PERSONALERETTENS DOM
(Tredje Afdeling)
22. oktober 2008
Sag F-46/07
Marie Tzirani
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Personalesag – tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – forfremmelse – stilling som direktør – afslag på ansøgning – opfyldelse af en dom om annullation af en udnævnelse – formaliteten«
Angående: Søgsmål indgivet i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Marie Tzirani har nedlagt påstand om dels annullation af Kommissionens afgørelse af 30. august 2006 om at udnævne M.D.J. til stillingen som direktør for direktorat B »Vedtægt: politik, forvaltning og rådgivning« i Generaldirektoratet for Personale og Administration og dermed om at afslå sagsøgerens ansøgning til denne stilling, dels at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt.
Udfald: Afgørelsen om at afslå sagsøgerens ansøgning til stillingen som direktør for direktorat B »Vedtægt: politik, forvaltning og rådgivning« i Kommissionens Generaldirektorat for Personale og Administration annulleres. Afgørelsen af 30. august 2006 om at udnævne M.D.J. til stillingen som direktør for direktorat B »Vedtægt: politik, forvaltning og rådgivning« i Kommissionens Generaldirektorat for Personale og Administration annulleres. Kommissionen betaler sagsøgeren en erstatning på 10 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgerens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – retlig interesse – søgsmål indgivet som følge af manglende opfyldelse af en dom, hvorved afslaget på en ansøgning til en ledig stilling annulleres – formaliteten
(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Annullationssøgsmål – dom om annullation – virkninger – forpligtelse til at vedtage foranstaltninger til opfyldelse af dommen – rækkevidde
(Art. 233 EF)
3. Tjenestemænd – ledig stilling – besættelse ved forfremmelse eller forflyttelse – sammenligning af ansøgernes fortjenester – stillinger i lønklasse A 1 eller A 2 – administrationens skønsbeføjelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1, og art. 45, stk. 1)
4. Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb
5. Tjenestemænd – ligebehandling – ligestilling af mandlige og kvindelige tjenestemænd – undtagelser
(Art. 141, stk. 3 og 4, EF)
6. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – princippet om at kunne komme i betragtning med henblik på en karriereudvikling
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1, art. 43 og 45)
7. Tjenestemænd – søgsmål – dom om annullation – virkninger – annullation af et afslag på en ansøgning – genoprettelse af den berørtes tidligere retsstilling – annullation som en konsekvens af efterfølgende akter vedrørende tredjemænd – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)
8. Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – mulighed for af egen drift at pålægge den sagsøgte institution at betale en godtgørelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)
9. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed
1. Adressaten for en dom, hvorved en retsakt fra en institution annulleres, berøres direkte af den måde, hvorpå institutionen opfylder dommen. Vedkommende kan derfor anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser med henblik på at få fastslået, om institutionen eventuelt har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de relevante bestemmelser. Det følger heraf, at en sagsøger har søgsmålsinteresse med hensyn til prøvelse af en kommissionsafgørelse om at udnævne en ansøger til en ledig stilling, eftersom denne afgørelse vedrører den måde, hvorpå Kommissionen har opfyldt den dom, hvorved Retten annullerede Kommissionens første afgørelse om at udnævne den samme ansøger til samme stilling. Denne konklusion kan ikke afkræftes ved den omstændighed, at sagsøgeren ikke kan opnå, at stillingen opslås på ny, idet den i mellemtiden er blevet besat ved udnævnelse af en tredje ansøger. Der kan nemlig tages hensyn til tredjemænds interesser og tjenestens interesse ved vurderingen af de konsekvenser, som annullationen af den anfægtede afgørelse vil få, hvilken vurdering i givet fald foretages efter prøvelse af den pågældende afgørelses lovlighed.
(jf. præmis 37 og 38)
Henvisning til:
Domstolen, 28. februar 1989, forenede sager 341/85, 251/86, 258/86, 259/86, 262/86, 266/86, 222/87 og 232/87, van der Stijl og Cullington mod Kommissionen, Sml. s. 511, præmis 18.
Retten, 31. januar 2007, sag T-166/04, C mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis.
2. Det tilkommer den institution, hvorfra den annullerede akt hidrører, at afgøre, hvilke foranstaltninger der er nødvendige til opfyldelse af en annullationsdom. Ved udøvelsen af denne skønsbeføjelse skal den administrative myndighed overholde såvel de fællesskabsretlige bestemmelser som konklusionen og præmisserne i den dom, som den skal opfylde. Den absolutte retskraft, som en dom om annullation fra en af Fællesskabets retsinstanser har, knytter sig til såvel dommens konklusion som de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag herfor. Det er nemlig disse præmisser, der dels identificerer den præcise bestemmelse, der anses for ulovlig, dels angiver de præcise årsager til den ugyldighed, der fastslås i domskonklusionen, og som den berørte institution skal tage hensyn til, når den erstatter den annullerede akt. Den procedure, som tilsigter at erstatte en sådan retsakt, kan således genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte. Annullationen af en fællesskabsretsakt berører således ikke nødvendigvis de forberedende retsakter, men indebærer, at administrationen skal tage det tidspunkt i betragtning, hvor ulovligheden indtraf, med henblik på vedtagelse af den nye akt, der erstatter den annullerede akt.
(jf. præmis 49-53)
Henvisning til:
Domstolen, 21. december 1954, sag 1/54, Frankrig mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 1, org.ref.: Rec. s. 7, på s. 33, 12. juli 1962, sag 14/61, Koninklijke Nederlandsche Hoogovens en Staalfabrieken mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 327, org.ref.: Rec. s. 485, på s. 515, 13. november 1963, forenede sager 98/63 R og 99/63 R, Erba og Reynier mod Kommissionen, Rec. 1964, s. 551, på s. 555, 26. april 1988, forenede sager 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, præmis 27, 12. november 1998, sag C-415/96, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6993, præmis 31 og 32, og 14. september 1999, sag C-310/97 P, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., Sml. I, s. 5363, præmis 54.
Retten, 8. oktober 1992, sag T-84/91, Meskens mod Parlamentet, Sml. II, s. 2335, præmis 73.
Personaleretten, 17. april 2007, forenede sager F-44/06 og F-94/06, C og F mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33-35.
3. Ansættelsesmyndigheden har, navnlig når den meget høje stilling, der skal besættes, er i lønklasse A 1 eller A 2, et vidt skøn ved sammenligningen af ansøgernes fortjenester. Denne vide skønsbeføjelse skal imidlertid udøves under fuldstændig iagttagelse af alle relevante bestemmelser, dvs. ikke blot stillingsopslaget, men ligeledes eventuelle procedureregler, som ansættelsesmyndigheden eventuelt har fastsat for udøvelsen af denne beføjelse. De regler, der finder anvendelse på udnævnelsesproceduren, udgør således ligeledes en del af de retlige rammer, som ansættelsesmyndigheden nøje skal overholde.
Inden den endelige afgørelse om udnævnelse træffes, skal ansættelsesmyndigheden selv være i stand til at have kendskab til og bedømme de oplysninger, der i hver fase i udvælgelsesprocedurens forløb på de forskellige administrative niveauer har ført til vedtagelsen af vejledende udtalelser, der er fremlagt for ansættelsesmyndigheden.
(jf. præmis 66, 67 og 108)
Henvisning til:
Retten, 6. juli 1999, sag T-203/97, Forvass mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 129, og II, s. 705, præmis 45, 20. september 2001, sag T-95/01, Coget m.fl. mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 879, præmis 113, 9. juli 2002, sag T-158/01, Tilgenkamp mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 111, og II, s. 595, præmis 50, 18. september 2003, sag T-73/01, Pappas mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 207, og II, s. 1011, præmis 53, og 4. juli 2006, sag T-88/04, Tzirani mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 149, og II-A-2, s. 703, præmis 78 og 81.
4. Begrebet magtfordrejning indebærer, at en administrativ myndighed anvender sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil den har fået dem tillagt. En afgørelse er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af præcise, objektive og samstemmende indicier må antages, at afgørelsen er truffet for at forfølge andre formål end de angivne. Det er således ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren påberåber sig visse faktiske omstændigheder til støtte for sine krav. Det er nødvendigt, at han fremlægger præcise, objektive og samstemmende indicier til godtgørelse af, at de påberåbte omstændigheder er sandfærdige eller i det mindste sandsynlige.
Når det konstateres, at ansættelsesmyndigheden i en afgørelse om udnævnelse ikke har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, kan et klagepunkt om, at myndigheden angiveligt har gjort sig skyldig i magtfordrejning, ikke støttes på den forudsætning, at sammenligningen af ansøgernes fortjenester burde have resulteret i et afslag på den udnævnte persons ansøgning.
(jf. præmis 159-161)
Henvisning til:
Domstolen, 6. marts 2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 113.
Retten, 5. juli 2000, sag T-111/99, Samper mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 135, og II, s. 611, præmis 64, 26. november 2002, sag T-103/01, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 229, og II, s. 1137, præmis 28, og 10. juni 2008, sag T-282/03, Ceuninck mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48.
5. Såfremt det antages, at artikel 141, stk. 4, EF vedrørende positiv forskelsbehandling i forhold til køn kan gøres gældende over for fællesskabsinstitutionerne, indeholder bestemmelsen kun en mulighed for, men ikke en forpligtelse til, at udøve positiv forskelsbehandling af kvinder. Selv om det er korrekt, at Kommissionen har fastlagt et mål om paritet ved fordelingen af stillinger mellem mænd og kvinder inden for dens tjenestegrene og har iværksat positive aktioner og strategier med henblik på at fremme tildelingen af stillinger til kvindelige ansøgere, er de juridiske foranstaltninger, der ligger til grund for gennemførelsen af denne strategi, ikke bindende, og det tilkommer således ikke Personaleretten at kontrollere, at de overholdes af institutionerne. Under alle omstændigheder kan princippet om lige muligheder for mænd og kvinder kun finde anvendelse, når ansøgernes fortjenester er ligeværdige.
(jf. præmis 180-183 og 186)
Henvisning til:
Retten, 3. februar 2005, sag T-137/03, Mancini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 7, og II, s. 27, præmis 120 og 122-124.
6. Princippet om, at enhver tjenestemand kan komme i betragtning med henblik på at gøre karriere ved sin institution, kommer til udtryk i den prioritetsrækkefølge, der er fastsat i vedtægtens artikel 29, stk. 1, vedrørende fremgangsmåden ved ansættelser og i forpligtelsen til at foretage en sammenligning af ansøgernes fortjenester. I denne forbindelse giver vedtægten ikke nogen ret til en forfremmelse, heller ikke for tjenestemænd, som opfylder alle betingelser for at blive forfremmet. I mangel af specifikke argumenter, hvorved det godtgøres, at administrationen har givet anledning til begrundede forhåbninger hos den berørte vedrørende den stilling, vedkommende har søgt, kan den pågældende ikke påberåbe sig en berettiget forventning om, at han eller hun udnævnes til denne stilling.
(jf. præmis 196 og 197)
Henvisning til:
Retten, 12. februar 1992, sag T-52/90, Volger mod Parlamentet, Sml. II, s. 121, præmis 24, og C mod Kommissionen og den deri nævnte retspraksis.
Personaleretten, 28. juni 2007, sag F-21/06, Da Silva mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis.
7. Når genoprettelsen af den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i, inden Fællesskabets retsinstanser annullerede en retsakt, medfører annullation af efterfølgende retsakter, som vedrører tredjemand, skal annullation kun finde sted, hvis den ikke forekommer uforholdsmæssig, navnlig under hensyntagen til arten af den begåede uregelmæssighed og til tjenestens interesse.
Proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning påbyder at forene den interesse, sagsøgeren som offer for uregelmæssigheden har i genoprettelsen af sin retsstilling, og tredjemænds interesse, hvis retsstilling har kunnet give dem en berettiget forventning. Visse handlinger, som er resultatet af procedurerne i vedtægtens artikel 29, stk. 1, såsom opførelsen af en ansøger, der har bestået en udvælgelsesprøve, på listen over egnede ansøgere, forfremmelsen af en tjenestemand eller udnævnelsen af en tjenestemand i en ledig stilling, kan anses for at skabe en retsstilling, som den pågældende med rette kan forvente er lovlig.
(jf. præmis 201)
Henvisning til:
Domstolen, 1. juni 1995, sag C-119/94 P, Coussios mod Kommissionen, Sml. I, s. 1439, præmis 24.
Retten, 12. maj 1998, sag T-159/96, Wenk mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 593, præmis 121, og 31. marts 2004, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 483, præmis 85 og 86.
8. For i sagsøgerens interesse at sikre den effektive virkning af en annullationsdom, der ikke har til følge, at udvælgelsesproceduren med henblik på besættelse af den stilling, som sagsøgeren har søgt, genoptages, kan Fællesskabets retsinstanser gøre brug af sin fulde prøvelsesret med hensyn til krav, der kan opgøres i penge, og endog af egen drift tilpligte den sagsøgte institution at betale en godtgørelse. De kan ligeledes opfordre den pågældende institution til at beskytte sagsøgerens rettigheder hensigtsmæssigt ved at søge en rimelig løsning på hans sag.
(jf. præmis 214)
Henvisning til:
Domstolen, 5. juni 1980, sag 24/79, Oberthür mod Kommissionen, Sml. s. 1743, præmis 14.
Retten, Girardot mod Kommissionen, præmis 89.
Personaleretten, 8. maj 2008, sag F-6/07, Suvikas mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 127.
9. For at det kan lægges til grund, at der består en årsagssammenhæng mellem afslaget på en tjenestemands ansøgning til en stilling og det økonomiske tab, der for den pågældende følger af forskellen mellem det vederlag og de fordele, som vedkommende ville have haft ret til, hvis han var blevet udnævnt, og det vederlag og de fordele, som han rent faktisk havde ret til, skal der i princippet fremlægges bevis for, at der med sikkerhed består en direkte forbindelse mellem den fejl, som den pågældende fællesskabsinstitution har begået, og det pågældende tab.
I det særlige tilfælde af besættelse af en ledig stilling ved forfremmelse er den krævede grad af sikkerhed for, at der består en årsagssammenhæng, opfyldt, når en fællesskabsinstitutions fejl med sikkerhed har medført, at en person er blevet frataget ikke nødvendigvis tildelingen af den omhandlede stilling, hvilket den pågældende aldrig ville kunne bevise at have haft ret til, men en reel chance for at blive udnævnt til stillingen med den følge, at den pågældende har lidt et økonomisk tab i form af tabt arbejdsfortjeneste. Når det i det konkrete tilfælde forekommer højst sandsynligt, at en overholdelse af reglerne ville have ført til, at den pågældende fællesskabsinstitution havde tildelt den pågældende stillingen, kan den teoretiske usikkerhed om, hvilket udfald en forskriftsmæssigt gennemført ansættelsesprocedure ville have haft, ikke være til hinder for, at der ydes erstatning for det reelle økonomiske tab, som den berørte har lidt ved, at han fik afslag på sin ansøgning til den stilling, som han ville have haft gode chancer for at få.
(jf. præmis 216-218)
Henvisning til:
Retten, 5. oktober 2004, sag T-45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 149 og 150, og 12. september 2007, sag T-250/04, Combescot mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 95 og 96.