FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. MENGOZZI
fremsat den 6. september 2012 (1)
Forenede sager C-237/11 og C-238/11
Den Franske Republik
mod
Europa-Parlamentet
»Annullationssøgsmål – Europa-Parlamentets mødekalender for plenarmøderækker i 2012 og 2013 – protokoller om fastlæggelse af hjemstedet for Den Europæiske Unions institutioner og for visse af Unionens organer, kontorer, agenturer og tjenester«
I – Indledning
1. Ved sine søgsmål, der blev anlagt den 19. maj 2011, har Den Franske Republik nedlagt påstand om, at Domstolen annullerer Europa-Parlamentets (herefter »Parlamentet«) afgørelse af 9. marts 2011 om Parlamentets mødekalender 2012 (sag C-237/11) og Parlamentets afgørelse af samme dato om Parlamentets mødekalender 2013 (sag C-238/11) (herefter under ét »de anfægtede afgørelser«).
2. De to kalendere er kendetegnet ved, at de fastlægger, at Parlamentet i oktober 2012 og 2013 afholder to plenarmøderækker i Strasbourg (Frankrig) i den samme uge og af reduceret varighed i forhold til de møderækker, som er fastlagt til afholdelse i årets andre måneder.
II – De retlige rammer og tvistens baggrund
3. På topmødet i Edinburgh i 1992 traf medlemsstaternes regeringer i henhold til artikel 216 EØF, artikel 77 EKSF og artikel 189 Euratom en afgørelse, den såkaldte »Edinburgh-afgørelse«, vedrørende fastlæggelse af hjemstedet for De Europæiske Fællesskabers institutioner og for visse af Fællesskabets organer og tjenester.
4. Edinburgh-afgørelsens artikel 1, litra a), havde følgende ordlyd:
»Europa-Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og afholder dér de 12 månedlige plenarmøderækker, herunder også budgetmøderækken. Yderligere plenarmøderækker afholdes i Bruxelles. Europa-Parlamentets udvalg holder deres møder i Bruxelles. Europa-Parlamentets Generalsekretariat og dets tjenester er fortsat placeret i Luxembourg.«
5. Under den regeringskonference, som førte til vedtagelsen af Amsterdamtraktaten, blev det besluttet at knytte Edinburgh-afgørelsen til traktaterne som bilag. På nuværende tidspunkt er der tale om protokol nr. 6, der er optaget som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten, og protokol nr. 3, der er knyttet som bilag til Euratom-traktaten (herefter »protokollerne«). Protokollerne gengiver ordlyden i Edinburgh-afgørelsens artikel 1, litra a) (2).
6. I henhold til den primære ret kræves det således, at Parlamentet afholder månedlige plenarmøderækker i Strasbourg. Der er dog tradition for, at plenarmøderækken i august flyttes til oktober, hvor der således afholdes to plenarmøderækker i Strasbourg.
7. Formandskonferencen vedtog den 3. marts 2011 to forslag til en tidsplan for Parlamentets plenarmøderækker i 2012 og 2013. Ifølge disse forslag skulle Parlamentet afholde en plenarmøderække fra den 1. til den 4. oktober 2012 og fra den 22. til den 25. oktober 2012 samt fra den 30. september 2013 til den 3. oktober 2013 og fra den 21. til den 24. oktober 2013.
8. Den 7. marts blev der stillet to ændringsforslag til formandskonferencens forslag til tidsplan, et ændringsforslag til tidsplanen for 2012 og et ændringsforslag til tidsplanen for 2013. De to ændringsforslag, der havde samme ordlyd, gik ud på, at »mødeperioden i uge 40 (3) bortfalder«, og at »oktober II-mødeperioden [fra den 22. til den 25. oktober 2012 og fra den 21. til den 24. oktober 2013] opdeles i to separate mødeperioder«. Den første mødeperiode i oktober 2012 skulle således afholdes den 22. og 23. oktober 2012 (den 21. og 22. oktober i 2013), og den anden mødeperiode i oktober 2012 skulle finde sted den 25. og 26. oktober 2012 (den 24. og 25. oktober i 2013). De to ændringsforslag blev sat til afstemning og vedtaget.
9. Ifølge mødekalenderen for 2012 skal der således afholdes to møderækker i oktober i den samme uge, nemlig den 22. og 23. oktober (første møderække) og den 25. og 26. oktober (anden møderække).
10. For så vidt angår mødekalenderen for 2013 skal der afholdes to møderækker i oktober i den samme uge, nemlig den 21. og 22. oktober (første møderække) og den 24. og 25. oktober (anden møderække).
III – Parternes påstande og retsforhandlingerne ved Domstolen
11. Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 9. januar 2012 er sagerne C-237/11 og C-238/11 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.
12. Den Franske Republik har nedlagt følgende påstande:
– De anfægtede afgørelser annulleres.
– Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
13. Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Sagerne afvises.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14. Domstolens præsident har ved kendelse af 21. september 2011 tilladt Storhertugdømmet Luxembourg at intervenere til støtte for Den Franske Republiks påstande.
15. Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg og Parlamentet afgav mundtlige indlæg i retsmødet den 5. juni 2012.
IV – Stillingtagen
16. Da ordlyden af det søgsmål, der er anlagt af Den Franske Republik i sag C-237/11, er identisk med ordlyden af søgsmålet i sag C-238/11, og da såvel Parlamentets og Storhertugdømmet Luxembourgs indlæg i de to sager er enslydende (4), foreslår jeg, at Domstolen tager samlet stilling til de to søgsmål.
17. De to annullationssøgsmål, som er anlagt af Den Franske Republik, indeholder således et enkelt anbringende om tilsidesættelse af protokollerne om fastlæggelse af hjemstedet for institutionerne samt manglende opfyldelse af Domstolens dom af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet (5). Da Parlamentet har rejst tvivl om, hvorvidt sagerne kan antages til realitetsbehandling, vil jeg indlede analysen med dette aspekt af tvisten.
A – Formaliteten
1. Parternes argumenter
18. Parlamentet har gjort gældende, at annullationssøgsmålene ikke kan antages til realitetsbehandling, og har fremført som argument, at de anfægtede afgørelser ikke er anfægtelige retsakter i artikel 263 TEUF’s forstand. De pågældende afgørelser hører udelukkende under Parlamentets interne organisation og har ingen retlig virkning for tredjemand, hvilket det forhold, at Parlamentet ikke er forpligtet til at begrunde disse afgørelser, synes at bekræfte. Desuden fremgår det af Domstolens og Den Europæiske Unions Rets faste praksis, at mens et annullationssøgsmål kan være rettet mod Parlamentets retsakter, der er bestemt til at have retsvirkninger over for tredjemand, kan retsakter, som udelukkende vedrører den interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde, ikke gøres til genstand for et sådant søgsmål (6). Planlægningen af Parlamentets arbejde kræver, at der vedtages en vis mængde interne foranstaltninger, heriblandt de anfægtede afgørelser, vedrørende udøvelsen af den opgave, som denne institution er blevet pålagt ved artikel 232 TEUF. Disse afgørelser har udelukkende økonomiske konsekvenser og vedrører kun den medlemsstat, hvor Parlamentet har hjemsted. Ifølge sagsøgte forsøger Den Franske Republik at få prøvet en påstand om, at Parlamentet ikke har opfyldt sine forpligtelser, skønt et sådant retsmiddel ikke er fastsat i traktaterne. Endelig har Parlamentet afvist det synspunkt, som sagsøgeren og Storhertugdømmet Luxembourg har givet udtryk for, nemlig at Domstolen implicit, men nødvendigvis udtalte sig om formaliteten i annullationssøgsmålet i forbindelse med ovennævnte dom i sagen Frankrig mod Parlamentet.
19. Ifølge Den Franske Republik og Storhertugdømmet Luxembourg udgør den pågældende dom ubestrideligt et fortilfælde, hvorved Domstolen besluttede at annullere Parlamentets afgørelse af 20. september 1995 om fastlæggelse af tidsplanen for Parlamentets arbejde i 1996. De har hævdet, at da formaliteten angår grundlæggende retsprincipper og derfor skal tages under påkendelse ex officio, må det på baggrund af det forhold, at Domstolen ikke udtalte sig om dette i sin dom, anerkendes, at den implicit, men nødvendigvis antog det annullationssøgsmål til realitetsbehandling, som på det pågældende tidspunkt var blevet anlagt til prøvelse af en afgørelse, der på alle måder var sammenlignelig med de i denne sag anfægtede afgørelser. Den Franske Republik har tilføjet, at spørgsmålet om, hvorvidt de anfægtede afgørelser hører under den interne tilrettelæggelse af arbejdet i Parlamentet eller har retsvirkninger i forhold til tredjemand, er uløseligt knyttet til en undersøgelse af deres indhold og dermed til behandlingen af sagens realitet (7).
2. Retlig vurdering
20. For så vidt angår Parlamentets retsakter kan et annullationssøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, alene rettes mod retsakter, som er bestemt til at skabe retsvirkninger i forhold til tredjemand. For at fastslå, om en foranstaltning udgør en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF, er det afgørende retsaktens indhold, idet den form, i hvilken foranstaltningen forekommer, for så vidt er irrelevant (8). I denne sag er parterne netop uenige om bestemmelsen af retsvirkningerne af de anfægtede afgørelser.
21. I dommen i sagen Weber mod Parlamentet (9) fastslog Domstolen, at der ikke kan anlægges annullationssøgsmål til prøvelse af Parlamentets retsakter, »der udelukkende vedrører den interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde«, og at »til denne kategori hører de parlamentsakter, der enten ikke har retsvirkninger, eller som kun har retsvirkning inden for Parlamentet for så vidt angår den interne tilrettelæggelse af dettes arbejde, og som kan prøves ved de procedurer, der er fastsat i Parlamentets forretningsorden« (10). Den fastslog således, at en afgørelse fra Parlamentet om ikke at udbetale en overgangsgodtgørelse til et medlem ved mandatophør, har »retsvirkninger, der rækker videre end den interne tilrettelæggelse af institutionens arbejde, da de vedrører et parlamentsmedlems økonomiske forhold ved ophøret af den pågældendes mandat« (11).
22. I en anden forbindelse fastslog Domstolen ligeledes, at en beslutning fra Parlamentet, som angav det personale, der var beskæftiget med visse opgaver, og hvis tilstedeværelse i Bruxelles efter Parlamentets opfattelse var nødvendig, hvorfor den pålagde Parlamentets kompetente organer hurtigt at træffe alle nødvendige skridt for at gennemføre beslutningen, havde »karakter af en afgørelse, og at dens virkninger eventuelt vil kunne berøre de garantier, der for Storhertugdømmet Luxembourg følger af akterne vedrørende Parlamentets hjemsted og arbejdssteder efter den fortolkning, Domstolen har givet disse akter« (12).
23. Derimod forkastede Domstolen en afvisningspåstand i et annullationssøgsmål vedrørende en afgørelse truffet af Parlamentets formand om imødekommelse af anmodningen om at nedsætte et undersøgelsesudvalg og fastslog, at »den anfægtede retsakt ikke kan skabe retsvirkninger i forhold til tredjemand, [idet] undersøgelsesudvalg […] udelukkende har undersøgelsesmæssige beføjelser, hvorfor de retsakter, der vedrører nedsættelsen af udvalg, alene vedrører den interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde« (13). Det samme var tilfældet i en sag, hvori retmæssigheden af proceduren for udnævnelsen af formanden for en interparlamentarisk delegation, hvis kompetence er begrænset til information og kontakt, blev anfægtet. Akterne i denne forbindelse vedrørte alene den interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde (14).
24. Hvor skal de anfægtede afgørelser placeres på baggrund af Domstolens forskellige standpunkter?
25. Jeg tvivler på, at virkningerne af de anfægtede afgørelser er knyttet til institutionens interne anliggender i streng forstand, sådan som Parlamentet har hævdet. Ganske vist giver afstemningen om kalenderen umiddelbart Parlamentet mulighed for at planlægge sit arbejde og hører tilsyneladende under den interne tilrettelæggelse af arbejdet. Kalenderne for de enkelte år fastlægger imidlertid ikke kun Parlamentets arbejde, men også Parlamentets, dets medlemmers og dets personales tilstedeværelse på dets forskellige arbejdssteder. Jeg er derfor tilbøjelig til at tilslutte mig generaladvokat Lenz’ synspunkt, nemlig at »det forhold, at den nødvendige infrastruktur stilles til rådighed [til at afholde møderne], indirekte [medfører] retlige forpligtelser over for tredjemand« (15), og ikke udelukke den mulighed, at hensyn som disse opfylder betingelserne i artikel 263, første afsnit, TEUF.
26. I og med at jeg deler generaladvokat Lenz’ synspunkter, må jeg også afvise Parlamentets argument, hvorved det bestrider, at ovennævnte dom af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet er egnet til at danne præcedens med hensyn til, om sagen kan antages til realitetsbehandling. Som jeg har gjort rede for ovenfor, udtalte Domstolen sig ifølge Den Franske Republik »implicit, men nødvendigvis« om formaliteten i sagen i forbindelse med denne dom, hvorimod Parlamentet har hævdet, at det forhold, at dommen ikke omtaler dette, betyder, at Domstolen ikke tog stilling hertil. Ud over, at en afvisning af realitetsbehandling er et spørgsmål om grundlæggende retsprincipper, som bør undersøges af egen drift (16), sådan som Den Franske Republik og Storhertugdømmet Luxembourg med rette har gjort gældende, havde generaladvokat Lenz desuden netop henledt Domstolens opmærksomhed på spørgsmålet om, hvorvidt det af Den Franske Republik anlagte søgsmål til prøvelse af den anfægtede parlamentsafgørelse, kunne antages til realitetsbehandling (17). Domstolen udtalte sig således om sagens realitet med fuldt kendskab til spørgsmålet.
27. Selv når Domstolen ikke mener sig i stand til på forhånd at afgøre, om den pågældende retsakt, som annullationssøgsmålet vedrører, rent faktisk skaber retsvirkninger, indtager den under alle omstændigheder det standpunkt, at den kun kan afgøre dette ved at behandle realiteten i sagen. Den har således tidligere fastslået, at »vurderingen af den anfægtede beslutnings retsvirkninger er uadskilleligt forbundet med en bedømmelse af dens indhold samt af spørgsmålet, om kompetencereglerne er overholdt. Følgelig må sagen behandles i realiteten« (18). Domstolen gentog desuden dette synspunkt, da den havde fået forelagt et annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Parlamentets Præsidium, hvor den ene havde form af et notat med en oversigt på mellemlang sigt over Parlamentets aktiviteter på de tre sædvanlige arbejdssteder (19).
28. I alle tilfælde er det således ikke muligt på dette punkt i analysen at afvise sagerne, som derfor bør antages til realitetsbehandling.
B – Det eneste anbringende om tilsidesættelse af protokollerne og om manglende opfyldelse af dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet
1. Parternes argumenter
29. Ved det eneste anbringendes første led har Den Franske Republik hævdet, at idet protokollerne blot gentager Edinburgh-afgørelsen, er dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet, hvor Domstolen havde lejlighed til at fortolke denne afgørelse, absolut relevant for de foreliggende sager. Sagsøgeren har gjort opmærksom på, at Domstolen fastslog, at medlemsstaterne med vedtagelsen af Edinburgh-afgørelsen havde stadfæstet Parlamentets praksis med som udgangspunkt at træde sammen hver måned i Strasbourg og at flytte møderækken i august til oktober. Da teksterne omhandler »de« 12 månedlige plenarmøderækker, skal afgørelsen, ligesom protokollerne, fortolkes således, at den henviser til den praksis, som gjaldt før vedtagelsen af Edinburgh-afgørelsen. Ifølge præmis 5 i dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet definerede Domstolen en månedlig plenarmøderække, som skal afholdes i Strasbourg, som en mødeperiode, der strækker sig fra mandag til fredag. Ifølge Den Franske Republik erkendte Domstolen således »implicit, men nødvendigvis«, at Edinburgh-afgørelsen også fastsatte møderækkernes varighed. De anfægtede afgørelser har ved at afkorte de to møderækker, som afholdes i oktober 2012 og oktober 2013, til to dage, således tilsidesat det væsentlige i de ovennævnte protokoller, idet denne fremgangsmåde medfører, at den årlige varighed af de plenarmøderækker, som skal afholdes i Strasbourg, reduceres med 1/12, og at der derfor i realiteten kun fastlægges 11 månedlige plenarmøderækker om året. Såfremt Domstolen fastslår, at de anfægtede afgørelser er i overensstemmelse med protokollerne, har Den Franske Republik advaret mod risikoen for en mere generel anvendelse af denne fremgangsmåde og en endnu større reduktion af de plenarmøderækker, som skal afholdes i Strasbourg.
30. Med anbringendets andet led har Den Franske Republik kritiseret Parlamentet for at have brudt den regelmæssighed, hvormed plenarmøderækkerne skal afholdes. I henhold til præmis 29 i ovennævnte dom af 1. oktober i sagen Frankrig mod Parlamentet defineres Parlamentets hjemsted i Edinburgh-afgørelsen som »det sted, hvor institutionen med regelmæssige mellemrum skal holde 12 ordinære plenarmødeperioder«. Det er kun muligt at bryde denne regelmæssighed i forbindelse med august og – i de år, hvor der afholdes valg – juni.
31. Ved anbringendets tredje led har Den Franske Republik, med støtte i ovennævnte præmis i dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet, hævdet, at Parlamentet ikke kunne fastlægge yderligere møderækker i Bruxelles, idet det kun er muligt at fastlægge yderligere møderækker, hvis der allerede er fastlagt 12 plenarmøderækker. Da kalenderen for henholdsvis 2012 og 2013 kun indeholder 11 plenarmøderækker, kan Parlamentet ikke fastlægge yderligere møderækker for disse to år.
32. Ved anbringendets fjerde led har Den Franske Republik hævdet, at Parlamentet tilsidesatte det princip om fordelingen af kompetencer mellem medlemsstaterne og Parlamentet, som Domstolen definerede i dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet. Den Franske Republik har hævdet, at det eneste formål med de anfægtede afgørelser er at reducere parlamentsmedlemmernes tilstedeværelse i Strasbourg. Dette bekræftes af, at kalenderen for henholdsvis oktober 2012 og oktober 2013 er vedtaget i samme ordlyd, hvilket beviser, at der ikke er tale om en enkeltstående reaktion på et konjunkturmæssigt behov, men reelt om en praksis, som det er hensigten at gøre permanent. Ifølge Den Franske Republik er de anfægtede afgørelser udtryk for det paradoks, at man reducerer varigheden af Parlamentets plenarmøderækker på et tidspunkt, hvor institutionens arbejdsbyrde er konstant voksende. Endelig har sagsøgeren gjort opmærksom på, hvad en plenarmøderække i Parlamentet indeholder, og forklaret, at det ikke er muligt at varetage disse aktiviteter på samme måde, hvis møderækkernes varighed reduceres til to dage.
33. I forbindelse med sin intervention til støtte for Den Franske Republik har Storhertugdømmet Luxembourg tilsluttet sig Den Franske Republiks konklusioner og hævdet, at det egentlige formål med de anfægtede afgørelser ikke er at forbedre den interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde. Storhertugdømmet Luxembourg har gjort opmærksom på, at den aktuelle sammenhæng tydeligvis er, at ordningen med Parlamentets flere arbejdssteder drages i tvivl, og især dets forpligtelse til at afholde møder i Strasbourg. Parlamentets hensigt med de anfægtede afgørelser er, at det selv vil fastlægge sit hjemsted. Storhertugdømmet Luxembourg har desuden påpeget, at Parlamentet ikke har forklaret, hvordan denne nye fastlæggelse af møderækkerne i oktober medfører en bedre tilrettelæggelse af dets arbejde, og at det på grund af den vedvarende udvidelse af Parlamentets beføjelser er inkonsekvent at mindske varigheden og hyppigheden af de månedlige plenarmøderækker. Endelig er der ifølge Storhertugdømmet Luxembourg en temmelig stor forskel mellem de månedlige plenarmøderækker og de yderligere plenarmøderækker, både med hensyn til varigheden (fire dage for de månedlige plenarmøderækkers vedkommende, to dage for de yderligere møderækker) og med hensyn til stedet (Strasbourg for de månedlige plenarmøderækkers vedkommende, Bruxelles for de yderligere møderækker). Man kan således enten anse de to møderækker på to dage, som ifølge de anfægtede afgørelser er fastlagt i oktober måned, for én møderække på fire dage, i hvilket tilfælde de pågældende kalendere kun fastlægger 11 månedlige plenarmøderækker. Eller man kan se sådan på det, at der reelt er tale om to møderækker på to dage, og møderækker af denne varighed i stedet skal klassificeres som yderligere møderækker, som Parlamentet ikke har ret til at fastlægge, da det først kan gøre dette efter at have fastlagt 12 månedlige plenarmøderækker. Uanset hvilken fortolkning man vælger, tilsidesætter de anfægtede afgørelser protokollerne.
34. Parlamentet har indledt svarskriftet med en redegørelse for den historiske udvikling af dets beføjelser og understreget, at opdelingen på tre arbejdssteder altid har hæmmet dets funktion. Parlamentet mener dog, at det altid har respekteret sine forpligtelser, som følger af den primære ret. For så vidt angår kalenderne for 2012 og 2013 har det oplyst, at det ganske rigtigt er forpligtet til hvert år at afholde 12 plenarmøderækker i Strasbourg, ti møderækker af en varighed på hver fire dage og to møderækker af en varighed på hver to dage. Samlet set træder Parlamentet i hvert af de to år, som de anfægtede afgørelser vedrører, sammen i 44 dage i Strasbourg (20) og afholder yderligere plenarmøderækker på i alt otte dage i Bruxelles.
35. Herefter har Parlamentet anført de faktuelle og retlige forskelle mellem denne sag og den sag, der gav anledning til dom af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet. Tilrettelæggelsen af Parlamentets arbejde udvikler sig i takt med dets beføjelser. Som følge af Lissabontraktatens vedtagelse er især budgetproceduren blevet forenklet og kræver kun én behandling, hvilket ifølge Parlamentet gør det overflødigt at afholde en »budgetmøderække« som fastsat i protokollerne. En af de to møderækker i oktober er dog i princippet budgetmøderækken. Parlamentet har herefter gjort rede for en række standpunkter, som dels kan henføres til Parlamentet selv, dels til dets medlemmer og dels til civilsamfundet. Alle disse standpunkter vedrører de ulemper, som er forbundet med, at Parlamentet har flere arbejdssteder, og især flytningerne til Strasbourg, både i forhold til økonomi, miljø og effektivitet. De anfægtede afgørelser bør derfor ifølge Parlamentet også ses i lyset af disse hensyn samt i lyset af den aktuelle økonomiske og finansielle krise.
36. Som svar på Den Franske Republiks argumenter har Parlamentet gjort gældende, at protokollerne ikke fastsætter møderækkernes varighed. I henhold til artikel 341 TEUF har medlemsstaterne kompetence til at fastlægge institutionernes hjemsted. Dette retsgrundlag skal fortolkes strengt, og medlemsstaternes udøvelse af denne kompetence må ikke påvirke Parlamentets beføjelse til at tilrettelægge sit arbejde internt. Selv hvis det antages, at Edinburgh-afgørelsen indeholder en angivelse af varigheden af Parlamentets månedlige plenarmøderækker, bør det derfor fastslås, at medlemsstaterne herved har udøvet deres kompetence i henhold til artikel 341 TEUF ultra vires. Hverken traktaterne, protokollerne eller Parlamentets forretningsorden indeholder udtrykkelige bestemmelser om plenarmøderækkernes varighed. Parlamentet har desuden bestridt den fortolkning, som Den Franske Republik har anlagt af dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet og især påpeget, at den faktuelle situation, som Domstolen skulle tage stilling til i ovennævnte sag, var en ganske anden end den situation, der ligger til grund for dette søgsmål.
37. Parlamentet har hævdet, at den relevante dom, med hensyn til plenarmøderækkernes varighed, tværtimod er Wybot-dommen (21), hvor Domstolen fastslog, at »fastlæggelsen af møderækkernes varighed hører, i mangel af traktatbestemmelser herom, under den interne organiseringsbeføjelse, som Parlamentet tillægges«. Det tilkommer derfor Parlamentet frit at fastlægge plenarmøderækkernes varighed.
38. Parlamentet har kraftigt bestridt Den Franske Republiks fortolkning af Edinburgh-afgørelsen. Når Den Franske Republik anser Edinburgh-afgørelsen for en konkret udmøntning af den tidligere praksis, er det ifølge Parlamentet et forsøg på at fratage institutionen beføjelsen til at udvikle sin praksis, og dets praksis er nødt til at blive udviklet, når der sker en udvikling i dets rolle og beføjelser. Selv om Parlamentet ikke lægger skjul på, at dets mål er at mindske den indvirkning, som fastlæggelsen af dets hjemsted har på dets funktion, og at begrænse virkningerne af, at det har flere arbejdssteder, har det fastholdt, at Strasbourg i de aktuelle planer for 2012 og 2013 stadig er tyngdepunktet med hensyn til hjemsted. Parlamentet har desuden bemærket, at oktober er den eneste måned, hvor det er muligt at afkorte de to møderækker, idet de øvrige månedlige plenarmøderækker siden 2001 har strakt sig over fire dage, og det anser risikoen for, at de afkortes yderligere, for ren spekulation.
39. I replikken har Den Franske Republik gjort opmærksom på, at Parlamentet udøver sine beføjelser i forhold til Den Europæiske Centralbank og Revisionsretten, selv om disse institutioner ikke har sæde i Bruxelles. Parlamentet er således ikke forpligtet til at have sit hjemsted i den samme by som den institution, som den udøver sin beføjelse i forhold til.
40. Den Franske Republik har desuden bestridt Parlamentets påstande vedrørende budgetmøderækken ud fra det synspunkt, at Parlamentets afstemning om budgettet i en plenarmøderække, hvor Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen er til stede, kræver en særlige grundig behandling i Parlamentet, fordi den er enkeltstående. Under disse omstændigheder er budgetmøderækken stadig meget vigtig.
41. Hvad angår de forskellige synspunkter, som Parlamentet har fremført, har Den Franske Republik påpeget, at de er partiske, og gjort opmærksom på, at fastlæggelsen af institutionernes hjemsted udelukkende henhører under medlemsstaternes kompetence. I retsmødet bestred Den Franske Republik endvidere de tal, som Parlamentet har angivet, vedrørende CO2-emission og de omkostninger, der er forbundet med den geografiske spredning af Parlamentets arbejdssteder (22).
42. Desuden kan Parlamentet med påberåbelsen af den nævnte Wybot-dom ikke rejse tvivl om Den Franske Republiks fortolkning af protokollerne med hensyn til møderækkernes varighed, da den pågældende dom blev afsagt i en helt anden sammenhæng, som ikke er relevant for den aktuelle sag. Ifølge Den Franske Republik medgav Domstolen »implicit, men nødvendigvis«, at Edinburgh-afgørelsen kodificerede den eksisterende praksis, også med hensyn til møderækkernes varighed, og den mente således ikke, at medlemsstaterne havde overskredet deres kompetence. Parlamentet har således ikke fremført nogen argumenter, der kan berettige de ændringer, som de anfægtede afgørelser indebærer.
43. I duplikken har Parlamentet i alt væsentligt gentaget sine argumenter fra svarskriftet, nemlig at medlemsstaternes kompetence til at fastlægge institutionernes hjemsted ikke omfatter fastlæggelsen af de månedlige plenarmøderækkers varighed, som hører under Parlamentets interne tilrettelæggelse af arbejdet. Parlamentet har gjort den autonomi gældende, som nødvendigvis må tillægges Parlamentet, for at det kan tilrettelægge sit arbejde mere effektivt og med færre omkostninger, og har bestridt, at det ønsker at drage fastlæggelsen af hjemstedet i Strasbourg i tvivl. Parlamentet har bemærket, at varigheden af de yderligere plenarmøderækker, som skal afholdes i Bruxelles, også er blevet reduceret. Det har gjort opmærksom på, at Den Franske Republik ikke anlagde søgsmål, da praksis vedrørende plenarmøderækkernes varighed blev ændret i 2000, hvor fredagsmødet blev afskaffet. I forhold hertil udgør de anfægtede afgørelser højst en reduktion på 1/12, mens den ændring af praksis, som blev indført i 2000 og trådte i kraft i 2001, udgjorde en reduktion på 1/5. Parlamentet har antydet, at man i og med, at Den Franske Republik ikke bestred afskaffelsen af fredagsmødet, kan udlede, at denne regering – implicit, men nødvendigvis – anerkendte Parlamentets frihed til at fastlægge møderækkernes varighed. Parlamentet har tilføjet, at omlægningen af dets arbejde har til formål at øge effektiviteten, og har bemærket, at udvalgenes aktiviteter efterhånden er blevet vigtigere end plenarforsamlingens. Under alle omstændigheder bør den effektive virkning af Parlamentets ret til selvstændigt at tilrettelægge sit arbejde opretholdes, navnlig da det er den eneste folkevalgte institution. Endelig har Parlamentet som svar på Storhertugdømmet Luxembourgs argumenter afvist, at en møderække mister sin karakter af regelmæssig møderække, hvis den kun varer to dage. Det kan ikke udledes af Edinburgh-afgørelsen, og heller ikke af protokollerne, at Parlamentet er forpligtet til at afholde plenarmøderækker, som varer fra mandag morgen til fredag aften uden hensyn til de faktiske behov.
2. Retlig vurdering
44. Selv om Domstolen ikke kan se bort fra den stærke tvivl, der er blevet rejst om Parlamentets forpligtelse til at have sæde i Strasbourg, hvilket parterne også har nævnt, er det vigtigt at bemærke, at den skal træffe afgørelse med hensyn til jus i denne sag.
45. Den Franske Republik har med sit eneste anbringende gjort gældende, at de anfægtede afgørelser tilsidesætter protokollerne samt dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet på grund af den varighed, der fastsættes for de plenarmøderækker, som ifølge planen skal afholdes i oktober 2012 og 2013 (første led), på grund af afbrydelsen af møderækkernes regelmæssighed, som følge af at der skal afholdes to plenarmøderækker af to dages varighed i den samme uge (andet led), på grund af de anfægtede afgørelsers sammenblanding af begreberne ordinære plenarmøderækker og yderligere plenarmøderækker (tredje led), samt på grund af tilsidesættelse af fordelingen af beføjelserne mellem medlemsstaterne og Parlamentet (fjerde led).
46. For at give en bedre indsigt i sagen vil jeg indlede min analyse med at trække de mest relevante elementer af ovennævnte dom af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet frem. Derefter vil jeg foreslå en analyse, der går på tværs af de forskellige led af sagsøgerens anbringende, hvor jeg for det første vil påvise, at Domstolen ikke bør basere sit ræsonnement i denne sag på spørgsmålet om de månedlige plenarmøderækkers varighed som det eneste kriterium, da der ikke a priori findes en udtrykkelig regel, som fastlægger denne varighed, og for det andet vil jeg foreslå en mere omfattende test til at bedømme, om de anfægtede afgørelser er lovlige, nemlig den overordnede sammenhængstest.
a) De relevante elementer af dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet
47. Inden for rammerne af ovennævnte annullationssøgsmål, der som nævnt var anlagt til prøvelse af Parlamentets afgørelse om fastlæggelse af tidsplanen for Parlamentets arbejde i 1996, fastslog Domstolen vedrørende fordelingen af Parlamentets arbejdssteder på tre byer, at det »hvad angår det forhold, at Parlamentet har flere arbejdssteder, bemærkes, at [medlemsstaternes kompetence til ved overenskomst at fastlægge EU-institutionernes hjemsted] ikke kun indebar en forpligtelse til at fastlægge Parlamentets hjemsted, men også en ret til at præcisere indholdet af dette begreb og fastlægge, hvad der skal foregå på hjemstedet« (23). Den vurderede således, at medlemsstaterne med vedtagelsen af Edinburgh-afgørelsen »har […] villet fastslå, at Parlamentets hjemsted i Strasbourg er det sted, hvor Parlamentet primært holder ordinære plenarmøder, og de har i denne forbindelse med bindende virkning fastslået, hvor mange mødeperioder der skal holdes dér« (24). Desuden har medlemsstaterne ifølge Domstolens vurdering »fulgt institutionens praksis, der består i, at Parlamentet som udgangspunkt træder sammen hver måned i Strasbourg« (25). Hvad angår budgetmødeperioden fortolkede Domstolen Edinburgh-afgørelsen således, at Parlamentet »skal udøve [sine] beføjelser [vedrørende budgettet] under en af de ordinære mødeperioder, som afholdes på Parlamentets hjemsted« (26).
48. I henhold til Domstolens fortolkning af Edinburgh-afgørelsen defineres Parlamentets hjemsted således som »det sted, hvor institutionen med regelmæssige mellemrum skal holde 12 ordinære plenarmødeperioder, herunder de mødeperioder, hvor Parlamentet udøver de beføjelser vedrørende budgettet, det er tillagt ved traktaten. Der kan således kun fastsættes yderligere plenarmødeperioder på et andet arbejdssted, hvis Parlamentet holder 12 ordinære plenarmødeperioder i Strasbourg, der er institutionens hjemsted« (27).
49. Derefter trak Domstolen en skillelinje mellem medlemsstaternes kompetence til at fastlægge institutionernes hjemsted og den beføjelse, Parlamentet bør have til selv at tilrettelægge sit arbejde internt. Den fastslog således, at »selv om Parlamentet i henhold til denne beføjelse til at tilrettelægge sit arbejde internt kan træffe egnede foranstaltninger for at sikre en god afvikling af Parlamentets arbejde og procedurer, skal Parlamentets vedtagelser respektere medlemsstaternes kompetence til at fastlægge institutionernes hjemsted« (28). På den anden side skal »medlemsstaterne, når de udøver deres kompetence […] respektere Parlamentets beføjelse til selv at tilrettelægge sit arbejde internt og drage omsorg for, at en sådan vedtagelse ikke griber forstyrrende ind i Parlamentets virksomhed« (29). Herved anerkendte den ligeledes, at »selv om der ved Edinburgh-afgørelsen opstilles visse krav til, hvorledes Parlamentet tilrettelægger sit arbejde, beror disse krav på, at medlemsstaterne har skullet definere hjemstedet i en situation, hvor Parlamentet fortsat har flere arbejdssteder« (30).
50. Da Edinburgh-afgørelsen er kodificeret til bestående ret ved protokollerne, er der ikke anledning til at ændre ved Domstolens fortolkning med henblik på vurderingen af lovligheden af de anfægtede afgørelser, og navnlig ikke da parterne ikke har draget denne i tvivl.
b) Fraværet af en regel om de månedlige plenarmøderækkers varighed
51. Parterne er uenige om, hvorvidt Edinburgh-afgørelsen, som kodificeret ved protokollerne, fastsætter forpligtelser med hensyn til plenarmøderækkernes varighed, som Parlamentet skal overholde.
52. Jeg vil indlede med at tilbagevise, at Wybot-dommen, som er påberåbt, er relevant for denne sag. Selv om Domstolen, sådan som Parlamentet har bemærket, fastslog, at »fastlæggelsen af møderækkernes varighed […], i mangel af traktatbestemmelser herom, [hører] under den interne organiseringsbeføjelse, som Parlamentet tillægges« (31), vedrørte dette selve den sag, der gav anledning til ovennævnte Wybot-dom. Sagen indgik således i en helt anden retlig ramme og vedrørte fastlæggelsen af Parlamentets årlige samling (32), dvs. den samlede varighed af den periode, hvor Parlamentet er samlet, og som den selv frit kunne fastlægge. Det er åbenbart, at dette var baggrunden for, at Domstolen kunne bekræfte, at fastlæggelsen af møderækkernes varighed, i betydningen den årlige samlede varighed af møderækkerne, i sidste ende var omfattet af Parlamentets beføjelse til at tilrettelægge sit arbejde internt. Dette betyder på ingen måde, at man heraf, inden for rammerne af nærværende sag, kan udlede, at Parlamentet har den samme frihed med hensyn til fastlæggelsen af de månedlige plenarmøderækkers varighed.
53. Selv om man, ved en reductio ad absurdum, udledte af Wybot-dommen, at også fastlæggelsen af de månedlige plenarmøderækker hører under Parlamentets beføjelse til at tilrettelægge sit arbejde internt, forholder det sig dog sådan, at denne beføjelse skal udøves under iagttagelse af den primære ret. Jeg mener, at fastlæggelsen af plenarmøderækkernes varighed er klart knyttet til efterkommelsen af medlemsstaternes afgørelse om fastlæggelsen af Parlamentets hjemsted i Strasbourg. Sagt helt klart ville en afgørelse, hvorefter alle månedlige plenarmøderækker, som blev afholdt i Strasbourg, kun skulle vare en halv dag, tilsidesætte de protokoller, som fastlægger Parlamentets hjemsted. Set ud fra denne synsvinkel har den kompetence, som medlemsstaterne har udøvet ved at fastlægge Parlamentets hjemsted, nødvendigvis en indvirkning på, hvor lang tid Parlamentet befinder sig i Strasbourg, uden at der er opstillet en fast regel herom. Domstolen har allerede anerkendt dette ved at udtale, at Parlamentets »hjemsted […] er det sted, hvor Parlamentet primært holder ordinære plenarmøder« (33). Fastlæggelsen af hjemstedet har derfor i sig selv en kvantitativ indvirkning, uden at medlemsstaterne kan kritiseres for at have udøvet deres kompetence ultra vires, sådan som Parlamentet har påstået.
54. Når det er slået fast, bør det samtidig indrømmes, at protokollerne ikke er informative hvad angår plenarmøderækkernes konkrete varighed, og Parlamentet bør gives medhold i, at der ikke findes nogen udtrykkelig regel herom. Desuden er jeg tilbøjelig til at moderere de forpligtelser med hensyn til varigheden, som Den Franske Republik har udledt af præmis 5 i dommen af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet. Denne præmis, som blot præciserer, at der »er […] enighed mellem parterne om, at de plenarmødeperioder, der strækker sig fra en mandag til en fredag, afholdes i Strasbourg«, indgår tydeligvis i den del af dommen, som gør rede for tvistens baggrund, hvorved der rent faktisk ikke kan udledes nogen retlige konsekvenser heraf. Det meget strenge standpunkt, som Den Franske Republik har indtaget i denne henseende, svækkes betydeligt af det forhold, at de månedlige plenarmøderækker siden 2001 kun har varet fra mandag til torsdag, uden at Den Franske Republik har modsat sig dette (34).
55. De anfægtede afgørelsers lovlighed kan således ikke testes ved blot at sammenholde dem med en klart fastsat regel om de månedlige plenarmøderækkers varighed. Under disse omstændigheder kræves en mere omfattende test, for at Domstolen kan udøve sin kontrol.
c) Den overordnede sammenhængstest
56. At der ikke findes en udtrykkelig regel, gør det, sammen med den naturlige udvikling i Parlamentets rolle og således også dets arbejde, åbenbart, at der skal anlægges en dynamisk fortolkning af protokollerne under iagttagelse af de principper om gensidig respekt, som Domstolen opstillede i ovennævnte dom af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet. Analysen bør således være mere overordnet, og det er derfor ikke kun varigheden i streng forstand, der er afgørende, når det skal fastslås, om de anfægtede afgørelser er lovlige, men i højere grad kalendernes globale sammenhæng.
57. Den overordnede sammenhængstest udføres således i to trin.
58. Først undersøges arbejdskalenderne for 2012 og 2013 i deres helhed, hvor der i undersøgelsen lægges vægt på hyppigheden og varigheden af de 12 planlagte plenarmøderækker.
59. Såfremt det konstateres, at regelmæssigheden brydes, eller at der ikke er sammenhæng i tilrettelæggelsen af tidsplanerne, bør det ikke automatisk foranledige Domstolen til at fastslå, at protokollerne er tilsidesat, da det fremgår af ovennævnte dom af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet, at Domstolen har anerkendt, at Parlamentet kan korrigere sådanne uregelmæssigheder. I denne forbindelse bør Domstolen – ud over de forskellige begrundelser af konjunkturmæssig karakter – især være opmærksom på at bevare den gode afvikling af institutionens arbejde og procedurer.
60. Hvad kan man så konstatere ved, at denne test, som jeg anser for at være den bedst egnede til at opretholde den ligevægt, som Domstolen bestræber sig på at opnå, samtidig med at den både tager hensyn til medlemsstaternes kompetence til at fastlægge Parlamentets hjemsted og Parlamentets beføjelse til at tilrettelægge sit arbejde internt, anvendes på de anfægtede afgørelser?
i) At der afholdes to månedlige plenarmøderækker i den samme uge i oktober, udgør manglende sammenhæng
61. Ifølge de anfægtede afgørelser strækker en månedlig møderække i alle måneder i 2012 og 2013 bortset fra august og oktober sig over fire dage (nærmere bestemt fra mandag kl. 17 til torsdag kl. 17). For så vidt angår oktober medfører vedtagelsen af et ændringsforslag, som gik ud på, at »mødeperioden i uge 40 bortfalder«, og at »oktober II-mødeperioden opdeles« (35), at der afholdes to mødeperioder på hver to dage (fra mandag til tirsdag og fra torsdag til fredag) i den samme uge.
62. Det fremgår således af en helt objektiv undersøgelse af kalenderne, at de anfægtede afgørelser kodificerer en afbrydelse af møderækkernes regelmæssighed. Selv om der nødvendigvis opstår en uregelmæssighed i kalenderen i den forstand, at der skal afholdes to møderækker i den samme måned, fordi der ikke er nogen møderække i august, er det svært at bestride, at denne uregelmæssighed forstærkes i 2012 og 2013 på grund af forskellen med hensyn til varighed i forhold til årets øvrige måneder, hvor der skal afholdes en månedlig plenarmøderække, der strækker sig over fire dage.
ii) Manglen på begrundelse
63. Som nævnt ovenfor kan Parlamentet imidlertid i kraft af sin beføjelse til at tilrettelægge sit arbejde internt træffe egnede foranstaltninger for at sikre en god afvikling af Parlamentets arbejde og procedurer. Domstolen var heller ikke uenig heri i ovennævnte dom af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet, idet den medgav, at princippet om, at Parlamentet skal holde 12 ordinære plenarmødeperioder, kan fraviges, såfremt fravigelsen er begrundet (36). Protokollerne må derfor ikke fortolkes således, at Parlamentet nægtes sin beføjelse til at tilrettelægge arbejdet internt.
64. Det forhold, at de to månedlige plenarmøderækker, som er planlagt i oktober 2012 og 2013, ikke er af samme varighed som møderækkerne i årets øvrige måneder, skal således begrundes.
65. Det må imidlertid konstateres, at Parlamentet ikke er særlig overbevisende med hensyn til en begrundelse for, eller i det mindste en forklaring på, hvorfor varigheden af de to plenarmøderækker i oktober 2012 og 2013 ved de anfægtede afgørelser er reduceret til to dage.
66. For det første må det indrømmes, at Parlamentets retlige argumentation systematisk forstyrres af dets tydelige ønske om selv at kunne bestemme sit hjemsted, som ikke gør det nemt at sondre mellem, hvad der er Parlamentets reelle behov med hensyn til tilrettelæggelsen af dets arbejde, og hvad der er manipulation, som udspringer af dets beføjelse til at tilrettelægge arbejdet internt og har til formål at omgå de regler, det er pålagt ved den primære ret. Anerkendelsen af Parlamentets frihed til selv at fastlægge sit hjemsted kan – hvor ønskværdig den end måtte være – ikke afstedkommes gennem udøvelsen af dets beføjelse til at tilrettelægge arbejdet internt, men kræver derimod, at den primære ret ændres, hvilket Parlamentet i givet fald kan tage initiativ til (37).
67. For det andet har Parlamentet ikke anført noget særligt forhold, som kan forklare, hvorfor plenarmøderækkerne i oktober skal tilrettelægges, sådan som det er fastsat i de anfægtede afgørelser.
68. Parlamentet har hævdet, at budgetmøderækken, som ifølge protokollerne skal afholdes i Strasbourg, på nuværende tidspunkt efter adskillige ændringer af budgetproceduren ikke længere har samme betydning, som den havde, da Edinburgh-afgørelsen blev vedtaget. Selv om Parlamentets udøvelse af budgetkompetencen er et grundlæggende punkt i EU’s demokratiske proces og derfor bør gennemføres med største omhu, sådan som et så vigtigt og forpligtende ansvar kræver det, tilkommer det ikke Domstolen a priori at fastsætte en gennemsnitlig varighed af budgetmøderækken. Selv om man accepterede, at denne møderække kan afkortes betydeligt i forhold til de øvrige månedlige plenarmøderækker, hvilket jeg dog ikke selv er overbevist om, ville dette imidlertid ikke skjule den kendsgerning, at den anden månedlige plenarmøderække, som er lagt i den samme uge i oktober 2012 og 2013, og som ikke er budgetmøderækken, uden nogen åbenlys grund er blevet afkortet i forhold til de månedlige plenarmøderækker i de øvrige måneder.
69. I denne henseende er det ikke realistisk, at man allerede nu mener, at f.eks. Parlamentets virksomhed i den månedlige plenarmøderække i oktober 2013, som ikke vedrører budgettet, vil være mindre omfattende, og at en møderække på to dage (38) er tilstrækkelig. Et hurtigt blik på de seneste månedlige plenarmøderækker viser en meget omfattende dagsorden for de pågældende fire dage, de varer (39). Adspurgt vedrørende dette punkt under retsmødet gav parlamentets repræsentant ikke nogen forklaring på, hvorfor der var grund til at antage, at dagsordenen for den anden planlagte mødeperiode i oktober, som ikke er budgetmøderække, skulle afkortes, og anerkendte, at Parlamentet ikke har mulighed for at kende indholdet af dagsordenen for de forskellige møderækker, når der stemmes om mødekalenderen.
70. Argumentet om, at arbejdet i Parlamentets udvalg er vokset i forhold til arbejdet i plenarforsamlingen, er interessant og afspejler uden tvivl en reel udvikling i tilrettelæggelsen af Parlamentets arbejde. Desuagtet kan jeg stadig ikke forstå, hvorfor dette kun påvirker varigheden af den pågældende møderække i oktober.
71. Endelig har Parlamentet henvist til den omstændighed, at de anfægtede afgørelser skal fortolkes i lyset af de omkostninger, som er forbundet med, at Parlamentet har flere arbejdssteder, og som bliver endnu mere iøjnefaldende på grund af den økonomiske krise. Dette er unægtelig det stærkeste argument. Den aktuelle situation kræver sandsynligvis, at dette spørgsmål tages op til overvejelse. På grundlag af kompetencefordelingen i henhold til traktaterne er dette dog medlemsstaternes ansvar. Jeg vil tilføje, at disse omkostninger efter min opfattelse er en del af de »krav«, der følger med det forhold, at Parlamentet har flere arbejdssteder, og som Domstolen henviste til i sin dom af 1. oktober 1997 i sagen Frankrig mod Parlamentet (40). Eftersom det i protokollen under alle omstændigheder kræves, at Parlamentet afholder 12 månedlige plenarmøderækker, medfører det ikke flere omkostninger, at der i den samme måned afholdes to månedlige plenarmøderækker af samme varighed som i de øvrige måneder, i forhold til de omkostninger, der er forbundet med afholdelsen af en sådan møderække hver måned, hele året, også i august.
72. Parlamentet har således ikke anført nogen konjunkturmæssige forhold, som kan begrunde en punktvis omlægning af dets kalender, og heller ikke påvist, at afholdelsen af to ordinære plenarmøderækker i oktober af samme varighed som i de øvrige måneder vil hæmme den gode afvikling af dets arbejde eller skade afviklingen af dets procedurer.
d) Konklusion
73. I betragtning af opbygningen af kalenderne for 2012 og 2013 fremgår det således tydeligt, at de to møderækker, der er fastlagt i den samme uge i oktober 2012 og 2013, reelt dækker en samlet møderække, som man med rette – i mangel af overbevisende argumenter fra Parlamentets side i forbindelse med denne procedure – kan formode er blevet kunstigt opdelt i to for, ligeledes på kunstig vis, at opfylde kravene i protokollerne.
74. Det bør derfor fastslås, at de to møderækker, som er fastlagt i den samme uge i oktober, særskilt betragtet ikke kan karakteriseres som månedlige plenarmøderækker i protokollernes forstand. De anfægtede afgørelser fastlægger derfor ikke de 12 månedlige plenarmøderækker i 2012 og 2013, som kræves i de relevante protokoller.
75. Den Franske Republiks eneste anbringende i denne sag er således begrundet og bør tiltrædes.
V – Sagens omkostninger
76. I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand herom, bør Parlamentet pålægges at betale sagens omkostninger.
77. I medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 4, bærer Storhertugdømmet Luxembourg sine egne omkostninger.
VI – Forslag til afgørelse
78. På baggrund af de foranstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den udtaler og bestemmer følgende:
»1) Europa-Parlamentets afgørelser af 9. marts 2011 om Europa-Parlamentets mødekalender 2012 og om Europa-Parlamentets mødekalender 2013 annulleres, for så vidt som de fastsætter, at der i samme uge i oktober i de pågældende år afholdes to ordinære plenarmøderækker af reduceret varighed i forhold til de møderækker, som afholdes i årets øvrige måneder, idet denne forskel ikke er begrundet.
2) Europa-Parlamentet pålægges at betale sagens omkostninger.
3) Storhertugdømmet Luxembourg bærer sine egne omkostninger.«