Language of document :

Sag anlagt den 8. marts 2019 – Europa-Kommissionen mod Republikken Finland

(Sag C-217/19)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Hermes og E. Ljung Rasmussen, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Finland

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Finland, idet den siden 2011 gentagne gange har givet tilladelse til forårsjagt på hankøns edderfugle (Somateria mollissima) i regionen Åland, ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 4, og artikel 9, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF 1 af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle.

Republikken Finland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Siden 2011 har de regionale myndigheder på Ålandsøerne, der er en selvstyrende region i Finland, hvert år givet tilladelse til »undtagelsesvis forårsjagt« på hankøns edderfugle med en samlet kvote på 2000 til 3800 fugle i løbet af to til tre uger i maj. Denne tidsperiode er sammenfaldende med edderfuglens yngletid.

Artikel 7, stk. 4, i direktiv 2009/147/EF forbyder jagt i yngletiden.

Finland har gjort gældende, at forårsjagten på edderfuglene på Ålandsøerne er begrundet i medfør af undtagelsesbestemmelsen i artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 2009/147/EF. I henhold til Domstolens praksis skal medlemsstaterne løfte bevisbyrden for at godtgøre, at betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt.

Kommissionen har anført, at Finland for det første ikke har godtgjort, at undtagelsesordningen udgør »fornuftig anvendelse« som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 2009/147/EF. Navnlig har Finland ikke med dokumenterede, videnskabelige oplysninger underbygget, at det sikres, at den omhandlede bestand af edderfugle opretholdes på et tilfredsstillende niveau.

For det andet har Finland ikke godtgjort, at den tilladte forårsjagt alene omfatter anvendelse af bestemte fuglearter »i mindre mængder« i henhold til artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 2009/147/EF.

____________

1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30.11.2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT 2010, L 20, s. 7).