DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
24. september 2020 (*)
[berigtiget ved kendelse af 14. oktober 2020]
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – virkninger af overgivelsen – artikel 27 – eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser – specialitetsreglen«
I sag C-195/20 PPU,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 21. april 2020, indgået til Domstolen den 8. maj 2020, i straffesagen mod
XC,
procesdeltager:
Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne S. Rodin (refererende dommer), D. Šváby, K. Jürimäe og N. Piçarra,
generaladvokat: M. Bobek,
justitssekretær: kontorchef D. Dittert,
henset til den forelæggende rets anmodning af 21. april 2020, indgået til Domstolen den 8. maj 2020, om, at den præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, jf. artikel 107 i Domstolens procesreglement,
henset til Fjerde Afdelings afgørelse af 25. maj 2020 om at efterkomme denne anmodning,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. juli 2020,
efter at der er afgivet indlæg af:
– XC ved Rechtsanwälte M. Franzikowski og F.S. Fülscher,
– Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof ved P. Frank og S. Heine, som befuldmægtigede,
– den tyske regering ved J. Möller, M. Hellmann og F. Halabi, som befuldmægtigede,
– [som berigtiget ved kendelse af 14. oktober 2020] Irland ved J. Quaney, som befuldmægtiget, bistået af M. Gray, SC,
– Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og R. Troosters, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. august 2020,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27, stk. 2 og 3, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod XC, som i Tyskland er blevet idømt en fængselsstraf for voldtægt af særlig farlig karakter og afpresning begået i Portugal i 2005.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Femte og sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:
»(5) Den Europæiske Unions erklærede mål at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed har skabt et ønske om at afskaffe udlevering mellem medlemsstaterne og indføre en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder. Endvidere vil indførelsen af en ny forenklet ordning for overgivelse af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning gøre det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer. De traditionelle samarbejdsrelationer, som hidtil har bestået mellem medlemsstaterne, bør erstattes med en ordning med fri bevægelighed for afgørelser på det strafferetlige område, både afgørelser før domsafsigelsen og endelige afgørelser, i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
(6) Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.«
4 Denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.«
5 Nævnte rammeafgørelses artikel 8, stk. 1, fastsætter:
»Den europæiske arrestordre skal indeholde følgende oplysninger i overensstemmelse med formularen i bilaget:
a) den eftersøgtes identitet og nationalitet
b) navn, adresse, telefon- og faxnummer samt e-postadresse på den judicielle myndighed i udstedelseslandet
c) angivelse af, om der foreligger en eksigibel dom, en arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft, som er omfattet af artikel 1 og 2
d) lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse, navnlig i relation til artikel 2
e) en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået, herunder tidspunkt, sted og omfang af den eftersøgtes deltagelse heri
f) den idømte straf, hvis der er tale om en endelig dom, eller den strafferamme, der er fastsat for den pågældende lovovertrædelse i loven i den udstedende medlemsstat
g) så vidt muligt andre følger af lovovertrædelsen.«
6 Samme rammeafgørelses artikel 27 har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til retsforfølgning, idømmelse af straf eller tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i en konkret sag anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.
2. Bortset fra de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
a) hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade den medlemsstat, han er overgivet til, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til denne medlemsstats territorium efter at have forladt det
[…]
g) hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver sit samtykke i henhold til stk. 4.
4. Anmodningen om samtykke skal indgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed med de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og ledsaget af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.
[…]«
Tysk ret
7 Artikel 27, stk. 2 og 3, i rammeafgørelse 2002/584 er gennemført i tysk ret ved § 83h, stk. 1 og 2, i Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) af 23. december 1982 (BGBl. 1982 I, s. 2071) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
8 Denne § 83h bestemmer:
»1) Personer, som overgives af en medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre må ikke
1. retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet […]
[…]
2) Stk. 1 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
1. Hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade den medlemsstat, han er overgivet til, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til denne medlemsstats territorium efter at have forladt det.
2. Hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
3. Hvis retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den pågældendes personlige frihed.
4. Hvis den pågældende vil blive pålagt en straf eller en foranstaltning, der ikke indebærer frihedsberøvelse, selv hvis denne straf eller foranstaltning kan begrænse den personlige frihed.
5. Hvis den anmodede medlemsstat eller den overgivne person har givet afkald på anvendelse af specialitetsprincippet.
3) Den overgivne persons afkald, som er givet efter overgivelsen, skal erklæres til protokol for en dommer eller statsadvokat. Afkaldet er uigenkaldeligt. Den overgivne person skal oplyses herom.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
9 XC blev retsforfulgt i Tyskland i tre særskilte straffesager vedrørende forhold bestående i henholdsvis for det første handel med narkotika, for det andet seksuelt misbrug af mindreårig begået i Portugal og for det tredje voldtægt af særlig farlig karakter og afpresning, ligeledes begået i Portugal.
10 Først blev XC den 6. oktober 2011 ved Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll, Tyskland) dømt for handel med narkotika og idømt en samlet fængselsstraf på et år og ni måneder. Fuldbyrdelsen af straffen blev gjort betinget.
11 I 2016 blev der dernæst indledt straffesag i Tyskland mod XC for seksuelt misbrug af mindreårig begået i Portugal, og den 23. august 2016 udstedte Staatsanwaltschaft Hannover (anklagemyndigheden i Hannover, Tyskland) en europæisk arrestordre med henblik på strafforfølgning for dette forhold. Idet Tribunal da Relação de Évora (appeldomstolen i Évora, Portugal) godkendte overgivelsen af XC til de tyske judicielle myndigheder for nævnte lovovertrædelse, og idet XC ikke ved denne lejlighed gav afkald på anvendelse af specialitetsreglen, blev XC den 22. juni 2017 af de portugisiske judicielle myndigheder overgivet til Forbundsrepublikken Tyskland. Idømt en fængselsstraf på et år og tre måneder blev han fængslet i denne medlemsstat.
12 Under afsoningen af den straf, som XC var idømt for seksuelt misbrug af en mindreårig, blev den betingede straf idømt af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) den 6. oktober 2011 for handel med narkotika gjort ubetinget. Den 22. august 2018 indgav Staatsanwaltschaft Flensburg (anklagemyndigheden i Flensburg, Tyskland) i dennes egenskab af judiciel myndighed, der skal fuldbyrde den europæiske arrestordre, som er omhandlet i nærværende doms præmis 11, til Tribunal de Relação de Évora (appeldomstolen i Évora) en anmodning om afkald på anvendelse af specialitetsreglen og om samtykke til fuldbyrdelse af den straf, som var idømt ved dommen af 6. oktober 2011 fra Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll).
13 Da der ikke kom svar fra Tribunal de Relação de Évora (appeldomstolen i Évora), blev XC den 31. august 2018 løsladt og undergivet tilsyn af fem års varighed, hvor han én gang om måneden skulle møde hos sin tilsynsværge. Den 18. september 2018 udrejste han til Nederlandene og begav sig derefter til Italien. Den 19. september 2018 udstedte anklagemyndigheden i Flensburg en europæisk arrestordre mod XC med henblik på fuldbyrdelsen af dommen afsagt af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) den 6. oktober 2011.
14 Den 27. september 2018 blev XC arresteret i Italien på grundlag af denne europæiske arrestordre. Den italienske fuldbyrdende myndighed gav den 10. oktober 2018 samtykke til overgivelsen af ham. Den 18. oktober 2018 blev XC overgivet til de tyske myndigheder.
15 Endelig den 5. november 2018 blev der udstedt en arrestordre af Amtsgericht Braunschweig (byretten i Braunschweig, Tyskland) med henblik på efterforskningen af en tredje sag mod XC vedrørende forhold bestående i voldtægt af særlig farlig karakter og afpresning begået i Portugal i 2005.
16 Den 12. december 2018 anmodede Staatsanwaltschaft Braunschweig (anklagemyndigheden i Braunschweig) den italienske fuldbyrdende myndighed om ligeledes at give samtykke til retsforfølgning af XC for forholdene bestående i voldtægt af særlig farlig karakter og afpresning. Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano, Italien) gav den 22. marts 2019 samtykke til anmodningen.
17 XC var fra den 23. juli 2019 til den 11. februar 2020 varetægtsfængslet i Tyskland på grundlag af arrestordren udstedt den 5. november 2018 af Amtsgericht Braunschweig (byretten i Braunschweig). I denne periode blev XC den 16. december 2019 af Landgericht Braunschweig (den regionale ret i første instans i Braunschweig, Tyskland) dømt for forholdene bestående i voldtægt af særlig farlig karakter og afpresning begået i Portugal i 2005. Denne ret idømte XC en samlet fængselsstraf på syv år, der omfattede dommen afsagt af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) den 6. oktober 2011. Der blev foretaget fradrag for den samlede varighed af XC’s varetægtsfængsling i Italien i den samlede fængselsstraf.
18 Den 21. januar 2020 gav den portugisiske fuldbyrdende myndighed samtykke til fuldbyrdelse af den samlede fængselsstraf idømt af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) den 6. oktober 2011. XC har siden den 12. februar 2020 siddet varetægtsfængslet på grundlag af fuldbyrdelsen af denne straf.
19 XC har for den forelæggende ret iværksat revisionsanke til prøvelse af dommen afsagt af Landgericht Braunschweig (den regionale ret i første instans i Braunschweig) den 16. december 2019. XC har navnlig anfægtet gyldigheden af den procedure, der førte til afsigelsen af denne dom, under hensyn til specialitetsreglen i artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584. XC har i det væsentlige gjort gældende, at idet den portugisiske fuldbyrdende myndighed ikke gav samtykke til retsforfølgning for forholdene bestående i voldtægt af særlig farlig karakter og afpresning begået i Portugal i 2005, havde de tyske myndigheder ikke ret til at retsforfølge ham. Siden den 1. september 2018 har XC reelt været beskyttet af specialitetsreglen. Straffesagerne mod XC, der af de tyske myndigheder er indledt uden den portugisiske fuldbyrdende myndigheds forudgående samtykke, samt de dertilhørende processkrifter, såsom arrestordren udstedt af Amtsgericht Braunschweig (byretten i Braunschweig) den 5. november 2018, er således ugyldige.
20 Ifølge den forelæggende ret afhænger spørgsmålet om, hvorvidt denne arrestordre kan opretholdes eller derimod skal annulleres, af spørgsmålet om, hvorvidt de tyske myndigheder havde ret til at retsforfølge XC for anklagerne om voldtægt af særlig farlig karakter og afpresning begået i Portugal i 2005.
21 På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 27, stk. 2 og 3, i [rammeafgørelse 2002/584], fortolkes således, at specialitetsprincippet ikke er til hinder for en frihedsberøvende foranstaltning på grund af for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, når personen efter overgivelsen frivilligt har forladt den udstedende medlemsstats territorium og senere atter er blevet overgivet til den udstedende medlemsstats territorium af en anden fuldbyrdende medlemsstat på grundlag af en ny europæisk arrestordre, og denne anden fuldbyrdende medlemsstat har givet samtykke til retsforfølgelse, domfældelse og fuldbyrdelse på grund af denne anden overtrædelse?«
Om hasteproceduren
22 Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement.
23 Til støtte for sin anmodning har denne ret anført, at XC er fængslet på grundlag af dommen afsagt af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) den 6. oktober 2011. Den forelæggende ret har endvidere anført, at arrestordren udstedt af Amtsgericht Braunschweig (byretten i Braunschweig) den 5. november 2018 imidlertid udgør en supplerende grund for varetægtsfængslingen af den pågældende og kan føre til, at lempelser i fuldbyrdelsen af den straf, som han er idømt, begrænses.
24 Den forelæggende ret har ydermere anført, at XC den 7. juni 2020 vil have afsonet to tredjedele af straffen idømt den 6. oktober 2011 af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) og følgelig have mulighed for en eventuel betinget prøveløsladelse for den resterende del af denne straf. I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at arrestordren udstedt af Amtsgericht Braunschweig (byretten i Braunschweig) den 5. november 2018 kan være til hinder for en betinget prøveløsladelse. For det andet, og i det tilfælde, at der gives en sådan prøveløsladelse, har den forelæggende ret anført, at besvarelsen af spørgsmålet om gyldigheden af denne arrestordre afgør, om varetægtsfængslingen på grundlag af denne arrestordre kan fortsætte.
25 I denne henseende bemærkes for det første, at nærværende præjudicielle forelæggelse vedrører fortolkningen af rammeafgørelse 2002/584, der henhører under de områder, som er omhandlet i afsnit V i EUF-traktatens tredje del vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Denne forelæggelse kan følgelig undergives den præjudicielle hasteprocedure.
26 Hvad for det andet angår kriteriet om den hastende karakter skal der i henhold til Domstolens faste praksis tages hensyn til den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede person på nuværende tidspunkt er frihedsberøvet, og at hans fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen. Situationen for den omhandlede person skal i øvrigt bedømmes ud fra den situation, der foreligger på tidspunktet for behandlingen af anmodningen om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren (dom af 22.12.2017, Ardic, C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).
27 Selv om det i den foreliggende sag for det første er ubestridt, at XC på dette tidspunkt var frihedsberøvet på grundlag af dommen afsagt af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) den 6. oktober 2011, forholder det sig ikke desto mindre således, at arrestordren udstedt af Amtsgericht Braunschweig (byretten i Braunschweig) den 5. november 2018 ligeledes kan begrunde varetægtsfængslingen af XC. For det andet kan opretholdelsen af denne arrestordres gyldighed føre til, at lempelser i fuldbyrdelsen af den straf, som han er idømt, begrænses, påvirke afgørelsen om betinget prøveløsladelse med hensyn til denne straf og, såfremt en sådan betinget prøveløsladelse gives, blive eneste retsgrundlag for opretholdelsen af XC’s varetægtsfængsling.
28 Under disse omstændigheder har Domstolens Fjerde Afdeling den 25. maj 2020 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.
Om det præjudicielle spørgsmål
29 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 27, stk. 2 og 3, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den specialitetsregel, som er fastsat i denne artikels stk. 2, ikke er til hinder for en frihedsberøvende foranstaltning over for en person, der er omfattet af en første europæisk arrestordre på grund af andre forhold end dem, på hvis grundlag overgivelsen af den pågældende til fuldbyrdelse af denne arrestordre er sket, og forud for disse forhold, når denne person frivilligt har forladt den medlemsstat, som har udstedt den første arrestordre, og dér er blevet overgivet til fuldbyrdelse af en anden europæisk arrestordre, som er udstedt efter denne udrejse, med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, for så vidt som den af den anden europæiske arrestordre fuldbyrdende judicielle myndighed i henhold dertil har givet samtykke til, at strafforfølgningen udvides til at omfatte de forhold, der ligger til grund for denne frihedsberøvende foranstaltning.
30 Med henblik på at besvare det præjudicielle spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at EU-retten er baseret på den grundlæggende præmis, hvorefter hver medlemsstat, som det er anført i artikel 2 TEU, deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på, med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse deler dem med den. Denne præmis forudsætter og begrunder, at der foreligger en gensidig tillid mellem medlemsstaterne med hensyn til anerkendelsen af disse værdier og dermed under iagttagelse af EU-retten, der gennemfører disse (dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – Garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten), C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
31 Det skal i denne henseende bemærkes, at rammeafgørelse 2002/584, således som det navnlig fremgår af dens artikel 1, stk. 1 og 2, sammenholdt med femte betragtning hertil, har til formål at erstatte det multilaterale udleveringssystem, baseret på den europæiske udleveringskonvention, underskrevet i Paris den 13. december 1957, med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning, idet denne ordning bygger på princippet om gensidig anerkendelse (dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – Garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten), C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
32 I denne sammenhæng tilsigter denne rammeafgørelse med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at fremme og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – Garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten), C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
33 På det område, der reguleres ved rammeafgørelse 2002/584, finder princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelsen, udtryk i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne samme rammeafgørelse. Principielt kan de fuldbyrdende judicielle myndigheder derfor kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584 (jf. i denne retning dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – Garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten), C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
34 I den foreliggende sag fremgår det for det første af de sagsakter, som Domstolen råder over, at i medfør af den europæiske arrestordre udstedt den 19. september 2018 af anklagemyndigheden i Flensburg med henblik på fuldbyrdelsen af dommen afsagt af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) den 6. oktober 2011 gav den italienske fuldbyrdende myndighed den 10. oktober 2018 samtykke til fuldbyrdelse af denne dom inden overgivelsen af XC til de tyske myndigheder den 18. oktober 2018. For det andet fremgår det ligeledes af disse sagsakter, at efter anmodningen af 12. december 2018 fra anklagemyndigheden i Braunschweig om retsforfølgning af XC for forhold bestående i voldtægt af særlig farlig karakter og afpresning gav Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano) den 22. marts 2019 samtykke til retsforfølgning for disse forhold.
35 Hvad angår artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584 har Domstolen allerede fastslået, at selv om denne rammeafgørelses artikel 27 og 28 indrømmer medlemsstaterne visse specifikke beføjelser under fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, kan disse bestemmelser, for så vidt som de fastsætter undtagelser til det i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, indeholdte princip om gensidig anerkendelse, nemlig ikke fortolkes på en måde, der ville føre til en neutralisering af målet med nævnte rammeafgørelse, som er at lette og fremskynde overgivelsen mellem medlemsstaternes judicielle myndigheder i lyset af den gensidige tillid, der skal eksistere mellem disse (jf. i denne retning dom af 28.6.2012, West, C-192/12 PPU, EU:C:2012:404, præmis 77).
36 Det bemærkes, at artikel 27, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 indeholder specialitetsreglen, hvorefter en person, der er overgivet, ikke kan retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
37 Indledningsvis, og således som generaladvokaten har anført i punkt 33 i forslaget til afgørelse, fremgår det af en ordlydsfortolkning af denne bestemmelse, at nævnte regel er nært forbundet med den overgivelse, der følger af fuldbyrdelsen af en specifik europæisk arrestordre, for så vidt som ordlyden af denne bestemmelse henviser til »overgivelsen« i ental.
38 Som generaladvokaten har anført i punkt 37 i forslaget til afgørelse, understøttes denne fortolkning endvidere af en kontekstuel fortolkning af nævnte bestemmelse. Både artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som definerer den europæiske arrestordre i forhold til det specifikke formål, der forfølges med denne rammeafgørelse, og rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, som kræver, at enhver europæisk arrestordre skal være præcis med hensyn til karakteren og den retlige beskrivelse af de lovovertrædelser, som den omhandler, og beskrive, under hvilke omstændigheder lovovertrædelserne er begået, indikerer således, at specialitetsreglen er knyttet til fuldbyrdelsen af en specifik europæisk arrestordre.
39 Endelig, og således som det fremgår af Domstolens praksis, har specialitetsreglen baggrund i den fuldbyrdende medlemsstats suverænitet og giver den eftersøgte person ret til kun at retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende er overgivet (dom af 1.12.2008, Leymann og Pustovarov, C-388/08 PPU, EU:C:2008:669, præmis 43 og 44).
40 Denne regel kræver således, at den udstedende medlemsstat, som ønsker at retsforfølge eller domfælde en person for en lovovertrædelse begået inden dennes overgivelse til fuldbyrdelse af en anden europæisk arrestordre end den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende er overgivet, indhenter den fuldbyrdende medlemsstats samtykke for at undgå, at førstnævnte medlemsstat griber ind i de beføjelser, som den fuldbyrdende medlemsstat kunne udøve, og overskrider sine prærogativer i forhold til den tiltalte. For så vidt som ordningen med den europæiske arrestordre tager sigte på at overgive den pågældende person til den medlemsstat, der har udstedt en sådan arrestordre, for heri specifikt angivne lovovertrædelser begået af denne person, ved tvang at bringe denne person til denne medlemsstats område, er specialitetsreglen uløseligt forbundet med fuldbyrdelsen af den specifikke europæiske arrestordre, hvis rækkevidde er klart defineret.
41 Det følger heraf, at specialitetsreglen, som kunne have været påberåbt i forbindelse med den første overgivelse af XC, som den portugisiske fuldbyrdende myndighed forestod, er uden betydning for XC’s tilbagevenden til det tyske område på grundlag af den europæiske arrestordre, der er udstedt af anklagemyndigheden i Flensburg den 19. september 2018. Som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, følger det forhold, at specialitetsreglen er uanvendelig ved den første europæiske arrestordre udstedt af anklagemyndigheden i Hannover den 23. august 2016, ikke af en af de undtagelser, der er nævnt i artikel 27, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, men af, at hovedsagen nu indgår som en del af gennemførelsen af den anden europæiske arrestordre udstedt mod XC af anklagemyndigheden i Flensburg den 19. september 2018.
42 Under disse omstændigheder at kræve – for at en person kan retsforfølges, idømmes straf eller tilbageholdes med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet – at der både er givet samtykke hertil af den fuldbyrdende judicielle myndighed i den medlemsstat, der har overgivet den tiltalte på grundlag af den første europæiske arrestordre, og af den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet nævnte person på grundlag af den anden europæiske arrestordre, ville forhindre effektiviteten af overgivelsesproceduren og således bringe det formål, der forfølges med rammeafgørelse 2002/584, således som det fremgår af den faste retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 35, i fare.
43 Idet XC i den foreliggende sag frivilligt har forladt det tyske område efter i denne medlemsstat at have afsonet den straf, som han var blevet idømt for forhold omfattet af den første europæiske arrestordre udstedt af anklagemyndigheden i Hannover den 23. august 2016, har denne person følgelig ikke længere ret til at påberåbe sig specialitetsreglen tilknyttet denne første europæiske arrestordre. I denne forbindelse kan nævnte person kun påberåbe sig specialitetsreglen i forhold til den europæiske arrestordre, der er udstedt af anklagemyndigheden i Flensburg den 19. september 2018 og fuldbyrdet af den italienske fuldbyrdende myndighed.
44 I denne henseende fremgår det af artikel 27, stk. 3, litra g), i rammeafgørelse 2002/584, at specialitetsreglen, der er fastsat i denne artikels stk. 2, ikke finder anvendelse, hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver samtykke til, at den pågældende person retsforfølges, idømmes straf eller tilbageholdes med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
45 Eftersom den eneste overgivelse, som er relevant for bedømmelsen af, om specialitetsreglen er overholdt i en sag som den i hovedsagen omhandlede, og således som det fremgår af nærværende doms præmis 43, er den overgivelse, der er sket på grundlag af den anden europæiske arrestordre, skal det samtykke, der kræves i artikel 27, stk. 3, litra g), i rammeafgørelse 2002/584, udelukkende gives af den fuldbyrdende judicielle myndighed i den medlemsstat, som har overgivet den tiltalte på grundlag af nævnte europæiske arrestordre.
46 Følgelig skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 27, stk. 2 og 3, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den specialitetsregel, som er fastsat i denne artikels stk. 2, ikke er til hinder for en frihedsberøvende foranstaltning over for en person, der er omfattet af en første europæisk arrestordre på grund af andre forhold end dem, på hvis grundlag overgivelsen af den pågældende til fuldbyrdelse af denne arrestordre er sket, og forud for disse forhold, når denne person frivilligt har forladt den medlemsstat, som har udstedt den første arrestordre, og dér er blevet overgivet til fuldbyrdelse af en anden europæisk arrestordre, som er udstedt efter denne udrejse, med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, for så vidt som den af den anden europæiske arrestordre fuldbyrdende judicielle myndighed i henhold dertil har givet samtykke til, at strafforfølgningen udvides til at omfatte de forhold, der ligger til grund for denne frihedsberøvende foranstaltning.
Sagsomkostninger
47 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Artikel 27, stk. 2 og 3, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at den specialitetsregel, som er fastsat i denne artikels stk. 2, ikke er til hinder for en frihedsberøvende foranstaltning over for en person, der er omfattet af en første europæisk arrestordre på grund af andre forhold end dem, på hvis grundlag overgivelsen af den pågældende til fuldbyrdelse af denne arrestordre er sket, og forud for disse forhold, når denne person frivilligt har forladt den medlemsstat, som har udstedt den første arrestordre, og dér er blevet overgivet til fuldbyrdelse af en anden europæisk arrestordre, som er udstedt efter denne udrejse, med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, for så vidt som den af den anden europæiske arrestordre fuldbyrdende judicielle myndighed i henhold dertil har givet samtykke til, at strafforfølgningen udvides til at omfatte de forhold, der ligger til grund for denne frihedsberøvende foranstaltning.
Underskrifter