Sag C-382/13

C.E. Franzen m.fl.

mod

Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep)

»Præjudiciel forelæggelse – social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 13, stk. 2, og artikel 17 – løsarbejde i en anden medlemsstat end bopælsmedlemsstaten – gældende lovgivning – bopælsmedlemsstatens afslag på tildeling af børnetilskud og nedsættelse af alderspension«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 23. april 2015

1.        Social sikring – vandrende arbejdstagere – gældende lovgivning – lovgivningen i beskæftigelsesmedlemsstaten – lønnet beskæftigelse, der udøves lejlighedsvis – ingen betydning – arbejdstager underlagt den nævnte stats lovgivning på de dage, hvor beskæftigelsen udøves, og på de dage, hvor beskæftigelsen ikke udøves

[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 13, stk. 2, litra a)]

2.        Social sikring – vandrende arbejdstagere – gældende lovgivning – lovgivningen i beskæftigelsesmedlemsstaten – modtagelse af ydelser i medfør af alderspensionsforsikringsordningen og børnetilskud i bopælsmedlemsstaten i henhold til en lovgivning i sidstnævnte stat – opfyldelse af de materielle betingelser for tildeling af sådanne ydelser i medfør af bopælsmedlemsstatens lovgivning og ingen kumulation af ydelser af samme art, som vedrører samme periode – lovlig

[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 13, stk. 1 og 2, litra a)]

1.        Artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, skal fortolkes således, at en i en medlemsstat bosat person, der er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning, som ændret, og som i nogle få dage om måneden i henhold til en tilkaldekontrakt arbejder på en anden medlemsstats område, er omfattet af beskæftigelsesstatens lovgivning såvel på de dage, hvor vedkommende udøver den lønnede beskæftigelse, som på de dage, hvor vedkommende ikke udøver den.

Beskæftigelsesmedlemsstatens lovgivning finder nemlig fortsat anvendelse, så længe den pågældende person udøver sin erhvervsmæssige beskæftigelse på denne medlemsstats område. I denne forbindelse er den omstændighed, at der består et arbejdsforhold, og arbejdsforholdets karakter, såsom et deltidsarbejde eller løsarbejde, eller endog det antal arbejdstimer, der udføres af arbejdstageren, irrelevant.

(jf. præmis 50 og 53 samt domskonkl. 1)

2.        Artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, sammenholdt med samme artikels stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en vandrende arbejdstager, der er omfattet af beskæftigelsesstatens lovgivning, hvis anvendelse ikke har medført, at han er blevet tilknyttet denne medlemsstats sociale sikringsordning for så vidt angår børnepenge og alderspension, der opfylder de materielle betingelser for tildeling af sådanne ydelser i medfør af bopælsmedlemsstatens lovgivning, og hvis situation ikke giver anledning til en kumulation af ydelser af samme art, som vedrører samme periode, i henhold til en national lovgivning i bopælsmedlemsstaten modtager ydelser i medfør af alderspensionsforsikringsordningen og børnetilskud fra sidstnævnte medlemsstat.

(jf. præmis 55, 65 og 66 samt domskonkl. 2)