Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Köln (Tyskland) den 6. maj 2019 – Interseroh Dienstleistungs GmbH mod Land Nordrhein-Westfalen

(Sag C-353/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Interseroh Dienstleistungs GmbH

Sagsøgt: Land Nordrhein-Westfalen

Præjudicielle spørgsmål

1.

a)

Skal Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald  1 , navnlig bilag III, sammenholdt med indgang B3020 i bilag IX til Baselkonventionen 2 , fortolkes således, at der med hensyn til de led, der er indeholdt i denne indgang, er tale om forskellige enkelte indgange som omhandlet i forordning nr. 1013/2006?

b)

Såfremt det første spørgsmål, litra a), besvares benægtende:

Omfatter indgang B3020 blandet affald af papir og pap, hvori der – som i det affald, der er omhandlet i tvisten i hovedsagen – ud over let emballage af papir, pap og kartonnage også er indeholdt væskekartoner af klæbet/lamineret pap?

2.

Såfremt det første spørgsmål, litra b), besvares bekræftende:

a)

Skal indgang B3020, henholdsvis dennes fjerde led, fortolkes således, at den/det kræver absolut frihed for fremmede stoffer (»Fremdstofffreiheit«), således forstået, at det er udelukket at henføre affald til denne indgang, hvis affaldet – uafhængigt af dets mængde og farepotentiale – indeholder andre stoffer end affald og skrot af papir og pap (fremmede stoffer)?

b)

Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares benægtende:

Kan en fremmedstofandel i affald, navnlig på grund af dens mængde, også være til hinder for en henføring til indgang B3020, henholdsvis denne indgangs fjerde led, hvis betingelserne for den såkaldte »chapeau« i bilag III til forordning nr. 1013/2006 ikke er opfyldt, dvs. at risiciene i forbindelse med affaldet på grund af kontamineringen gennem andre materialer ikke er så forhøjede, at anvendelsen af proceduren med skriftlig forhåndsanmeldelse og samtykke under hensyntagen til de i bilag III i direktiv 2008/98/EF 3 nævnte farlige egenskaber synes passende, og den miljømæssigt forsvarlige nyttiggørelse af affaldet ikke forhindres?

3.

Såfremt det første spørgsmål, litra b), besvares benægtende:

a)

Skal nr. 3), litra g), i bilag IIIA til forordning nr. 1013/2006 fortolkes således, at det kræver absolut frihed for fremmede stoffer (»Fremdstofffreiheit«), således forstået, at henføringen af blandet affald til denne indgang er udelukket, hvis det blandede affald – uafhængigt af dets mængde og farepotentiale – indeholder andet end det i de første tre led i indgang B3020 nævnte affald (fremmede stoffer)?

b)

Såfremt det tredje spørgsmål, litra a), besvares benægtende:

Kan fremmede stoffer, som ikke i et hvert tilfælde er til hinder for en henføring til nr. 3), litra g), i bilag IIIA til forordning nr. 1013/2006, også være affald, der isoleret set skulle henføres til det fjerde led i indgang B3020?

____________

1     EUT 2006, L 190, s.1.

2     Baselkonventionen af 22.3.1989 om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og bortskaffelse heraf.

3     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19.11.2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT 2008, L 312, s. 3).