Language of document :

Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. oktober 2011 - Oliver Brüstle mod Greenpeace eV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof - Tyskland)

(Sag C-34/10) 1

(Direktiv 98/44/EF - artikel 6, stk. 2, litra c) - retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser - udvinding af precursorceller på grundlag af menneskelige embryonale stamceller - patenterbarhed - udelukkelse af "anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål" - begreberne "menneskeligt embryon" og "anvendelse til industrielle eller kommercielle formål")

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Oliver Brüstle

Sagsøgt: Greenpeace eV

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - Bundesgerichtshof - fortolkning af artikel 6, stk. 1, og artikel 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser (EFT L 213, s. 13) - udtagning med henblik på videnskabelig forskning af precursorceller fra menneskelige embryonale stamceller i blastocyst-stadiet, som ikke længere kan udvikle sig til et individ - manglende patenterbarhed af denne fremgangsmåde for så vidt den anse som "anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål" - begreberne "menneskelige embryoner" og "anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål"

Konklusion

Artikel 6, stk. 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser skal fortolkes således, at

enhver menneskelig ægcelle helt fra stadiet for befrugtningen, enhver ubefrugtet menneskelig ægcelle, hvori der er transplanteret en cellekerne fra en moden menneskecelle, og enhver ubefrugtet menneskelig ægcelle, der er stimuleret til deling og videreudvikling gennem partenogenese, udgør et "menneskeligt embryon"

det tilkommer på baggrund af den videnskabelige udvikling den nationale retsinstans at afgøre, om en stamcelle, der udvindes på grundlag af et menneskeligt embryon på blastocyst-stadiet, udgør et "menneskeligt embryon" som omhandlet i artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 98/44.

Den udelukkelse fra patentering af anvendelsen af menneskelige embryoner i industrielt og kommercielt øjemed, der er fastsat i artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 98/44, omfatter ligeledes anvendelse med henblik på videnskabelig forskning, idet alene anvendelser, som har et terapeutisk eller diagnostisk formål, og som anvendes på menneskelige embryoner og er nyttige for dem, kan være genstand for et patent.

Artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 98/44 udelukker patentering af en opfindelse, såfremt den tekniske viden, der er genstand for patentansøgningen, nødvendiggør forudgående destruktion af menneskelige embryoner eller anvendelsen heraf som grundmateriale, uanset på hvilket stadium dette finder sted, og selv såfremt beskrivelsen af den tekniske viden ikke omtaler anvendelsen af menneskelige embryoner.

____________

1 - EUT C 100 af 17.4.2010.