Language of document : ECLI:EU:C:2011:248

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

14. april 2011 (*)

»Fælles toldtarif – tarifering – kombineret nomenklatur – modtagere og dekodere af digitalt satellit-tv med optagelsesfunktion – EF-toldkodeks – artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), og stk. 6 – bindende tariferingsoplysnings gyldighedsperiode«

I de forenede sager C-288/09 og C-289/09,

angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af First-tier Tribunal (Tax Chamber) (Det Forenede Kongerige), ved afgørelser af 6. juli 2009, indgået til Domstolen den 24. juli 2009, i sagerne:

British Sky Broadcasting Group plc (sag C-288/09),

Pace plc (sag C-289/09)

mod

The Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne A. Rosas, U. Lõhmus, A. Ó Caoimh og P. Lindh (refererende dommer),

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. december 2010,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        British Sky Broadcasting Group plc ved D. Anderson, QC, og advocaat L. Van den Hende

–        Pace plc ved solicitor J. Grayston og barrister J. White

–        Det Forenede Kongeriges regering ved S. Hathaway, som befuldmægtiget, bistået af barrister O. Thomas

–        Rådet for Den Europæiske Union ved F. Florindo Gijón og R. Liudvinaviciute-Cordeiro, som befuldmægtigede

–        Europa-Kommissionen ved R. Lyal og L. Bouyon, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af underposition 8521 90 00 og 8528 71 13 i den kombinerede nomenklatur, som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1549/2006 af 17. oktober 2006 (EUT L 301, s. 1) og (EF) nr. 1214/2007 af 20. september 2007 (EUT L 286, s. 1, herefter »KN«), samt fortolkning af artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), og stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 1996 (EFT 1997 L 17, s. 1, og berigtigelse i EFT L 179, s. 11, herefter »toldkodeksen«).

2        Anmodningerne er indgivet i forbindelse med to retssager mellem dels British Sky Broadcasting Group plc (herefter »Sky«), dels Pace plc (herefter »Pace«) og Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs (herefter »Commissioners«) vedrørende for det første tariferingen af set-top bokse med kommunikationsfunktion og harddiskdrev og for det andet betalingen af toldafgifter for disse varer.

 Retsforskrifter

 Tariferingen

 Den internationale tarifering

3        Den internationale konvention, der fastlagde det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«), undertegnet i Bruxelles den 14. juni 1983, samt ændringsprotokollen hertil af 24. juni 1986 (herefter »HS-konventionen«), blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT L 198, s. 1).

4        I henhold til HS-konventionens artikel 3, stk. 1, litra a), forpligter hver af de kontraherende parter sig til at drage omsorg for, at dens toldnomenklatur og statistiske nomenklatur er i overensstemmelse med HS, at anvende samtlige positioner og underpositioner i dette system, uden tilføjelser eller ændringer, samt de dertil knyttede numeriske koder, og at følge nummerordenen i nævnte system. Samme bestemmelse pålægger ligeledes de kontraherende parter at anvende de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS samt alle bestemmelser til de forskellige afsnit, kapitler og underpositioner og til ikke at ændre rækkevidden heraf.

5        Toldsamarbejdsrådet – nu Verdenstoldorganisationen – oprettet ved den internationale konvention om oprettelse af nævnte råd, undertegnet i Bruxelles den 15. december 1950, godkender på de i HS-konventionens artikel 8 fastsatte betingelser de forklarende bemærkninger til HS og de tariferingsudtalelser, som vedtages af det i konventionens artikel 6 omhandlede HS-udvalg. Udvalgets opgave består i henhold til HS-konventionens artikel 7, stk. 1, bl.a. i at stille forslag om ændringer af konventionen og at udarbejde forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser og andre udtalelser til vejledning ved fortolkningen af HS.

6        De forklarende bemærkninger til HS’ pos. 8521 bestemmer bl.a. følgende:

»[...]

A.       Optageapparater og kombinerede optage- og gengiveapparater

Dette er apparater, som, når de er forbundet med et fjernsynskamera eller et fjernsynsapparat, på et medie optager elektriske impulser (analoge signaler) eller analoge signaler omsat til digital kode (eller en kombination af disse) […]. Indspilningsmetoden kan være magnetisk eller optisk, og mediet er almindeligvis et bånd eller en plade.

[…]

Positionen omfatter ikke:

[…]

c)      Fjernsynsmodtagere, også med indbygget radiofonimodtager, lydoptager eller lydgengiver eller videooptager eller videogengiver, samt videomonitorer og videoprojektionsapparater (pos 85.28).«

7        Hvad angår HS’ pos. 8528 bestemmes i de forklarende bemærkninger bl.a. følgende:

»[...]

D.      Fjernsynsmodtagere

Denne gruppe omfatter fjernsynsmodtagere, også konstrueret til indbygning af en videomaskine eller -skærm, såsom:

1)      Apparater til modtagelse af fjernsynsudsendelser (terrestrisk, kabel eller satellit), som ikke indeholder et display (CRT, LCD etc.). Disse apparater modtager signaler og omsætter dem til signaler, der er egnet til visning. Apparaterne kan også indeholde et modem for tilslutning til internet.

Disse modtagere er bestemt til anvendelse sammen med videooptagere eller ‑gengivere, monitorer, projektionsapparater eller fjernsynsapparater. Anordninger, som blot isolerer højfrekvente fjernsynssignaler (og som i nogle tilfælde benævnes videotunere), skal tariferes som dele i pos. 85.29.

[...]

3)      Fjernsynsmodtagere af enhver art til brug i hjemmet (LCD, plasma, CRT etc.), også med indbygget radiofonimodtagere, videooptagere eller videogengivere, DVD-afspiller, DVD-optager, satellitmodtager etc.

[...]

Undtaget fra positionen er bl.a.:

a)      Apparater til optagelse og gengivelse af video (pos. 85.21).

[...]«

 KN

8        KN er baseret på HS, hvis positioner og sekscifrede underpositioner KN har overtaget, idet kun det syvende og ottende ciffer er underpositioner, der er specifikke for KN.

9        I henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2658/87, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 254/2000 af 31. januar 2000 (EFT L 28, s. 16, herefter »forordning nr. 2658/87«), vedtager Europa-Kommissionen hvert år en forordning indeholdende en fuldstændig udgave af KN sammen med toldsatserne, således som denne følger af de foranstaltninger, der er vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union eller af Kommissionen. Forordningen anvendes fra den 1. januar det følgende år.

10      Artikel 8 i forordning nr. 2658/87 præciserer, at det udvalg, der er nedsat i henhold til toldkodeksens artikel 247, kan behandle ethvert spørgsmål, som forelægges det af formanden eller på begæring af en medlemsstats repræsentant vedrørende bl.a. KN.

11      Den affattelse af KN, der finder anvendelse i sag C-289/09, er den, der følger af forordning nr. 1549/2006, som trådte i kraft den 1. januar 2007.

12      Den affattelse af KN, der finder anvendelse i sag C-288/09, er den, der følger af forordning nr. 1214/2007, som trådte i kraft den 1. januar 2008.

13      De almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende KN fremgår af nomenklaturens første del, afsnit I, punkt A. Disse regler er identiske i de affattelser af KN, der følger af forordning nr. 1549/2006 og nr. 1214/2007. De bestemmer:

»Tariferingen af varer i [KN] sker efter følgende regler:

1.      Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

[...]

3.      Såfremt varer ved anvendelse af ovennævnte punkt 2 b) eller af andre årsager kan henføres under to eller flere positioner, afgøres tariferingen efter følgende regler:

[...]

b)      Når den foran under a) nævnte regel ikke kan anvendes ved tariferingen af blandinger eller sammensatte varer, bestående af forskellige materialer eller forskellige bestanddele, eller af varer i sæt til detailsalg, tariferes de pågældende varer, som om de bestod af det materiale eller den bestanddel, der er karaktergivende, for så vidt udøvelsen af et skøn herover forekommer mulig.

[...]

[...]

6.      Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser samt – med de fornødne tillempninger – efter ovennævnte bestemmelser, idet kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. For denne bestemmelse gælder, at også relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen.«

14      KN’s anden del indeholder et afsnit XVI. Dette afsnit omfatter kapitel 85, der vedrører elektriske maskiner og apparater, elektrisk materiel samt dele dertil; lydoptagere og lydgengivere samt billed- og lydoptagere og billed- og lydgengivere til fjernsyn samt dele og tilbehør dertil.

15      Bestemmelse 3 i afsnit XVI i KN er affattet således:

»Når andet ikke er bestemt, tariferes kombinerede maskiner, der består af to eller flere maskiner, der er sammenbygget til en enhed, samt andre maskiner, der er indrettet til at udføre to eller flere funktioner (komplementære eller alternative), efter den pågældende kombinations eller maskines hovedfunktion.«

16      Positionsteksterne 8521 og 8528 er identiske i de affattelser af KN, der følger af forordning nr. 1549/2006 og nr. 1214/2007. Disse forordninger fastsætter i øvrigt ikke den periode efter tidspunktet for offentliggørelsen eller meddelelsen, i løbet af hvilken modtageren af en bindende oplysning, der ophører med at være gyldig, fortsat kan anvende den.

17      KN’s pos. 8521 lyder således:

»8521: Videooptagere eller videogengivere, også kombinerede, også med indbygget videotuner

–       8521 10: Til magnetbånd

[...]

−      8521 90 00: I andre tilfælde«.

18      KN’s pos. 8528 lyder således:

»8528: Monitorer og projektionsapparater, uden indbyggede fjernsynsmodtagere; fjernsynsmodtagere, også med indbyggede radiofonimodtagere, lydoptagere eller lydgengivere eller videooptagere eller videogengivere

[...]

–        Fjernsynsmodtagere, også med indbyggede radiofonimodtagere, lydoptagere eller lydgengivere eller videooptagere eller videogengivere

8528 71 − − Ikke beregnet til indbygning af en skærm:

[...]

8528 71 13 − − − − Apparater med mikroprocessorer, som via indbygget modem giver adgang til internettet, og som gør det muligt at udveksle informationer interaktivt og modtage fjernsynssignaler (»set-top bokse med kommunikationsfunktion«)«.

 De forklarende bemærkninger til KN

19      I henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), andet led, i forordning nr. 2658/87 udarbejder Kommissionen forklarende bemærkninger til KN, som den regelmæssigt offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende. De forklarende bemærkninger, der blev offentliggjort den 7. maj 2008 (EUT C 112, s. 8), præciserer følgende vedrørende pos. 8521 og 8528:

»8521 90 00 Andre apparater

Denne underposition omfatter apparater uden skærm, som kan modtage fjernsynssignaler (såkaldte »set-top bokse«) og indeholder udstyr, der kan udføre en optagelses- eller gengivelsesfunktion (f.eks. et pladelager- eller DVD-drev).

[...]

8528 71 13 Apparater med mikroprocessorer, som via indbygget modem giver adgang til internettet, og som gør det muligt at udveksle informationer interaktivt og modtage fjernsynssignaler (»set-top bokse med kommunikationsfunktion«).

Denne underposition omfatter apparater uden skærm (såkaldte »set-top bokse med kommunikationsfunktion«), der indeholder følgende hovedkomponenter:

–        en mikroprocessor

–        en videotuner.

En RF-konnektor (antennetilslutning) er en indikation på, at der kan findes en videotuner

–        et modem.

[...]

Set-topbokse indeholdende udstyr, der kan udføre en optagelses- eller gengivelsesfunktion (f.eks. et pladelager- eller DVD-drev), er undtaget fra denne underposition (underposition [8521 90 00]).

[...]«

20      Da omstændighederne i hovedsagen fandt sted, var toldsatsen ved indførsel af apparater omfattet af underposition 8521 90 00 13,9%, hvorimod apparater henhørende under underposition 8528 71 13 var fritaget for toldafgift.

 Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 og overenskomsten om handel med informationsteknologiprodukter

21      Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) af 1994 (herefter »GATT 1994«) og bl.a. forståelse vedrørende fortolkningen af artikel II, stk. 1, litra b), i GATT 1994 udgør del af overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1).

22      Overenskomsten om handel med informationsteknologiprodukter, der udgøres af ministererklæring om handel med informationsteknologiprodukter vedtaget den 13. december 1996 på den første WTO-konference i Singapore, med bilag og tillæg (herefter »ITA«), samt meddelelsen om dens gennemførelse blev godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 97/359/EF af 24. marts 1997 om fjernelse af told på informationsteknologiprodukter (EFT L 155, s. 1). ITA præciserer i punkt 1, at hver kontraherende parts handelsordning bør udvikle sig på en måde, der bidrager til at forbedre mulighederne for markedsadgang for informationsteknologiprodukter.

23      I henhold til ITA’s punkt 2 skal hver af de kontraherende parter binde og afskaffe tolden og andre afgifter af enhver art som omhandlet i artikel II, stk. 1, litra b), i GATT 1994 med hensyn til visse produkter, herunder »set-top bokse med kommunikationsfunktion: en mikroprocessor med et modem, der giver adgang til internettet, og som gør det muligt at udveksle informationer interaktivt«.

24      Den 16. november 2000 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 2559/2000 af 16. november 2000 om ændring af bilag I til forordning nr. 2658/87 (EFT L 293, s. 1) med henblik på at anvende ITA, jf. forordningens anden betragtning.

 Toldforskrifterne

25      Toldforskrifterne består af toldkodeksen og Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 (EFT L 253, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 12/97 af 18. december 1996 (EFT 1997 L 9, s. 1, herefter »gennemførelsesordningen«).

 Toldkodeksen

26      Toldkodeksens artikel 4 er affattet således:

»I denne kodeks forstås ved:

[...]

5)      afgørelse: enhver forvaltningsakt vedrørende toldforskrifter, hvorved der tages stilling til et konkret tilfælde, og som har retsvirkning for en eller flere personer, hvis identitet kendes eller kan fastslås; dette udtryk omfatter bl.a. bindende tariferingsoplysninger i henhold til artikel 12

[...]«

27      Toldkodeksens artikel 12, stk. 1-6, fastsætter:

»1.      Toldmyndighederne meddeler bindende tariferingsoplysninger eller bindende oprindelsesoplysninger efter skriftlig anmodning og efter regler, der fastsættes efter udvalgsproceduren.

2.      Bindende tariferingsoplysninger eller bindende oprindelsesoplysninger forpligter kun toldmyndighederne over for modtageren for så vidt angår henholdsvis tariferingen af en vare og bestemmelsen af en vares oprindelsesstatus.

[...]

5.      Bindende oplysninger ophører med at være gyldige efter følgende regler:

a)      En tariferingsoplysning ophører med at være gyldig, når den:

i)      efter vedtagelsen af en forordning ikke er i overensstemmelse med de således fastsatte retsregler

ii)      ikke længere er forenelig med fortolkningen af en af de i artikel 20, stk. 6, omhandlede nomenklaturer:

–        på fællesskabsplan ved en ændring af de forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur eller ved en dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Domstol

[...]

6.      Modtageren af en bindende oplysning, der i henhold til stk. 5, litra a), nr. ii) eller iii), eller litra b), nr. ii) eller iii), ophører med at være gyldig, kan fortsat anvende den i en periode på seks måneder efter tidspunktet for denne offentliggørelse eller meddelelse [...].

I de i stk. 5, litra a), nr. i), og litra b), nr. i), nævnte tilfælde kan der i forordningen eller aftalen fastsættes en frist, inden for hvilken første afsnit finder anvendelse.

[...]«

28      Toldkodeksens artikel 243 fastsætter:

»1.      Enhver person kan indgive klage mod afgørelser, der træffes af toldmyndighederne om anvendelse af toldforskrifterne, og som berører den pågældende umiddelbart og individuelt.

[...]

Klagen skal indgives i den medlemsstat, hvor afgørelsen er truffet, eller hvor der er anmodet om en sådan afgørelse.

2.      Klagen kan

a)      i første instans indgives til den af medlemsstaterne hertil udpegede toldmyndighed

b)      i anden instans indgives til en uafhængig instans, der kan være en domstol eller et tilsvarende specialiseret organ, i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i medlemsstaterne.«

29      Det fremgår af toldkodeksens artikel 247 og 247a, at Kommissionen bistås af Toldkodeksudvalget ved gennemførelsen af nævnte kodeks.

 Gennemførelsesforordningen

30      Gennemførelsesforordningens artikel 11 bestemmer:

»Bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt efter den 1. januar 1991 af en medlemsstats toldmyndigheder, er bindende for de kompetente myndigheder i samtlige medlemsstater på samme betingelser.«

31      Forordningens artikel 12 præciserer:

»1.      Straks efter vedtagelsen af de i [told]kodeksens artikel 12, stk. 5, nævnte retsakter eller foranstaltninger træffer toldmyndighederne alle nødvendige foranstaltninger til, at der kun meddeles bindende oplysninger, der er i overensstemmelse med den pågældende retsakt eller foranstaltning.

2.      a)     For så vidt angår bindende tariferingsoplysninger skal ved anvendelse af stk. 1 følgende datoer tages i betragtning:

[...]

–        for de i [told]kodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. ii), nævnte foranstaltninger om ændring af de forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur, datoen for deres offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende, serie C

[...]«

 Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

 Sag C-288/09

32      Sky leverer tjenesteydelser i forbindelse med digitalt satellit-tv. Selskabet importerer set-top bokse med kommunikationsfunktion og harddiskdrev til Det Forenede Kongerige. Disse set-top bokse forhandles under navnet »Sky+ boks, model DRX 280« (herefter »Sky+ boks«).

33      Sky+ boksen er en satellit-tv modtager. En sådan modtager modtager og afkoder digitale tv-signaler, der transmitteres over satellit-tv-platformen for et tv-selskab som Sky. Signalet afkodes først, når det sendes for at blive vist på tv-apparatets skærm.

34      Tv-selskabets digitale tv-signal transmitteres af tv-selskabet via satellitter og modtages af et mikrobølgehoved, som findes på en parabol på slutforbrugerens bopæl. Det digitale signal sendes herefter gennem et kabel til modtageren.

35      Sky+ boksen er specielt designet og programmeret til kun at modtage og afkode digitale tv-signaler fra Skys satellit-tv-platform.

36      Sky+ boksen har ikke en indbygget skærm. I den er indbygget et modem, der giver adgang til internettet og på denne måde muliggør interaktiv udveksling af informationer.

37      Sky+ boksen har en indbygget harddisk. Halvdelen af denne harddisks lagerkapacitet anvendes til Skys tjenesteydelse bestående i udbud af video on demand. Den anden halvdel af harddiskens lagerkapacitet kan anvendes af forbrugeren til at optage tv-programindhold, der modtages fra Skys satellit-tv-platform. Sky+ boksen giver ikke mulighed for at optage videoindhold fra en anden ekstern kilde, herunder fra en anden tv-modtager, et kamera eller en videooptager. Boksen kan heller ikke afspille video fra eksterne medier, såsom dvd’er eller videobånd. Endelig gør den det heller ikke muligt at optage video på sådanne eksterne medier.

38      Harddisken i Sky+ boksen er ikke påkrævet for at kunne se tv-udsendelserne direkte. Boksen fungerer i dette tilfælde blot som en simpel fjernsynsmodtager. Boksen kan derimod ikke fungere ved brug af den indbyggede harddisk alene uden at modtage et digitalt tv-signal, idet selv afspilning af indhold fra harddisken kræver, at der modtages et sådant signal fra Skys satellit-tv platform.

39      Den 12. juni 2008 ansøgte Sky om en bindende tariferingsoplysning (herefter »BTO«) ved Commissioners for Sky+ boksen. Den 9. juli 2008 udstedte Commissioners en BTO, hvorved de tariferede Sky+ boksen i KN-underposition 8521 90 00.

40      Sky anfægtede BTO’en, idet selskabet gjorde gældende, at den omhandlede anordning skulle tariferes i KN-underposition 8528 71 13 som en set-top boks med kommunikationsfunktion, dvs. som »en fjernsynsmodtager« omfattet af pos. 8528.

41      Customs and International Reviews and Appeals Team forkastede Skys anfægtelse ved afgørelse af 29. september 2008.

42      Den 28. oktober 2008 appellerede Sky afgørelsen til VAT and Duties Tribunal i London, nu siden den 1. april 2009 First-tier Tribunal (Tax Chamber).

43      Under disse omstændigheder besluttede First-tier Tribunal (Tax Chamber) at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal en set-top boks med specifikationerne for [Sky+ boksen] tariferes i [KN-]underposition 8528 71 13, således som anført i [forordning nr. 1214/2007], der ændrer bilag I til forordning nr. 2658/87, på trods af de forklarende bemærkninger til KN, som Kommissionen vedtog den 7. maj 2008 […] vedrørende KN-underposition 8521 90 00 og KN-underposition 8528 71 13?

2)      Forpligter [toldkodeksens] artikel 12, stk. 5, litra a), en national toldmyndighed til at afgive bindende tariferingsoplysninger, som er i overensstemmelse med de forklarende bemærkninger til KN, medmindre og indtil det er blevet fastslået, at disse forklarende bemærkninger er i strid med ordlyden af de relevante bestemmelser i KN, herunder de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende KN, eller kan den nationale toldmyndighed danne sin egen individuelle mening om sagen og se bort fra den forklarende bemærkning i det tilfælde, myndigheden er af den opfattelse, at der er en sådan uoverensstemmelse?

3)      For det tilfælde, at en set-top boks med specifikationerne for Sky+ […] boksen […] skal tariferes i KN-underposition 8521 90 00, vil anvendelsen af en positiv toldsats da være ulovlig i henhold til [EU-]retten som følge af en tilsidesættelse af [Den Europæiske Unions] forpligtelser i henhold til [ITA] og artikel II, stk. 1, litra b), i [GATT 1994], eller medfører tariferingen i pos. 8521 den konklusion, at det pågældende produkt ikke er omfattet af den relevante del af ITA?«

 Sag C-289/09

44      Pace fremstiller og importerer set-top bokse med kommunikationsfunktion og harddiskdrev (herefter »STB-HDD«), som leveres til leverandører af betalings-tv. Selskabet importerer disse bokse til Det Forenede Kongerige, bl.a. modellen TDS 470NB SD PVR (også benævnt »Sky+ boksen«) fremstillet til Sky og forhandlet af denne som »model DRX 280«.

45      STB-HDD’er har egenskaber som beskrevet i denne doms præmis 33-38.

46      Pace fremstiller også adskillige bokse med en kommunikationsfunktion, men uden et harddiskdrev. Det drejer sig bl.a. om modellerne DS 430NB og DS 250NV. Disse bokse er tariferet i underposition 8528 71 13.

47      Den 8. april 2005 afgav Commissioners en BTO til Pace, som tariferede Sky+ boksen i KN-underposition 8528 12 91, således som det fulgte af Kommissionens forordning (EF) nr. 1810/2004 af 7. september 2004 om ændring af bilag I til forordning nr. 2658/87 (EUT L 327, s. 1). Som følge af ikrafttrædelsen af forordning nr. 1549/2006 den 1. januar 2007 er denne underposition blevet til underposition 8528 71 13. De mindre forskelle i tekniske- eller produktspecifikationer mellem de forskellige STB-HDD’er er ikke væsentlige for tariferingen.

48      Commissioners meddelte Pace ved skrivelse af 4. december 2006 og af 29. januar 2007, at »med virkning fra den 1. januar 2007 ville der komme væsentlige ændringer i KN-koderne«, og at »BTO’en [af 8. april 2005] som følge af kodeændringerne ville blive tilbagekaldt med virkning fra den 31. december 2006«. Ifølge den forelæggende ret kom disse skrivelser aldrig til Paces kundskab.

49      Ved én skrivelse af 8. august 2008 bekræftede Commissioners, at STB-HDD model TDS 460, hvoraf der var to modeller, nemlig TDS 460NV og TDS 460NS, også var omfattet af bestemmelserne i BTO’en af 8. april 2005 i dens gyldighedsperiode.

50      Ved en anden skrivelse af 8. august 2008 bekræftede Commissioners, at BTO’en af 8. april 2005 i medfør af toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), ophørte med at være gyldig den 1. januar 2007 som følge af de kodeændringer, der blev indført med ændringerne i HS og den årlige tarifopdatering.

51      Den 17. november 2008 anmodede Commissioners Pace om efterbetaling af toldafgifter for alle STB-HDD’er, herunder Sky+ boksen, der var importeret i tidsrummet januar 2007 til april 2008. Anmodningen blev fremsat på grund af tariferingen af STB-HDD’erne i en forkert KN-position, nemlig underposition 8528 71 13, hvorimod disse produkter ifølge Commissioners skulle have været tariferet i underposition 8521 90 00.

52      Den 4. december 2008 anmodede Pace om en efterprøvelse af Commissioners’ afgørelse. Den 16. januar 2009 stadfæstede Customs and International Reviews and Appeals Team afgørelsen om at tarifere de omhandlede STB-HDD’er i nr. 8521 90 00.

53      Den 10. februar 2009 appellerede Pace Customs and International Reviews and Appeals Teams afgørelse til VAT and Duties Tribunal i Manchester. Den 27. marts 2009 blev appellen overført til First-tier Tribunal (Tax Chamber).

54      Under sin appel rejste Pace tvivl om, hvorvidt de forklarende bemærkninger til KN var forenelige med KN. Pace gjorde gældende, at BTO’en vedrørende de omhandlede bokse forblev gyldig i en periode på seks måneder efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 1549/2006, og at toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), skulle fortolkes således, at forordning nr. 1549/2006 ikke er omfattet af begrebet en »forordning« hvad angår denne bestemmelse.

55      Under disse omstændigheder besluttede First-tier Tribunal (Tax Chamber) at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal en set-top boks med kommunikationsfunktion (»STB«) og et harddiskdrev (»HDD«) tariferes i [KN-]underposition 8528 71 13, således som anført i [forordning nr. 1549/2006 og nr. 1214/2007] på trods af [de forklarende bemærkninger til KN], som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber vedtog den 7. maj 2008 vedrørende KN-underposition 8521 90 00 og underposition 8528 71 13?

2)      For det tilfælde, at en STB med en HDD med specifikationerne for en STB-HDD skal tariferes i KN-underposition 8521 90 00, vil anvendelsen af en positiv toldsats da være ulovlig i henhold til [EU-]retten som følge af en tilsidesættelse af [Unionens] forpligtelser i henhold til [ITA] og artikel II, stk. 1, litra b), i [GATT 1994], eller medfører tariferingen i pos. 8521 den konklusion, at det pågældende produkt ikke er omfattet af den relevante del af ITA?

3)      Skal bestemmelsen i [toldkodeksens] artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), forstås således, at [BTO’en] af 8. april 2005, som [Pace] støttede sig til, automatisk ophørte med at være gyldig efter den 31. december 2006, da den ikke længere var i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1549/2006? Skal toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), navnlig fortolkes således, at forordning nr. 1549/2006 ikke er omfattet af begrebet en »forordning« hvad angår denne bestemmelse, enten fordi den er en årlig opdatering af KN, eller fordi den ikke er en specifik tariferingsforordning?

4)      Skal bestemmelserne i toldkodeksens artikel 12, stk. 6, forstås således, at når der vedtages en årlig KN-opdatering, som ikke indeholder bestemmelser, der bekræfter rækkevidden af en til rådighed værende henstandsperiode for indehavere af BTO’er, er sådanne indehavere ikke berettiget til en henstandsperiode, eller bør de være berettiget til den sædvanlige henstandsperiode på seks måneder for Kommissionens tariferingsforordninger i henhold til princippet om den berettigede forventning?«

56      Ved kendelse af 22. september 2009 har Domstolens præsident forenet sagerne C-288/09 og C-289/09 med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling.

57      På grundlag af forbindelsen mellem de nævnte sager bør de i henhold til procesreglements artikel 43, sammenholdt med samme reglements artikel 103, forenes med henblik på den endelige dom.

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Første spørgsmål i sag C-288/09 og første spørgsmål i sag C-289/09

58      Med disse spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om KN skal fortolkes således, at set-top bokse med kommunikationsfunktion og harddisk, såsom Sky+ boksen, henhører under underposition 8528 71 13 på trods af de forklarende bemærkninger til KN, der blev offentliggjort den 7. maj 2008, ifølge hvilke det fremgår, at de nævnte bokse henhører under underposition 8521 90 00.

59      De almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende KN bestemmer, at tariferingen af varer først skal ske efter positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, idet overskrifter til afsnit og kapitler alene tjener til orientering.

60      Der skal herved henvises til fast retspraksis, hvorefter det følger af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i KN og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler (jf. bl.a. dom af 19.10.2000, sag C-339/98, Peacock, Sml. I, s. 8947, præmis 9, af 15.9.2005, sag C-495/03, Intermodal Transports, Sml. I, s. 8151, præmis 47, af 18.7.2007, sag C-142/06, Olicom, Sml. I, s. 6675, præmis 16, og af 19.2.2009, sag C-376/07, Kamino International Logistics, Sml. I, s. 1167, præmis 31).

61      De forklarende bemærkninger til KN, der blev offentliggjort den 7. maj 2008, angiver, at set-top bokse indeholdende udstyr, der kan udføre en optagelses- eller gengivelsesfunktion (f.eks. et pladelager-drev), er undtaget fra underposition 8528 71 13 og skal tariferes i underposition 8521 90 00.

62      De forklarende bemærkninger til HS, der var i kraft på tidspunktet for omstændighederne i hovedsagerne, præciserede imidlertid, at fjernsynsmodtagere, også med indbygget optager, skulle udelukkes fra pos. 8521 og tariferes i pos. 8528.

63      Det bemærkes endvidere, jf. Domstolens praksis, at de forklarende bemærkninger, der for så vidt angår KN er udarbejdet af Kommissionen og for så vidt angår HS af Verdenstoldorganisationen, indeholder vigtige, om end ikke bindende, bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioners rækkevidde (jf. dom af 16.6.1994, sag C-35/93, Develop Dr. Eisbein, Sml. I, s. 2655, præmis 21, af 11.1.2007, sag C-400/05, B.A.S. Trucks, Sml. I, s. 311, præmis 28, og af 27.11.2008, sag C-403/07, Metherma, Sml. I, s. 8921, præmis 48).

64      Ordlyden af de forklarende bemærkninger til KN erstatter ikke de forklarende bemærkninger til HS, men bør betragtes som et supplement hertil (jf. i denne retning dom af 6.12.2007, sag C-486/06, Van Landeghem, Sml. I, s. 10661, præmis 36), og kan anvendes sammen med dem, og de skal derfor være i overensstemmelse med bestemmelserne i KN og må ikke ændre disses rækkevidde (jf. bl.a. Kamino International Logistics-dommen, præmis 48).

65      Det følger heraf, at hvis det fremgår, at de forklarende bemærkninger til KN er i strid med positionsteksterne i KN og bestemmelserne til afsnit og kapitler, skal de forkastes (jf. i denne retning dom af 19.4.2007, sag C-229/06, Sunshine Deutschland Handelsgesellschaft, Sml. I, s. 3251, præmis 31, og af 5.6.2008, sag C-312/07, JVC France, Sml. I, s. 4165, præmis 34, samt Kamino International Logistics-dommen, præmis 49 og 50).

66      Underposition 8521 90 00 vedrører, som det fremgår af dens tekst, videooptagere eller videogengivere, også kombinerede, også med indbygget videotuner, og også hvor optagelsen sker ved hjælp af et andet medie end magnetbånd. Optageapparater med magnetbånd henhører under underposition 8521 10.

67      Pos. 8528 omfatter bl.a. fjernsynsmodtagere, også med indbyggede lydoptagere eller lydgengivere eller videooptagere eller videogengivere. Underposition 8528 71 13 vedrører fjernsynsmodtagere, også med indbyggede lydoptagere eller lydgengivere eller videooptagere eller videogengivere, ikke beregnet til indbygning af en skærm og med mikroprocessorer, som via indbygget modem giver adgang til internettet, og som gør det muligt at udveksle informationer interaktivt og modtage fjernsynssignaler.

68      Det skal præciseres, som Kommissionen anerkendte under retsmødet, at udtrykkene »modtagelse af videosignaler« og »modtagelse af fjernsynssignaler« dækker over to identiske begreber.

69      Det fremgår af disse definitioner, at varer, der henhører under disse to underpositioner, på én gang kan modtage fjernsynssignaler og optage dem. Dét, der adskiller de to underpositioner, er, hvorvidt de nævnte funktioner udgør det pågældende apparats hovedegenskab eller et tillæg til denne. Underposition 8521 90 00 vedrører optageapparater, der har fjernsynsmodtagelse som tillægsfunktion, hvorimod underposition 8528 71 13 vedrører fjernsynsmodtagere, der har optagelse som tillægsfunktion.

70      Bestemmelse 3 til afsnit XVI i KN, hvorunder de omhandlede underpositioner henhører, præciserer, at »kombinerede maskiner, der består af to eller flere maskiner, der er sammenbygget til en enhed, samt andre maskiner, der er indrettet til at udføre to eller flere funktioner (komplementære eller alternative), [tariferes] efter den pågældende kombinations eller maskines hovedfunktion«.

71      Den i hovedsagen omhandlede Sky+ boks, hvis virkemåde er beskrevet i denne doms præmis 33-38, råder uden tvivl over de to funktioner optagelse og modtagelse af fjernsynssignaler. Det er således en maskine, der er indrettet til at udføre to eller flere funktioner (komplementære eller alternative) som omhandlet i bestemmelse 3 til afsnit XVI i KN.

72      Det skal derfor undersøges, hvilken af de to funktioner optagelse eller modtagelse af fjernsynssignaler der er hovedfunktionen, og hvilken der er tillægsfunktionen.

73      Det af Kommissionen i dens skriftlige indlæg fremførte forslag, ifølge hvilket tariferingen i den ene eller anden underposition kan ske ud fra antallet af programtimer, der kan lagres på Sky+ boksens harddisk, skal indledningsvis afvises. Da varigheden ikke er klart fastlagt i KN eller i de forklarende bemærkninger hertil, er dette adskillelseskriterium i strid med retssikkerhedsprincippet.

74      Den omstændighed, at Sky+ boksen ikke kan anvendes ved brug af dens harddisk alene, og at harddisken ikke er nødvendig for at kunne se tv-programmer, og modtagelse af fjernsynssignaler derfor er uundværlig for, at boksen fungerer, gør det på samme måde ikke muligt at drage nogen konklusioner med hensyn til apparatets hovedfunktion. Den omstændighed, at et apparats funktion er uundværlig, giver ikke, som Kommissionen med rette har bemærket, i sig selv denne karakter af hovedfunktion, da en funktion kan være uundværlig, selv om den kun er sekundær eller en tillægsfunktion.

75      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Sky+ boksen ikke giver mulighed for at optage videoindhold fra en anden ekstern kilde, herunder fra en anden tv-modtager, et kamera eller en videooptager, at den heller ikke kan afspille video fra eksterne medier, såsom dvd’er eller videobånd, og at den ikke gør det muligt at optage video på sådanne eksterne medier. Selv om disse elementer ikke udgør boksens objektive karakteristika og egenskaber, jf. den i denne doms præmis 60 nævnte retspraksis, men snarere et samspil mellem funktionerne optagelse og modtagelse af tv-signaler, bringer de dog klarhed over, hvad Sky+ boksene er bestemt til.

76      I denne henseende bemærkes, at varens bestemmelse kan udgøre et objektivt kriterium ved tarifering, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (jf. bl.a. dom af 28.3.2000, sag C-309/98, Holz Geenen, Sml. I, s. 1975, præmis 15, af 5.4.2001, sag C-201/99, Deutsche Nichimen, Sml. I, s. 2701, præmis 20, og af 15.2.2007, sag C-183/06, RUMA, Sml. I, s. 1559, præmis 36).

77      I denne henseende er det nødvendigt, som Kommissionen anerkendte under retsmødet, at tage i betragtning, hvad forbrugerne anser for hoved- eller tillægsegenskab.

78      Det fremgår af både forelæggelsesafgørelser og indlæg indgivet til Domstolen, at bokse, såsom Sky+ boksene, sælges til tv-selskaber, såsom Sky, der stiller boksene til rådighed for deres kunder, således at disse kan få adgang til de programmer, som de udbyder.

79      Forbrugerne synes derfor, når de tegner et abonnement hos en tv-udbyder, såsom Sky, hovedsageligt at gøre dette for at få mulighed for at få adgang til de udbudte tv-programmer, og for at få dette er det nødvendigt, at de anskaffer sig en boks, såsom Sky+ boksen. Optagelse af modtagne tv-programmer, som denne model desuden giver mulighed for, er kun en tillægsydelse.

80      Samspillet mellem Sky+ boksens funktioner som beskrevet i denne doms præmis 75, således at optagelsesfunktionen er afhængig af modtagelse af tv-signaler, viser, at de forbrugere, der vælger dette produkt, først og fremmest gør dette, ikke på grund af optagelsesfunktionen, men snarere på grund af funktionen med dekryptering af tv-signaler, selv om optagelsesfunktionen eller antallet af programtimer, der kan optages, kan indvirke på deres valg.

81      Det fremgår af alle disse forhold, at Sky+ boksen hovedsageligt er bestemt til modtagelse af tv-signaler, og at denne funktion hænger uløseligt sammen med dette apparat. Modtagelse af tv-signaler udgør derfor boksens hovedfunktion, idet optagelsesfunktionen kun er sekundær.

82      Det følger heraf, at der, eftersom de forklarende bemærkninger til KN på dette punkt er i modstrid med KN, skal ses bort fra dem i henhold til den i denne doms præmis 63-65 nævnte retspraksis.

83      Det skal desuden bemærkes, at selv om bestemmelser i en overenskomst som ITA ikke efter deres karakter skaber nogen rettigheder for borgerne, som disse i medfør af EU-retten kan påberåbe sig direkte for de nationale domstole, følger det af fast retspraksis, at når der findes EU-regler på det omhandlede område, kræver den forrang, som internationale aftaler indgået af Unionen har i forhold til den afledte ret, at denne i videst muligt omfang fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler (jf. i denne retning dom af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3989, præmis 52, og af 6.7.2010, sag C-428/08, Monsanto Technology, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 72).

84      Det følger af alle disse betragtninger, at KN skal fortolkes således, at set-top bokse med kommunikationsfunktion og harddisk, såsom Sky+ boksen, henhører under underposition 8528 71 13 på trods af de forklarende bemærkninger til KN.

 Tredje spørgsmål i sag C-288/09 og andet spørgsmål i sag C-289/09

85      Henset til besvarelsen af de første spørgsmål i de to sager, er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål i sag C-288/09 og det andet spørgsmål i sag C-289/09.

 Andet spørgsmål i sag C-288/09

86      Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), skal fortolkes således, at toldmyndighederne skal afgive BTO’er, som er i overensstemmelse med de forklarende bemærkninger til KN, i det mindste så længe det ikke er fastslået, at de er i strid med KN, eller om bestemmelsen derimod skal fortolkes således, at disse myndigheder ikke skal rette sig efter disse bemærkninger, hvis de finder, at bemærkningerne er i strid med KN.

87      Toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. ii), første led, angiver, at en BTO ophører med at være gyldig, når den som følge af en ændring af de forklarende bemærkninger til KN ikke længere er forenelig med fortolkningen af denne.

88      Denne bestemmelse omhandler ikke i egentlig forstand toldmyndighedernes forpligtelser vedrørende udstedelse af BTO’er, men de omstændigheder, under hvilke disse dokumenter ophører med at være gyldige.

89      I denne henseende bemærkes, at selv om den forelæggende ret formelt set har begrænset sit spørgsmål til fortolkningen af toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. ii), første led, for så vidt angår spørgsmålet om, hvad toldmyndighederne skal gøre i tilfælde af ændring af de forklarende bemærkninger til KN, følger det af fast retspraksis, at denne omstændighed ikke er til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den har henvist til dem i sit spørgsmål eller ej (jf. bl.a. dom af 25.1.2007, sag C-321/03, Dyson, Sml. I, s. 687, præmis 24, af 26.4.2007, sag C-392/05, Alevizos, Sml. I, s. 3505, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.1.2010, sag C-229/08, Wolf, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 32). Det tilkommer Domstolen herved fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. Wolf-sagen, præmis 32).

90      Spørgsmålet skal derfor forstås således, at den forlæggende ret ønsker oplyst, om der af den omstændighed, at BTO’erne ophører med at være gyldige som følge af en ændring af de forklarende bemærkninger til KN, kan udledes en forpligtelse for toldmyndighederne til at udstede BTO’er i overensstemmelse med de forklarende bemærkninger til KN.

91      Gennemførelsesforordningens artikel 12, stk. 1 og stk. 2, litra a), tredje led, angiver, at når de forklarende bemærkninger til KN er blevet ændret, skal toldmyndighederne træffe alle nødvendige foranstaltninger til, at der kun meddeles BTO’er, der er i overensstemmelse med disse bemærkninger fra datoen for deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

92      Selv om de forklarende bemærkninger til KN udgør vigtige midler til at sikre, at KN anvendes ensartet af medlemsstaternes toldmyndigheder, er de som bemærket i denne doms præmis 63 imidlertid ikke bindende i retlig forstand (jf. Develop Dr. Eisbein-dommen, præmis 21, og dom af 3.12.1998, sag C-259/97, Clees, Sml. I, s. 8127, præmis 12).

93      Det følger af disse betragtninger, at toldmyndighederne, når de forelægges en anmodning om udstedelse af en BTO, skal rette sig efter de forklarende bemærkninger til KN for at sikre en ensartet anvendelse af toldbestemmelserne i Unionen. I tilfælde af uenighed mellem de nævnte myndigheder og de erhvervsdrivende om disse bemærkningers overensstemmelse med KN og tariferingen af varer kan de sidstnævnte påklage afgørelsen til den kompetente myndighed.

94      Det tilkommer den ret, der har fået forelagt en sag om tarifering af en vare i henhold til toldkodeksens artikel 243, at foretage tariferingen af denne i overensstemmelse med bestemmelserne i KN, om nødvendigt efter forelæggelse af præjudicielt spørgsmål for Domstolen, jf. artikel 267 TEUF.

95      Når toldmyndighederne i en medlemsstat kommer ud for, at anvendelsen af de forklarende bemærkninger synes at føre til et resultat, der er uforeneligt med KN, kan medlemsstaten, som bemærket af Kommissionen, desuden forelægge sagen for det udvalg, der er nedsat i henhold til toldkodeksens artikel 247, ifølge den procedure, der er fastsat i artikel 8 i forordning nr. 2658/87.

96      Det andet spørgsmål i sag C-288/09 skal derfor besvares med, at toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), og gennemførelsesforordningens artikel 12, stk. 1 og stk. 2, litra a), tredje led, skal fortolkes således, at toldmyndighederne skal afgive BTO’er, som er i overensstemmelse med de forklarende bemærkninger til KN. I tilfælde af uenighed mellem de nævnte myndigheder og de erhvervsdrivende om disse bemærkningers overensstemmelse med KN og tariferingen af varer kan de sidstnævnte påklage afgørelsen til den kompetente myndighed i henhold til toldkodeksens artikel 243. Den ret, der får forelagt sagen, træffer afgørelse om tariferingen af varen, om nødvendigt efter at have forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål under de i artikel 267 TEUF fastsatte betingelser. Den medlemsstat, som disse myndigheder tilhører, kan desuden forelægge sagen for det udvalg, der er nedsat i henhold til toldkodeksens artikel 247, ifølge den procedure, der er fastsat i artikel 8 i forordning nr. 2658/87.

 Tredje spørgsmål i sag C-289/09

97      Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), skal fortolkes således, at forordning nr. 1549/2006 skal anses for en forordning i denne bestemmelses forstand. Den forelæggende ret spørger nærmere bestemt, om en BTO, der ikke længere er i overensstemmelse med KN på grund af ikrafttrædelsen af forordning nr. 1549/2006, er ophørt med at være gyldig efter datoen for denne ikrafttrædelse, eller om dette ikke er tilfældet.

98      Ifølge toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), ophører en BTO med at være gyldig, når den efter vedtagelsen af en forordning ikke er i overensstemmelse med de således fastsatte retsregler.

99      Toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), omhandler, som Kommissionen med rette har anført, ikke blot forordninger, såsom forordning nr. 1549/2006, der er vedtaget i henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2658/87, men enhver forordning, der indvirker eller bestemmer tariferingen af varer i KN.

100    Fra den 1. januar 2007 blev bilag I til forordning nr. 2658/87, som indeholder KN, erstattet af bestemmelserne i bilaget til forordning nr.  1549/2006, jf. denne forordnings artikel 1.

101    Det præciseres i fjerde betragtning til forordning nr. 1549/2006, at i overensstemmelse med artikel 12 i forordning nr. 2658/87 bør sidstnævnte forordnings bilag I med virkning fra den 1. januar 2007 afløses af en fuldstændig udgave af KN.

102    KN’s bestemmelser, der er indeholdt i bilaget til forordning nr. 1549/2006, nævner ikke længere underposition 8528 12 91. En BTO, der tariferer en vare i denne underposition, var derfor ikke længere i overensstemmelse med KN og ophørte således automatisk med at være gyldig fra den 1. januar 2007 i overensstemmelse med bestemmelserne i toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i).

103    Det fremgår af disse forhold, at tredje spørgsmål i sag C-289/09 skal besvares med, at toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), skal fortolkes således, at forordning nr. 1549/2006 skal anses for at være en forordning i denne bestemmelses forstand. En BTO, der ikke længere er i overensstemmelse med KN på grund af ikrafttrædelsen af forordning nr. 1549/2006, er ophørt med at være gyldig efter datoen for denne ikrafttrædelse.

 Fjerde spørgsmål i sag C-289/09

104    Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om toldkodeksens artikel 12, stk. 6, skal fortolkes således, at når der i henhold til artikel 12 i forordning nr. 2658/87 vedtages en forordning, der ændrer KN, og denne forordning ikke fastsætter en periode, i løbet af hvilken indehaveren af en BTO, der ophører med at være gyldig, ikke desto mindre fortsat kan anvende den, kan indehaveren ikke længere anvende denne BTO, eller om bestemmelsen derimod skal fortolkes således, at han fortsat kan anvende BTO’en i den på tariferingsområdet sædvanlige periode på seks måneder i henhold til princippet om den berettigede forventning.

105    Toldkodeksens artikel 12, stk. 6, andet afsnit, bestemmer, at når en BTO ophører med at være gyldig i henhold til kodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), kan der i den forordning, der er omhandlet i denne bestemmelse, fastsættes en frist, inden for hvilken indehaveren af BTO’en fortsat kan anvende den under de i toldkodeksens artikel 12, stk. 6, første afsnit, fastsatte betingelser.

106    Det bemærkes, at den BTO, der blev udstedt til Pace den 8. april 2005, ikke ophørte med at være gyldig som følge af nogen af de i toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. ii) eller iii), nævnte grunde.

107    Forordning nr. 1549/2006 fastsatte ikke nogen frist, inden for hvilken indehavere af BTO’er, der var ophørt med at være gyldige som følge af forordningens ikrafttræden, fortsat kunne anvende dem.

108    Hvad angår princippet om den berettigede forventning, som erhvervsdrivende kan påberåbe sig som begrundelse for, at der indrømmes dem en periode, i løbet af hvilken de fortsat kan anvende en BTO, der er ophørt med at være gyldig i henhold til toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), bemærkes, at artikel 12 i forordning nr. 2658/87 fastsætter, at Kommissionen hvert år vedtager en forordning indeholdende en fuldstændig udgave af KN. Forordningen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 31. oktober og anvendes fra den 1. januar det følgende år.

109    Muligheden for ændringer af ordlyd eller indhold i KN’s positioner eller underpositioner og risikoen for, at BTO’er som følge heraf mister deres gyldighed, kan derfor forudses, og erhvervsdrivende, der udviser tilbørlig opmærksomhed, vil være vidende herom.

110    Forordning nr. 1549/2006, som hører til den kategori af forordninger, der er omhandlet i artikel 12 i forordning nr. 2658/87, blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 31. oktober 2006 og trådte i kraft den 1. januar 2007 i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte artikel 12.

111    Det følger heraf, at de erhvervsdrivende ikke kan påberåbe sig princippet om den berettigede forventning for at få indrømmet en periode, i løbet af hvilken de fortsat kan anvende en BTO, der er ophørt med at være gyldig i henhold til toldkodeksens artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), i det tilfælde hvor den forordning, der er omhandlet i denne bestemmelse, ikke har fastsat en sådan frist.

112    Henset til disse betragtninger, skal fjerde spørgsmål i sag C-289/09 besvares med, at toldkodeksens artikel 12, stk. 6, skal fortolkes således, at når der i henhold til artikel 12 i forordning nr. 2658/87 vedtages en forordning, der ændrer KN, og denne forordning ikke fastsætter en frist, i løbet af hvilken indehaveren af en BTO, der ophører med at være gyldig, ikke desto mindre fortsat kan anvende den, kan indehaveren ikke længere anvende denne BTO.

 Sagsomkostningerne

113    Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1)      Den kombinerede nomenklatur, som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1549/2006 af 17. oktober 2006 og (EF) nr. 1214/2007 af 20. september 2007, skal fortolkes således, at set-top bokse med kommunikationsfunktion og harddisk, såsom Sky+ boksen, model DRX 280, henhører under underposition 8528 71 13 på trods af de forklarende bemærkninger til nævnte kombinerede nomenklatur.

2)      Artikel 12, stk. 5, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 1996, og artikel 12, stk. 1 og stk. 2, litra a), tredje led, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 12/97 af 18. december 1996, skal fortolkes således, at toldmyndighederne skal afgive bindende tariferingsoplysninger, som er i overensstemmelse med de forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur. I tilfælde af uenighed mellem de nævnte myndigheder og de erhvervsdrivende om disse bemærkningers overensstemmelse med den kombinerede nomenklatur og tariferingen af varer kan de sidstnævnte påklage afgørelsen til den kompetente myndighed i henhold til artikel 243 i forordning nr. 2913/92, med senere ændringer. Den ret, der får forelagt sagen, træffer afgørelse om tariferingen af varen, om nødvendigt efter at have forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål under de i artikel 267 TEUF fastsatte betingelser. Den medlemsstat, som disse myndigheder tilhører, kan desuden forelægge sagen for det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 247 i forordning nr. 2913/92, med senere ændringer, ifølge den procedure, der er fastsat i artikel 8 i forordning nr. 2658/87, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 254/2000 af 31. januar 2000.

3)      Artikel 12, stk. 5, litra a), nr. i), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 82/97, skal fortolkes således, at forordning nr. 1549/2006 skal anses for at være en forordning i denne bestemmelses forstand. En bindende tariferingsoplysning, der ikke længere er i overensstemmelse med den kombinerede nomenklatur på grund af ikrafttrædelsen af forordning nr. 1549/2006, er ophørt med at være gyldig efter datoen for denne ikrafttrædelse.

4)      Artikel 12, stk. 6, i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 82/97, skal fortolkes således, at når der i henhold til artikel 12 i forordning nr. 2658/87, som ændret ved forordning nr. 254/2000, vedtages en forordning, der ændrer den kombinerede nomenklatur, og denne forordning ikke fastsætter en frist, i løbet af hvilken indehaveren af en bindende tariferingsoplysning, der ophører med at være gyldig, ikke desto mindre fortsat kan anvende den, kan indehaveren ikke længere anvende denne bindende tariferingsoplysning.

Underskrifter


* Processprog: engelsk.