RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

12. december 2013

Sag F-133/12

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – Unionens erstatningsansvar uden for kontraktforhold – erstatning for skade, som følge af at institutionen har sendt sagsøgerens advokat en skrivelse vedrørende de omkostninger, der er pålagt sagsøgeren – åbenbart, at sagen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet – procesreglementets artikel 94«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio bl.a. har nedlagt påstand dels om annullation af den afgørelse, hvorved Europa-Kommissionen afslog hans ansøgning om erstatning for det tab, som følger af fremsendelsen til den advokat, som har repræsenteret ham siden 2007 ved Den Europæiske Unions retsinstanser (herefter »sagsøgerens advokat« eller »hans advokat«) af en skrivelse vedrørende betaling af sagsomkostningerne i 24 sager, som har fået retskraft, hvori han er blevet dømt til at betale Kommissionens sagsomkostninger, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning.

Udfald:      Sagen afvises, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger. Luigi Marcuccio betaler Personaleretten et beløb på 2 000 EUR.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – påstand om annullation af den administrative afgørelse om afslag på ansøgningen om erstatning – påstand, der ikke er selvstændig i forhold til erstatningspåstanden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – udgifter pålagt Personaleretten ved en tjenestemands søgsmål, som har karakter af misbrug – tjenestemanden pålagt at erstatte nævnte udgifter

(Personalerettens procesreglement, art. 94)

1.      Påstanden om annullation af den retsakt, som indeholder en institutions erstatningsmæssige stillingtagen under den administrative fase, kan ikke bedømmes selvstændigt i forhold til erstatningspåstanden, da denne retsakt alene har til formål at gøre det muligt at indbringe nævnte påstand for Personaleretten.

(jf. præmis 32)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 14. oktober 2004, sag T-256/02, I mod Domstolen, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis

2.      Det fremgår af artikel 94 i Personalerettens procesreglement, at har Retten afholdt udgifter, som kunne have været undgået, navnlig i tilfælde, hvor søgsmålet har karakter af åbenbart misbrug, kan den pålægge den part, som har givet anledning til udgifterne, at erstatte disse helt eller delvist, dog således at erstatningen ikke kan overstige 2 000 EUR.

Et søgsmål har karakter af åbenbart misbrug i det tilfælde, hvor en sagsøger vælger at anlægge sag uden nogen gyldig grund, og når han allerede i flere sager har fremført anbringender og klagepunkter, som ligner, endog er identiske, med dem, der er fremført til støtte for det pågældende søgsmål, idet disse anbringender er blevet forkastet ved kendelse i alle de af sagsøgeren anlagte sager, enten fordi de åbenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling, eller fordi de var åbenbart ugrundede.

(jf. præmis 52-54)