Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski rayonen sad (Bulgarien) den 9. september 2020 – straffesag mod HN

(Sag C-420/20)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski rayonen sad

Tiltalt i straffesagen

HN

Præjudicielle spørgsmål

Er en begrænsning af retten til at være personligt til stede under retssagen, som er fastsat i artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager 1 , ved en national lovgivning, hvorefter der kan udstedes et administrativt forbud mod indrejse og ophold i det land, hvor straffesagen gennemføres, over for tiltalte udlændinge, lovlig?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, vil de betingelser for at retssagen kan gennemføres, uden at den tiltalte udlænding er tilstede, som er fastsat i artikel 8, stk. 2, litra a) og/eller b), i direktiv 2016/343, være opfyldt, når den pågældende er blevet behørigt underrettet om straffesagen og konsekvenserne af ikke at give møde og repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, som enten er udpeget af den tiltalte eller af staten, men et forbud, som er udstedt under den administrative procedure, mod indrejse og ophold i det land, hvor straffesagen gennemføres, er til hinder for den pågældendes personlige fremmøde?

Er det lovligt ved national lovgivning at omdanne den tiltaltes ret til at være til stede under retssagen i henhold til artikel 8, stk. 1, direktiv 2016/343 til en processuel forpligtelse, som påhviler den pågældende? Konkret: Fastsætter medlemsstaterne på denne måde et højere beskyttelsesniveau som omhandlet i 48. betragtning, eller er en sådan fremgangsmåde derimod uforenelig med 35. betragtning til direktivet, hvori det hedder, at den tiltaltes ret til at være til stede under retssagen ikke er absolut, og at der skal være mulighed for at give afkald på denne ret?

Er det lovligt, at den tiltalte på forhånd giver afkald på sin ret til at være personligt til stede under retssagen i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343 i straffesager og utvetydigt erklærer dette under efterforskningen, såfremt den tiltalte er blevet underrettet om konsekvenserne af ikke at give møde?

____________

1     EUT L 65 af 11.3.2016, s. 1.