Language of document :

Sag anlagt den 22. december 2005 - Borbély mod Kommissionen

(Sag F-126/05)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Andrea Borbély (Bruxelles, Belgien) (ved lawyer R. Stötzel)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens afgørelse af 30. september 2005, for så vidt som det heri afslås at yde sagsøgeren de dagpenge, der er fastsat i artikel 10 i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, de bosættelsespenge, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i bilag VII til tjenestemandsvedtægten, samt godtgørelse af rejseudgifter ved tiltrædelsen af tjenesten som fastsat i artikel 7, stk. 1, litra a), i bilag VII til tjenestemandsvedtægten.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren dagpenge, bosættelsespenge og rejseudgifter ved tiltrædelsen af tjenesten, samt renter fra de tidspunkter, hvor disse beløb forfaldt til betaling i henhold til tjenestemandsvedtægtens bilag VII.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren, som formelt var tjenestemand i Udenrigsministeriet i Budapest, Ungarn, og som gjorde midlertidig tjeneste ved Den Diplomatiske Tjeneste ved Ungarns Faste Repræsentation ved EU i Bruxelles for en periode på fire år, blev af Kommissionen udnævnt til prøveansat tjenestemand og gjorde tjeneste i Bruxelles.

I marts 2005 ansøgte hun om bosættelsespenge, godtgørelse af rejseudgifter ved tiltrædelsen af tjenesten og dagpenge. Kommissionen afslog hendes ansøgning.

Sagsøgeren har anført, at hun under sin midlertidige tjeneste fortsat var aflønnet af sin ungarske arbejdsgiver og bevarede sin bopæl og sine økonomiske interesser i Ungarn. Endvidere boede hun i Bruxelles i en møbleret lejlighed stillet til rådighed af hendes arbejdsgiver.

Sagsøgeren har anført, at retspraksis 1 allerede har fastslået, at en tjenestemand er berettiget til førnævnte godtgørelse og tillæg i et tilfælde, hvor ansættelsesstedet er det sted, hvor tjenestemanden var bosat umiddelbart forud for ansættelsen som følge af en midlertidig tjeneste.

____________

1 - Sag T-137/95, Mozzaglia mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 169, og II, s. 1657.