Language of document :

Sag anlagt den 1. juni 2012 - Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet

(Sag C-270/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved A. Robinson, som befuldmægtiget, J. Stratford, QC, og barrister A. Henshaw)

Sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Artikel 28 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 af 14. marts 2012 om short selling og visse aspekter af credit default swaps  (herefter "short selling-forordningen") ophæves.

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 28 med overskriften "ESMA's interventionsbeføjelser under ekstraordinære omstændigheder" pålægger Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed ("ESMA") enten at forbyde eller indføre betingelser for, at en fysisk eller juridisk person indgår i short selling eller tilsvarende transaktioner, eller at kræve, at sådanne personer underretter om eller offentliggør sådanne positioner.

ESMA skal træffe sådanne foranstaltninger, når a) de omhandler en trussel mod de finansielle markeders funktion og integritet eller mod stabiliteten i dele af eller hele det finansielle system i Unionen, b) der er grænseoverskridende konsekvenser, og c) de kompetente myndigheder ikke har truffet nogen foranstaltninger til at håndtere truslen, eller de af dem trufne foranstaltninger ikke i tilstrækkelig grad håndterer truslen. Foranstaltningerne er gyldige i op til tre måneder, men ESMA er beføjet til at revurdere dem et uendeligt antal gange. Foranstaltningerne har forrang for eventuelle forudgående foranstaltninger truffet af en kompetent myndighed i henhold til short sellingforordningen.

Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at artikel 28 er retsstridig af følgende grunde.

For det første er den i strid med det andet princip, som Domstolen fastslog i sag 9/56, Meroni mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 55, fordi:

1)    Kriterierne for, hvornår ESMA er forpligtet til at handle i henhold til artikel 28, indebærer en betydelig skønsmargen.

2)    ESMA indrømmes en bred vifte af valgmuligheder for så vidt angår den eller de foranstaltninger, der skal pålægges, og for så vidt angår de undtagelser, som skal fastsættes, og disse valg har meget betydelige konsekvenser for den økonomiske politik.

3)    De faktorer, som ESMA skal tage hensyn til, indeholder prøver, der er meget subjektive.

4)    ESMA er beføjet til at revurdere sine foranstaltninger uden nogen begrænsning på disses samlede varighed.

5)    Selv hvis artikel 28 (i modsætning til det af Det Forenede Kongerige anførte) ikke medførte, at ESMA skulle træffe makroøkonomisk-politiske valg, ville ESMA ikke desto mindre have vide skønsmæssige beføjelser for så vidt angår anvendelsen af politik på ethvert konkret tilfælde, ligesom i Meroni-sagen selv.

For det andet giver artikel 28 tilsyneladende ESMA beføjelse til at pålægge generelle foranstaltninger, der har retskraft, i strid med Domstolens afgørelse i sag 98/80, Giuseppe Romano mod Institut national d'assurance maladie-invalidité, Sml. 1981, s. 1241.

For det tredje giver artikel 28 tilsyneladende ESMA beføjelse til at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, selv om Rådet i henhold til artikel 290 TEUF og 291 TEUF ikke har hjemmel i medfør af traktaterne til at delegere en sådan beføjelse til et simpelt organ, der ikke er omfattet af disse bestemmelser.

For det fjerde ville der foreligge en overskridelse af de beføjelser, der er tildelt ved artikel 114 TEUF, hvis og i det omfang artikel 28 blev fortolket som givende ESMA beføjelse til at træffe individuelle foranstaltninger, der er rettet mod fysiske eller juridiske personer.

Artikel 28 kan udskilles fra resten af short sellingforordningen. Dens fjernelse ville i det væsentlige efterlade resten af forordningen intakt.

____________

1 - EUT L 86, s. 1.