Language of document :

Sag anlagt den 14. august 2007 - Zangerl-Posselt mod Kommissionen

(Sag F-83/07)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Brigitte Zangerl-Posselt (Saarbrücken, Tyskland) (ved Rechtsanwalt S. Paulmann)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af skrivelse af 18. juni 2007, hvorved EPSO meddelte sagsøgeren, at hun ikke fik adgang til udvælgelsesprøvens praktiske og mundtlige prøver, og skrivelsen af 25. juli 2007, hvorved udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve EPSO/AST/27/06 (tysksprogede assistenter (AST 1)) stadfæstede denne afgørelse.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve EPSO/AST/27/06 (tysksprogede assistenter (AST 1) til sekretariatsfunktioner) gav ikke sagsøgeren adgang til de praktiske og mundtlige prøver, fordi hun ikke kunne fremlægge det krævede uddannelsesbevis (studentereksamen).

Sagsøgeren har først og fremmest gjort gældende, at hendes uddannelsesbevis (realskoleprøve) opfylder kravene i punkt A.II.1, nr. ii, i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Indplaceringen af uddannelser foretages såvel i Tyskland som på europæisk niveau på grundlag af UNESCO's International Standard Classification of Education fra 1997 (ISCED), og denne terminologi er også anvendt i bekendtgørelsen om udvælgelsesprøven. Ifølge denne liste henhører realskoleprøven under de sekundære uddannelsesbeviser (ISCED trin 2) og muliggør adgangen til postsekundær uddannelse (ISCED trin 4).

Sagsøgeren har derudover anført, at Kommissionens afgørelse er utilstrækkeligt og fejlagtigt begrundet.

____________