PERSONALERETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)

31. marts 2011

Sag F-10/10

André Hecq

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – godtgørelse af udgifter til lægebehandling med 100% – stiltiende afslag – ingen afgørelse om anerkendelse af lidelsens erhvervsmæssige oprindelse – administrationens bundne kompetence – afgørelse om afslag på klagen – afgørelse, der ikke blot er af bekræftende karakter – ingen klage – afvisning«

Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorved André Hecq har nedlagt påstand dels om annullation af Kommissionens stiltiende afgørelse af 7. april 2009 om at afslå hans ansøgning af 7. december 2008 om godtgørelse af forskellige udgifter til lægebehandling med 100%, dels »om fornødent« om annullation af afgørelsen af 20. oktober 2009 om afslag på hans klage.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. André Hecq betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – stiltiende afslag på en ansøgning – formaliteten – senere afventende svar fra administrationen med oplysning til den pågældende om, at behandlingen af hans ansøgning vil blive udsat – ingen indvirkning på, at der er tale om en akt, der indeholder et klagepunkt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – ydelser – 100% godtgørelse – betingelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73, stk. 3)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – afslag på en klage – rent afslag – bekræftende akt – afvisning – undtagelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – tilbagekaldelse af den anfægtede afgørelse og vedtagelse af en ny afgørelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Vedtægtens artikel 90, stk. 1, er ufravigelig og kan ikke undergives parternes rådighed. Bestemmelsen har til formål at beskytte tjenestemanden mod administrationens eventuelle passivitet, idet det undgås, at den pågældende efterlades uden en bebyrdende akt, hvis lovlighed han kan anfægte.

Den omstændighed, at administrationen efter et stiltiende afslag på en tjenestemands ansøgning giver den pågældende meddelelse om, at ansøgningen vil blive behandlet efterfølgende, kan følgelig ikke rejse tvivl om, at der foreligger en sådan afgørelse. Det følger heraf, at de påstande, der er rettet mod det stiltiende afslag, kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 50-52)

2.      En afgørelse om godtgørelse af ydelser med 100% med hjemmel i vedtægtens artikel 73, stk. 3, forudsætter nødvendigvis, at der foreligger en afgørelse, hvorved den erhvervsmæssige oprindelse af den sygdom, hvis behandling har nødvendiggjort de omtvistede ydelser, er blevet anerkendt, idet sidstnævnte afgørelse først kan træffes efter afslutningen af den procedure, der er fastsat i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ved Unionen. Med andre ord – når der ikke foreligger en afgørelse om anerkendelse af den erhvervsmæssige oprindelse af en lidelse, vedtaget i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat ved den fælles ordning – kan den myndighed, der har kompetence til at anvende vedtægtens artikel 73, stk. 3, kun afslå en ansøgning om godtgørelse med 100% af ydelser, der er gjort brug af i forbindelse med behandlingen af den pågældende lidelse.

(jf. præmis 53)

3.      Annullationspåstande, der formelt er rettet mod afslaget på en klage, har i princippet intet selvstændigt indhold, og de bevirker, at den bebyrdende akt, som der er klaget over, undergives Personalerettens prøvelse. En afgørelse om at meddele afslag på en klage, hvad enten den er stiltiende eller udtrykkelig, bekræfter nemlig blot – såfremt det er en ren afvisning – den akt eller den undladelse, som den klagende klager over, og er isoleret set ikke en anfægtelig akt.

En afgørelse kan ikke anses for en bebyrdende afgørelse, når den er af rent bekræftende art, hvilket er tilfældet for en afgørelse, der ikke indeholder nogen ny omstændighed i forhold til en tidligere bebyrdende afgørelse, og som dermed ikke er trådt i stedet for denne.

Et udtrykkeligt afslag på en klage kan, henset til dets indhold, ikke desto mindre være af en sådan art, at det ikke udgør en ren bekræftelse af den akt, der anfægtes i klagen. Dette er tilfældet, når afslaget på klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når det ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afslaget på klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en bebyrdende retsakt, som erstatter den anfægtede retsakt. Under sådanne omstændigheder er det ikke nødvendigt, at den pågældende indgiver en ny klage over den ændrede afgørelse, der er indeholdt i afslaget på klagen.

(jf. præmis 60-63)

Henvisning til:

Domstolen: 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, præmis 9; 10. december 1980, sag 23/80, Grasselli mod Kommissionen, præmis 18; 16. juni 1988, sag 371/87, Progoulis mod Kommissionen, præmis 17; 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 8

Retten: 27. juni 2000, sag T-608/97, Plug mod Kommissionen, præmis 23; 12. december 2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, præmis 34 og 35; 2. marts 2004, sag T-14/03, Di Marzio mod Kommissionen, præmis 54; 10. juni 2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, præmis 30-32; 14. oktober 2004, sag T-389/02, Sandini mod Domstolen, præmis 49; 7. juni 2005, sag T-375/02, Cavallaro mod Kommissionen, præmis 63-66

Personaleretten: 9. september 2008, sag F-18/08, Ritto mod Kommissionen, præmis 17; 10. november 2009, sag F-93/08, N mod Parlamentet, præmis 41

4.      Formålet med den administrative procedure ville blive tilsidesat, hvis Personaleretten antog påstande rettet direkte mod administrationens første stillingtagen før indgivelse af en klage, til realitetsbehandling. En procedure, der forløber på denne måde, gør det nemlig ikke muligt for administrationen at foretage en fornyet undersøgelse af sin afgørelse vedrørende tjenestemandens ansøgning og i givet fald at ændre denne afgørelse, hvilket er et krav, henset til formålet med den administrative procedure.

Når administrationen som følge af en klage indgivet i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, tilbagekalder den anfægtede afgørelse og træffer en ny afgørelse, fjernes den oprindeligt anfægtede akt med tilbagevirkende kraft fra retsordenen, og den berørte må, såfremt han er af den opfattelse, at den nye afgørelse ikke giver ham fuldt medhold, indgive en ny klage over denne afgørelse, inden han indbringer den for Personaleretten.

(jf. præmis 73 og 76)

Henvisning til:

Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis; 7. juli 2010, forenede sager F-116/07, F-13/08 og F-31/08, Tomas mod Parlamentet, præmis 63-66