PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
29. november 2007
Sag F-52/06
Mike Pimlott
mod
Det Europæiske Politisamarbejde (Europol)
»Personalesag – personale ved Europol – forlængelse af en ansættelseskontrakt ved Europol – artikel 6 i vedtægten for Europols personale – den maksimale varighed af ansættelseskontrakter«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 40, stk. 3, i konventionen om oprettelse af en europæisk politienhed (Europolkonventionen) baseret på artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union og i henhold til artikel 93, stk. 1, i vedtægten for Europols personale, hvorved Mike Pimlott har nedlagt påstand om dels annullation af Europols afgørelse af 25. januar 2006 om afslag på hans klage, dels at Europol tilpligtes at forlænge hans kontrakt i fire år med virkning fra den 1. januar 2006.
Udfald: Europol frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – klage – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb
(Europolkonventionen, art. 40, stk. 3; vedtægten for Europols personale, art. 92, stk. 2, og art. 93, stk. 1)
2. Fællesskabsret – fortolkning – tekster på flere sprog
(Vedtægten for Europols personale, art. 6)
1. Der foreligger retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, når foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Dette gælder ikke for en skrivelse fra Europol, hvori administrationen blot tilkendegiver, at den har til hensigt at behandle en ansøgning om forlængelse af vedkommendes ansættelseskontrakt, idet der på dette stadium i sagen endnu ikke er truffet nogen afgørelse desangående. Den blotte tilkendegivelse af en sådan hensigt kan nemlig ikke afføde rettigheder og forpligtelser hos den pågældende, der ændrer den pågældendes retsstilling. En skrivelse fra administrationen, hvorved den ansatte gøres bekendt med, at der er truffet afgørelse om at tilbyde ham en kontraktforlængelse af en vis varighed skal derimod, for så vidt som den udelukker muligheden for at forlænge kontrakten i en endnu længere periode, betragtes som en bebyrdende retsakt, som kan påklages under de betingelser, der er fastsat i artikel 92, stk. 2, og artikel 93 i vedtægten for Europols personale, uden at det er nødvendigt at afvente kontraktens underskrift.
(jf. præmis 48, 50, 52 og 53)
Henvisning til:
Domstolen, 21. oktober 1986, forenede sager 269/84 og 292/84, Fabbro m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2983, præmis 10-11; 21. januar 1987, sag 204/85, Stroghili mod Revisionsretten, Sml. s. 389, præmis 6.
Retten, 26. september 2002, sag T-319/00, Borremans m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 905, præmis 30-33; 7. september 2005, sag T-358/03, Krahl mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 993, præmis 38.
Personaleretten, 13. december 2006, sag F-47/06, Aimi m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 165, og II-A-1, s. 639, præmis 58.
2. Nødvendigheden af en ensartet anvendelse og dermed af en ensartet fortolkning af fællesskabsretten udelukker, at en tekst kan betragtes isoleret i én af dens versioner, og kræver, at den fortolkes på grundlag af både ophavsmandens reelle vilje og det formål, der forfølges med teksten, bl.a. henset til de versioner, der er udfærdiget på alle Fællesskabets sprog. Når visse oversættelser af en bestemmelse fra udgangssproget afviger herfra, kan de ikke tillægges en fortrinsstilling i forhold til de øvrige sprogversioner.
Henset til dette princip skal artikel 6 i vedtægten for Europols personale, i den affattelse, der var gældende i marts 2001, fortolkes således, at den maksimale varighed af en ansættelseskontrakt er seks år (andet led) eller otte år (tredje led), hvorved varigheden af den første kontrakt skal medregnes.
(jf. præmis 61-63)
Henvisning til:
Domstolen, 12. november 1969, sag 29/69, Stauder, Sml. 1969, s. 107, org.ref: Rec. s. 419, præmis 3; 12. juli 1979, sag 9/79, Koschniske, Sml. s. 2717, præmis 6; 17. juli 1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, præmis 15.
Retten, 29. september 1999, sag T-68/97, Neumann og Neumann-Schölles mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 1005, præmis 79.