) (Frankrig) en kendelse om at opgive påtale (herefter »kendelsen om påtaleopgivelse«) over for alle de sigtede i straffesagen, herunder sagsøgeren.

18      Den 17. september 2013 appellerede Kommissionen kendelsen om påtaleopgivelse.

19      Ved dom af 23. juni 2014 stadfæstede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) (Frankrig) kendelsen om påtaleopgivelse.

20      Den 27. juni 2014 iværksatte Kommissionen kassationsappel til prøvelse af dommen afsagt den 23. juni 2014 af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), hvorved kendelsen om påtaleopgivelse var blevet stadfæstet.

21      Ved dom af 15. juni 2016 forkastede Cour de cassation (kassationsdomstol) (Frankrig) Kommissionens appel af dommen afsagt den 23. juni 2014 af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) om stadfæstelse af kendelsen om påtaleopgivelse, og dermed blev straffesagen afsluttet.

22      Den 28. november 2016 indgav sagsøgeren, navnlig under henvisning til dom af 9. september 2016, De Esteban Alonso mod Kommissionen (sag T-557/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:456, præmis 59), og til dommen af 15. juni 2016 fra Cour de cassation (kassationsdomstol), endnu en ansøgning om bistand i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 24 med henblik på at få Kommissionen til at godtgøre de udgifter og advokatsalærer, som han havde afholdt til sit forsvar ved de franske domstole. Han anmodede også om, at hans status som whistleblower blev anerkendt i form af et notat i hans personlige aktmappe for at genoprette hans professionelle ære. Subsidiært krævede han erstatning for skade, der skyldtes tjenstlige fejl begået af institutionen ved at tilsidesætte hans status som whistleblower og nægte at yde ham beskyttelse.

23      Ved afgørelse af 28. marts 2017 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afviste ansættelsesmyndigheden den anden ansøgning om bistand med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde godtgjort nye omstændigheder efter afgørelsen af 17. december 2008 om afslag på den første ansøgning om bistand. Ansættelsesmyndigheden fandt derudover, at der ikke var grundlag for hverken ansøgningen om bistand eller påstanden om erstatning.

24      Ved skrivelse af 10. april 2017, med referencenummer CMS 16/056, fra Kommissionen blev sagsøgeren underrettet om eksistensen og afslutningen af, hvad Kommissionen kaldte en »disciplinærsag«, som havde været indledt mod ham i forbindelse med Eurostat-sagen.

25      Den 28. juni 2017 indgav sagsøgeren en indledende administrativ klage over den anfægtede afgørelse.

26      Den 30. oktober 2017 blev denne klage afslået.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

27      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. februar 2018 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

28      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 4. juni 2018 gav sagsøgeren afkald på at indgive replik.

29      Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Principalt tilpligtes Kommissionen at betale ham 68 831 EUR for økonomisk tab og 100 000 EUR for ikke-økonomiske skade.

–        Subsidiært annullation af den anfægtede afgørelse.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

30      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Afvisning, subsidiært frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

31      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren indledningsvis gjort gældende, at hans ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24 kunne antages til realitetsbehandling, og at hans annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen om afslag på denne ansøgning derfor også kunne realitetsbehandles. Dernæst har han principalt påberåbt sig Unionens ansvar uden for kontrakt for tilsidesættelsen fra Kommissionens side af hans status som whistleblower, og subsidiært har han nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres.

 Hvorvidt ansøgningen om bistand og påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse kan realitetsbehandles

32      I stævningen har sagsøgeren bestridt Kommissionens synspunkt, som fremgår af den anfægtede afgørelse, hvorefter den anden begæring om bistand skulle afvises.

33      Ifølge sagsøgeren er det korrekt, at ansættelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at yde bistand til en tjenestemand, der mistænkes for at have tilsidesat sine tjenstlige forpligtelser, men den omstændighed, at Kommissionen deltog i sagen som civil part, var ikke uigenkaldeligt til hinder for, at den efterfølgende kunne yde ham bistand. I dette tilfælde havde ansættelsesmyndigheden beviser for, at han handlede som whistleblower.

34      Sagsøgeren har gjort gældende, at det forhold, at den skade, som han har lidt, skyldes foranstaltninger truffet af de franske myndigheder, ikke er til hinder for anvendelse af bestemmelserne i vedtægtens artikel 24. Han har bekræftet, at han påberåbte sig sin status som whistleblower for at kunne vise, at efterforskningen og videreførelsen af straffesagen mod ham var retsstridig.

35      Endelig har sagsøgeren anført, at han hele tiden har benægtet at have deltaget bevidst i en forvaltningsordning, der tilsidesatte budgetreglerne, hvilket hans anmodning om at få inddraget sin beføjelse til at underskrive godkendelse af udgifter beviser. Han er af den opfattelse, at disse forhold burde have fået ansættelsesmyndigheden til at vurdere, at dens interesse i sagen ikke var i modstrid med hans interesse, og at der var grund til at sondre mellem hans sag og de andre involverede embedsmænds sager, herunder ved at betale ham erstatning for hans udgifter til forsvar ved de franske domstole.

36      Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, når den anden ansøgning om bistand i sig selv ikke kunne realitetsbehandles, fordi sagsøgeren dels blot gentog en tidligere ansøgning om bistand uden at påberåbe sig nye faktiske omstændigheder, og dels indgav denne nye ansøgning om bistand uden at have udtømt de nationale retsmidler.

37      Hvad for det første angår Kommissionens argumentation, hvorefter den anden ansøgning om bistand skal afvises med den begrundelse, at sagsøgeren ikke påberåbte sig nye faktiske omstændigheder, må det fastslås, at denne ansøgning om bistand (jf. præmis 22 ovenfor) indeholder et nyt element i forhold til den første ansøgning om bistand (jf. præmis 15 ovenfor), som blev indgivet umiddelbart efter, at der var rejst sigtelse mod sagsøgeren af undersøgelsesdommeren ved tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris).

38      Denne nye omstændighed vedrørende undersøgelsesdommerens kendelse om påtaleopgivelse truffet den 9. december 2013 blev som følge af Kommissionens klager bekræftet to gange, senest endeligt den 15. juni 2016 af Cour de cassation (kassationsdomstol).

39      Kendelsen om påtaleopgivelse og dernæst stadfæstelsen heraf i appelsagen og forkastelsen af kassationsappellen, der gik imod Kommissionen opfattelse, som fremgår af dens processkrifter i appelsagen og kassationssagen, hvorefter sagsøgeren havde begået et strafbart forhold, udgør tilsammen en ny faktisk omstændighed.

40      Ganske vist bemærkede undersøgelsesdommeren i kendelsen om påtaleopgivelse, at »ordningen, som fulgte af gennemførelsen af trepartsaftalerne indgået under ledelse af Eurostat, var i strid med artikel 4.1 i finansforordningen« af 21. december 1977 vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 1977, L 356, s. 1) (herefter »finansforordningen«), og i sin dom af 23. juni 2014 fastslog cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris), at »reglerne om genanvendelse af indtægter som fastsat i finansforordningen var tilsidesat«.

41      Disse konstateringer blev imidlertid behandlet på en upersonlig måde uden nogen henvisning til sagsøgeren.

42      Endvidere konstaterede de franske straffedomstole på samme tid, at der ikke var forsæt til bedrageri eller underslæb, og domstolene fremsatte nogle bemærkninger, i henhold til hvilke for det første datashop-ordningen, om end den ikke var i overensstemmelse med finansforordningen, ifølge Den Europæiske Revisionsret var »en nødvendighed på grund af den nævnte forordnings uanvendelighed« og en »simpel gentagelse af en ordning, som i forvejen blev anvendt fuldt lovligt af Publikationskontoret«, for det andet »gjorde de eksisterende fællesskabsprocedurer det ikke muligt inden for en smidig og funktionel ramme at markedsføre data produceret af Eurostat, og i mangel af en velegnet procedure var det nødvendigt at finde løsninger, som gjorde det muligt for Eurostat at fuldføre sin mission«, og for det tredje »havde den finanskontrol, som oprindeligt var knyttet til oprettelse af datashopnetværket, ikke været gavnlig for netværkets tilknytning til ordningen med trepartsaftalerne og havde reelt slet ikke vist interesse for ordningens funktionsmåde, hvilket bragte de ansvarlige i Eurostat i en position, hvor de skulle og kunne handle »bedst muligt«, og dette mens Kommissionens strategi var at forhøje udbuddet af statistik på grund af en meget stor efterspørgsel« (kendelsen om påtaleopgivelse, dommen afsagt den 23.6.2014 af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris)).

43      Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren med rette har påberåbt sig en ny faktisk omstændighed ved at henvise til de franske strafferetlige afgørelser.

44      Hvad for det andet angår spørgsmålet om afvisning af den anden ansøgning om bistand på grund af manglende udtømning af de nationale retsmidler skal det bemærkes, at dette argument hviler på den forudsætning, at vedtægtens artikel 24 om bistand finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og at det derfor er en betingelse for et objektivt ansvar for forvaltningen i henhold til denne bestemmelse i vedtægten, at de nationale retsmidler mod den tredjemand, som har forvoldt skaden, er udtømt.

45      Som det vil blive forklaret nedenfor i præmis 46-59, er denne forudsætning imidlertid fejlagtig.

46      Vedtægtens artikel 24 bestemmer:

»Unionen yder deres tjenestemænd bistand, især ved retsforfølgning mod personer, der har fremsat trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv.

[Den] erstatter solidarisk det påførte tab, i det omfang tjenestemanden ikke har fremkaldt det forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og i det omfang han ikke kan opnå erstatning fra den skadevoldende person.«

47      Ifølge retspraksis er formålet med vedtægtens artikel 24 at give tjenestemænd og ansatte en beskyttelse både nu og i fremtiden, således at de gives de bedste vilkår for at kunne udføre deres opgaver, hvilket er i tjenestens almindelige interesse (dom af 12.6.1986, Sommerlatte mod Kommissionen, 229/84, EU:C:1986:241, præmis 19, af 27.6.2000, K mod Kommissionen, T-67/99, EU:T:2000:169, præmis 35, og af 20.7.2011, Gozi mod Kommissionen, F-116/10, EU:F:2011:124, præmis 12). En institutions pligt til at yde bistand omfatter derfor såvel beskyttelsen af dens ansatte som varetagelsen af dens egne interesser og er altså baseret på den antagelse, at der foreligger et interessefællesskab. Det er således blevet fastslået, at administrationen ikke har pligt til at yde bistand til en tjenestemand, der mistænkes for groft at have tilsidesat sine tjenstlige forpligtelser, og som derfor risikerer disciplinær forfølgning (dom af 23.11.2010, Wenig mod Kommissionen, F-75/09, EU:F:2010:150, præmis 49).

48      Endvidere fremgår det mere specifikt af fast retspraksis, at den bistandspligt, der er omhandlet i vedtægtens artikel 24, omfatter institutionens beskyttelse af tjenestemænd og ansatte mod tredjemands handlinger og ikke mod akter udstedt af institutionen selv, som er undergivet kontrol i henhold til andre bestemmelser i vedtægten (dom af 9.9.2016, De Esteban Alonso mod Kommissionen, T-557/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:456, præmis 45, og af 13.7.2018, Curto mod Parlamentet, T-275/17, EU:T:2018:479, præmis 111; jf. ligeledes i denne retning dom af 12.7.2011, Kommissionen mod Q, T-80/09 P, EU:T:2011:347, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

49      I den foreliggende sag blev sagsøgeren den 7. oktober 2008 sigtet af de franske retslige myndigheder. Denne sigtelse fremkom i forlængelse af disse myndigheders indledning den 4. april 2003 af en retslig undersøgelse på grundlag af oplysninger fremsendt af OLAF den 19. marts 2003, og som følge af en anmeldelse mod X indgivet den 10. juli 2003 af Kommissionen.

50      Efter kendelsen om påtaleopgivelse afsagt til fordel for alle de undersøgte personer, herunder sagsøgeren, fortsatte den franske strafforfølgning som følge af, at Kommissionens appel af denne kendelse, som blev forkastet ved dommen afsagt af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) den 23. juni 2014, hvorved den omhandlede kendelse blev stadfæstet, og Kommissionens appel af denne dom, som blev forkastet ved dommen af 15. juni 2016 fra Cour de cassation (kassationsdomstol).

51      Det skal bemærkes, som Retten allerede har fastslået i forhold til Fernando De Esteban Alonso i forbindelse med den sag, der gav anledning til dom af 9. september 2016, De Esteban Alonso mod Kommissionen (sag T-557/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:456, præmis 49), at handlinger foretaget af de franske judicielle myndigheder, navnlig sigtelsen af sagsøgeren, ikke udgør en adfærd som omhandlet i vedtægtens artikel 24. Disse handlinger er ikke blot et led i et normalt forløb af den omhandlede straffesag, men sagsøgeren har heller ikke på noget tidspunkt seriøst hævdet, at handlingerne udgjorde alvorlige, ulovlige angreb mod ham fra de franske judicielle myndigheders side og derfor kunne begrunde Kommissionens bistand i henhold til vedtægtens artikel 24.

52      Det fremgår imidlertid i det væsentlige af retspraksis, at selv om den bistandspligt, der er fastsat i vedtægtens artikel 24, stk. 1, udgør en grundlæggende garanti for tjenestemanden og ikke er betinget af, at ulovligheden af de handlinger, på grund af hvilke tjenestemanden har ansøgt om bistand, forudgående er blevet fastslået, skal tjenestemanden stadig fremlægge beviser, som ved første øjekast giver grund til at formode, at disse handlinger retter sig mod denne på grund af dennes stilling og hverv, og at de er ulovlige i henhold til gældende national ret (dom af 23.11.2010, Wenig mod Kommissionen, F-75/09, EU:F:2010:150, præmis 48).

53      Dette er ikke sket i det foreliggende tilfælde, hvor sagsøgeren ikke seriøst har gjort gældende, at de franske judicielle myndigheder har handlet ulovligt over for ham, og ikke har fremlagt nogen beviser i denne henseende.

54      Derudover skal det bemærkes, at sagsøgeren i virkeligheden ikke søger bistand fra Kommissionen mod tredjemands handlinger, men mod Kommissionens egne handlinger, som har givet anledning til straffesagen mod ham og, frem for alt, som førte til, at straffesagen fortsatte indtil dommen af 15. juni 2016 fra Cour de cassation (kassationsdomstol).

55      Selv om det er rigtigt, at det er de franske judicielle myndigheder, som har rejst sigtelsen mod sagsøgeren, var det ikke desto mindre Kommissionen, der indledte straffesagen ved at give de franske myndigheder oplysninger og indgive en anmeldelse. Desuden, og frem for alt, var Kommissionen årsag til, at straffesagen fortsatte efter kendelsen om påtaleopgivelse.

56      I stævningen har sagsøgeren således gjort gældende, at, »selv om det kunne være nødvendigt for Kommissionen at optræde som civil part i sagen for at beskytte Unionens finansielle interesser, var der dog ingen begrundelse for, at straffesagen blev videreført mod ham, eftersom Kommissionen havde kendskab til, at han ikke kunne foreholdes bevidst at have deltaget i den ulovlige ordning med forvaltning af datashops, som hans overordnede havde indført«.

57      Det fremgår af det ovenstående, at eftersom de handlinger, for hvilke sagsøgeren søgte om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, ikke blev begået af de franske retslige myndigheder (handlinger, hvis lovlighed i øvrigt ikke seriøst er bestridt, jf. præmis 51-53 ovenfor), men var Kommissionens egne, finder denne bestemmelse ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde ifølge den retspraksis, der er henvist til i præmis 48 ovenfor.

58      Det følger heraf, at Kommissionens argument om, at den anden ansøgning om bistand ikke kunne realitetsbehandles på grund af manglende udtømning af de nationale retsmidler, ikke kan tiltrædes.

59      Af de foregående betragtninger følger, at Kommissionens argumenter for, at annullationspåstanden ikke kan realitetsbehandles, nemlig at der ikke foreligger nye faktiske omstændigheder, og at en betingelse for anvendelsen af vedtægtens artikel 24 ikke er overholdt, må forkastes.

 Realiteten

60      For det tilfælde, at han ikke måtte få medhold i kravet om bistand, har sagsøgeren i stævningen og i en forudgående administrativ klage subsidiært gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl ved at se bort fra den omstændighed, at han havde handlet som whistleblower. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til vedtægtens artikel 22a. Kommissionen fik senest på tidspunktet for udstedelsen af den endelige rapport fra Den Interne Revisionstjeneste i 2003 kendskab til hans rolle i afdækningen af de faktiske omstændigheder. Han har påpeget, at han, hvis der var rejst en disciplinærsag mod ham, ville have nydt godt af artikel 21 i bilag IX til vedtægten om institutionens betaling af udgifter til forsvar afholdt af en tjenestemand, som ikke pålægges sanktioner i en disciplinærsag.

61      Sagsøgeren har bestridt, at han forsætligt har medvirket i den problematiske forvaltningsordning. Han har anført, at han tidligt udtrykte tvivl om denne ordning. Han vidste ikke, at den finansielle kontrol ikke var involveret i gennemførelse af netværket af datashops. Han bad om en intern revision og anmodede om, at hans bemyndigelse til at underskrive blev trukket tilbage. Han er uden skyld indblandet i sagen. Desuden havde han ikke den 10. april 2017 kendskab til eksistensen af en disciplinærsag mod ham.

62      Sagsøgeren mener derfor, at Kommissionen tilsidesatte pligten til at beskytte whistleblowere, og denne fejl blev forværret af rollen som civil part i sagen, indsigelsen mod kendelsen om påtaleopgivelse, dernæst kassationsappellen til prøvelse af dommen afsagt af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) den 23. juni 2014, som stadfæstede denne kendelse, hvilket alt sammen indebar uberettigede beskyldninger mod ham for at have deltaget bevidst i en ordning, som var i strid med finansforordningen.

63      Sagsøgeren har således vurderet, at hans tab på den ene side bestod af økonomiske skader i form af omkostningerne til forsvar i den franske straffesag, som beløber sig til 68 331 EUR, og for det andet af en ikke-økonomisk skade på grund af følelsen af uretfærdighed, der skyldes den omstændighed, at han har været genstand for en straffesag på grund af faktiske omstændigheder, som han havde bidraget til at afsløre, opgjort til 90 000 EUR. Han har endvidere anmodet Kommissionen om, at der i hans personlige aktmappe skal indsættes et notat, som anerkender hans status som whistleblower i Eurostat-sagen, med henblik på at rehabilitere hans faglige ære.

64      I stævningen har sagsøgeren i det væsentlige fastholdt sine synspunkter. Undladelse af at anerkende han status som whistleblower udgør en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 22a og af forpligtelsen til at udvise omhu. Den omstændighed, at denne bestemmelse først blev indsat i vedtægten i 2004, var ikke til hinder for, at Kommissionen i 2016 anerkendte den rolle som whistleblower, han havde spillet på det omhandlede tidspunkt i overensstemmelse med hans forpligtelser fastsat i vedtægtens artikel 11 og 12. Pligten til at udvise omhu og ligebehandlingsprincippet forpligtede Kommissionen til at sondre mellem ham og de andre sigtede i Eurostat-sagen.

65      Ifølge sagsøgeren undlod Kommissionen imidlertid at informere de franske retslige myndigheder om den rolle, han havde spillet, selv om den senest den 22. oktober 2003 fik kendskab hertil, og Kommissionen har i urimelig grad forlænget den straffesag, der var iværksat mod ham, selv om Kommissionen ikke kunne være uvidende om, at han ikke bevidst havde deltaget i ordningen med datashops. Ifølge sagsøgeren udgør den omstændighed, at Kommissionen ikke har beskyttet ham mod ethvert tab, blot fordi han var kontorchef på det tidspunkt, hvor Eurostat-sagen opstod, en tjenstlig fejl. Endelig, for så vidt angår den disciplinære sag, som Kommissionen indledte mod ham, bemærker han, at de af Kommissionen anførte grunde til at afslutte den sag ikke genopretter hans faglige ære, men fortsat efterlader tvivl om den måde, hvorpå han har udøvet sit hverv.

66      Hvad angår vedtægtens artikel 24 har sagsøgeren gjort gældende, at det er med urette, at Kommissionen påstår, selv efter dommen af 15. juni 2016 fra Cour de cassation (kassationsdomstol), at den forfølger interesser, der er i modstrid med hans, hvilket er til hinder for enhver mulighed for bistand.

67      Kommissionen har bestridt sagsøgerens standpunkt. Artikel 22a blev indsat i vedtægten den 1. maj 2004. Sagsøgeren kan ikke kritisere Kommissionen for ikke at have tilstået ham en status, der ikke eksisterede på datoen for notatet med anmodning om revision. Angående den hævdede tilsidesættelse af omsorgspligten fremgår det af fast retspraksis, at denne pligt ikke tillader tildeling af fordele, som vedtægten ikke tilbyder. Hvad angår den hævdede forværring af skaden gennem udøvelse af retten til at appellere har Kommissionen alene udøvet en rettighed.  Hvad angår den hævdede krænkelse ved at indlede en disciplinær forfølgning afvises det, at disciplinærsagen skulle have givet anledning til nogen handling med hensyn til sagsøgeren, hvilket forklarer, hvorfor han ikke blev informeret. Indledning af en rent formel disciplinærsag, der aldrig er blevet offentliggjort, og som ikke har givet anledning til nogen undersøgelsesforanstaltning overhovedet, kan ikke have forvoldt sagsøgeren skade.

68      Hvad angår den hævdede tilsidesættelse af vedtægtens artikel 24 har Kommissionen gentaget sin holdning vedrørende afvisning af den anden ansøgning om bistand i henhold til denne bestemmelse og har under alle omstændigheder gjort gældende, at denne påstand savner grundlag, da den vedrører refusion af de udgifter, som sagsøgeren har måttet afholde til at forsvare sin uskyld i en situation, hvor Kommissionens og sagsøgerens interesser aldrig var ophørt med at være modstridende, og ikke vedrører godtgørelse af omkostninger afholdt af sagsøgeren til at forsvare sig mod angreb eller ulovlige handlinger begået af tredjemand.

 Erstatningspåstanden

69      Vedtægtens artikel 22a bestemmer:

»1.      Hvis en tjenestemand under udøvelsen af eller i forbindelse med udøvelsen af sit arbejde bliver opmærksom på forhold, som lader formode, at der eventuelt finder ulovlige handlinger sted, herunder svig eller korruption til skade for Unionens interesser, eller adfærd under udførelsen af arbejdsopgaver, som kan være et alvorligt brud på de forpligtelser, der påhviler Unionens tjenestemænd, underretter han straks sin umiddelbart overordnede eller sin generaldirektør, eller hvis han finder det formålstjenligt, generalsekretæren eller andre i tilsvarende stillinger eller direkte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

[…]

3.      Tjenestemanden må ikke udsættes for sanktioner fra institutionens side, fordi han har meddelt de i stk. 1 og 2 omhandlede oplysninger, forudsat at han har handlet rimeligt og i god tro.«

70      Vedtægtens artikel 22, som pålægger alle tjenestemænd en forpligtelse til at oplyse om faktiske omstændigheder, der indikerer en mulig ulovlig aktivitet eller alvorlige brud på de forpligtelser, der påhviler Unionens tjenestemænd (jf. i denne retning dom af 8.10.2014, Bermejo Garde mod EØSU, T-530/12 P, EU:T:2014:860, præmis 103-106), trådte i kraft den 1. maj 2004.

71      Det bemærkes endvidere, at enhver tjenestemand, som før den 1. maj 2004 tog initiativ til at advare sin overordnede om, at vedkommende havde kendskab til, at der forekom uregelmæssigheder eller overtrædelser af lovbestemte forpligtelser, som kunne skade Unionens finansielle interesser, ville være berettiget til at nyde godt af beskyttelse fra den institution, hvori vedkommende arbejdede, mod enhver form for gengældelseshandlinger som følge af denne afsløring og mod at blive udsat for skade af denne institution, forudsat at tjenestemanden har handlet i god tro.

72      Det skal dog tilføjes, at selv om denne beskyttelse af tjenestemanden sikrer denne mod skade fra institutionens side, har den ikke til formål at beskytte tjenestemanden mod undersøgelser med henblik på at fastslå, om og i hvilket omfang tjenestemanden har været involveret i de uregelmæssigheder, som denne har indberettet. Tjenestemandens initiativ med hensyn til at indberette sådanne uregelmæssigheder kan, hvis undersøgelser bekræfter, at tjenestemanden har været involveret i de indberettede forhold, højst udgøre en formildende omstændighed i institutionens sanktionsproceduren som følge af disse undersøgelser, som det i øvrigt også er anført i meddelelsen af 6. december 2012 fra næstformand Šefčovič til Kommissionen, SEC(2012) 679 final, om retningslinjerne om alvorlige uregelmæssigheder (whistleblowing), (præmis 3 in fine).

73      Det følger af ovenstående betragtninger, at den status som whistleblower, som sagsøgeren gør krav på, under alle omstændigheder ikke beskyttede ham mod undersøgelser med henblik på at fastslå hans eventuelle medvirken til de handlinger, som han havde afsløret.

74      Spørgsmålet i denne sag er derfor ikke så meget, om sagsøgeren blev indrømmet status som whistleblower eller ej, men hvorvidt, under hensyn til de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, Kommissionen har handlet retsstridigt ved være årsag til, at den strafferetlige forfølgning fortsatte efter kendelsen om påtaleopgivelse.

75      For så vidt angår videreførelsen af straffesagen efter kendelsen om påtaleopgivelse gennem appel af denne kendelse og derefter kassationsappel til prøvelse af dommen afsagt af cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) den 23. juni 2014, som stadfæstede kendelsen, skal det bemærkes, at muligheden for at kunne gøre sine rettigheder gældende ved domstolene og den domstolsprøvelse, dette indebærer, er udtryk for et almindeligt retsprincip, der ligger til grund for medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som ligeledes har fundet udtryk i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder undertegnet i Rom den 4. november 1950 (dom af 15.5.1986, Johnston, 222/84, EU:C:1986:206, præmis 17 og 18, og af 17.7.1998, ITT Promedia mod Kommissionen (T-111/96, EU:T:1998:183, præmis 60), og i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Adgang til domstolene er en grundlæggende rettighed og et almindeligt retsprincip, som sikrer retsstatsprincippet, og det er kun under helt ekstraordinære omstændigheder, at det forhold, at en institution indleder en retslig behandling, kan udgøre fejl og forsømmelser (jf. i denne retning dom af 28.9.1999, Frederiksen mod Parlamentet, T-48/97, EU:T:1999:175, præmis 97).

76      I den foreliggende sag må det fastslås, at uanset formuleringen af kendelsen om påtaleopgivelse og af den dom, hvorved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) den 23. juni 2014 stadfæstede denne kendelse, hvorved de franske straffedomstole i det væsentlige fastslog, at de konstaterede uregelmæssigheder snarere kunne tilskrives utilstrækkeligheden af de reguleringsmæssige rammer end de sigtede tjenestemænd, som udelukkende havde søgt løsninger af hensyn til Eurostat i en reguleringsmæssigt uhensigtsmæssig sammenhæng, er de foreliggende omstændigheder ikke tilstrækkeligt ekstraordinære til at føre til den konklusion, at appellen iværksat til prøvelse af den omhandlede kendelse og kassationsappellen af denne dom udgør tjenestefejl fra Kommissionens side. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke er berettiget til at kræve erstatning for ikke-økonomisk og økonomisk skade som følge af at have været genstand for en straffesag mellem 2003 og 2016.

 Annullationspåstandene

77      For så vidt angår Kommissionens afslag, efter at sagsøgeren var strafferetligt frikendt ved dommen af 15. juni 2016 fra Cour de cassation (kassationsdomstol), på at betale de omkostninger til forsvar, som sagsøgeren har afholdt i forbindelse med den nationale straffesag, skal det bemærkes, at argumenterne for dette afslag, som Kommissionen har givet i afslaget på ansøgningen og derefter i afslaget på den forudgående administrative klage, om end de ikke klart besvarer nogle betænkeligheder, som sagsøgeren rejste under den administrative procedure, ikke desto mindre udtrykker den virkelige begrundelse for Kommissionens afslag på den anden ansøgning om bistand.

78      Med hensyn til sagsøgerens betænkeligheder viser hans henvisninger til artikel 22a og 24 i tjenestemandsvedtægten, hvorom det er konstateret, at den anden ikke er relevant i den foreliggende sag (jf. præmis 57 ovenfor), og den første er uegnet til at beskytte sagsøgeren mod en eventuel strafferetlig eller disciplinær sag (jf. præmis 73 ovenfor), at han i det væsentlige har givet udtryk for, at han ikke var skyldig i Eurostat-sagen.

79      Siden begyndelsen af den administrative procedure har sagsøgeren således gjort gældende, at ordningen med datashops på en overbevisende måde blev forelagt ham som regelmæssig og valid, at han var i god tro, at han aldrig deltog bevidst i den omtvistede ordning, at han tidlige havde advaret, og slutteligt, at han uden skyld blev involveret i sagen. Det er på grund af denne overbevisning, understøttet af de begunstigende franske retsafgørelser, at han bad Kommissionen om at betale hans udgifter til forsvar i den nationale straffesag samt ikke-økonomisk skade som følge af følelsen af uretfærdighed forbundet med manglende beskyttelse fra Kommissionens side på trods af, at han havde handlet som whistleblower i Eurostat-sagen. Dette er også grunden til, at han anmodede om at få indsat et notat i sagsmappen med anerkendelse af hans rolle som whistleblower med henblik på at rehabilitere hans professionelle ære.

80      Efter at påtalen mod ham blev opgivet i straffesagen, bemærkede sagsøgeren i øvrigt i den anden ansøgning om bistand og efterfølgende i sin forudgående administrative klage, at han med et tilsvarende resultat i en disciplinærsag ville have modtaget godtgørelse af sine udgifter til forsvar i henhold til artikel 21 i bilag XI til vedtægten.

81      Kommissionen gav imidlertid ikke et klart svar på disse bekymringer fra sagsøgerens side i afslaget på ansøgningen og dernæst i afslaget på den forudgående administrative klage. Kommissionen bestred med tekniske begrundelser sagsøgerens udtalelser vedrørende artikel 22a og 24 i vedtægten.

82      Kommissionen fremkom imidlertid med udtalelser, som viser, at dens afslag i den administrative procedure på at betale sagsøgerens udgifter i sidste ende ikke så meget fulgte af en manglende teknisk anvendelighed af disse bestemmelser i vedtægten, men mere grundlæggende af den opfattelse, at sagsøgeren havde gjort sig skyldig i en tilsidesættelse af sine pligter i henhold til personalevedtægten.

83      Kommissionen fremhævede således med fede typer ved to lejligheder, først i afslaget på ansøgningen og dernæst afslaget i den forudgående administrative klage, det forhold, at Cour de cassation (kassationsdomstol) i dommen af 15. juni 2016 fastslog, at der havde været tale om en »tilsidesættelse af de europæiske finanspolitiske bestemmelser«, og at der ikke forelå »tilstrækkelig« mistanke til at hjemvise de sigtede personers sager til den underordnede ret.

84      Desuden foretog Kommissionen i sin afvisning af den forudgående administrative klage vurderinger, hvorefter »den i straffesagen havde forfulgt en interesse, som stod i modsætning til sagsøgerens, med den konsekvens, at vedtægtens artikel 24 ikke, selv hvis kendelsen om påtaleopgivelse blev stadfæstet ved dom, kunne danne grundlag for en ansøgning om bistand til at opnå erstatning for tab lidt som følge af eller i forbindelse med denne straffesag«.

85      Det bemærkes, at selv om det er korrekt, og endvidere evident, at Kommissionen og sagsøgeren havde modstående interesser i løbet af straffesagen, kunne denne interessekonflikt ikke logisk vedblive med at bestå, efter at kendelsen om påtaleopgivelse var stadfæstet ved afsigelsen af dommen fra Cour de cassation (kassationsdomstol), medmindre Kommissionen, uanset opgivelsen af påtalen i straffesagen, fortsat var af den opfattelse, at sagsøgeren havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til vedtægten.

86      Det forhold, at Kommissionen selv efter dommen af 15. juni 2016 fra Cour de cassation (kassationsdomstol) fastholdt en sådan opfattelse, som var inkriminerende over for sagsøgeren, bekræftes i øvrigt i svarskriftet.

87      I svarskriftet har Kommissionen således gjort gældende, at »de omstændigheder, hvorunder kendelsen om påtaleopgivelse var afsagt (kendelsen indeholder et forbehold om, at finansiel manipulation kan have forekommet) og afslutning af disciplinærsagen, ikke fjernede interessekonflikten mellem parterne, og disse forhold begrundede, at Kommissionen ikke ændrede sin afgørelse om ikke at yde bistand«.

88      I sidste ende synes det dermed at forholde sig således, at Kommissionens beslutning om ikke at betale sagsøgerens omkostninger til forsvar i den nationale straffesag ikke så meget skyldtes teknisk uanvendelighed af vedtægtens artikel 24, hvorom Kommissionen til stadighed har anført, at det ikke ville have udgjort en uoverstigelig hindring for afholdelse af disse udgifter, men i stedet, at der fortsat var en »interessekonflikt«, hvorfor Kommissionen vedvarende var af den opfattelse, at sagsøgeren havde tilsidesat sine pligter i henhold til personalevedtægten.

89      Da sagsøgeren imidlertid ikke længere var genstand for retssager inden for den nationale strafferetspleje, og de franske domstole i øvrigt aldrig udpegede ham personligt som gerningsmand til en overtrædelse af de finansielle regler, og da han endvidere på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke var genstand for nogen disciplinær afgørelse, der fastslår en overtrædelse af lovbestemte forpligtelser, var påtalen i straffesagen i Frankrig ikke alene opgivet, men han nød nødvendigvis også godt af uskyldsformodningen med hensyn til sine lovbestemte forpligtelser.

90      Sagsøgeren har ganske vist ikke udtrykkeligt påberåbt sig et anbringende om tilsidesættelse af uskyldsformodningen. Dette skyldes, at han, der er overbevist om, at han er uskyldig, har vendt sig direkte mod den anfægtede afgørelse. En sådan position indebærer imidlertid nødvendigvis som det mindre i det mere, og som sagsøgeren i øvrigt har bekræftet i retsmødet, at han gør argumentet om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodningen gældende, navnlig når han, efter at have gjort gældende, at han ikke var skyldig (jf. præmis 79 ovenfor), har gjort gældende, at Kommissionen ved sin adfærd »såede tvivl om måden, hvorpå han varetog sine opgaver, og om hans faglige ære«.

91      Det skal erindres, at princippet om uskyldsformodning, som udgør en grundlæggende rettighed, der er fastsat i artikel 6, stk. 2, i menneskerettighedskonventionen og i chartrets artikel 48, stk. 1, tillægger borgerne rettigheder, som Den Europæiske Unions retsinstanser skal påse overholdelsen af (dom af 4.10.2006, Tillack mod Kommissionen, T-193/04, EU:T:2006:292, præmis 121, af 8.7.2008, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-48/05, EU:T:2008:257, præmis 209, og af 12.7.2012, Kommissionen mod Nanopoulos, T-308/10 P, EU:T:2012:370, præmis 90).

92      Dette princip, der er en af de grundlæggende rettigheder (dom af 8.7.1999, Montecatini mod Kommissionen, C-235/92 P, EU:C:1999:362, præmis 175, og af 4.10.2006, Tillack mod Kommissionen, T-193/04, EU:T:2006:292, præmis 121), som i sig selv, som det fremgår det af retspraksis, er almindelige EU-retlige principper (dom af 27.9.2006, Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, T-44/02 OP, T-54/05 OP, T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, Sml., EU:T:2006:271, præmis 61), finder anvendelse på administrative procedurer, henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og alvoren af de hertil knyttede sanktioner (jf. for så vidt angår konkurrenceret dom af 8.7.2004, JFE Engineering mod Kommissionen, T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, EU:T:2004:221, præmis 178, af 27.9,2006, Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, T-44/02 OP, T-54/05 OP, T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, EU:T:2006:271, præmis 61, og af 5.10.2011, Romana Tabacchi mod Kommissionen, T-11/06, EU:T:2011:560, præmis 129). Det følger heraf, at uskyldsformodningen også uden en strafferetlig forfølgning gælder for en tjenestemand, der beskyldes for en overtrædelse af forpligtelserne i medfør af vedtægten, som er tilstrækkelig grov til at begrunde en undersøgelse fra OLAF’s side, på baggrund af hvilken administrationen afhængig af sagens alvor kan vedtage enhver foranstaltning, den finder nødvendig (dom af 28.3.2012, BD mod Kommissionen, F-36/11, EU:F:2012:49, præmis 51, og af 29.4.2015, CJ mod ECDC, F-159/12 og F-161/12, EU:F:2015:38, præmis 154).

93      I den foreliggende sag har Kommissionen tilsidesat den uskyldsformodning, som gælder for sagsøgeren, ved at afvise sagsøgerens ansøgning om betaling af hans udgifter til forsvar i den nationale strafferetlige procedure med den begrundelse i det væsentlige, at der var en interessekonflikt med sagsøgeren.

94      For så vidt angår Kommissionens argument fremført i retsmødet, hvorefter det på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet, var berettiget at påberåbe sig interessekonflikten, fordi beslutningen om at afslutte »disciplinærsagen« først blev truffet nogle dage senere, den 10. april 2017, skal det forkastes af følgende grunde.

95      For det første er eksistensen af – med den vage formulering anvendt af Kommissionen – en »disciplinærsag« mod sagsøgeren på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet, ikke fastslået, men synes snarere at være afkræftet. Indledningen af sagen CMS 04/002 i januar 2004 efter en anmodning om ophævelse af sagsøgerens retlige immunitet synes nemlig ikke at have indebåret hverken en disciplinærsag eller en administrativ undersøgelse i forhold til sagsøgeren. Endvidere og under alle omstændigheder er sagen CMS 04/002 slettet fra sagsstyringssystemet CMS [Case Management System] i 2010 og derefter destrueret i 2012 ved udløbet af arkiveringsperioden.

96      For det andet, og under alle omstændigheder, hvis det antages, at der var en igangværende procedure i forhold til sagsøgeren på tidspunktet for den anfægtede afgørelse, kunne Kommissionen ikke, uden at det kan tilregnes den som en fejl, afvise den anden ansøgning om bistand på grundlag af sin inkriminerende opfattelse og derefter afslutte den igangværende procedure få dage senere, da denne procedure netop havde til formål at bekræfte eller afkræfte denne opfattelse.

97      Hvad endelig angår Kommissionens argument om, at princippet om uskyldsformodningen først blev påberåbt af sagsøgeren på datoen for afslutningen af denne igangværende procedure, bemærkes for det første, at en tjenestemand nyder godt af uskyldsformodningen på et hvilket som helst tidspunkt forud for en afgørelse af skyldspørgsmålet, og for det andet, at Kommissionen under sagen for Retten i realiteten fortsat har tilsidesat formodningen om sagsøgerens uskyld, når den i svarskriftet har anført, at »afslutningen af disciplinærsagen i medfør af opportunitetsprincippet ikke har fjernet den interessekonflikt, der var mellem parterne«.

98      Som konklusion på ovenstående betragtninger, hvoraf det fremgår, at den anfægtede afgørelse bygger på en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, skal afgørelsen annulleres, idet der erindres om, at det tilkommer Kommissionen at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dommen.

 Sagsomkostninger

99      I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Det følger af samme reglements artikel 134, stk. 2, at hvis der er flere tabende parter, træffer Retten afgørelse om omkostningernes fordeling.

100    Da Kommissionen i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes for erstatningspåstandene.

2)      Kommissionens afgørelse af 28. marts 2017 om afslag på en ansøgning om bistand fra Amador Rodríguez Prieto annulleres.

3)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Amador Rodríguez Prieto afholdte omkostninger.

Collins

Barents

Passer

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. april 2019.

E. Coulon

 

A.M. Collins

Justitssekretær

 

      Afdelingsformand


*      Processprog: fransk.