RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

26. november 2014

Sag F-57/11 DEP

Gustav Eklund

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter – honorarer, som en institution har betalt til sin advokat – forpligtelsen for en sagsøger, der taber en sag, til at betale disse honorarer – effektiv domstolsbeskyttelse – adgang til domstolsprøvelse«

Angående:      Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, indgivet i henhold til artikel 92, stk. 1, i det procesreglement, der var gældende på daværende tidspunkt (herefter »det tidligere procesreglement«), af Europa-Kommissionen efter dom Eklund mod Kommissionen (F-57/11, EU:F:2012:145).

Udfald:      Det samlede beløb, som Europa-Kommissionen kan kræve erstattet af Gustav Eklund i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i sag F-57/11, Eklund mod Kommissionen, fastsættes til 5 709 EUR, med tillæg af morarenter fra datoen for forkyndelsen af nærværende kendelse til den effektive betalingsdato, med en rentesats beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer, som er gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfalder til betaling, forhøjet med 3½ procentpoint.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – honorarer, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

2.      EU-lovgivningen – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – knæsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – udgifter afholdt af en institution i forbindelse med et søgsmål ved Unionens retsinstanser – modparten pålagt at godtgøre de udgifter, der kan kræves erstattet – lovlig

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

1.      Som det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i medfør af artikel 7, stk. 1, i bilag I til den nævnte statut, kan institutionerne frit vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Sidstnævntes vederlag falder ind under begrebet nødvendige udgifter, som er afholdt med henblik på sagens behandling, uden at institutionen er forpligtet til at godtgøre, at en sådan bistand objektivt set var nødvendig.

I denne forbindelse gælder, at selv om den omstændighed, at institutionen har fået bistand fra flere ansatte og en advokat, ikke er relevant for vurderingen af, om sådanne udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra sådanne udgifter, kan denne omstændighed påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen. Enhver anden vurdering, der indebærer, at en institutions ret til at opnå fuld eller delvis erstatning af det salær, der er udbetalt til en advokat, er betinget af, at institutionen kan godtgøre, at advokatbistanden var »objektivt« begrundet, vil reelt udgøre en indirekte begrænsning af den ret, der er sikret ved artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, og medføre, at Unionens retsinstanser har pligt til at sætte sin egen vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de institutioner og organer, der har ansvaret for at organisere deres tjenestegrene. En sådan vurdering er imidlertid hverken forenelig med artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen eller med de beføjelser, som Unionens institutioner og organer har vedrørende håndteringen af deres sager ved Unionens retsinstanser. En hensyntagen til, at en eller flere tjenestemænd deltager som repræsentanter sammen med den pågældende advokat, er derimod foreneligt med den skønsbeføjelse, som tilkommer Unionens retsinstanser inden for rammerne af en sag om fastsættelse af sagsomkostninger i henhold til artikel 91, litra b), i Personalerettens procesreglement.

(jf. præmis 34 og 35)

Henvisning til:

Domstolen: kendelser Dietz mod Kommissionen, 126/76 DEP, EU:C:1979:158, præmis 6, og Kommissionen mod Kallianos, C-323/06 P-DEP, EU:C:2012:49, præmis 10 og 11

Den Europæiske Unions Ret: kendelser Kerstens mod Kommissionen, T-498/09 P-DEP, EU:T:2012:147, præmis 20, og Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, EU:T:2013:269, præmis 14 og 15

2.      Retten til adgang til en domstol udgør et generelt princip i EU-retten, som nu er udtrykt i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der svarer til artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Desuden fremgår det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis vedrørende fortolkning af nævnte artikel 6, stk. 1, at retten til adgang til en domstol, som er sikret i denne artikel, er en konkret og faktisk ret og ikke en teoretisk eller illusorisk ret.

I denne forbindelse gælder dels, at hvis godtgørelsen af sagsomkostninger hos en part, der er blevet pålagt at betale sagsomkostninger, som er åbenbart overdrevne, kan berøre den konkrete og effektive ret til adgang til en domstol, har EU-lovgiver med henblik på at sikre effektive retsmidler for en domstol fastsat, at personer, som helt eller delvist er ude af stand til at betale omkostningerne til juridisk bistand og repræsentation ved Personaleretten, er berettigede til retshjælp; dels tillader de processuelle regler kun at få erstatning for de omkostninger, der er nødvendige.

(jf. præmis 40-42)

Henvisning til:

Domstolen: dom fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 40 og 42