PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

27. marts 2007

Sag F-87/06

Thierry Manté

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Tjenestemænd – vederlag – bosættelsespenge – udsendt national ekspert, der er udnævnt til tjenestemand – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – åbenbart, at sagen skal afvises«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Thierry Manté, tidligere national ekspert, som efterfølgende er blevet udnævnt til tjenestemand, har nedlagt påstand dels om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 22. august 2005 om afslag på bosættelsespenge og om tilbagesøgning heraf på dette grundlag, sammen med samme myndigheds afgørelser af henholdsvis 17. oktober 2005 om afslag på hans ansøgning om fornyet gennemgang af ovennævnte afgørelse og af 10. maj 2005 om afslag på hans klage, og dels påstand om erstatning.

Udfald: Sagen afvises. Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgerens omkostninger.

Sammendrag

Retspleje – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – åbenbart, at sagen må afvises eller er ugrundet

(Rettens procesreglement, art. 111; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; Rådets afgørelse 2004/752, art. 3, stk. 4)

Såfremt en sag må afvises eller er åbenbart ugrundet, finder muligheden for at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling, der er fastsat i artikel 111 i procesreglementet for Retten i Første Instans, ikke blot anvendelse på de tilfælde, hvor den manglende opfyldelse af betingelserne for antagelse til realitetsbehandling er så klar og åbenlys, at der ikke kan fremsættes noget seriøst argument til støtte for, at sagen skulle antages til realitetsbehandling, men ligeledes i tilfælde, hvor dommerkollegiet på grundlag af en gennemgang af sagsakterne finder sig tilstrækkeligt oplyst af sagsakterne til at fastslå, at det er fuldt ud overbevist om, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, og desuden fastslår, at afholdelse af et retsmøde ikke ville bidrage med nogen nye oplysninger i denne henseende. I et sådant tilfælde bidrager afvisning af sagen ved begrundet kendelse ikke blot til en effektiv sagsbehandling, men sparer ligeledes parterne for de sagsomkostninger, som et retsmøde ville have affødt.

Dette er tilfældet, når sagsøgeren i strid med fast retspraksis, hvorefter en tjenestemand, når han vil anfægte en bebyrdende retsakt, skal anvende klageproceduren i vedtægtens artikel 90, stk. 2, blot fremsætter en simpel ansøgning om fornyet gennemgang af en akt, der helt åbenbart er en bebyrdende retsakt, og herefter en klage over administrationens besvarelse af denne ansøgning, uden at overholde klage- og søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91.

Endvidere kan oplysningen i afgørelsen om afslaget på sagsøgerens ansøgning vedrørende den bebyrdende retsakt om, at denne afgørelse kunne påklages, ikke danne grundlag for at anvende retspraksis vedrørende en undskyldelig fejl fra sagsøgerens side, idet betingelsen for anvendelsen af denne retspraksis, hvorefter der skal være tale om en undskyldelig fejl hos en tjenestemand, der har handlet i god tro og med den agtpågivenhed, som kræves af en normalt påpasselig person, ikke er opfyldt i den foreliggende sag. Det er nemlig helt efter sit eget skøn og ikke som følge af institutionens adfærd, der skulle have været egnet til at fremkalde en fejl, at sagsøgeren har valgt at reagere på en bebyrdende retsakt ved at indgive en ansøgning. Under sådanne omstændigheder kan retspraksis vedrørende en undskyldelig fejl kun gøres gældende af sagsøgeren, såfremt han kan godtgøre at have været i tvivl om, hvorvidt den procedure, som blev indledt ved hans indgivelse af ansøgningen var forskriftsmæssig, og han var rede til at anlægge sag inden for den fastsatte frist på tre måneder fra indgivelsen af den bebyrdende retsakt, men havde afstået herfra på grund af, at den ovennævnte oplysning havde overbevist ham om, at hans indledende foranstaltning var forskriftsmæssig.

(jf. præmis 15, 16, 19, 20 og 23-26)

Henvisning til:

Retten, 7. juni 1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235, præmis 32 og 34; 1. april 2003, sag T-11/01, Mascetti mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 117 og II, s. 579, præmis 33.

Personaleretten, 28. juni 2006, sag F-27/05, Le Maire mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 47, og II-A-1, s. 159, præmis 36.