Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Polen) den 22. november 2019 – G. mod Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Bydgoszczy

(Sag C-855/19)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: G. Sp. z o.o.

Sagsøgt: Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Bydgoszczy

Præjudicielle spørgsmål

Er artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF 1 af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem til hinder for en bestemmelse som artikel 103, stk. 5a, i ustawa z dnia 11 marca 2004 r. o podatku od towarów i usług (lov af 11.3.2004 om afgift på varer og tjenesteydelse 2 ), som bestemmer, at en afgiftspligtig person ved erhvervelse af motorbrændstoffer inden for Fællesskabet, af egen drift og uden anmodning herom fra toldkontoret, er forpligtet til at beregne og indbetale afgift på kontoen tilhørende det toldkontor, der er ansvarligt for betalinger på punktafgiftsområdet:

a)    inden for en frist på 5 dage fra den dato, på hvilken disse varer ankommer til det i aftalen om levering af punktafgiftspligtige varer fastsatte leveringssted, hvis varerne er erhvervet inden for Fællesskabet som omhandlet i Ustawa z dnia 6 grudnia 2008 r. o podatku akcyzowym (lov af 6.12.2008 om punktafgift) af en person, der er registreret som modtager under afgiftssuspensionsordningen, i overensstemmelse med bestemmelserne om punktafgift;

b)    senest 5 dage fra datoen for indførsel af disse varer fra en anden medlemsstats område end Polen til afgiftsoplaget;

c)    i tilfælde af overførsel af varerne inden for Polens område – hvis varerne overføres uden for afgiftssuspensionsordningen i overensstemmelse med bestemmelserne om punktafgift?

Er artikel 69 i direktiv 2006/112/EF til hinder for en bestemmelse som momslovens artikel 103, stk. 5a, der bestemmer, at den afgiftspligtige person i tilfælde af erhvervelse af brændstoffer inden for Fællesskabet, af egen drift og uden anmodning herom fra toldkontoret, er forpligtet til at beregne og indbetale afgift på kontoen tilhørende det toldkontor, der er ansvarligt for betalinger på punktafgiftsområdet:

a)    inden for en frist på 5 dage fra den dato, hvor disse varer ankommer til det i aftalen om levering af punktafgiftspligtige varer fastsatte leveringssted, hvis varerne er erhvervet inden for Fællesskabet som omhandlet i lov om punktafgift af en person, der er registreret som modtager under afgiftssuspensionsordningen, i overensstemmelse med bestemmelserne om punktafgifter;

b)    senest 5 dage efter datoen for indførsel af disse varer fra en anden medlemsstats område end Polen til afgiftsoplaget;

c)    i tilfælde af overførsel af varerne inden for Polens område – hvis varerne overføres uden for afgiftssuspensionsordningen i overensstemmelse med bestemmelserne om punktafgift

– såfremt disse beløb ikke anses for at udgøre acontobeløb som omhandlet i artikel 206 i direktiv 2006/112/EF?

Skal indbetaling af et acontobeløb som omhandlet i artikel 206 i direktiv 2006/112/EF, som ikke er blevet betalt rettidigt, anses for at miste sin retlige status ved udløbet af den afgiftsperiode, der er indbetalt afgift for?

____________

1 EUT 2006, L 347, s. 1.

2 Dz. U. 2016, position 710, som ændret, herefter »momsloven«.