Sag C-671/16

Inter-Environnement Bruxelles m.fl.

mod

Région de Bruxelles-Capitale

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d'État (Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 2001/42/EF – artikel 2, litra a) – begrebet »planer og programmer« – artikel 3 – vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – regional forordning om byplanlægning vedrørende EU-kvarteret i Bruxelles (Belgien)«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 7. juni 2018

Miljø – vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – direktiv 2001/42 – plan og program – begreb – regional forordning om byplanlægning, der fastsætter visse bestemmelser for udførelsen af byggeprojekter – omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42, art. 2, litra a), art. 3, stk. 1, og art. 3, stk. 2, litra a)]

Artikel 2, litra a), artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet skal fortolkes således, at en forordning om byplanlægning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter visse bestemmelser for udførelsen af byggeprojekter, er omfattet af begrebet »planer og programmer«, som kan få indvirkning på miljøet i dette direktivs forstand, og derfor skal underlægges en vurdering af indvirkningen på miljøet.

Det skal bemærkes, at det følger af SMV-direktivets artikel 3, stk. 2, litra a), at planer og programmer, som dels udarbejdes inden for visse sektorer, dels fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er opregnet i bilag I og II til VVM-direktivet, underlægges en systematisk miljøvurdering (jf. i denne retning dom af 17.6.2010, Terre wallonne og Inter-Environnement Wallonie, C-105/09 og C-110/09, EU:C:2010:355, præmis 43).

For så vidt angår den første af disse betingelser fremgår det af ordlyden af SMV-direktivets artikel 3, stk. 2, litra a), at denne bestemmelse bl.a. omhandler sektoren for »fysisk planlægning og arealanvendelse«.

Som Europa-Kommissionen har gjort gældende, indikerer den omstændighed, at denne bestemmelse henviser både til »fysisk planlægning« og til »arealanvendelse«, klart, at den omhandlede sektor ikke er begrænset til arealanvendelse i snæver forstand, dvs. opdeling af arealet i zoner og definition af de aktiviteter, der er tilladte inden for disse zoner, men at denne sektor nødvendigvis omfatter et større område.

Hvad angår den anden af betingelserne bemærkes, at for at fastslå, hvorvidt en regional forordning om byplanlægning som den, der er omhandlet i hovedsagen, fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er opregnet i bilag I og II til VVM-direktivet, skal indholdet af og formålet med denne forordning undersøges under hensyntagen til rækkevidden af miljøvurderingen af disse projekter som fastsat ved dette direktiv (jf. i denne retning dom af 17.6.2010, Terre wallonne og Inter-Environnement Wallonie, C-105/09 og C-110/09, EU:C:2010:355, præmis 45).

Hvad for det første angår de projekter, der er opregnet i bilag I og II til VVM-direktivet, skal det bemærkes, at der under sidstnævnte bilags punkt 10 er anført infrastrukturprojekter, hvilke, i dette punkts litra b), omfatter anlægsarbejder i byzoner.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den anfægtede retsakt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, bemærkes for det andet, at Domstolen allerede har fastslået, at begrebet »planer og programmer« vedrører enhver retsakt, der, idet den definerer de regler og kontrolprocedurer, der skal finde anvendelse på den pågældende sektor, fastlægger en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse af et eller flere projekter, der kan have væsentlige indvirkninger på miljøet (dom af 27.10.2016, D’Oultremont m.fl., C-290/15, EU:C:2016:816, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

Denne fortolkning af begrebet »planer og programmer« har, således som generaladvokaten har anført i punkt 23 i forslaget til afgørelse, til formål at sikre, at bestemmelser, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet, underlægges en miljøvurdering.

Som generaladvokaten har anført i punkt 25 og 26 i forslaget til afgørelse, skal begrebet »en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder« dermed forstås kvalitativt og ikke kvantitativt. Mulige strategier for omgåelse af de forpligtelser, der fremgår af SMV-direktivet, skal således undgås, idet de kan materialiseres ved en opdeling af foranstaltninger, hvorved den effektive virkning af dette direktiv reduceres (jf. i denne retning dom af 27.10.2016, D’Oultremont m.fl., C-290/15, EU:C:2016:816, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

Den omstændighed, at en RFZB som den i hovedsagen omhandlede indeholder generelle regler, har et vist abstraktionsniveau og forfølger et formål om fornyelse af kvarteret, illustrerer i øvrigt dennes program- eller planmæssige dimension og er ikke til hinder for, at den er omfattet af begrebet »planer og programmer«.

Endvidere kan en vurdering af indvirkningen på miljøet, der er gennemført i henhold til VVM-direktivet, ikke fritage fra forpligtelsen til at foretage den miljøvurdering, som kræves efter SMV-direktivet, for at opfylde de miljøaspekter, der er særlige for dette direktiv.

(jf. præmis 41-43, 46, 47, 53-55, 60, 65 og 67 samt domskonkl.)