Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 5. februar 2019 – Rieco SpA mod Comune di San Vito Chietino og Ecolan SpA

(Sag C-91/19)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Rieco SpA

Sagsøgt: Comune di San Vito Chietino og Ecolan SpA

Præjudicielle spørgsmål

Er EU-retten (og navnlig princippet om offentlige myndigheders ret til frit at træffe beslutninger og princippet om, at de offentlige myndigheders forskellige former for tildeling og forvaltning af tjenester af almen interesse i det væsentlige er ligeværdige) til hinder for en national lovgivning (som artikel 192, stk. 2, i Codice dei contratti pubblici (lov om offentlige kontrakter), lovdekret nr. 50 af 2016), som bestemmer, at in house-tildelinger er sekundære i forhold til tildelinger, der foretages efter en udbudsprocedure ved: i) kun at give mulighed for sådanne tildelinger i tilfælde af et påvist markedssvigt på det relevante marked, og ii) under alle omstændigheder at pålægge den myndighed, der har til hensigt at foretage en intern tildeling, at give en specifik begrundelse vedrørende de fordele, som samfundet opnår ved en sådan form for tildeling.

Er EU-retten (og navnlig artikel 12, stk. 3, i direktiv 2014/24/EU 1 vedrørende in house-tildeling, når flere myndigheder udøver en fælles kontrol, der svarer til den kontrol, de udøver over deres egne afdelinger) til hinder for en national bestemmelse (som bestemmelsen i artikel 4, stk. 1, i Testo Unico delle società partecipate - lovdekret nr. 175 af 2016) (lov om selskaber med offentlig deltagelse), som forbyder en offentlig myndighed at erhverve en selskabsandel i et selskab, der er i sameje med andre offentlige myndigheder (men som ikke er tilstrækkelig til at udøve kontrol eller opnå vetoret), når denne myndighed har til hensigt fremtidigt at erhverve en fælles kontrol og således opnå mulighed for at foretage direkte tildelinger til det selskab, der er i sameje blandt andre offentlige myndigheder.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65).