DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
5. juli 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – betegnelser for tekstilfibre og tilknyttede krav til etikettering og mærkning – forordning (EU) nr. 1007/2011 – artikel 7 og 9 – rene tekstilprodukter – multitekstilfiberprodukter – metoder for etikettering eller mærkning«
I sag C-339/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln, Tyskland), ved afgørelse af 18. maj 2017, indgået til Domstolen den 7. juni 2017, i sagen
Verein für lauteren Wettbewerb eV
mod
Princesport GmbH,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, J.L. da Cruz Vilaça, og dommerne E. Levits, A. Borg Barthet, M. Berger (refererende dommer) og F. Biltgen,
generaladvokat: N. Wahl,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Verein für lauteren Wettbewerb eV ved Rechtsanwältin I. Siegfried,
– Princesport GmbH ved Rechtsanwalt, M. Liesen,
– den tyske regering ved T. Henze og S. Eisenberg, som befuldmægtigede,
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og A. Kasalická, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved K. Petersen og D. Kukovec, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1007/2011 af 27. september 2011 om tekstilfiberbetegnelser og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning og om ophævelse af Rådets direktiv 73/44/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/73/EF og 2008/121/EF (EUT 2011, L 272, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Verein für lauteren Wettbewerb eV, som er en forening, der har til formål at bekæmpe illoyal konkurrence, og Princesport GmbH vedrørende krav til etikettering eller mærkning i forbindelse med Princesports markedsføring og distribution af tekstilprodukter på internettet.
Retsforskrifter
EU-retten
3 I tiende betragtning til forordning nr. 1007/2011 præciseres:
»Etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning bør være obligatorisk med henblik på sikring af korrekt og ensartet information til alle forbrugere i Unionen. Denne forordning bør dog ikke hindre de erhvervsdrivende i desuden at angive små mængder af fibre, der kræver særlig opmærksomhed for at bevare tekstilproduktets oprindelige kvalitet. Hvor det teknisk er vanskeligt at præcisere fibersammensætningen for et tekstilprodukt på tidspunktet for dets fremstilling, bør det være muligt kun at anføre de på dette tidspunkt kendte fibre på etiketten og mærkningen, forudsat at de udgør en vis procentdel af det færdige produkt.«
4 Forordningens artikel 1 har følgende ordlyd:
»Ved denne forordning fastsættes der regler for anvendelsen af tekstilfiberbetegnelser og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning. […] med henblik på at forbedre det indre markeds funktion og give nøjagtige oplysninger til forbrugerne.«
5 Den nævnte forordnings artikel 4 med overskriften »Generelle krav, når tekstilprodukter gøres tilgængelige på markedet« bestemmer:
»Tekstilprodukter gøres kun tilgængelige på markedet, hvis de pågældende produkter er etiketteret, mærket eller ledsaget af handelsdokumenter i overensstemmelse med denne forordning.«
6 Artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 har følgende ordlyd:
»Kun de tekstilfiberbetegnelser, der er opført i bilag I, anvendes til at angive fibrenes sammensætninger på etiketter og mærker i tekstilprodukterne.«
7 Forordningens artikel 7 med overskriften »Rene tekstilprodukter« bestemmer:
»1. Kun tekstilprodukter, der udelukkende er fremstillet af samme fiber, kan etiketteres eller mærkes som »100%«, »ren«, eller »hel-«.
Disse eller lignende betegnelser anvendes ikke om andre tekstilprodukter.
2. Med forbehold af artikel 8, stk. 3, kan et tekstilprodukt, der indeholder højst 2 vægtprocent fremmede fibre, også behandles som udelukkende sammensat af samme fiber, for så vidt denne mængde er berettiget som værende teknisk uundgåelig ved god fremstillingspraksis og ikke er resultatet af en systematisk tilføjelse.
Et tekstilprodukt, der har gennemgået en strøggarnsproces (kartegarnsproces) kan også betragtes som sammensat af samme fiber, hvis det indeholder højst 5 vægtprocent fremmede fibre, for så vidt denne mængde er berettiget som værende teknisk uundgåelig ved god fremstillingspraksis og ikke er resultatet af en systematisk tilføjelse.«
8 Den nævnte forordnings artikel 9, stk. 1 og 5, med overskriften »Multitekstilfiberprodukter« bestemmer:
»1. Tekstilprodukter etiketteres eller mærkes med betegnelsen og vægtprocenten for alle indeholdte fibre i rækkefølge efter faldende vægt.
[…]
5. Som en undtagelse fra stk. 1 i denne artikel kan fibre, der endnu ikke er opført i bilag I, betegnes »øvrige fibre« umiddelbart før eller efter angivelsen af deres samlede vægtprocent.«
9 Artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 bestemmer:
»Tekstilprodukter skal etiketteres og mærkes for at angive deres fibersammensætning, når de gøres tilgængelige på markedet.
Etiketteringen og mærkningen af tekstilprodukter skal være holdbar, let læselig, synlig og tilgængelig og, hvis der anvendes en etiket, forsvarligt fastgjort.«
10 Forordningens artikel 16 bestemmer følgende:
»1. Når et tekstilprodukt gøres tilgængeligt på markedet, skal de i artikel 5, 7, 8 og 9 nævnte angivelser af tekstilfibrenes sammensætning i kataloger og brochurer, på emballage, etiketter og mærkning angives på en måde, der er let læselig, synlig, tydelig og med en skrifttype, der er ensartet, hvad angår størrelse, stil og skrifttype. Disse oplysninger skal være klart synlige for forbrugeren før købet, herunder i de tilfælde, hvor købet er foretaget elektronisk.
2. Varemærker og firmanavne kan angives umiddelbart før eller efter de i artikel 5, 7, 8 og 9 nævnte angivelser af tekstilfibrenes sammensætning.
[…]
Andre oplysninger skal altid anføres separat.
3. Etiketter eller mærkning skal foreligge på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, på hvis territorium tekstilprodukterne gøres tilgængelige for forbrugerne, medmindre den pågældende medlemsstat bestemmer andet.
[…]«
Tysk ret
11 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Verein für lauteren Wettbewerb har gjort gældende, at der foreligger en overtrædelse af visse bestemmelser i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (lov om illoyal konkurrence, herefter »UWG«), både i den affattelse, der var gældende indtil den 10. december 2015 (herefter den »tidligere affattelse«), og i den affattelse, der var gældende fra denne dato (herefter den »nye affattelse«).
12 § 4, nr. 11, i UWG (tidligere affattelse) bestemte:
»Illoyalt handler navnlig den, som
[…]
11. handler i strid med en lovbestemmelse, der også har til formål at regulere de handlendes adfærd på markedet i markedsaktørernes interesse.«
13 § 4, nr. 11, i UWG (tidligere affattelse) er blevet erstattet af § 3a i UWG (ny affattelse). Sidstnævnte bestemmelse fastsætter:
»Illoyalt handler den, som handler i strid med en lovbestemmelse, der også har til formål at regulere de handlendes adfærd på markedet i markedsaktørernes interesse, for så vidt som overtrædelsen mærkbart kan skade forbrugernes, øvrige markedsaktørers eller konkurrenters interesser.«
14 UWG’s § 8 har følgende ordlyd:
»(1) Ulovlig handelspraksis i henhold til § 3 eller § 7 kan sanktioneres med et påbud om ophør og i tilfælde af risiko for gentagelse med et påbud om forbud. Der kan anlægges søgsmål med nedlæggelse af påstand om forbud, allerede når der foreligger risiko for en sådan ulovlig praksis, som er omhandlet i §§ 3 og 7.
[…]
(3) Der kan anlægges søgsmål med nedlæggelse af påstand om påbud i henhold til stk. 1 af:
[…]
2. sammenslutninger til fremme af handelsmæssige eller selvstændige erhvervsmæssige interesser, der har selvstændig retsevne, for så vidt som et betydeligt antal virksomheder, der udbyder varer eller tjenesteydelser af samme eller beslægtet art på det samme marked, er medlemmer af sådanne sammenslutninger, såfremt de navnlig på grundlag af deres personalemæssige, materielle og ressourcer er i stand til rent faktisk at varetage deres vedtægtsmæssige opgaver til fremme af handelsmæssige eller selvstændige erhvervsmæssige interesser, og for så vidt som den ulovlige praksis berører deres medlemmer
3. godkendte organer/organisationer, som dokumenterer, at de er optaget på listen over godkendte organer/organisationer i henhold til § 4 i Unterlassungsklagegesetz [(den tyske lov om søgsmål med påstand om forbud)] eller på Europa-Kommissionens liste i henhold til artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EUT 2009, L 110, s. 30);
[…]«
15 I forelæggelsesafgørelsen har Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln, Tyskland) præciseret, at det fremgår af praksis fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstolen, Tyskland), at de bestemmelser i forordning nr. 1007/2011, der regulerer etiketteringen af tekstilprodukter, har til formål at beskytte forbrugerne og dermed udgør bestemmelser, der regulerer de handlendes adfærd på markedet som omhandlet i § 3a i UWG (ny affattelse) og i § 4, nr. 11, i UWG (tidligere affattelse).
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
16 Idet Verein für lauteren Wettbewerb var af den opfattelse, at Princesport ikke overholdt kravene til etikettering eller mærkning i forbindelse med selskabets markedsføring og distribution på internettet af dets tekstilprodukter, der udelukkende var fremstillet af samme fiber, og følgelig overtrådte visse bestemmelser i UWG og artikel 5, stk. 1, artikel 9, stk. 1, og artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011, anlagde foreningen sag mod dette selskab.
17 Den 5. juli 2016 blev der afsagt udeblivelsesdom over for Princesport. Princesport rejste indsigelse over for denne dom ved den forelæggende ret. I denne forbindelse gjorde Princesport i det væsentlige gældende, at artikel 7 i forordning nr. 1007/2011 ikke pålægger en forpligtelse til at mærke rene tekstilprodukter med tilføjelserne »ren« eller »hel-«, men alene præciserer, at kun disse produkter må betegnes med disse tilføjelser.
18 Verein für lauteren Wettbewerb er derimod af den opfattelse, at det er obligatorisk at betegne rene tekstilprodukter som sådanne. I dette øjemed er det kun muligt at vælge imellem de tre præsentationsalternativer, der er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011, dvs. tilføjelserne »100%«, »ren« eller »hel-«. Derudover finder den i artikel 9 i forordning nr. 1007/2011 indeholdte forpligtelse, ifølge hvilken vægtprocenten for de tekstilfibre, der er anvendt i et produkt, skal angives, ligeledes anvendelse på de produkter, der er fremstillet af samme fiber. Desuden bør tilføjelsen »ren« ikke anvendes sammen med tilføjelsen »100%«, men alene i stedet for denne.
19 Under disse omstændigheder har Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 7, stk. 1, i forordning […] nr. 1007/2011 fortolkes således, at det er obligatorisk at præcisere, at der er tale om et rent tekstilprodukt, der udelukkende er fremstillet af samme fiber?
2) Er det obligatorisk at anvende en af de tre tilføjelser, der er nævnt i artikel 7 i forordning […] nr. 1007/2011, »100%«, »ren« eller »hel-«, eller er der blot tale om en valgmulighed for sådanne produkter, men ikke om en forpligtelse?
3) Gælder forpligtelsen i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning […] nr. 1007/2011 til at etikettere eller mærke tekstilprodukter med betegnelsen og vægtprocenten for alle indeholdte fibre også for rene tekstilprodukter som dem, der er omfattet af artikel 7 i forordning […] nr. 1007/2011?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Indledende bemærkninger
20 Det skal bemærkes, at en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvori de omhandlede tekstilprodukter sælges ved hjælp af et onlinekatalog, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1007/2011.
21 I denne forordnings artikel 16, stk. 1, anføres det nemlig udtrykkeligt, at når et tekstilprodukt gøres tilgængeligt på markedet, skal de i den nævnte forordnings artikel 5, 7, 8 og 9 nævnte angivelser af tekstilfibrenes sammensætning i bl.a. kataloger angives på en måde, der er let læselig, synlig og tydelig. Derudover præciseres det i denne bestemmelse, at disse oplysninger skal være klart synlige for forbrugeren før købet, herunder i det tilfælde, hvor købet er foretaget elektronisk.
22 Det følger heraf, at etiketterings- og mærkningskravene, således som de navnlig præciseres i artikel 7 og 9 i forordning nr. 1007/2011, finder anvendelse i forbindelse med markedsføring og salg af tekstilprodukter på internettet.
Det første spørgsmål
23 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 skal fortolkes således, at den fastsætter en forpligtelse til, at det på etiketten eller mærkningen af et tekstilprodukt, som de tekstilprodukter, der markedsføres i tvisten i hovedsagen, præciseres, at der er tale om et rent tekstilprodukt, der udelukkende er fremstillet af samme fiber.
24 Dette spørgsmål vedrører spørgsmålet, om der foreligger en generel forpligtelse til etikettering eller mærkning af rene tekstilprodukter med henblik på at angive disses fibersammensætning.
25 Det skal i denne forbindelse konstateres, at artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011, hvorefter »[k]un tekstilprodukter, der udelukkende er fremstillet af samme fiber, kan etiketteres eller mærkes som »100%«, »ren«, eller »hel-««, efter sin ordlyd ikke indeholder en sådan generel forpligtelse, og at den følgelig ikke giver svar på det første spørgsmål. For det første præciserer denne bestemmelse nemlig, hvad der er afgørende for, at der er tale om et rent tekstilprodukt, nemlig det forhold, at produktet udelukkende er fremstillet af samme fiber, og for det andet angiver den metoderne for mærkning eller etikettering af et sådant produkt.
26 Det skal ikke desto mindre undersøges, om forordning nr. 1007/2011 undergiver rene tekstilprodukter en generel forpligtelse til etikettering eller mærkning med henblik på at angive disses fibersammensætning.
27 Selv om den forelæggende ret formelt set har begrænset sit første spørgsmål til fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011, er en sådan omstændighed nemlig ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om denne ret henviser til dem i dette spørgsmål (jf. i denne retning dom af 16.6.2016, Lesar, C-159/15, EU:C:2016:451, præmis 22, og af 18.1.2017, Wortmann, C-365/15, EU:C:2017:19, præmis 33).
28 Det skal for det første præciseres, at en generel forpligtelse til etikettering eller mærkning for tekstilprodukter, herunder for rene tekstilprodukter, med henblik på at angive fibersammensætningen følger utvetydigt af artikel 4 og af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011, sammenholdt med tiende betragtning til denne.
29 Det er nemlig først og fremmest fastsat i den nævnte forordnings artikel 4, at alene tekstilprodukter, der er etiketteret, mærket eller ledsaget af handelsdokumenter i overensstemmelse med samme forordning, kan gøres tilgængelige på markedet.
30 Endvidere bestemmer artikel 14, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1007/2011 udtrykkeligt, at »[t]ekstilprodukter skal etiketteres og mærkes for at angive deres fibersammensætning, når de gøres tilgængelige på markedet«.
31 Endelig fremhæves det i tiende betragtning til denne forordning, at etikettering eller mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning »bør være obligatorisk«.
32 For det andet gør forpligtelsen til på etiketten eller mærkningen at angive den fiber, som det pågældende tekstilprodukt er fremstillet af, det muligt at sikre, at der stilles korrekte og præcise oplysninger til rådighed for forbrugerne. Det forhold, at der gives sådanne oplysninger til alle forbrugere i Den Europæiske Union, udgør i henhold til artikel 1 i forordning nr. 1007/2011, sammenholdt med tiende betragtning hertil, et af formålene med denne forordning.
33 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 4 og artikel 14, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1007/2011, sammenholdt med tiende betragtning til denne forordning, skal fortolkes således, at de fastsætter en generel forpligtelse til etikettering eller mærkning med henblik på at angive fibersammensætningen for alle tekstilprodukter, herunder de tekstilprodukter, der er defineret i den nævnte forordnings artikel 7.
Det andet spørgsmål
34 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 skal fortolkes således, at den fastsætter en forpligtelse til, at der på et rent tekstilprodukts etikette eller mærkning anvendes en af de tre heri omhandlede tilføjelser, dvs. »100%«, »ren« eller »hel-«.
35 I denne forbindelse bemærkes, at artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 bestemmer, at »[k]un tekstilprodukter, der udelukkende er fremstillet af samme fiber, kan etiketteres eller mærkes som »100%«, »ren«, eller »hel-««. Det er således kun rene tekstilprodukter, der udelukkende er fremstillet af samme fiber, der »kan« have en mærkning eller etikettering, der indeholder en af de tre tilføjelser, der er omhandlet i denne bestemmelse.
36 Anvendelsen af udtrykket »kan« i denne bestemmelse angiver utvetydigt, at anvendelsen af tilføjelserne »100%«, »ren« eller »hel-« ikke udgør en forpligtelse, men blot en mulighed. Denne bestemmelse giver således mulighed for på det pågældende rene tekstilprodukts etikette eller mærkning at anføre betegnelsen for den tekstilfiber, som det er fremstillet af, uden at angive en af disse tre tilføjelser.
37 Det fremgår i øvrigt modsætningsvis af artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1007/2011, at tilføjelser, der er »lignende« dem, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, første afsnit, kan anvendes for rene tekstilprodukter. Følgelig udgør betegnelserne »100%«, »ren« eller »hel-« blot eksempler på tilføjelser, der kan stå på etiketten eller mærkningen med henblik på at gøre det klart, at det omhandlede tekstilprodukt er fremstillet af samme fiber.
38 En sådan fortolkning af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 svarer desuden til det formål, der forfølges med denne forordning, jf. nærværende doms præmis 32. En etikette eller en mærkning, der omfatter betegnelsen af blot én tekstilfiber, gør det nemlig muligt for forbrugeren at råde over korrekte og præcise oplysninger for så vidt angår det pågældende tekstilprodukts fibersammensætning.
39 Det følger af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret i forbindelse med det andet spørgsmål ligeledes ønsker oplyst, om artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 skal fortolkes således, at den er til hinder for muligheden for at anvende de tre tilføjelser, der er indeholdt i denne bestemmelse, i kombination med hinanden.
40 Det skal i denne henseende bemærkes for det første, at selve ordlyden af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 ikke er til hinder for en anvendelse af disse tilføjelser i kombinationen med hinanden. For det andet svarer en sådan fortolkning af denne bestemmelse ligeledes til det formål, der forfølges med denne forordning, jf. nærværende doms præmis 32.
41 Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at muligheden for at angive de tre tilføjelser, der fremgår af den nævnte bestemmelse, i kombination med hinanden på det omhandlede tekstilprodukts etikette eller mærkning er begrænset, for så vidt som disse tilføjelser, der anvendes for at præcisere, at dette tekstilprodukt udelukkende er fremstillet af samme fiber, udgør synonymer, som formentlig vil gøre enhver dobbelt anvendelse overflødig.
42 Det fremgår i øvrigt ikke af de sagsakter, der er indgivet til Domstolen, at en praksis som den i hovedsagen omhandlede udgør en urimelig eller vildledende handelspraksis, der er forbudt ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«) (EUT 2005, L 149, s. 22).
43 Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 skal fortolkes således, at den ikke fastsætter en forpligtelse til, at der på et rent tekstilprodukts etikette eller mærkning anvendes en af de tre heri omhandlede tilføjelser, dvs. »100%«, »ren« eller »hel-«. Når disse tilføjelser anvendes, kan de anvendes i kombination med hinanden.
Det tredje spørgsmål
44 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 skal fortolkes således, at forpligtelsen til på etiketten eller mærkningen at angive betegnelsen og vægtprocenten for alle de i det omhandlede tekstilprodukt indeholdte fibre også finder anvendelse på et rent tekstilprodukt.
45 Det skal i denne henseende konstateres, at artikel 9 i forordning nr. 1007/2011 finder anvendelse på »[m]ultitekstilfiberprodukter«, mens denne forordnings artikel 7 omhandler »[r]ene tekstilprodukter«. Således afgrænser hver af disse artikler deres anvendelsesområde til en specifik kategori af tekstilprodukter. Det følger heraf, at rene tekstilprodukter ikke kan henhøre under anvendelsesområdet for den nævnte forordnings artikel 9, således at de i denne artikels stk. 1 fastsatte krav ikke kan finde anvendelse på sådanne produkter.
46 Desuden bemærkes, at idet et rent tekstilprodukt pr. definition udelukkende er fremstillet af samme fiber, kan forpligtelsen til at angive vægtprocenten for »alle indeholdte fibre i rækkefølge efter faldende vægt« ikke finde anvendelse for et sådant produkt.
47 Det skal i øvrigt fremhæves, at såfremt forpligtelsen til at angive vægtprocenten for alle de i et tekstilprodukt indeholdte fibre som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 fandt anvendelse på rene tekstilprodukter, så ville denne forordnings artikel 7, stk. 1, der, således som det følger af nærværende doms præmis 43, skal fortolkes således, at anvendelsen af tilføjelserne »100%«, »ren« eller »hel-« blot udgør en mulighed, ikke længere have noget formål.
48 Det skal derudover bemærkes, at begrænsningen af anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 ikke skader det formål om forbrugerbeskyttelse, som denne forordning forfølger i henhold til den nævnte forordnings artikel 1, sammenholdt med tiende betragtning til denne sidstnævnte.
49 Det følger nemlig af nærværende doms præmis 33, at angivelsen på etiketten eller mærkningen af den fiber, som det omhandlede rene tekstilprodukt er fremstillet af, under alle omstændigheder fortsat er obligatorisk.
50 Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 skal fortolkes således, at forpligtelsen til på etiketten eller mærkningen at angive betegnelsen og vægtprocenten for alle de i det omhandlede tekstilprodukt indeholdte fibre ikke finder anvendelse på et rent tekstilprodukt.
Sagsomkostninger
51 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:
1) Artikel 4 og artikel 14, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1007/2011 af 27. september 2011 om tekstilfiberbetegnelser og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning og om ophævelse af Rådets direktiv 73/44/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/73/EF og 2008/121/EF, sammenholdt med tiende betragtning til denne forordning, skal fortolkes således, at de fastsætter en generel forpligtelse til etikettering eller mærkning med henblik på at angive fibersammensætningen for alle tekstilprodukter, herunder de tekstilprodukter, der er defineret i den nævnte forordnings artikel 7.
2) Artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 skal fortolkes således, at den ikke fastsætter en forpligtelse til, at der på et rent tekstilprodukts etikette eller mærkning anvendes en af de tre heri omhandlede tilføjelser, dvs. »100%«, »ren« eller »hel-«. Når disse tilføjelser anvendes, kan de anvendes i kombination med hinanden.
3) Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1007/2011 skal fortolkes således, at forpligtelsen til på etiketten eller mærkningen at angive betegnelsen og vægtprocenten for alle de i det omhandlede tekstilprodukt indeholdte fibre ikke finder anvendelse på et rent tekstilprodukt.
Underskrifter