FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 14. februar 2019 (1)
Sag C-58/18
Michel Schyns
mod
Belfius Banque SA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Justice de Paix du canton de Visé (Belgien))
»Anmodning om præjudiciel afgørelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 2008/48/EF – praksis forud for indgåelse af kreditaftale – kreditgivers pligt til at tilvejebringe den kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål – kreditgivers pligt til at afstå fra at indgå aftalen, hvis der er grund til at formode, at forbrugeren ikke vil være i stand til at opfylde de forpligtelser, der følger af aftalen«
I. Indledning
1. I den foreliggende præjudicielle sag skal Domstolen fortolke direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler (2). I denne forbindelse skal Domstolen i det væsentlige afklare forholdet mellem kreditgiverens forskellige forpligtelser forud for aftaleindgåelsen. Nærmere betegnet drejer det sig for det første om rækkevidden af forklaringspligten forud for aftaleindgåelsen i henhold til artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 og for det andet om den eventuelle betydning for aftaleindgåelsen af den vurdering af forbrugerens kreditværdighed, der er fastsat ved artikel 8 i direktiv 2008/48.
2. De fortolkningsspørgsmål, som en belgisk ret i første instans har forelagt herom, skal undersøges på baggrund af den »[målrettede] fuldstændige harmonisering« (3), som skal opnås med direktiv 2008/48. I denne forbindelse er spørgsmålet i sidste ende, hvorvidt en sådan harmonisering er til hinder for mere vidtgående bestemmelser i national ret, selv om sådanne bestemmelser muligvis yder forbrugeren en effektiv beskyttelse mod en forhastet eller uoplyst optagelse af lån og således opfylder en af de væsentlige målsætninger i direktiv 2008/48. Denne problemstilling understreger på ny (4) spændingsforholdet mellem på den ene side det høje forbrugerbeskyttelsesniveau, som principielt tilstræbes med direktiv 2008/48 (5), og på den anden side den ligeledes tilstræbte gennemførelse af et indre marked ved at dæmme op for opsplitning (6).
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
3. Ifølge artikel 1 i direktiv 2008/48 har dette direktiv til formål at harmonisere visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit.
4. Artikel 5 i direktiv 2008/48 vedrører oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Bestemmelsens stk. 6 har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere giver forbrugeren fyldestgørende forklaringer, således at forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation, hvor det er relevant, ved at forklare de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der skal gives i henhold til stk. 1, de foreslåede produkters vigtigste karakteristika og de specifikke konsekvenser, disse produkter kan få for forbrugeren, herunder konsekvenserne af forbrugerens betalingsmisligholdelse. Medlemsstaterne kan bestemme, hvilken form og hvilket omfang denne bistand skal have, samt hvem der skal yde den, ud fra de særlige omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilbydes, hvem den tilbydes, og den særlige type kredit, der tilbydes.«
5. Artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 pålægger kreditgiveren en forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed inden aftaleindgåelsen og har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren, inden kreditaftalen indgås, vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database. Medlemsstater, hvis lovgivning kræver, at kreditgiveren vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante database, kan opretholde denne forpligtelse.«
6. Med henblik på den tilsigtede harmonisering fastsætter artikel 22, stk. 1, i direktiv 2008/48 følgende:
»I det omfang dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, kan medlemsstaterne ikke i national ret bibeholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv.«
7. Endelig bestemmer artikel 23 i direktiv 2008/48, at medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sådanne sanktioner bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
B. National ret
8. Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (7) blev i Belgien gennemført ved loi sur le crédit à la consommation (lov om forbrugerkreditter) og gennemførelsesbestemmelserne hertil (8). Direktiv 2008/48 blev gennemført ved en ændring af denne lov (9). Endelig blev forbrugerkreditloven ophævet ved lov af 19. april 2014 (Moniteur belge af 28.5.2014, S. 41686, tysk affattelse offentliggjort i Moniteur belge af 10.1.2017), og bestemmelserne blev med virkning pr. 1. april 2015 indsat i Code de droit économique (den økonomiske lovbog).
9. Forbrugerkreditlovens artikel 10 henviste i forbindelse med vurderingen af forbrugerens kreditværdighed til »nøjagtige og fuldstændige oplysninger [fra forbrugeren], som kreditgiveren eller kreditformidleren finder nødvendige for at vurdere [vedkommendes] finansielle situation og tilbagebetalingsevne og under alle omstændigheder vedkommendes løbende finansielle forpligtelser« (10).
10. Forbrugerkreditlovens artikel 11, stk. 4, første afsnit, i den affattelse, der er relevant for de faktiske omstændigheder (11), havde følgende ordlyd:
»Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere giver forbrugeren fyldestgørende forklaringer, således at forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation, hvor det er relevant, ved at forklare de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der skal gives i henhold til stk. 1, de foreslåede produkters vigtigste karakteristika og de specifikke konsekvenser, disse produkter kan få for forbrugeren, herunder konsekvenserne af forbrugerens betalingsmisligholdelse.«
11. Forbrugerkreditlovens artikel 15, stk. 1 og 2, i den affattelse, der er relevant for de faktiske omstændigheder (12), bestemte:
»1. Kreditgiveren og kreditformidleren skal i de kreditaftaler, som de sædvanligvis tilbyder eller involveres i, tilvejebringe den kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål.
2. Kreditgiveren kan kun indgå en kreditaftale, hvis vedkommende i betragtning af de oplysninger, som denne bl.a. på grundlag af den søgning, der kræves i artikel 9 i loi du 10 août 2001 relative à la Centrale des crédits aux particuliers [lov af 10.8.2001 om privatkreditcentralen], og på grundlag af de i artikel 10 nævnte oplysninger råder over eller bør råde over, med rimelighed må formode, at forbrugeren vil kunne opfylde de forpligtelser, der følger af aftalen.«
12. Forbrugerkreditlovens (13) artikel 19, stk. 1 og 2, havde følgende ordlyd:
»Hvis den vare eller tjenesteydelse, der finansieres, er angivet i kreditaftalen eller kreditgiver betaler beløbet i henhold til kreditaftalen direkte til sælgeren eller tjenesteyderen, får forbrugerens forpligtelser først virkning, når den vare eller tjenesteydelse, der finansieres, leveres; Hvis der er tale om et salg eller en tjenesteydelse med tilbagevendende levering, får forbrugerens forpligtelser virkning, når den vare eller tjenesteydelse, der finansieres, leveres, og ophører, når leveringen afbrydes, medmindre forbrugeren selv modtager kreditbeløbet, og kreditgiver ikke har kendskab til sælgerens eller tjenesteyderens identitet.
Kreditbeløbet må først udbetales til sælgeren eller tjenesteyderen, når kreditgiver har fået meddelelse om, at varen eller tjenesteydelsen er blevet leveret.«
III. De faktiske omstændigheder og hovedsagen
13. I en aftale, der blev indgået med Michel Schyns den 8. maj 2012, forpligtede SPRL HOME VISION (herefter »Home Vision«) sig til at installere et solcelleanlæg til en pris af 40 002 EUR (14). I denne forbindelse forpligtede Home Vision sig desuden til at tilbagebetale de månedlige afdrag på 622,41 EUR mod overdragelse af de grønne certifikater, som anlægget ville generere over en tiårig periode. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholder ikke yderligere oplysninger om dette lån.
14. Den aftalte pris blev faktureret den 10. maj 2012. Den 22. maj 2012 bevilgede S.A. DEXIA BANQUE BELGIQUE som den retlige forgænger for BELFIUS BANQUE (herefter »Belfius Banque«) Michel Schyns et lån med betegnelsen »Eco-Crédit Habitation« på 40 002 EUR, som havde en løbetid på 120 måneder og skulle tilbagebetales i månedlige afdrag på 427,72 EUR. Lånebeløbet blev udbetalt til Michel Schyns, der selv overførte det til Home Vision.
15. Det aftalte solcelleanlæg blev imidlertid aldrig installeret, hvorfor den finansiering, der blev aftalt i aftalen af 8. maj 2012, ikke blev aktuel. Den 5. december 2013 blev Home Vision erklæret konkurs.
16. Efter at Michel Schyns i over fire år havde betalt de månedlige afdrag i henhold til kreditaftalen af 22. maj 2012, har han den 21. december 2016 lagt sag an mod kreditgiveren med påstand om, at aftalen ophæves på grund af Belfius Banques misligholdelse, og at han fritages for enhver tilbagebetalingsforpligtelse. Den 15. maj 2017 har Michel Schyns, ud over godtgørelse af omkostninger, anmodet om, at det fastslås, at kreditaftalen af 22. maj 2012 er bortfaldet, og at han fritages for alle tilbagebetalingsforpligtelser med virkning fra december 2016. Belfius Banque har gjort indsigelse mod disse påstande og subsidiært foreslået, at Domstolen forelægges et præjudicielt spørgsmål.
IV. Anmodningen om præjudiciel afgørelse og retsforhandlingerne for Domstolen
17. Ved kendelse af 22. januar 2018, indgået den 30. januar 2018, har Justice de Paix du canton de Visé (fredsdommeren i kantonen Visé, Belgien) i henhold til artikel 267 TEUF forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
»1) a) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation, i modstrid med ordlyden af artikel 15, stk. 1, i loi sur le crédit à la consommation (ophævet og efterfølgende erstattet af artikel VII.75 i Code de droit économique), hvori det bestemmes, at kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de sædvanligvis tilbyder eller involveres i, skal tilvejebringe den kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål, for så vidt som den sidstnævnte bestemmelse indeholder en generel forpligtelse for kreditgiveren eller kreditformidleren til at tilvejebringe den mest passende kredit for forbrugeren, som ikke fremgår af det nævnte direktivs ordlyd?
b) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation, i modstrid med ordlyden af artikel 15, stk. 2, i loi sur le crédit à la consommation (ophævet og efterfølgende erstattet af artikel Vll.77, stk. 2, første afsnit, i Code de droit économique), hvori det bestemmes, at kreditgiveren kun kan indgå en kreditaftale, hvis vedkommende i betragtning af de oplysninger, som denne råder over eller bør råde over, navnlig på grundlag af den søgning, der kræves i artikel 9 i loi du 10 août 2001 relative à la Centrale des crédits aux particuliers, og på grundlag af de i artikel 10 nævnte oplysninger, med rimelighed må formode, at forbrugeren vil kunne opfylde de forpligtelser, der følger af aftalen, for så vidt som det følger heraf, at kreditgiveren selv tager stilling til, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit i forbrugerens sted?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler da fortolkes således, at det alligevel forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit i forbrugerens sted?«
18. I den præjudicielle sag ved Domstolen har Belfius Banque i sin egenskab af sagsøgte i hovedsagen, Kongeriget Belgien og Europa-Kommissionen indgivet skriftlige indlæg. Disse procesdeltagere var også repræsenteret i retsmødet den 28. november 2018.
V. Formaliteten vedrørende anmodningen om en præjudiciel afgørelse
19. Henset til de indholdsmæssige krav i henhold til artikel 94 i Domstolens procesreglement rejser den meget kortfattede begrundelse i anmodningen om præjudiciel afgørelse tvivl om muligheden for at antage anmodningen om præjudiciel afgørelse til realitetsbehandling.
20. Ifølge fast praksis kan Domstolen, såfremt den ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål, afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret (15). For at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er det påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål vedrører, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål (16).
21. Det fremgår endvidere af fast praksis, at forelæggelsesafgørelsers oplysninger ikke blot tjener til at sætte Domstolen i stand til at give brugbare svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte mulighed for at afgive udtalelser i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen. Det påhviler Domstolen at drage omsorg for, at denne mulighed sikres, henset til, at det i medfør af denne artikel kun er forelæggelsesafgørelserne, der meddeleles de interesserede parter, ledsaget af en oversættelse til den enkelte medlemsstats officielle sprog, men ikke de nationale sagsakter, som den forelæggende ret eventuelt har fremsendt til Domstolen (17).
22. I det foreliggende tilfælde må det dog fastslås, at den forelæggende ret har begrænset sig til at redegøre meget kortfattet for de faktiske omstændigheder i sagen (18) og at anføre ganske få nationale retsforskrifter. I forelæggelsesafgørelsen er f.eks. kun gengivet de første to stykker i artikel 15 og – i uddrag – artikel 10 i forbrugerkreditloven. Kreditgivers forpligtelser i henhold til disse bestemmelser er nemlig årsagen til den forelæggende rets fortolkningstvivl med hensyn til artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48.
23. Det er i denne forbindelse ikke blevet præciseret, at artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 blev gennemført ordret i belgisk ret, ifølge den belgiske regerings fremstilling i forbrugerkreditlovens artikel 11, stk. 4. Bestemmelserne i den nationale lovgivning om tilknyttede kreditaftaler, formentlig nævnte lovs artikel 19, er ikke anført, selv om sagsøgerens principale påstand i hovedsagen støttes herpå. De retsvirkninger, der er fastsat ved den nationale lovgivning i tilfælde af misligholdelse af forpligtelserne i henhold til artikel 15, stk. 1 og 2, nævnes heller ikke (19). Allerede herved bortfalder imidlertid muligheden for at forstå sammenhængen mellem en eventuel misligholdelse af forpligtelser fra kreditgivers side og sagsøgerens påstande i hovedsagen.
24. Under disse omstændigheder kan man rejse spørgsmålet, om Domstolen råder over tilstrækkelige oplysninger om de faktiske omstændigheder i sagen og de nationale retsforskrifter, der finder anvendelse herpå, til at kunne give en brugbar besvarelse af de spørgsmål, den er blevet forelagt.
25. For præjudicielle anmodninger, der vedrører spørgsmål om EU-retten, gælder der ifølge fast retspraksis ganske vist en formodning for, at de er relevante for afgørelsen (20). Dertil kommer i den foreliggende sag, at den belgiske regering har haft mulighed for at fuldstændiggøre redegørelsen for de relevante bestemmelser i den nationale lovgivning i sit skriftlige indlæg.
26. Ikke desto mindre har den mangelfulde fremstilling af bestemmelserne i national ret og de kortfattede oplysninger om de faktiske omstændigheder uden grund begrænset den mulighed for at afgive skriftlige indlæg, som tilkommer medlemsstaterne i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen. I denne forbindelse skal det lades ude af betragtning, hvorvidt de manglende oplysninger kan suppleres ved parternes eller Domstolens egne undersøgelser. Det må under alle omstændigheder fastslås, at de mangelfulde oplysninger om sagens faktiske omstændigheder og om den lovgivning, der finder anvendelse herpå, gør det betydeligt vanskeligere for Domstolen at give brugbare svar på de præjudicielle spørgsmål.
27. På baggrund af disse betragtninger er jeg af den opfattelse, at den præjudicielle anmodning som helhed ikke opfylder kravene i henhold til artikel 94 i Domstolens procesreglement og bør afvises fra realitetsbehandling.
VI. Indholdsmæssig bedømmelse af de præjudicielle spørgsmål
28. Inden jeg subsidiært vil behandle de præjudicielle spørgsmål, giver den belgiske regerings overvejelser om begrebet »tilknyttet kreditaftale« i dennes skriftlige indlæg indledningsvis anledning til at behandle denne medlemsstats forslag om, at undersøgelsen af de præjudicielle spørgsmål udvides til at omfatte de relevante direktivbestemmelser.
A. Den belgiske regerings forslag om at inddrage direktivbestemmelserne om tilknyttede kreditaftaler i bedømmelsen
29. Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at sagsøgeren i hovedsagen har støttet sin principale påstand på, at overdragelsen af lånebeløbet fandt sted, inden der blev givet meddelelse om levering af den aftalte tjenesteydelse – og dermed i strid med den beskyttende bestemmelse i forbrugerkreditlovens artikel 19. Denne bestemmelse i den nationale lovgivning, som ikke blev gengivet i anmodningen om præjudiciel afgørelse (21), finder anvendelse på tilknyttede kreditaftaler og skal navnlig sikre, at forbrugerens forpligtelser i henhold til kreditaftalen først får virkning fra leveringen af den vare eller tjenesteydelse, der finansieres. Dermed gennemfører denne bestemmelse kravene i henhold til artikel 11 i direktiv 87/102 og nu artikel 15 i direktiv 2008/48.
30. Den forelæggende ret anser imidlertid ikke den beskyttende bestemmelse i forbrugeraftalelovens artikel 19 for anvendelig. Ifølge den forelæggende ret er der ganske vist en tæt sammenhæng mellem den aftale, forbrugeren har indgået med Home Vision, og kreditaftalen. Betingelserne for at anvende den pågældende bestemmelse er imidlertid ikke opfyldt, idet den vare eller tjenesteydelse, der finansieres, for det første ikke er angivet i kreditaftalen, og idet kreditgiveren for det andet ikke betalte kreditbeløbet direkte til sælgeren eller tjenesteyderen.
31. I denne forbindelse har den belgiske regering med rette fremhævet, at kreditgiverens forpligtelse til at angive den transaktion, der finansieres, i kreditaftalen, for så vidt angår tilknyttede kreditaftaler følger af artikel 10, litra e), i direktiv 2008/48 og navnlig medfører, at de beskyttende bestemmelser i artikel 15 i direktiv 2008/48 finder anvendelse (22). Den fortolkning af førnævnte pligt, som den nationale ret implicit har lagt til grund, fratager imidlertid den pågældende forbruger denne beskyttelse, eftersom det ifølge denne fortolkning i sidste ende er op til kreditgiveren at afgøre, om den finansierede transaktion skal angives (23). Hvorvidt dette fortolkningsresultat, henset til en national rets forpligtelse til at foretage en overensstemmende fortolkning (24), er forenelig med det mål, der forfølges med direktiv 2008/48, forekommer i det mindste tvivlsomt.
32. På denne baggrund har den belgiske regering opfordret til, at Domstolen behandler kreditgiverens forpligtelse i henhold til artikel 10, litra e), i direktiv 2008/48 til at angive den transaktion, der finansieres, for at få afklaret forpligtelsens rækkevidde i tilfælde som det i hovedsagen omhandlede.
33. Der foreligger rent faktisk et fortolkningsspørgsmål som følge af, at bestemmelserne i direktiv 2008/48 om de såkaldte »tilknyttede kreditaftaler« er kendetegnet ved en krydshenvisning, der må siges at være uheldig. Mens artikel 3, litra n), i direktiv 2008/48 bl.a. definerer tilknyttede kreditaftaler som aftaler, der indeholder en udtrykkelig angivelse af den specifikke vare eller ydelsen af en specifik tjenesteydelse, bestemmes det i artikel 10, litra e), at forpligtelsen i henhold til denne bestemmelse til at angive den vare eller tjenesteydelse (der finansieres) (kun) gælder, såfremt der er tale om tilknyttede kreditaftaler.
34. Den foreliggende sag er dog næppe egnet til at få afklaret det fortolkningsproblem, der hermed er blevet afdækket. Ganske vist kan Domstolen med henblik på at give den nationale ret, som har forelagt det præjudicielle spørgsmål, et hensigtsmæssigt svar, inddrage EU-regler, som den pågældende ret ikke har henvist til i sine præjudicielle spørgsmål (25). I nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret imidlertid præciseret, at den ikke anser retsforskrifterne om tilknyttede kreditaftaler for relevante for afgørelsen. Inden for rammerne af kompetencefordelingen mellem Domstolen og de nationale retsinstanser skal denne konklusion accepteres, eftersom det under den præjudicielle sag ikke tilkommer Domstolen at præcisere indholdet af de nationale bestemmelser, som finder anvendelse i hovedsagen (26). Selv hvis Domstolen rådede over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af dette fortolkningsspørgsmål, ville dennes svar dermed under alle omstændigheder blive af hypotetisk karakter. En udvidelse af den præjudicielle sag til at omfatte dette spørgsmål, som de andre parter i øvrigt ikke har taget stilling til, må derfor afvises.
B. Det første spørgsmål, litra a)
35. Det første spørgsmål, litra a), vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om formålet med den deri fastsatte forklaringspligt forud for aftaleindgåelsen, nemlig at sikre, at forbrugeren er i stand til »at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation«, er til hinder for en national udformning, hvorefter kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren i de kreditaftaler, som de sædvanligvis tilbyder eller involveres i, skal tilvejebringe den kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål. Spørgsmålet er således, hvorvidt og i hvilket omfang den forpligtelse til at forklare de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der skal gives i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/48, der er fastsat ved dette direktivs artikel 5, stk. 6, kan udvides ved forskrifter i den nationale lovgivning, således at forpligtelsen skal omfatte en individuel rådgivning af forbrugeren fra kreditgiverens side under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation og det konkrete kreditformål.
36. Dette spørgsmål skal efterfølgende undersøges i lyset af den pågældende direktivbestemmelses formål, dens tilblivelseshistorie samt andre overvejelser vedrørende den tilsigtede harmonisering.
1. Formålet med forklaringspligten i henhold til artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48
37. Ifølge dens ordlyd fastsætter artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 en forpligtelse til at forklare de oplysninger, der skal gives i henhold til samme artikels stk. 1, samt de foreslåede produkters vigtigste karakteristika og konsekvenserne heraf, herunder i tilfælde af en betalingsmisligholdelse. Sådanne forklaringer, som både kreditgiveren og kreditformidleren er forpligtet til at give, skal gøre det muligt for forbrugeren »at vurdere, om den [påtænkte] kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation«.
38. Det fremgår for det første af denne ordlyd, at det som udgangspunkt er forbrugerens opgave at vurdere, hvilken aftale der passer bedst til vedkommendes behov og finansielle situation. I overensstemmelse hermed har Domstolen tidligere fastslået, at det tilkommer forbrugeren på grundlag af de meddelte oplysninger at tage stilling til, om han ønsker at lade sig binde af de vilkår, som den erhvervsdrivende forinden har udarbejdet (27). Dette bekræftes også af henvisningen til »forskellige tilbud« og forbrugerens »informere[de] beslutning« om indgåelsen af en kreditaftale i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/48.
39. Samtidig er det dog tydeligt, at det kun er fremsendelse af oplysninger og forklaring forud for aftaleindgåelsen af disse med hensyn til produkter, der er i overensstemmelse med forbrugerens finansielle situation og det konkrete kreditformål, der kan udgøre en fornuftig og hensigtsmæssig forbrugeroplysning. I denne retning anførte Domstolen i dommen i sagen CA Consumer Finance (28), at »forbrugeren på trods af de oplysninger, der i medfør af dette direktivs artikel 5, stk. 1, skal gives forud for aftaleindgåelsen, muligvis har behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale der er mest hensigtsmæssig i forhold til vedkommendes behov og finansielle situation«.
40. Den belgiske regering har i denne forbindelse med rette påpeget, at en individuel rådgivning af forbrugeren, som den f.eks. er fastsat i den omhandlede bestemmelse i national ret, ikke berører forbrugerens frie valg og under alle omstændigheder ikke fritager vedkommende fra sit ansvar for at varetage sine egne interesser. Det er navnlig op til forbrugeren, hvorvidt vedkommende vil følge kreditgiverens eller kreditformidlerens råd. Forbrugeren kan i givet fald også frit beslutte sig for et produkt fra en anden udbyder.
41. Den omhandlede forpligtelse for kreditgiveren i medfør af forbrugerkreditlovens artikel 15, stk. 1, kan derfor uden tvivl bidrage til at nå det mål, der forfølges med direktiv 2008/48, om at sikre, at forbrugerne »nyder samme høje grad af beskyttelse af deres interesser« (29). En sådan forpligtelse sikrer nemlig, at forbrugeren kan vælge mellem de kredittyper og -beløb, som er mest velegnede, henset til vedkommendes finansielle forhold. Denne vurdering kommer også til udtryk i Domstolens praksis, hvorefter forpligtelsen til at give en fyldestgørende forklaring har til formål at gøre det muligt for forbrugeren at indgå en låneaftale på et velinformeret grundlag (30).
42. Det skal imidlertid fremhæves, at den tanke, at foranstaltninger til forbrugeroplysning ikke udelukkende tager sigte på beskyttelsen af forbrugerne, ligger til grund for direktiv 2008/48 samt for flere andre sekundærretlige instrumenter, der var blevet vedtaget tidligere med henblik på at fuldføre det indre marked, som f.eks. forgængerbestemmelsen i direktiv 87/102.
43. Direktiv 2008/48 blev f.eks. støttet på artikel 95 EF (nu artikel 114 TEUF), sammenholdt med artikel 251 EF. Dette viser klart, at direktiv 2008/48 har til formål at forene sikringen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau med hensynene til et velfungerende indre marked gennem harmonisering af retsforskrifterne på de områder, der specifikt er omfattet af direktivet. Det var EU-lovgivers tanke, at konkurrencen skulle styrkes, ved at de informerede forbrugere gives mulighed for at vælge mellem forskellige produkter (31).
44. Selv om en individuel rådgivning af forbrugeren, der går videre end forklaringerne af oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, ikke synes at modvirke denne målsætning, viser en sammenligning med andre sekundærretlige instrumenter til regulering af udbud af finansielle tjenesteydelser ikke desto mindre, at EU-lovgiver sondrer mellem fremsendelse af oplysninger og forklaringer heraf forud for aftaleindgåelsen på den ene side og en individuel rådgivning på den anden side. Direktiv 2014/17/EU (32) fastsætter f.eks. også krav til oplysninger og praksis forud for indgåelsen af kreditaftalen, men sondrer i denne forbindelse skarpere mellem de adressater, over for hvem disse krav gælder (33), og indeholder i en særskilt artikel en forklaringspligt svarende til artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48. Rådgivningstjenester er derimod genstand for en særskilt bestemmelse (34). Inden for et andet forretningsområde opføres »investeringsrådgivning« som reguleret aktivitet i forbindelse med bestemmelserne om investorbeskyttelse i det såkaldte MiFID2-direktiv (35). En tilsvarende tilgang ligger til grund for det såkaldte IDD-direktiv (36), hvor rådgivningen (37) ligeledes anses for en af forsikringsdistributørens regulerede aktiviteter. Dette forekommer hensigtsmæssigt, for så vidt som en forpligtelse til individuel rådgivning af forbrugeren, investoren eller forsikringstageren bør tage udgangspunkt i de særlige forhold vedrørende retsstillingen for den adressat, som forpligtelsen vedrører. Forklaringspligten i henhold til artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 henvender sig derimod uden forskel til kreditgivere og kreditformidlere.
45. Som foreløbig konklusion kan det derfor fastslås, at en pligt til individuel rådgivning af forbrugeren som den omhandlede bidrager til at informere forbrugeren forud for aftaleindgåelsen uden at fratage vedkommende muligheden for at vælge mellem forskellige kreditprodukter, hvorfor den ikke strider mod den væsentlige målsætning med artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48.
2. Tilblivelseshistorien bag forklaringspligten i henhold til artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48
46. Tilblivelseshistorien bag artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 belyser den tætte sammenhæng mellem rådgivningspligt og andre oplysnings- og forklaringsforpligtelser forud for aftaleindgåelsen.
47. I det første direktivforslag (38) var det i stk. 3 i artikel 6 med overskriften »gensidig, forudgående orientering og rådgivningspligt« fastsat, at »[k]reditgiveren og i givet fald kreditformidleren […] blandt de kreditaftaler, de tilbyder, eller som de sædvanligvis beskæftiger sig med, [finder] frem til den form og det samlede kreditbeløb, som er bedst afpasset forbrugerens økonomiske situation, og tager hensyn til fordele og ulemper ved det tilbudte produkt og formålet med kreditten«.
48. Først i det ændrede direktivforslag fra 2005 (39) blev denne formulering – og dermed i sidste ende også en konkret rådgivningspligt for henholdsvis kreditgiver og kreditformidler – opgivet. Den nugældende affattelse af artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 svarer i det væsentlige til ordlyden af den omarbejdede artikel 5, stk. 6, i det ændrede forslag, der trådte i stedet for artikel 6, stk. 3, i det oprindelige forslag.
49. Kommissionen begrundede denne ændring som følger: »Begrebet rådgivningspligt blev ændret. På trods af flere anmodninger fra bankindustrien holder Kommissionen fast ved, at kreditgiver ikke blot skal opfylde informationskravene forud for kontraktindgåelse, men bør give yderligere forklaringer, således at forbrugeren kan træffe en velinformeret beslutning. Men efter anmodning fra banksektoren og visse medlemsstater fremhæves det, at forbrugeren altid er ansvarlig for sin endelige beslutning om at indgå en kreditaftale. Derfor beskrives henvisningen til rådgivning som en pligt til at sætte forbrugeren i stand til at vurdere fordele og ulemper ved en given kredit. Endvidere har medlemsstaterne fået et større spillerum, når det drejer sig om at tilpasse deres gennemførelseslovgivning til markedssituationen (40).«
50. Det følger derfor af tilblivelseshistorien bag artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48, at den forklaringspligt, der nu er fastsat i bestemmelsen, skal opfattes som en variant af en rådgivningspligt for henholdsvis kreditgiver og kreditformidler.
51. Det skal derfor undersøges, hvilke konklusioner der bør drages på grundlag af dette resultat, henset til den harmonisering, som tilsigtes med direktiv 2008/48.
3. Den tilsigtede harmonisering
52. I så henseende præciserede Domstolen allerede i dommen i sagen SC Volksbank România (41), at det følger af artikel 22, stk. 1, i direktiv 2008/48, fortolket i lyset af niende og tiende betragtning hertil, at hvad angår kreditaftaler, som er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, foreskriver direktivet en fuldstændig harmonisering. Derudover fastslog Domstolen med henvisning til overskriften til artikel 22, at denne harmonisering ikke kan fraviges. Dette betyder, at medlemsstaterne på de områder, som specifikt er omfattet af denne harmonisering (42), ikke kan bibeholde eller indføre andre bestemmelser på nationalt plan end dem, der er fastsat i dette direktiv.
53. Eftersom det i hovedsagen er ubestridt, at den omtvistede kreditaftale er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48, afhænger vurderingen af en pligt som den omhandlede i overensstemmelse hermed indledningsvis af, hvorvidt den pligt, der påhviler henholdsvis kreditgiver og kreditformidler i henhold til national ret, skal henregnes til et område, der specifikt er omfattet af den med direktiv 2008/48 tilsigtede harmonisering.
54. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at tage udgangspunkt i det normative indhold af direktiv 2008/48. En sammenligning med andre direktiver, der ligeledes tager sigte på en fuldstændig harmonisering inden for de områder, som de dækker (43), siger nemlig ikke noget om de områder, der er omfattet af den harmonisering, som tilsigtes med et bestemt direktiv (44). Først og fremmest afhænger det dog af det enkelte direktiv, hvorvidt medlemsstaterne indrømmes et spillerum på de områder, der specifikt er omfattet af harmoniseringen – gennem anvendelse af valgmuligheder og undtagelser eller gennem bestemmelser om særlige beføjelser som den i artikel 5, stk. 6, andet punktum, i direktiv 2008/48 (45). I denne forbindelse skal det i øvrigt også tages i betragtning, at sådanne spillerum, som i sidste ende tager hensyn til grænserne for Unionens lovgivningskompetence i henhold til artikel 114 TEUF, er forbundet med en fortsat opsplitning, der imidlertid netop strider mod det pågældende direktivs målsætning (46).
55. Disse spillerum varierer også på de forskellige områder, der er omfattet af den harmonisering, som tilsigtes med det enkelte direktiv. Det afgørende er i så henseende den pågældende direktivbestemmelse.
56. Artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 regulerer ifølge dens ordlyd en »forklaringspligt« med hensyn til de oplysninger, der i henhold til selvsamme artikel skal gives forud for aftaleindgåelsen. Den omhandlede bestemmelse i national ret supplerer forklaringspligten i forbrugerkreditlovens artikel 11, stk. 4, der er fastsat med henblik på gennemførelse af artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48, med en pligt for kreditgiver, der næsten ordret svarer til rådgivningspligten i det oprindelige direktivforslags artikel 6, stk. 3. Det fremgår imidlertid af tilblivelseshistorien bag artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 (47), at EU-lovgiver bevidst har undladt at indføre en sådan pligt og i stedet har fastsat en forklaringspligt. Dermed står det i al fald klart, at den omhandlede bestemmelse i national ret hører ind under et område, der specifikt er omfattet af den med direktiv 2008/48 tilsigtede harmonisering.
57. Det skal herefter afklares, om den omhandlede bestemmelse i national ret er omfattet af forbuddet i henhold til artikel 22, stk. 1, i direktiv 2008/48. Det afgørende er, hvorvidt den indeholder bestemmelser, der fraviger artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48.
58. Den omhandlede bestemmelse i national ret fastsætter ganske vist en pligt for kreditgiveren, der går videre end kravene i henhold til artikel 5, stk. 6, første punktum, i direktiv 2008/48. Andet punktum i denne direktivbestemmelse giver imidlertid medlemsstaterne et vist spillerum, hvorved en fuldstændig harmonisering opretholdes som udgangspunkt (48), idet den udtrykkeligt giver medlemsstaterne lov til at bestemme, »hvilken form og hvilket omfang denne bistand skal have, samt hvem der skal yde den, ud fra de særlige omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilbydes, hvem den tilbydes, og den særlige type kredit, der tilbydes«.
59. I forbindelse med opfyldelsen af den omhandlede pligt i henhold til forbrugerkreditlovens artikel 15, stk. 1, skal kreditgiveren ifølge bestemmelsens ordlyd tage hensyn til forbrugerens finansielle situation og formålet med kreditten. Dermed tager kreditgiverens pligt behørigt hensyn til de særlige forhold hos den person, som kreditaftalen tilbydes, og den type kredit, der tilbydes. Som allerede nævnt (49) gælder denne pligt dog uden forskel for kreditgivere og kreditformidlere, selv om omfanget af den rådgivning, som disse forskellige erhvervsdrivende kan tilbyde, nødvendigvis må være forskelligt på grund af forskellene i deres position. Dermed mangler den omhandlede pligt i den nationale lovgivers udformning en sondring på grundlag af adressaten for forpligtelsen. Dette synes dog at være uproblematisk, for så vidt som artikel 5, stk. 6, andet punktum, i direktiv 2008/48 giver medlemsstaterne et spillerum uden at forpligte dem til at gøre brug af dette.
60. I denne forbindelse skal det også tages i betragtning, at medlemsstaterne ifølge 26. betragtning »bør træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at fremme en ansvarlig praksis i alle faser af kreditforholdet under hensyntagen til de specifikke træk, der kendetegner deres kreditmarked« (50). Kreditgiverens omhandlede pligt i henhold til forbrugerkreditlovens artikel 15, stk. 1, udgør utvivlsomt en sådan national foranstaltning til fremme af en ansvarlig praksis i alle faser af kreditforholdet.
61. Herefter kommer jeg til det resultat, at artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 ikke er til hinder for en bestemmelse i national ret som forbrugerkreditlovens artikel 15, stk. 1, hvorefter kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de sædvanligvis tilbyder eller involveres i, forpligtes til at tilvejebringe den kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål.
C. Det første spørgsmål, litra b)
62. Med sit andet delspørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den holdning, der kommer til udtryk i artikel 5, stk. 6, i direktiv 208/48, hvorefter det er forbrugerens opgave at vurdere, hvilken aftale der passer bedst til vedkommendes behov og finansielle situation, er til hinder for en bestemmelse i national ret som den belgiske forbrugerkreditlovs artikel 15, stk. 2, hvorefter kreditgiveren skal afstå fra at indgå en aftale, såfremt der i betragtning af de oplysninger, som denne råder over eller bør råde over, foreligger rimelig tvivl om forbrugerens fremtidige betalingsevne.
63. Indledningsvis skal sammenhængen mellem dette spørgsmål og den obligatoriske vurdering af forbrugerens kreditværdighed i henhold til artikel 8 i direktiv 2008/48 imidlertid afklares.
1. Spørgsmålets genstand
64. Det første præjudicielle spørgsmål, litra b), henviser udelukkende til artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48. Det bemærkes imidlertid, at denne forskrifts genstand ifølge dens ordlyd og normative sammenhæng (51) er praksis forud for indgåelsen af kreditaftalen. Anvendelsesområdet for denne forskrift omfatter eksempelvis ikke spørgsmål om aftaleindgåelsen, såsom det omhandlede spørgsmål om, hvorvidt det i givet fald er obligatorisk at tage hensyn til et eventuelt kendskab til forbrugerens fremtidige betalingsevne ved aftalens indgåelse, således som det åbenbart er fastsat i forbrugerkreditlovens artikel 15, stk. 2.
65. Uanset dette er det Domstolens opgave at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt anser Domstolen sig for forpligtet til i givet fald efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges, og kan i denne forbindelse inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål (52).
66. Den belgiske regering og Kommissionen har i deres skriftlige indlæg henvist til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 og den deri fastsatte forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed forud for aftaleindgåelsen. Hvorvidt og i hvilket omfang denne forpligtelse forud for aftaleindgåelsen kan have indflydelse på aftaleindgåelsen, skal således undersøges på grundlag af denne direktivbestemmelse.
2. Den systematiske placering af og formålet med den obligatoriske vurdering af forbrugerens kreditværdighed
67. Som den belgiske regering og Kommissionen med rette har fremhævet, tager kreditgiverens forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed før indgåelsen af kreditaftalen sigte på at sikre, at der udvises ansvarsbevidsthed i forbindelse med långivning, og at der ikke gives lån til forbrugere, der ikke er betalingsdygtige (53).
68. Artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 indeholder imidlertid ingen udtrykkelig bestemmelse om, hvordan kreditgiveren skal forholde sig, hvis der i forbindelse med vurderingen af forbrugerens kreditværdighed opstår rimelig tvivl om forbrugerens fremtidige evne til vedvarende at opfylde forpligtelserne på grundlag af den påtænkte kreditaftale, eller hvis en sådan tvivl burde være opstået.
69. Domstolen har allerede fastslået, at det i henhold til artikel 23 i direktiv 2008/48 tilkommer medlemsstaterne at fastsætte den sanktionsordning, som også finder anvendelse i tilfælde af tilsidesættelse af de nationale bestemmelser om efterprøvning af låntagers kreditværdighed inden indgåelsen af en kontrakt, som er vedtaget i medfør af direktivets artikel 8 (54). I henhold til artikel 23, andet punktum, i direktiv 2008/48 bør sådanne sanktioner være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Kreditgiverens forpligtelse til at afstå fra at indgå en aftale, såfremt der foreligger rimelig tvivl om forbrugerens fremtidige betalingsevne, er imidlertid ikke en sådan sanktion. Den omhandlede bestemmelse i national ret tager derimod udgangspunkt i den obligatoriske vurdering af forbrugerens kreditværdighed i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48.
70. Den – målrettede – fuldstændige harmonisering, som direktiv 2008/48 tilsigter, er dog efter min opfattelse ikke til hinder for en sådan forpligtelse for kreditgiveren, eftersom den omhandlede forpligtelse ikke bør henregnes til de områder, der specifikt er omfattet af harmoniseringen.
71. Bemærkningerne vedrørende det første spørgsmål, litra a), har allerede vist, at det ikke er uproblematisk at foretage en klar afgrænsning mellem de områder, der specifikt er omfattet af harmoniseringen, og andre områder, hvor medlemsstaterne beholder deres lovgivningskompetence. Med hensyn til den omhandlede forpligtelse for kreditgiveren skal det dog bemærkes, at direktiv 2008/48 ikke indeholder nogen sammenhængende ordning f.eks. vedrørende indgåelsen af aftaler. I så henseende kommer de nationale retsforskrifter til anvendelse.
72. I denne forbindelse bliver det klart, at den forestilling om en myndig, velinformeret forbruger, der på grundlag af modtagne oplysninger, eventuelt suppleret med en fyldestgørende forklaring, kan beslutte sig for eller imod en aftalemæssig binding (55), som ligger til grund for direktiv 2008/48, ikke berører den beføjelse, der som udtryk for aftalefriheden tilkommer kreditgiveren, til i givet fald at afstå fra at indgå en kreditaftale – eventuelt med brug af dennes kreditpolitik.
73. Afslag på en anmodning om kredit er f.eks. forudsat i artikel 9, stk. 2, i direktiv 2008/48, sammenholdt med 29. betragtning hertil, idet denne bestemmelse i et sådant tilfælde pålægger kreditgiveren en særlig underretningspligt. Direktiv 2008/48 indeholder imidlertid ingen yderligere krav vedrørende et sådant afslag på en anmodning om kredit.
74. Lidet overbevisende er i denne sammenhæng Belfius Banques argumentation, hvorefter en negativ vurdering af kreditværdigheden som led i den obligatoriske vurdering i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 alene kan føre til, at forbrugeren i overensstemmelse med artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 skal advares mod en kreditoptagelse. Direktivernes bestemmelser skal ganske vist i væsentligt omfang sikre, at forbrugeren kan træffe beslutning om indgåelsen af en aftale »på et kvalificeret grundlag« (56). Det fremgår imidlertid netop klart af artikel 9 i direktiv 2008/48, at der kan gives afslag på forbrugerens anmodning om kredit »på grundlag af søgning i en database«, der er blevet anvendt »til at vurdere forbrugeres kreditværdighed«.
75. Endelig skal det således afklares, om bestemmelser i national ret under visse omstændigheder kan forpligte kreditgiveren til at afslå anmodninger om kredit eller i al fald at afstå fra at indgå en aftale.
76. Kreditgiverens forpligtelse til at afstå fra at indgå en aftale, hvis der foreligger rimelig tvivl om forbrugerens fremtidige betalingsevne, således som den f.eks. er fastsat ved den omhandlede bestemmelse i forbrugerkreditlovens artikel 15, stk. 2, er i overensstemmelse med målsætningen med artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 om at sikre en effektiv beskyttelse af forbrugerne mod uansvarlig kreditgivning, som overstiger deres finansielle formåen og kan føre til, at de ikke kan opfylde deres forpligtelser.
77. Kommissionen har ikke med urette anført, at forpligtelsen i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 ville blive virkningsløs, såfremt kreditgiveren også i tilfælde af en negativ vurdering frit kunne vælge at indgå aftalen. I så henseende skal man efter min opfattelse også være opmærksom på samordningen af forbrugerbeskyttelsesregler og tilsynsretlige regler, idet en rimelig kreditrisikostyring er et af de væsentligste formål med tilsynet (57). En ansvarlig kreditgivning yder et væsentligt bidrag hertil.
78. Denne analyse bekræftes af en sammenligning med de tilsvarende krav vedrørende forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i direktiv 2014/17 (58). Dette direktivs artikel 18, stk. 5, litra a), forpligter navnlig medlemsstaterne til at sikre, at »kreditgiver kun yder forbrugeren kredit, hvis resultatet af vurderingen af kreditværdigheden viser, at forpligtelserne som følge af kreditaftalen sandsynligvis kan opfyldes på den måde, der kræves i henhold til denne aftale«.
79. På denne baggrund foreslår jeg Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål, litra b), således, at hverken artikel 5, stk. 6, eller artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 er til hinder for en national retsforskrift som den omhandlede, hvorefter kreditgiveren kun kan indgå en kreditaftale, hvis vedkommende i betragtning af de oplysninger, som denne råder over eller bør råde over, med rimelighed må formode, at forbrugeren vil kunne opfylde de forpligtelser, der følger af aftalen.
D. Det andet spørgsmål
80. Med det andet spørgsmål, der ikke henviser til en konkret direktivbestemmelse, skal Domstolen, såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, afklare, hvorvidt direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at det alligevel forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit i forbrugerens sted.
81. Hvorvidt dette spørgsmål er relevant for afgørelsen, kan i sidste ende lades ubesvaret, eftersom svaret på dette spørgsmål allerede fremgår af mine betragtninger vedrørende det første præjudicielle spørgsmåls to delspørgsmål. Det fremgår nemlig af disse betragtninger, at direktiv 2008/48 ikke kan fortolkes således, at det alligevel forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit i forbrugerens sted.
82. For det første har undersøgelsen af det første delspørgsmål vist, at artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 ikke er til hinder for en national retsforskrift, der forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at tilvejebringe den kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål. Den omhandlede bestemmelse tager nemlig behørigt hensyn til målsætningen med artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48, dvs. at sikre, at forbrugeren kan træffe afgørelse om indgåelse af aftalen på et kvalificeret grundlag, uden at grænserne for det spillerum, der er givet ved denne bestemmelses andet punktum, overtrædes.
83. For det andet har undersøgelsen af det andet delspørgsmål vist, at hverken artikel 5, stk. 6, eller artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 er til hinder for en national retsforskrift, der forpligter kreditgiveren til at afstå fra at indgå en aftale, hvis resultatet af vurderingen af forbrugerens kreditværdighed er negativt. En sådan forpligtelse, der er begrænset til en særlig situation, kan under alle omstændigheder ikke sidestilles med en generel forpligtelse til i forbrugerens sted systematisk at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit.
84. Derfor er det ufornødent at foretage en særskilt prøvelse af det andet spørgsmål.
VII. Forslag til afgørelse
85. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at afvise anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Justice de Paix du canton de Visé (fredsdommeren i kantonen Visé, Belgien) fra realitetsbehandling.
86. Subsidiært, såfremt Domstolen vælger ikke at følge dette forslag, foreslår jeg, at det første spørgsmål besvares som følger:
»1) Artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48 er ikke er til hinder for en national retsforskrift som artikel 15, stk. 1, i den belgiske forbrugerkreditlov, hvorefter kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de sædvanligvis tilbyder eller involveres i, er forpligtet til at tilvejebringe den kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål.
2) Hverken artikel 5, stk. 6, eller artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 er til hinder for en national retsforskrift som artikel 15, stk. 1, i den belgiske forbrugerkreditlov, hvorefter kreditgiveren kun kan indgå en kreditaftale, hvis vedkommende i betragtning af de oplysninger, som denne råder over eller bør råde over, med rimelighed må formode, at forbrugeren vil kunne opfylde de forpligtelser, der følger af aftalen.«