Language of document :

Sag anlagt den 11. juni 2007 - Joseph mod Kommissionen

(Sag F-54/07)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Anne Joseph (Damaskus, Syrien) (ved avocat N. Lhoëst)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Sagsøgerens ansættelseskontrakt af 20. juli 2006 annulleres, for så vidt som dens varighed er fastsat til 15 måneder fra den 16. oktober 2006 med udløb den 15. januar 2008.

Om fornødent annulleres Kommissionens udtrykkelige afgørelse af 13. februar 2007 om ikke at give sagsøgeren medhold i den klage, som hun i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, indgav den 20. oktober 2006.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af sin kontrakt om ansættelse som kontraktansat i henhold til artikel 3a i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i fællesskaberne (AØA), eftersom kontraktens varighed ikke er fastsat til tre år, men til 15 måneder i henhold til dels Kommissionens beslutning af 28. april 2004 vedrørende den maksimale periode for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene, dels artikel 12 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende de procedurer, der regulerer ansættelse og beskæftigelse af kontraktansatte i Kommissionen (AGB).

Ifølge sagsøgeren er afgørelsen af 28. april 2004, navnlig dens artikel 3, retsstridig, for så vidt som den er i strid med artikel 85, stk. 1, første afsnit, i AØA. Beslutningen finder i medfør af dens artikel 1, stk. 2, under ingen omstændigheder anvendelse i denne sag, eftersom sagsøgeren var beskæftiget med væsentlige opgaver.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at AGB er retsstridig, navnlig bestemmelsernes artikel 12, idet de er i strid med artikel 85, stk. 1, i AØA. Kommissionen har under alle omstændigheder tilsidesat artikel 12, stk. 1a og 1b, i AGB, der ved beregningen af den maksimale ansættelsesperiode for en kontraktansat ikke tillader at sammenlægge varigheden af en kontrakt i henhold til artikel 3b i AØA med varigheden af en kontrakt i henhold til artikel 3a i AØA.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at der er sket tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om god forvaltningsskik og tjenestens interesse.

____________