Appel iværksat den 20. februar 2019 af Lupin Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 12. december 2018 i sag T-680/14, Lupin mod Kommissionen
(Sag C-144/19 P)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Lupin Ltd (ved solicitors S. Smith og A. White, QC M. Hoskins og barrister V. Wakefield)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Rettens konklusion vedrørende forskelsbehandlingen mellem Lupin og Krka ophæves.
I henhold til artikel 61 i statutten for Domstolen træffer Domstolen endelig afgørelse ved at annullere eller nedsætte den af Kommissionen pålagte bøde.
Anbringender og væsentligste argumenter
1. Det første anbringende er, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den patentaftale, der blev indgået mellem Lupin og Servier den 30. januar 2007, havde et konkurrencebegrænsende formål i henhold til artikel 101 TEUF, stk. 1, navnlig af følgende grunde:
Retten misforstod den gældende retlige standard for påvisning af et konkurrencebegrænsende formål, navnlig i lyset af de retlige principper, der blev stadfæstet i sag C-67/13 P, Cartes Bancaires.
Retten så bort fra, at virkningen af konkurrenceforbudsklausuler og ikke-anfægtelsesklausuler i forligsaftaler på konkurrencen er den samme, uafhængigt af, om der eventuelt foreligger en tilskyndelse.
Retten undlod i strid med retssikkerhedsprincippet at analysere eller redegøre for sondringen mellem begrundede og ubegrundede omvendte betalinger.
Retten begik en fejl ved at fastslå, at tilstedeværelsen af en »tilskyndelse« for et selskab, der fremstiller generiske produkter, begrunder en konstatering af et konkurrencebegrænsende formål. Den omstændighed, at det selskab, der fremstiller generiske produkter, opnår en »fordel«, kan heller ikke begrunde en sådan konstatering.
Retten begik en retlig fejl ved at finde, at de tvetydige formuleringer af restriktionerne i henhold til aftalen skulle forstås således, at de omfatter produkter, som går ud over anvendelsesområdet for det mellem parterne omtvistede patent.
Ingen konkurrencebegrænsende virkning
2. Retten fandt, at Lupin’s anfægtelse af Kommissionens konklusion om en konkurrencebegrænsende virkning var irrelevant, eftersom Retten havde opretholdt Kommissionens konstatering af, at der foreligger et konkurrencebegrænsende formål. Lupin’s andet anbringende går ud på, at såfremt Domstolen underkender denne konstatering om et konkurrencebegrænsende formål, træffer Domstolen endelig afgørelse i Lupin’s appelsag ved at forkaste denne konstatering af, at der foreligger et konkurrencebegrænsende formål, navnlig af følgende grunde:
a) Kommissionen begik en retlig fejl ved at henvise til omvendte betalinger og/eller væsentlig tilskyndelse.
b) Kommissionen burde have analyseret spørgsmålet om konkurrencebegrænsende virkning i henhold til doktrinen om accessoriske begrænsninger og/eller i henhold til de principper, der blev fastslået i sag C-309/99, Wouters, og/eller artikel 102 TEUF.
c) I sin vurdering af Servier’s markedsstilling i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF overførte Kommissionen direkte konklusionerne om dominerende stilling i henhold til artikel 102 TEUF, der blev forkastet (sag T-691/14, Servier m.fl. mod Kommissionen).
Bøde
3. Det tredje anbringende er, at Retten med hensyn til bøden begik en fejl ved vurderingen af den nye karakter af den hævdede overtrædelse.
4. Det fjerde anbringende er, at Retten begik en fejl med hensyn til forpligtelsen til at tage hensyn til både grovheden og varigheden af den hævdede overtrædelse ved bødeudmålingen.
5. Det femte anbringende er, at Retten ved bødeudmålingen undlod at tage hensyn til værdien af de patentansøgninger, som blev overført fra Servier til Lupin.
6. Det sjette anbringende – som er betinget af, at Kommissionen gives medhold i appellen af Rettens dom i sag T-684/14, Krka – er, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Kommissionens behandling af Lupin i forhold til Krka ikke udgjorde en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
____________