PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
28. september 2011
Sag F-13/10
Carlo De Nicola
mod
Den Europæiske Investeringsbank (EIB)
»Personalesag – Den Europæiske Investeringsbanks personale – bedømmelse – forfremmelse – erstatningssøgsmål – formaliteten«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 41 i vedtægten for EIB’s ansatte, hvorved Carlo De Nicola bl.a. har nedlagt påstand om, for det første, annullation af den af klageudvalget for Den Europæiske Investeringsbank trufne afgørelse af 23. september 2009, for det andet, annullation af hans bedømmelsesrapport for 2008, for det tredje, annullation af afgørelserne om forfremmelse af 18. marts 2009, for det fjerde, annullation af afgørelsen om afslag på forfremmelse, og, for det femte, at EIB tilpligtes at erstatte den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han angiveligt har lidt.
Udfald: Den Europæiske Investeringsbank frifindes. Carlo De Nicola bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de omkostninger, som Den Europæiske Investeringsbank har afholdt. Den Europæiske Investeringsbank bærer halvdelen af sine omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – påstande rettet mod klageudvalgets stillingtagen – formaliteten – retsvirkning
(Vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
2. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – søgsmål til prøvelse af en almengyldig retsakt – vejledning til bedømmelsesproceduren – afvisning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
3. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – frister – krav om en rimelig frist – tidspunkt, hvor fristen begynder at løbe
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
4. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – søgsmål rettet mod den manglende udpegning af en repræsentant til forligsudvalget – tidspunkt, hvor fristen begynder at løbe
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
5. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – analog anvendelse af vedtægtens artikel 91, stk. 1 – fuld prøvelsesret
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
6. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – erstatningssøgsmål – antagelse til realitetsbehandling af et søgsmål, som fulgte efter en ansøgning om erstatning fremlagt for klageudvalget
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
7. Tjenestemænd – søgsmål – ikke rettidigt anlagt annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål til opnåelse af samme resultat – afvisning
8. Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – årlig bedømmelsesrapport – domstolsprøvelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
1. Påstande, der er rettet mod en stillingtagen fra det klageudvalg, som er nedsat af Den Europæiske Investeringsbank på området for personalebedømmelse, har ikke et selvstændigt indhold og bevirker, at der anlægges sag ved Unionens retsinstanser til prøvelse af den bedømmelsesrapport, som har været genstand for en sådan administrativ klage. Mere generelt har afgørelsen fra klageudvalget ikke et selvstændigt indhold i forhold til alle de afgørelser, der anfægtes ved dette udvalg.
(jf. præmis 44)
Henvisning til:
Personaleretten: 8. marts 2011, sag F-59/09, De Nicola mod EIB, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis
2. Artikel 41 i vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank gør det udelukkende muligt for de ansatte at indbringe individuelle tvister for Unionens retsinstanser. Selv om de ansatte på visse betingelser i forbindelse med en individuel tvist kan gøre gældende, at de generelle foranstaltninger er ulovlige, kan de ikke direkte påstå annullation heraf. På dette punkt er der i øvrigt en vis analogi med bestemmelserne i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, som fastslår, at en foranstaltning for at kunne kvalificeres som en akt, der går den pågældende imod, bl.a. skal indeholde en endelig stillingtagen fra administrationens side i forbindelse med tjenestemandens individuelle situation.
I denne forbindelse udgør en vejledning til EIB’s bedømmelsesprocedure, som tilsigter at frembringe retsvirkninger i forhold til en generel og abstrakt kategori af personer, nemlig EIB’s ansatte, en almengyldig foranstaltning. Påstande om annullation heraf kan således ikke anses for at vedrøre individuelle tvister som omhandlet i bestemmelserne i artikel 41 i vedtægten for de ansatte. Denne vejledning kan følgelig ikke være genstand for et direkte søgsmål anlagt af en ansat i EIB.
(jf. præmis 54 og 55)
Henvisning til:
Domstolen: 16. juli 1981, sag 153/79, Bowden m.fl. mod Kommissionen, præmis 13
Retten i Første Instans: 6. marts 2001, sag T-192/99, Dunnett m.fl. mod EIB, præmis 61 og 62 og den deri nævnte retspraksis; 16. december 2004, forenede sager T-120/01 og T-300/01, De Nicola mod EIB, præmis 132; 29. november 2006, forenede sager T-35/05, T-61/05, T-107/05, T-108/05 og T-139/05, Agne-Dapper mod Kommissionen, præmis 56
3. Forligsproceduren efter artikel 41 i EIB’s vedtægt for de ansatte og den særlige appelprocedure ved de årlige bedømmelser af de ansatte, der er fastsat i en af EIB’s administrative meddelelser, forfølger samme formål som den obligatoriske administrative procedure, der er fastsat i tjenestemandsvedtægtens artikel 90. Disse procedurer har ligeledes til formål at muliggøre en forligsmæssig løsning af tvisterne ved at give EIB mulighed for at ændre den anfægtede retsakt og den pågældende ansatte mulighed for at acceptere den begrundelse, som den anfægtede retsakt hviler på, og i givet fald afstå fra at anlægge sag. I EIB’s vedtægt for de ansatte er der i øvrigt ikke fastsat nærmere regler for koordinationen af disse to procedurer. I relation til bedømmelsesrapporterne er det således overladt til den berørte ansattes skøn, om han vil benytte sig af den ene eller den anden procedure eller af begge to, samtidigt eller forskudt, så længe den vejledende frist, der er fastsat i de relevante administrative meddelelser for at indbringe sagen for appeludvalget, overholdes.
En frist på tre måneder, der begynder at løbe fra den dato, hvor den berørte ansatte får meddelelse om den bebyrdende akt, eller i givet fald fra det tidspunkt, hvor appeludvalget træffer en negativ afgørelse, eller fra det tidspunkt, hvor forligsproceduren må opgives, må på denne baggrund i princippet anses for rimelig, dog på betingelse af, dels at en eventuel appelprocedure er gennemført inden for et rimeligt tidsrum, dels at den pågældende har fremsat sin eventuelle forligsanmodning inden for et rimeligt tidspunkt, efter at han har fået meddelelse om den bebyrdende akt. Indførelsen af disse to fakultative procedurer, henholdsvis ved artikel 41 i EIB’s vedtægt for de ansatte og ved ovennævnte personalemeddelelser, hvilke procedurer er bindende for EIB, fører nærmere bestemt nødvendigvis til den konklusion, at såfremt en ansat først anmoder om iværksættelse af appelproceduren og derefter af forligsproceduren, begynder fristen for at anlægge sag ved Personaleretten først at løbe fra det tidspunkt, hvor sidstnævnte procedure må opgives, eftersom den ansatte har fremsat sin forligsanmodning inden for et rimeligt tidsrum efter appelprocedurens afslutning.
(jf. præmis 61 og 62)
Henvisning til:
Personaleretten: De Nicola mod EIB, præmis 136 og 137 og den deri nævnte retspraksis
4. Ingen intern regel i Den Europæiske Investeringsbank fastsætter fristen, inden for hvilken EIB’s ansatte skal indbringe sagen for retten i tilfælde af, at EIB ikke iværksætter forligsproceduren ved at undlade at udpege et af medlemmerne til forligsudvalget som fastsat i artikel 41 i vedtægten for de ansatte.
Eftersom EIB ikke lovligt kan afslå at iværksætte forligsproceduren, og eftersom det ville skade kravet om retssikkerhed, at den frist, inden for hvilken EIB’s retsakter skal anfægtes, i mangel af retsforskrifter herom varierer alt efter karakteren af de pågældende procedurer, må det imidlertid antages, med henvisning til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, at i det tilfælde, hvor en ansat i EIB ansøger om, at forligsudvalget forelægges andre tvister end dem, der vedrører disciplinære sanktioner, og hvor EIB undlader at udpege sin repræsentant i dette udvalg, medfører denne undladelse, at der opstår en stiltiende afgørelse om afslag på ansøgningen om forlig inden for en frist på fire måneder efter EIB’s modtagelse af nævnte ansøgning. Den ansatte i EIB råder herefter over en rimelig frist på tre måneder, som løber fra stiftelsen af denne stiltiende afgørelse, til at indbringe sagen for EU’s retsinstanser.
(jf. præmis 74, 75, 77 og 78)
Henvisning til:
Personaleretten: De Nicola mod EIB, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis; 28. juni 2011, sag F-49/10, De Nicola mod EIB, præmis 71
5. Tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1, hvorefter EU’s retsinstanser ikke har kompetence til at påkende et søgsmål, såfremt det søgsmål, der er indbragt for disse, ikke er rettet mod en akt, som administrationen har vedtaget for at afslå sagsøgerens krav, anvendes analogt på de søgsmål, der anlægges af Den Europæiske Investeringsbanks ansatte.
(jf. præmis 91)
Henvisning til:
Personaleretten: 30. november 2009, sag F-86/08, Voslamber mod Kommissionen, præmis 224-239 og den deri nævnte retspraksis
6. I forbindelse med den administrative procedure skal administrationen ikke fortolke klager snævert, men skal derimod undersøge dem med åbent sind.
I denne forbindelse gælder, at det i mangel af oplysninger i EIB’s vedtægt for de ansatte vedrørende betingelserne for at indbringe erstatningssager for EU’s retsinstanser må antages, at sagsøgeren ved at fremlægge en erstatningsansøgning for EIB’s klageudvalg i bredere forstand nødvendigvis har indbragt en foreløbig erstatningspåstand for EIB.
(jf. præmis 92 og 95)
Henvisning til:
Domstolen: 23. april 2002, sag C-62/01 P, Campogrande mod Kommissionen, præmis 33, og den deri nævnte retspraksis
7. En tjenestemand, som ikke rettidigt har anfægtet en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, som er bebyrdende for ham, kan ikke omgås denne præklusion ved at anlægge et erstatningssøgsmål baseret på, at denne afgørelse angiveligt er ulovlig. En sagsøger kan derfor ikke gennem en erstatningspåstand forsøge at opnå samme resultat, som han ville have opnået, hvis han havde fået medhold i et annullationssøgsmål, som han har forsømt at anlægge rettidigt. Hvis en tjenestemand har ret til, uden at påstå annullation af en bebyrdende retsakt, på grundlag af, at denne retsakt angiveligt er ulovlig, at anlægge et søgsmål udelukkende med påstand om erstatning for den skade, som denne retsakt har forvoldt ham, kan sådanne erstatningspåstande i øvrigt kun antages til realitetsbehandling, hvis de fremsættes inden for de søgsmålsfrister, der gælder for den pågældende retsakt.
(jf. præmis 97)
Henvisning til:
Domstolen: 15. december 1966, sag 59/65, Schreckenberg mod Kommissionen; 14. februar 1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen
Personaleretten: 21. februar 2008, sag F-4/07, Skoulidi mod Kommissionen, præmis 50 og 70
8. Det tilkommer ikke Unionens retsinstanser at sætte sin egen vurdering i stedet for den vurdering, der foretages af de personer, der er ansvarlige for bedømmelsen. Den Europæiske Investeringsbank råder nemlig, i lighed med Unionens øvrige institutioner og organer, over et vidt skøn med henblik på at bedømme de ansattes arbejde. Unionens retsinstansers legalitetskontrol af den vurdering, som er indeholdt i den årlige bedømmelsesrapport for en ansat ved EIB, vedrører kun en prøvelse af, om der foreligger eventuelle formfejl, åbenbare faktiske fejl, som indvirker på vurderingen, eller eventuel magtfordrejning.
(jf. præmis 108)
Henvisning til:
Personaleretten: Voslamber mod Kommissionen, præmis 126