Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeits- und Sozialgericht Wien (Østrig) den 3. oktober 2017 – BUAK Bauarbeiter-, Urlaubs- u. Abfertigungskasse mod Gradbeništvo Korana d.o.o.

(Sag C-579/17)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Arbeits- und Sozialgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BUAK Bauarbeiter-, Urlaubs- u. Abfertigungskasse

Sagsøgt: Gradbeništvo Korana d.o.o.

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 1 , fortolkes således, at sager, som omhandler håndhævelsen af Bauarbeiter-Urlaubs- und Abfertigungskasses (ferie- og aftrædelseskasse for ansatte i byggebranchen, herefter »BUAK«) krav på tillæg mod arbejdsgivere som følge af udstationering af arbejdstagere uden sædvanligt arbejdssted i Østrig med henblik på udførelse af arbejde eller i forbindelse med overladelse af arbejdskraft til Østrig eller mod arbejdsgivere med hjemsted uden for Østrig i forbindelse med beskæftigelse af arbejdstagere med sædvanligt arbejdssted i Østrig, er »civil- og handelsretlige sager«, på hvilke den nævnte forordning finder anvendelse, selv om BUAK’s krav på tillæg ganske vist vedrører privatretlige ansættelsesforhold og har til formål at dække arbejdstagernes privatretlige krav på ferie og feriepenge på grundlag af ansættelsesforholdene med arbejdsgiverne, men

–    såvel størrelsen af arbejdstagernes krav på feriepenge i forhold til BUAK som størrelsen af BUAK’s krav på tillæg i forhold til arbejdsgiverne ikke fastsættes ved kontrakt eller overenskomst, men ved en bekendtgørelse fra en forbundsminister,

–    de tillæg, som arbejdsgiverne skylder BUAK, foruden at dække udgiften til de ferievederlag, der skal betales til arbejdstagerne, også tjener til at dække BUAK’s administrationsomkostninger og

–    BUAK i forbindelse med forfølgelse og håndhævelse af sine krav på sådanne tillæg i kraft af lovbestemmelse har mere vidtgående beføjelser end en privatperson, idet

–    arbejdsgiverne under sanktion af bøde er forpligtet til at indgive såvel begivenhedsrelaterede som månedlige indberetninger til BUAK under anvendelse af BUAK’s kommunikationskanaler, til at medvirke og tåle kontrolforanstaltninger fra BUAK, til at give indsigt i løn-, forretnings og øvrige bilag og til at give oplysninger til BUAK og

–    BUAK i tilfælde af arbejdsgivernes tilsidesættelse af indberetningspligten har ret til at beregne de tillæg, som arbejdsgiverne skylder, på grundlag af egne undersøgelser, idet BUAK’s krav på tillæg i så fald uafhængigt af de faktiske forhold i forbindelse med udstationeringen henholdsvis beskæftigelsen har gyldighed i den størrelse, som BUAK har beregnet?

____________

1 EUT 2012, L. 351, s. 1.