DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
17. november 2011 (*)
»Direktiv 80/987/EØF – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – insolvensydelse – udbetaling underlagt en forpligtelse til at lade sig registrere som arbejdssøgende«
I sag C-435/10,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) ved afgørelse af 8. september 2010, indgået til Domstolen den 13. september 2010, i sagen
J.C. van Ardennen
mod
Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, og dommerne A. Prechal, K. Schiemann (refererende dommer), L. Bay Larsen og E. Jarašiūnas,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. september 2011,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen ved M. Mollee, som befuldmægtiget
– den nederlandske regering ved C. Wissels og M. Noort, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved J. Enegren og F. Wilman, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, 5 og 10 i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/74/EF af 23. september 2002 (EFT L 270, s. 10, herefter »direktiv 80/987«).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem J.C. van Ardennen og Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut Werknemersverzekeringen (bestyrelsen for instituttet for forsikringsordninger for arbejdstagere, herefter »UWV«) vedrørende sidstnævntes afslag på at betale hele insolvensydelsen med den begrundelse, at den pågældende ikke inden for den gældende frist har ladet sig registrere som arbejdssøgende hos Centrale organisatie voor Werk en Inkomen (den centrale organisation for beskæftigelse og indkomst, herefter »CWI«).
Retsforskrifter
EU-retlige forskrifter
3 I artikel 3 i direktiv 80/987 bestemmes:
»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, herunder fratrædelsesgodtgørelse ved ansættelsesforholds ophør, hvor der er hjemmel herfor i national ret, jf. dog artikel 4.
De tilgodehavender, garantiinstitutionen dækker, er ikke-udbetalt løn, der er optjent i en periode, der ligger inden og/eller eventuelt efter en dato, som medlemsstaterne har fastsat.«
4 Dette direktivs artikel 4 bestemmer:
»1. Medlemsstaterne kan begrænse den i artikel 3 omhandlede betalingspligt for garantiinstitutionerne.
2. Såfremt medlemsstaterne gør brug af den i stk. 1 omhandlede mulighed, fastsætter de den periode, for hvilken garantiinstitutionen dækker tilgodehavender. Dette tidsrum kan dog ikke være kortere end en periode, der omfatter lønnen for de seneste tre måneder af det ansættelsesforhold, der ligger inden og/eller efter den i artikel 3 omhandlede dato. Medlemsstaterne kan indregne denne minimumsperiode på tre måneder i en referenceperiode, der ikke kan være kortere end seks måneder.
Medlemsstater, der fastsætter en referenceperiode på mindst 18 måneder, kan begrænse den periode, for hvilken garantiinstitutionen dækker tilgodehavender, til otte uger. I så fald lægges de perioder, der er mest favorable for arbejdstagerne, til grund for beregningen af minimumsperioden.
3. Medlemsstaterne kan endvidere fastsætte lofter over garantiinstitutionens betalinger. Disse lofter skal mindst være på et socialt niveau, der er forenelig med dette direktivs sociale målsætning.
Såfremt medlemsstaterne gør brug af denne mulighed, skal de underrette Kommissionen om fremgangsmåderne ved fastsættelse af loftet.«
5 Nævnte direktivs artikel 5 fastsætter:
»Medlemsstaterne fastsætter de nærmere bestemmelser vedrørende garantiinstitutionernes opbygning, finansiering og virksomhed, navnlig under iagttagelse af følgende principper:
a) institutionernes aktiver skal være uafhængige af arbejdsgivernes driftskapital og foreligge på en sådan måde, at der ikke kan gøres udlæg under en procedure i tilfælde af insolvens
b) arbejdsgiverne skal bidrage til finansieringen, medmindre denne sikres fuldstændigt af offentlige myndigheder
c) institutionernes betalingspligt består uanset om forpligtelserne til at bidrage til finansieringen er opfyldt.«
6 Artikel 10 i direktiv 80/987 bestemmer:
»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for:
a) at træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå misbrug
b) at afvise eller begrænse den i artikel 3 omhandlede betalingspligt eller den i artikel 7 omhandlede garantipligt, såfremt det viser sig, at opfyldelse af pligten ikke er rimelig på grund af særlige forbindelser mellem arbejdstager og arbejdsgiver og af sammenfaldende interesser, der medfører en stiltiende aftale mellem disse
c) at afvise eller begrænse den i artikel 3 omhandlede betalingspligt eller den i artikel 7 omhandlede garantipligt, såfremt arbejdstageren selv eller sammen med nære slægtninge var ejer af en væsentlig del af arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift og havde en betydelig indflydelse på virksomhedens eller bedriftens aktiviteter.«
Nationale bestemmelser
7 Kapitel IV i Werkloosheidswet (lov om arbejdsløshed, herefter »WW«) omhandler overtagelse af de forpligtelser, der følger af ansættelsesforholdet, såfremt arbejdsgiveren er ude af stand til at betale. I henhold til WW’s artikel 61, der indgår i det nævnte kapitel IV, er enhver arbejdstager berettiget til en ydelse, såfremt denne hos en arbejdsgiver, der er erklæret konkurs, har et krav på løn, feriepenge eller ferietillæg.
8 WW’s artikel 64 fastsætter:
»1. Retten til ydelser i medfør af dette kapitel omfatter:
a. løn i højst 13 uger, der ligger umiddelbart forud for:
1. den dag, hvor ansættelsesforholdet ophæves ved opløsning
2. den dag, hvor ansættelsesforholdet ophæves efter gensidig aftale
3. den dag, hvor ansættelsesforholdet ophører, eller
4. den dag, hvor kontrakten opsiges
b. løn i højest den for arbejdstageren gældende opsigelsesperiode […]
c. feriepenge, ferietillæg og andre beløb, som arbejdsgiveren som følge af ansættelsesforholdet med arbejdstageren skylder tredjemand […]«
9 WW’s artikel 65 bestemmer:
»1. Den i artikel 64 omhandlede ydelse nedsættes fuldt ud med:
a. arbejdstagerens samlede indkomst fra arbejde som arbejdstager eller fra virksomhed, ved hvis udførelse han ikke betragtes som arbejdstager, i den periode, der omhandles i artikel 64, stk. 1, litra a) og b)
[…]«
10 Det fremgår af artikel 2, stk. 1, i Besluit registratie CWI (bekendtgørelse om registrering hos CWI, Nederlandse Staatscourant 2002, nr. 229), at en arbejdstager, der er berettiget til en ydelse i henhold til WW’s kapitel IV, er forpligtet til at lade sig registrere som arbejdssøgende hos CWI senest den første arbejdsdag efter den dag, på hvilken den i WW’s artikel 64, stk. 1, litra b), omhandlede opsigelsesfrist begynder at løbe.
11 Artikel 40, stk. 1, i Faillissementswet (konkursloven) bestemmer:
»1. Arbejdstagere, der er ansat hos fallenten, kan opsige ansættelseskontrakten, ligesom denne kan opsiges af bobestyreren, i begge tilfælde under overholdelse af overenskomst- og lovbestemte frister, hvorved en ansættelseskontrakt under alle omstændigheder kan opsiges med et varsel på seks uger […]«
12 Artikel 3 i Maatregelenbesluit UWV (bekendtgørelse om UWV’s sanktionskompetence, Nederlandse Staatscourant 2004, nr. 163) bestemmer:
»[...]
Medmindre en advarsel er tilstrækkelig, andrager sanktionens omfang og varighed ved manglende eller ikke behørig opfyldelse af en forpligtelse, opført i første kategori i […] WW […]:
[…]
c. 20% for forsinkelsens varighed med maksimalt 52 uger, hvis den fastsatte frist er overskredet med mere end […] kalenderdage.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
13 J.C. van Ardennen var fra den 1. august 1985 ansat hos virksomheden Fruit Sellers International BV, der blev erklæret konkurs den 28. november 2006. J.C. van Ardennens løn var blevet udbetalt fuldt ud, hvorfor der ikke var udestående løn.
14 Efter at J.C. van Ardennen uden succes havde forsøgt at etablere sin egen virksomhed, indskrev denne sig den 15. maj 2007 hos CWI og indgav den 20. maj 2007 ansøgning om arbejdsløshedsunderstøttelse. Han lod sig først registrere som arbejdssøgende den 29. maj 2007.
15 Den 7. juni 2007 indgav J.C. van Ardennen en ansøgning om insolvensydelse hos UWV.
16 Ved afgørelse af 11. september 2007 tildelte UWV J.C. van Ardennen en insolvensydelse for ubetalte tilgodehavender i perioden fra den 29. november 2006 til den 12. februar 2007. Ifølge UWV’s forklaringer svarer denne periode til opsigelsesperioden i WW’s artikel 64, stk. 1, litra b). Denne ydelse omfattede følgende beløb: en bruttoydelse på 26 505,15 EUR, der udgjorde løn, kørselsudgifter, feriepenge og ferietillæg, samt en nettoydelse på 1 200 EUR som godtgørelse for udgifter i forbindelse med arbejdet.
17 UWV havde imidlertid nedsat dette beløb med 20% i medfør af WW’s kapitel IV som sanktion for den omstændighed, at J.C. van Ardennen ikke havde ladet sig registrere som arbejdssøgende inden for den fastsatte frist.
18 J.C. van Ardennens klage blev afvist af UWV ved afgørelse af 18. december 2007 med den begrundelse, at WW pålægger en forpligtelse til at lade sig registrere hos CWI som arbejdssøgende og til at sørge for at forlænge denne registrering.
19 J.C. van Ardennen anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Rechtbank, der frifandt UWV med samme begrundelse, hvorefter J.C. van Ardennen iværksatte appel ved Centrale Raad van Beroep.
20 I henhold til WW’s artikel 65 nedsættes ifølge UWV’s forklaringer den i samme lovs artikel 64 omhandlede ydelse med arbejdstagerens samlede arbejdsindkomst i referenceperioden. UWV har gjort gældende, at forpligtelsen til at lade sig registrere som arbejdssøgende har til formål at øge den pågældende arbejdstagers chancer for at få et arbejde i denne periode og følgelig at minimere garantifondens udgifter.
21 Den forelæggende ret har anført, at en sådan ratio legis af forpligtelsen til at lade sig registrere rejser spørgsmålet, om den arbejdsindkomst, som arbejdstageren har erhvervet i løbet af den periode, hvori retten til insolvensydelse består, kan fratrækkes insolvensydelsen. Den forelæggende ret har henvist til dom af 10. juli 1997, Maso m.fl. (sag C-373/95, Sml. I, s. 4051), hvori Domstolen fastslog, at en medlemsstat ikke kan forbyde kumulation af et beløb, der er sikret ved direktiv 80/987, med en ydelse såsom mobilitetsgodtgørelsen, således som omhandlet i den sag, der gav anledning til denne dom, da denne ydelse ikke hidrører fra en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold, fordi den først udbetales til arbejdstageren efter dennes opsigelse og derfor ikke har til formål at betale for et arbejde, der er udført i forbindelse med et ansættelsesforhold.
22 Ifølge den forelæggende ret kan det indirekte udledes af den nævnte dom, at en sådan kumulation kan forbydes, hvis der er tale om betaling for et arbejde, der er udført i referenceperioden.
23 Samme ret er af den opfattelse, at artikel 4, stk. 3, i direktiv 80/987 ikke forbyder vedtagelse af en regel, der har til formål at forbyde en sådan kumulation. Under hensyntagen til formålet med dette direktiv synes det berettiget at nedsætte insolvensydelsen med den indkomst, som arbejdstageren har modtaget i opsigelsesperioden for et arbejde udført af denne, henset til, at en sådan nedsættelse ikke berører den minimumsbeskyttelse, der er sikret ved direktivet.
24 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at artikel 4, 5 og 10 i direktiv 80/987 gør det muligt for medlemsstaterne ikke alene at fastsætte de nærmere regler vedrørende garantiinstitutionens opbygning, finansiering og virksomhed, men også under visse omstændigheder at begrænse den beskyttelse, som direktivet tilsigter at give arbejdstagerne (jf. i sammenhæng med anvendelsen af visse forældelsesfrister dom af 18.9.2003, sag C-125/01, Pflücke, Sml. I, s. 9375, og af 16.7.2009, sag C-69/08, Visciano, Sml. I, s. 6741). Den forelæggende ret har tilføjet, at den ikke er i stand til klart at afgøre, om forpligtelsen til at lade sig registrere som arbejdssøgende er en bestemmelse, som en medlemsstat generelt kan vedtage på grundlag af bestemmelserne i direktiv 80/987.
25 På grund af denne tvivl vedrørende foreneligheden med bestemmelserne i direktiv 80/987 af forpligtelsen til registrering som arbejdssøgende for at være berettiget til en insolvensydelse og nedsættelsen af størrelsen på denne ydelse i tilfælde af forsinket registrering har Centrale Raad van Beroep besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal direktiv [80/987], særligt dets artikel 4, 5 og 10, fortolkes således, at det generelt er til hinder for en national ordning, hvorefter arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens er forpligtet til at lade sig registrere som arbejdssøgende senest den første arbejdsdag efter den dag, hvor ansættelsesforholdet blev opsagt eller normalt havde skullet opsiges, for (fuldt ud) at kunne hævde deres ret til, at deres løntilgodehavender overtages?
Hvis ikke:
2) Skal direktiv [80/987], særligt dets artikel 4, 5 og 10, fortolkes således, at det er til hinder for en national ordning, hvorefter denne registreringspligt også er pålagt arbejdstagere, der i opsigelsesperioden har udøvet aktiviteter i egen virksomhed eller bedrift?
3) Skal direktiv [80/987], særligt dets artikel 4, 5 og 10, fortolkes således, at det er til hinder for en national ordning, hvorefter en ikke (rettidig) efterkommelse af denne registreringsforpligtelse kan føre til, at en insolvensydelse ikke udbetales fuldt ud, hvorved det tidspunkt, på hvilket forpligtelsen alligevel blev efterkommet, er medbestemmende for størrelsen og varigheden af denne foranstaltning?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
26 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i direktiv 80/987 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens er forpligtet til at lade sig registrere som arbejdssøgende for at kunne hævde deres ret til fuld betaling af løntilgodehavender som dem, der er omhandlet i hovedsagen.
27 I denne henseende bemærkes for det første, at det kan udledes af Domstolens retspraksis, at den sociale målsætning med direktiv 80/987 består i at sikre alle arbejdstagere en EU-retlig minimumsbeskyttelse i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens ved betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, og som vedrører løn for en bestemt periode (jf. dom af 4.3.2004, forenede sager C-19/01, C-50/01 og C-84/01, Barsotti m.fl., Sml. I, s. 2005, præmis 35, og Visciano-dommen, præmis 27).
28 Det er på grundlag af denne målsætning, at artikel 3 i direktiv 80/987 pålægger medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner, med forbehold af nævnte direktivs artikel 4, sikrer arbejdstagerne betaling af de nævnte tilgodehavender.
29 Hvad angår tvisten i hovedsagen fremgår det af sagen, at J.C. van Ardennen ikke har fået udbetalt hele den løn, der vedrører opsigelsesperioden, således som fastsat i WW’s artikel 64, stk. 1, litra b), på grund af den omstændighed, at han har ladet sig registrere for sent som arbejdssøgende.
30 Det skal understreges, at det fremgår af den for Domstolen forelagte sag, at J.C. van Ardennens klage til garantifonden slet og ret er baseret på et tilgodehavende, der ikke bestrides, og som er fastsat i den nederlandske nationale lovgivning, nærmere bestemt i WW’s artikel 64, stk. 1, litra b). Betalingen af et sådant tilgodehavende, der objektivt set skyldes af den konkursramte arbejdsgiver, henhører under artikel 3 i direktiv 80/987 og er sikret ved dette.
31 I denne henseende bemærkes, at medlemsstaterne kun undtagelsesvis i henhold til artikel 4 i direktiv 80/987 kan begrænse betalingspligten som omhandlet i direktivets artikel 3. En sådan begrænsning kan i henhold til nævnte direktivs artikel 4, stk. 2, forekomme såvel i forhold til varigheden af den periode, hvori ydelsen består, som i forhold til det loft for betalingen, der fastsættes i henhold til samme direktivs artikel 4, stk. 3.
32 Direktiv 80/987 stiller i samme artikel 4, stk. 3, krav om, at medlemsstaterne, når de gør brug af muligheden for at fastsætte et sådant loft, underretter Kommissionen herom.
33 Det fremgår af sagen, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke fastsætter et loft for godtgørelsen og derfor ikke er omfattet af den mulighed, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, i direktiv 80/987.
34 Endvidere skal det bemærkes, at artikel 4 i direktiv 80/987 skal fortolkes indskrænkende og i overensstemmelse med direktivets sociale målsætning, som er at sikre alle arbejdstagere en minimumsbeskyttelse (jf. dom af 14.7.1998, sag C-125/97, Regeling, Sml. I, s. 4493, præmis 20). Derfor er de tilfælde, hvor det er tilladt at begrænse garantiinstitutionernes betalingspligt, udtømmende opregnet i direktiv 80/987, og de omhandlede bestemmelser skal fortolkes strengt, henset til disses undtagelsesmæssige karakter og direktivets formål.
35 I det lys må det konstateres, at det ville være i strid med formålet med direktiv 80/987 at fortolke dette og især dets artikel 3 og 4 således, at en arbejdstager i en situation som sagsøgerens i hovedsagen på grund af dennes manglende overholdelse af forpligtelsen til at lade sig registrere som arbejdssøgende inden for en given frist, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale regel, er underlagt en fast og automatisk nedsættelse af godtgørelsen af sine løntilgodehavender og derfor ikke kan nyde godt af garantien mod de løntab, han reelt har haft i referenceperioden.
36 Hvad endvidere angår den af den forelæggende ret anførte retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 24, skal det bemærkes, således som Kommissionen med rette har gjort gældende, at en forpligtelse til at lade sig registrere som arbejdssøgende inden for en bestemt frist som den i hovedsagen omhandlede, hvis manglende overholdelse medfører en nedsættelse af den udbetalte insolvensydelse, ikke efter sin art kan sammenlignes med en præklusiv frist eller en forældelsesfrist for indgivelse af en ansøgning om insolvensydelse.
37 Det skal endvidere præciseres, at det i hovedsagen ikke drejer sig om udbetaling af beløb, der overstiger direktiv 80/987’s sociale målsætning, og som medlemsstaterne kan begrænse i henhold til dette direktivs artikel 4 (jf. i denne retning dommen i sagen Barsotti m.fl., præmis 34). Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 80/987 er til hinder for en regel om, at de ydelser, den berørte har modtaget i opsigelsesperioden, skal fratrækkes insolvensydelsen, udgør en national regel, der i lighed med den i hovedsagen omtvistede automatisk nedsætter godtgørelsen af løntilgodehavender i et fast omfang, et direkte indgreb i minimumsbeskyttelsen i direktiv 80/987 i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.
38 Selv om artikel 10 i direktiv 80/987 endvidere tillader medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå misbrug, indeholder forelæggelsesafgørelsen intet element, der gør det muligt at fastslå, at der foreligger et misbrug, som den i hovedsagen omhandlede forpligtelse til at lade sig registrere skulle have til formål at forhindre. Desuden har UWV under retsmødet udtrykkeligt bekræftet, at begrundelsen for denne forpligtelse ikke på nogen måde er baseret på den nævnte artikel 10.
39 På grundlag af det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 3 og 4 i direktiv 80/987 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens er forpligtet til at lade sig registrere som arbejdssøgende for at kunne hævde deres ret til fuld betaling af løntilgodehavender såsom dem, der er omhandlet i hovedsagen.
Det andet og det tredje spørgsmål
40 Da det første spørgsmål er blevet besvaret bekræftende, er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.
Sagens omkostninger
41 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Artikel 3 og 4 i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/74/EF af 23. september 2002, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens er forpligtet til at lade sig registrere som arbejdssøgende for at kunne hævde deres ret til fuld betaling af løntilgodehavender såsom dem, der er omhandlet i hovedsagen.
Underskrifter