PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

28. juni 2010

Sag F-49/10

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank

»Personalesag – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – sygeforsikring – afvisning af at dække udgifter til lægebehandling – ansøgning om udpegning af en uafhængig læge – rimelig frist«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 41 i vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, hvorunder Carlo De Nicola bl.a. har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 7. maj 2010, hvorved personaledirektøren i Den Europæiske Investeringsbank (herefter »EIB«) afviste hans ansøgning i henhold til artikel 41 i vedtægten for EIB’s ansatte om at indlede en forligsprocedure med henblik på godtgørelse af visse udgifter til lægebehandling, dels om, at EIB tilpligtes at betale ham 3 000 EUR med tillæg af renter til dækning af disse udgifter.

Udfald:      Den Europæiske Investeringsbank frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse truffet af et klageudvalg, som er oprettet i EIB – antagelse til realitetsbehandling – undtagelse – afgørelse, som ikke udgør en fornyet gennemgang af den anfægtede afgørelse

(Vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)

2.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – anbringender – anbringende om manglende overholdelse af proceduren vedrørende sygesikring – irrelevant anbringende hvad angår et annullationssøgsmål til prøvelse af et afslag på at indlede proceduren

(Vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 35)

3.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål – frist for indgivelse af en ansøgning om at indlede klageproceduren – analog anvendelse af vedtægtens art. 90 og 91

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 35 og 41)

4.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – rettigheder og forpligtelser – EIB’s pligt til i bebyrdende akter at angive modtagernes klagemuligheder og fristerne herfor – foreligger ikke – overtrædelse af omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik – foreligger ikke

1.      Påstande, der er rettet mod en stillingtagen fra et klageudvalg, som er oprettet i Den Europæiske Investeringsbank på området for personalebedømmelse, har til virkning at få prøvet de bedømmelsesrapporter, som har været genstand for en sådan administrativ klage, ved Unionens retsinstanser. Det samme gør sig gældende for så vidt angår påstande vedrørende en afgørelse truffet af et kompetent klageudvalg om klager over bedømmelsesrapporter og afgørelser om forfremmelse.

En afgørelse om afslag på at indlede forligsproceduren i henhold til artikel 41 i vedtægten for EIB’s ansatte, der er baseret på de samme begrundelser som den anfægtede afgørelse, og som bevirker, at afgørelsen ikke kan realitetsbehandles, udgør ikke en stillingtagen, som træder i stedet for den anfægtede afgørelse. En sådan afgørelse om afslag forhindrer, allerede på grund af sit formål, at der foretages en fornyet prøvelse af den anfægtede afgørelse, der ville have været genstand for forligsproceduren, såfremt denne havde været indledt.

(jf. præmis 42 og 43)

Henvisning til:

Retten: 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, præmis 132

2.      En formalitetsindsigelse om, at den interne procedure, som gælder for sygesikring, ikke har været gennemført, forud for søgsmålet, kan pr. definition ikke påberåbes i relation til de påstande om annullation, der er rettet mod afgørelsen om afslag på en anmodning om indledning af nævne procedure, hvorved sagsøgeren nærmere bestemt anfægter lovligheden af afslaget på at indlede proceduren.

(jf. præmis 57)

3.      I tvister mellem Den Europæiske Investeringsbank og dens ansatte, som ved deres karakter kan sammenlignes med tvister mellem EU-institutionernes tjenestemænd eller øvrige ansatte i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, bør, når vedtægten for de ansatte ikke indeholder relevante bestemmelser herom og under hensyn til den særlige karakter af den ordning, der gælder for EIB’s ansatte, hentes inspiration i tjenestemandsvedtægten, og den bør anvendes analogt, samtidig med at der tages hensyn til. I denne forbindelse gælder, at eftersom formålet med klageadgangen for Bankens ansatte og deres mulighed for at anlægge et søgsmål for Domstolen er det samme som formålet med at indbringe en klage og anlægge et søgsmål i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91, kan en analog anvendelse af den tremånedersfrist, som gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte i EU, anses for at udgøre en passende balance mellem retten til effektiv retsbeskyttelse på den ene side og kravet om retssikkerhed på den anden side.

Eftersom der ikke er fastsat en frist for indgivelse af en ansøgning om udpegelse af en tredje læge i EIB’s ordning om godtgørelse af lægeudgifter, må det antages, at ansøgningen om udpegelse skal indbringes inden for en frist på tre måneder. Den udpegelsesprocedure, hvorved en ansat kan bestride en udtalelse fra EIB’s rådgivende læge, er nemlig en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. På dette punkt minder proceduren mere om klageproceduren i vedtægtens artikel 90, stk. 2, end forligsproceduren, der alene er frivillig.

(jf. præmis 62-64, 66, 70 og 72)

Henvisning til:

Retten: De Nicola mod EIB, præmis 98-101

4.      Selv om det, henset til omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik, er meget beklageligt, at de kompetente tjenestegrene ikke fuldt ud informerer en ansat om dennes rettigheder og tilsyneladende selv er uvidende om, at der findes en klageprocedure, er der ikke nogen bestemmelse, der forpligter Den Europæiske Investeringsbank til at informere om de klagemuligheder og klagefrister, der er fastsat til prøvelse af en af dens retsakter, der er bebyrdende for den ansatte, som er adressat herfor.

(jf. præmis 79)