Language of document : ECLI:EU:T:2011:42

RETTENS DOM (Syvende Afdeling)

17. februar 2011(*)

»Tv-spredningsvirksomhed – artikel 3a i direktiv 89/552/EØF – foranstaltninger truffet af Kongeriget Belgien vedrørende begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund – verdensmesterskabet i fodbold – afgørelse, hvori foranstaltningerne erklæres for forenelige med fællesskabsretten – begrundelse – artikel 43 EF og 49 EF – ejendomsret«

I sag T-385/07,

Fédération internationale de football association (FIFA), Zürich (Schweiz), først ved solicitors R. Denton, E. Batchelor, F. Young og advokat A. Barav, derefter ved advokaterne E. Batchelor, A. Barav, D. Reymond og barrister F. Carlin,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved E. Montaguti og N. Yerrell, som befuldmægtigede, bistået af J. Flynn, QC, og barrister L. Maya,

sagsøgt,

støttet af:

Kongeriget Belgien ved L. Van den Broeck og C. Pochet, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne J. Stuyck, A. Berenboom og A. Joachimowicz,

af

Forbundsrepublikken Tyskland ved M. Lumma og J. Möller, som befuldmægtigede,

og af

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved S. Behzadi-Spencer, E. Jenkinson og L. Seeboruth, som befuldmægtigede, først bistået af barrister T. de la Mare, derefter af barrister B. Kennelly,

intervenienter,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse 2007/479/EØF af 25. juni 2007 om foreneligheden med fællesskabsretten af de foranstaltninger, som Belgien har truffet i henhold til artikel 3a, stk. 1, i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed (EFT L 180, s. 24),

har

RETTEN (Syvende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, N.J. Forwood (refererende dommer), og dommerne L. Truchot og J. Schwarcz,

justitssekretær: fuldmægtig K. Pocheć,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. februar 2010,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1        Artikel 43 EF har følgende ordlyd:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. Dette forbud omfatter også hindringer for, at statsborgere i en medlemsstat, bosat på en medlemsstats område, opretter agenturer, filialer eller datterselskaber.

Med forbehold af bestemmelserne i kapitlet vedrørende kapitalen indebærer etableringsfriheden adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder, herunder navnlig selskaber i den i artikel 48, stk. 2, [EF] anførte betydning, på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere.«

2        Artikel 49, stk. 1, EF bestemmer:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Fællesskabets lande end modtageren af den pågældende ydelse.«

3        Artikel 3a i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23), som indsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997 om ændring af [direktiv 89/552] (EFT L 202, s. 60), bestemmer:

»1.      Enhver medlemsstat kan træffe foranstaltninger i overensstemmelse med fællesskabsretten for at sikre, at et tv-spredningsforetagende under dens jurisdiktion ikke udnytter sin eneret til at udsende begivenheder, der af den pågældende medlemsstat anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i den pågældende medlemsstat forhindres i at kunne følge sådanne begivenheder via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn. Træffer en medlemsstat sådanne foranstaltninger, udarbejder den en liste over begivenheder – nationale eller ikke-nationale – som den anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Dette skal ske på en klar og gennemskuelig måde og i tilstrækkelig god tid til at sikre efterlevelse i praksis. Den pågældende medlemsstat beslutter i den forbindelse ligeledes, om disse begivenheder helt eller delvis skal kunne transmitteres direkte eller – hvor det i offentlighedens interesse af objektive grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt – helt eller delvis skal kunne transmitteres tidsforskudt.

2.      Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om alle foranstaltninger, som træffes i medfør af stk. 1. Kommissionen kontrollerer inden for en periode på tre måneder fra underretningen, at sådanne foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten, og meddeler dem til de øvrige medlemsstater. Den anmoder om en udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 23a. Den offentliggør straks de trufne foranstaltninger i De Europæiske Fællesskabers Tidende og offentliggør mindst en gang om året den konsoliderede liste over de foranstaltninger, der er truffet af medlemsstaterne.

3.      Medlemsstaterne sikrer, at tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion ikke udnytter en eneret, som disse foretagender har erhvervet efter datoen for offentliggørelsen af dette direktiv, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i en anden medlemsstat forhindres i at kunne følge begivenheder, der af den anden medlemsstat er erklæret for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i henhold til stk. 1 og 2, via hel eller delvis direkte transmission eller – hvor det i offentlighedens interesse af objektive grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt – hel eller delvis tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn således som fastlagt af denne anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 1.«

4        18.-22. betragtning til direktiv 97/36 har følgende ordlyd:

»(18) [D]et er af afgørende betydning, at medlemsstaterne er i stand til at træffe foranstaltninger til at beskytte retten til information og sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse – nationale eller ikke-nationale – såsom De Olympiske Lege og Europa- og Verdensmesterskaberne i fodbold; med henblik herpå har medlemsstaterne ret til i overensstemmelse med fællesskabsretten at fastsætte nærmere bestemmelser for, hvorledes tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion kan udøve deres eneret til at dække sådanne begivenheder.

(19)      [D]et er nødvendigt at fastsætte fællesskabsbestemmelser for at undgå eventuel juridisk usikkerhed og fordrejning af markedsvilkårene og for at forlige fri bevægelighed for tv-tjenester med behovet for at forhindre eventuel omgåelse af nationale foranstaltninger, der er truffet for at beskytte legitime almene interesser.

(20)      [D]er bør i dette direktiv fastlægges bestemmelser for, hvorledes tv-spredningsforetagender kan udøve deres eventuelle eneret til begivenheder, der anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i en anden medlemsstat end den, hvis jurisdiktion tv-spredningsforetagendet hører under [...]

(21)      [B]egivenheder af »væsentlig samfundsmæssig interesse« som defineret i dette direktiv bør opfylde visse kriterier, idet de skal være begivenheder i særklasse, som er af interesse for offentligheden i Den Europæiske Union eller i en bestemt medlemsstat eller i en vigtig del af en bestemt medlemsstat, og tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de rettigheder, der er knyttet til begivenheden.

(22)      [V]ed »gratis fjernsyn« forstås i dette direktiv en tv-udsendelse på en offentlig eller kommerciel kanal af programmer, der er tilgængelige for offentligheden uden betaling ud over de former for finansiering af tv, der er almindeligt anvendt i hver medlemsstat (såsom licensafgift og/eller abonnementsafgift til et kabelselskab).«

 Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse

5        Sagsøgeren, Fédération internationale de football association (FIFA), er en sammenslutning bestående af 208 nationale fodboldforbund, som udgør fodboldens styrende organ på verdensplan. Sammenslutningen har bl.a. til formål at fremme fodbolden globalt og at tilrettelægge dennes internationale turneringer. FIFA’s væsentligste indtægtskilde er salget af sammenslutningens rettigheder til tv-transmission af slutrunden af verdensmesterskabet i fodbold (herefter »VM«), som organiseres af FIFA.

6        I Belgien har det flamske og det franske fællesskab beføjelse til at træffe foranstaltninger som omhandlet i artikel 3a i direktiv 89/552. Myndighederne i de to fællesskaber traf således hver deres foranstaltninger, som de belgiske forbundsmyndigheder derpå meddelte Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

7        Ifølge artikel 76, stk. 1, i Det Flamske Råds dekreter om radio- og tv-spredning, der blev samordnet den 25. januar 1995 (Moniteur belge af 30.5.1995, s. 15092), »[skal den flamske regering udfærdige] en liste over begivenheder, der anses for at være af væsentlig interesse for offentligheden, og som derfor ikke må udsendes på eneretsgrundlag på en sådan måde, at en stor del af befolkningen i det flamske fællesskab ikke har mulighed for at følge dem direkte eller tidsforskudt på gratis fjernsyn«.

8        Ved bekendtgørelse af 28. maj 2004 (Moniteur belge af 19.8.2004, s. 62207) udpegede den flamske regering de begivenheder, der skulle anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, herunder VM. For at kunne komme i betragtning til optagelse på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, skal en begivenhed ifølge bekendtgørelsen opfylde mindst to af følgende kriterier:

–        have stor nyhedsværdi og vække betydelig interesse i befolkningen

–        finde sted inden for rammerne af en vigtig international turnering eller være en match, hvori det belgiske landshold, et belgisk klubhold eller en eller flere belgiske sportsudøvere deltager

–        vedrøre en vigtig sportsgren og være af stor kulturel værdi i det flamske fællesskab

–        traditionelt udsendes på gratis fjernsyn og have et højt seertal inden for sin kategori.

9        Ifølge artikel 1 i bekendtgørelsen af 28. maj 2004 skal nogle af de på listen opførte begivenheder, bl.a. VM, sendes i fuld længde og direkte. Ifølge bekendtgørelsens artikel 2 må eneretten til de på listen opførte begivenheder ikke udøves på en sådan måde, at en stor del af befolkningen forhindres i at følge begivenhederne på gratis fjernsyn. Endvidere anses ifølge samme bestemmelses stk. 2 en betydelig del af befolkningen i det flamske fællesskab for at være i stand til at følge en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse på gratis fjernsyn, når begivenheden udsendes af en tv-station, som sender på nederlandsk og kan modtages af mindst 90% af befolkningen uden yderligere betaling end prisen på et kabel-tv-abonnement.

10      Ifølge artikel 3 i bekendtgørelsen af 28. maj 2004 kan tv-spredningsorganer, som ikke opfylder kravene i artikel 2, og som erhverver eneret til tv-transmission i den nederlandsksprogede region og den tosprogede hovedstadsregion Bruxelles af de på listen opførte begivenheder, ikke udøve disse rettigheder, medmindre de på grundlag af indgåede kontrakter kan garantere, at en betydelig del af befolkningen ikke vil blive forhindret i at følge de nævnte begivenheder på gratis fjernsyn. De pågældende tv-spredningsorganer kan i dette øjemed udstede underlicenser til rimelige markedspriser til tv-spredningsorganer, der opfylder kravene. Dog kan det tv-spredningsorgan, som har erhvervet eneretten, gøre brug af denne, hvis ingen tv-spredningsorganer, der opfylder kravene, erklærer sig villige til at løse en sådan underlicens.

11      Ifølge artikel 4, stk. 1, i den bekendtgørelse, det franske fællesskabs parlament udstedte den 27. februar 2003 (Moniteur belge af 17.4.2003, s. 19637), kan det franske fællesskabs regering efter at have indhentet udtalelse fra Conseil supérieur de l’audiovisuel (det øverste råd for radio og tv) fastsætte, hvilke begivenheder det anser for at være af væsentlig interesse for befolkningen i det nævnte fællesskab. En udbyder af tv-spredningsydelser eller RTBF må ikke udnytte enerettigheder til de nævnte begivenheder på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i det franske fællesskab forhindres i at følge begivenhederne gennem en gratis tv-spredningstjeneste.

12      For at en begivenhed kan komme i betragtning til optagelse på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, skal den ifølge artikel 4, stk. 2, i dekretet af 27. februar 2003 opfylde mindst to af følgende kriterier:

–        vække særlig interesse i befolkningen i det franske fællesskab generelt og ikke kun i den del, som normalt følger en sådan begivenhed

–        have en kulturel betydning, som er alment anerkendt af det franske fællesskabs befolkning, og udgøre en katalysator for dennes kulturelle identitet

–        have deltagelse af en belgisk person eller et belgisk landshold og finde sted inden for rammerne af en vigtig international turnering eller begivenhed

–        traditionelt udsendes gennem en gratis tv-spredningstjeneste i det franske fællesskab og ses af et bredt udsnit af befolkningen.

13      Ifølge dekretets artikel 4, stk. 3, anses en tv-spredningstjeneste for gratis, når den sender på fransk og kan modtages af 90% af de husstande, der har et tv-apparat, og når den er beliggende i den fransksprogede region eller i den tosprogede hovedstadsregion Bruxelles. Ud over de tekniske omkostninger må der ikke kræves anden betaling for at modtage tjenesten end den eventuelle pris for et basisabonnement på kabel-tv.

14      Ifølge artikel 2 i den bekendtgørelse, det franske fællesskabs regering udstedte den 8. juni 2004 (Moniteur belge af 6.9.2004, s. 65247), skal »udbydere af tv-spredningsydelser, som er undergivet det franske fællesskab, og som ønsker at udøve en eneret, de har erhvervet til at transmittere en begivenhed af væsentlig interesse, udsende denne gennem en gratis tv-spredningstjeneste i overensstemmelse med bilaget til nærværende bekendtgørelse«.

15      Bilaget til bekendtgørelsen af 8. juni 2004 og den konsoliderede liste over begivenheder af væsentlig interesse for Kongeriget Belgien omfatter VM direkte og som helhed.

16      Ved skrivelser af 15. januar 2001 og 16. maj 2002 indgav FIFA sine bemærkninger til den eventuelle optagelse af VM på en liste over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund til ministeriet for det flamske fællesskab; sammenslutningen gjorde indvending imod, at samtlige VM-kampe blev optaget på en sådan liste.

17      Ved skrivelse af 10. december 2003 meddelte Kongeriget Belgien Kommissionen, hvilke foranstaltninger det havde truffet inden for rammerne af artikel 3a i direktiv 89/552.

18      Foranstaltningerne er genstand for Kommissionens afgørelse 2007/479/EØF af 25. juni 2007 om foreneligheden med fællesskabsretten af de foranstaltninger, som [Kongeriget] Belgien har truffet i henhold til artikel 3a, stk. 1, i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed (EUT L 180, s. 24, herefter »den anfægtede afgørelse«).

19      Den anfægtede afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

De foranstaltninger i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv [89/552], som [Kongeriget] Belgien den 10. december 2003 har meddelt Europa-Kommissionen, er, i den form hvori de er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende C 158 af 29. juni 2005, forenelige med fællesskabsretten.

Artikel 2

De endelige foranstaltninger, som [Kongeriget] Belgien har truffet og beskrevet i bilaget til nærværende afgørelse, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 2, i direktiv [89/552].«

20      Den anfægtede afgørelse er bl.a. begrundet i følgende betragtninger:

»(4) Listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig betydning, som er omfattet af [Kongeriget Belgiens] foranstaltninger, er blevet udarbejdet på en klar og gennemskuelig måde, og der er gennemført en omfattende høringsproces i [Kongeriget] Belgien.

(5)      Kommissionen finder det godtgjort, at de begivenheder, som er omfattet af [Kongeriget Belgiens] foranstaltninger, opfylder mindst to af nedenstående kriterier, som anses for at være pålidelige indikatorer for en begivenheds samfundsmæssige interesse; i) de har særlig interesse i medlemsstaten og ikke kun for dem, der sædvanligvis følger den pågældende sport eller aktivitet; ii) de har en alment anerkendt særlig kulturel betydning for medlemsstatens befolkning, især som katalysator for kulturel identitet; iii) de har deltagelse af landsholdet inden for rammerne af en konkurrence eller en turnering af international betydning; iv) de er traditionelt blevet transmitteret på gratis fjernsyn og har haft et højt seertal.

(6)      En række af de begivenheder, som er omfattet af [Kongeriget Belgiens] foranstaltninger, bl.a. de olympiske sommer- og vinterlege og finalekampene i VM- og EM-turneringen i fodbold (herrer), tilhører den kategori af begivenheder, der traditionelt anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvilket der udtrykkeligt henvises til i 18. betragtning til direktiv [97/36]. De pågældende begivenheder har særlig interesse i Belgien, idet de er særdeles populære i offentligheden og ikke kun blandt de seere, der sædvanligvis følger sportsbegivenheder.

[...]

(8)      De på listen opførte fodboldbegivenheder, hvori belgiske hold deltager, har særlig interesse i Belgien, da de giver de belgiske hold lejlighed til at fremme belgisk fodbold på internationalt plan.

[...]

(16)      De på listen opførte begivenheder, herunder dem, der bør betragtes som en helhed og ikke som en række enkeltstående begivenheder, er traditionelt blevet transmitteret på gratis fjernsyn og har haft høje seertal [...]

(17)      [Kongeriget Belgiens] foranstaltninger forekommer forholdsmæssige med hensyn til at begrunde en fravigelse af det ved EF-traktaten sikrede grundlæggende princip om fri udveksling af tjenesteydelser på grundlag af et tvingende alment hensyn, nemlig at give offentligheden adgang til tv-transmission af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

(18)      [Kongeriget Belgiens] foranstaltninger er forenelige med [traktatens] konkurrenceregler, da definitionen af, hvilke tv-spredningsorganer der opfylder betingelserne for at transmittere de på listen opførte begivenheder, bygger på objektive kriterier, der giver mulighed for faktisk og potentiel konkurrence om at erhverve rettighederne til at transmittere de pågældende begivenheder. Endvidere er antallet af begivenheder ikke uforholdsmæssigt stort, således at det skaber konkurrenceforvridning på nedstrømsmarkedet for gratis tv og betalings-tv.

[...]

(22)      Det følger af [Rettens dom af 15. december 2005, sag T-33/01, Infront WM mod Kommissionen, Sml. II, s. 5897], at en erklæring om, at foranstaltninger, som er iværksat i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv [89/552], er i overensstemmelse med fællesskabsretten, udgør en beslutning i medfør af artikel 249 [EF] og derfor skal vedtages af Kommissionen. Det er følgelig nødvendigt at erklære ved nærværende afgørelse, at de foranstaltninger, [Kongeriget] Belgien har meddelt, er forenelige med fællesskabsretten. De foranstaltninger, [Kongeriget] Belgien har truffet endelig bestemmelse om, og som gengives i bilaget til nærværende afgørelse, skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 2, i direktiv [89/552].«

 Retsforhandlinger og parternes påstande

21      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 4. oktober 2007 har FIFA anlagt nærværende sag.

22      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 11. oktober 2007 har FIFA anmodet Retten om som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse at anmode Kommissionen om at fremlægge en række dokumenter, som ifølge FIFA er af væsentlig betydning for udøvelsen af sammenslutningens rettigheder og for den retslige prøvelse, Retten skal foretage.

23      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 25. og den 29. januar 2008 har Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland fremsat begæring om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Kommissionens påstande. Ved kendelse af 31. marts 2008 har formanden for Rettens Syvende Afdeling imødekommet de nævnte interventionsbegæringer. Intervenienterne har indgivet deres skriftlige indlæg og FIFA sine bemærkninger til disse inden for de fastsatte frister.

24      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 26. februar 2008 har FIFA anmodet Retten om som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse at anmode Kommissionen om at fremlægge en række dokumenter, hvortil Kommissionen har henvist i svarskriftet.

25      Ved afgørelse af 26. maj 2008 har Rettens Syvende Afdeling besluttet på dette stadium ikke at efterkomme FIFA’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

26      Ved kendelse af 15. december 2009 er den foreliggende sag blevet forenet med sag T-68/08, FIFA mod Kommissionen, med henblik på den mundtlige forhandling.

27      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse stillet FIFA og Kommissionen en række spørgsmål. Rettens spørgsmål er blevet besvaret inden for de fastsatte frister.

28      FIFA har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres delvis eller i sin helhed i den udstrækning, den vedrører VM.

–        Kommissionen, Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        FIFA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

30      Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige har nedlagt påstand om frifindelse. Kongeriget Belgien og Forbundsrepublikken Tyskland har ligeledes nedlagt påstand om, at FIFA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten

 Parternes argumenter

31      Med hensyn til spørgsmålene om formaliteten udtalte Kommissionen under retsmødet, at den efter afsigelsen af Domstolens dom af 13. marts 2008 (sag C-125/06 P, Kommissionen mod Infront WM, Sml. I, s. 1451) frafaldt sine argumenter i svarskriftet om, at sagen måtte afvises.

32      Kongeriget Belgien har gjort gældende, at sagen må afvises, fordi FIFA hverken er individuelt eller umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse. Desuden har FIFA ikke anlagt sag til prøvelse af de nationale foranstaltninger ved de belgiske domstole, og FIFA’s søgsmål for Retten er derfor blevet indbragt for sent, da en eventuel annullation af den anfægtede afgørelse ikke vil påvirke gyldigheden af den omtvistede nationale lovgivning. FIFA har følgelig ikke interesse i at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede afgørelse.

33      Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at FIFA ikke har interesse i at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede afgørelse, eftersom FIFA allerede havde overdraget rettighederne til transmission af VM-kampene i 2006, 2010 og 2014, da afgørelsen blev truffet. Den anfægtede afgørelse påvirkede således ikke FIFA’s stilling for så vidt angår muligheden for at overdrage rettighederne til transmission af kampene i disse turneringer til tv-spredningsforetagender efter sammenslutningens valg. FIFA har heller ikke interesse i at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede afgørelse for så vidt angår turneringer, der afholdes efter 2014, for det første fordi rettighederne til transmission af kampene i disse turneringer endnu ikke er blevet udnyttet, for det andet fordi Kommissionen kontrollerede, om de belgiske foranstaltninger var forenelige med fællesskabsretten, på grundlag af en række specifikke begivenheder og ikke på grundlag af alle fremtidige VM-slutrunder. En annullation af den anfægtede afgørelse vil derfor kun gavne tv-spredningsforetagender uden for Belgien, som ønsker at transmittere VM-kampe i dette land. Desuden er FIFA ikke umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse.

34      Efter FIFA’s opfattelse afføder den anfægtede afgørelse retsvirkninger og berører desuden sammenslutningen umiddelbart og individuelt.

 Rettens bemærkninger

35      Kongeriget Belgiens og Forbundsrepublikken Tysklands afvisningsgrunde vedrører ufravigelige procesforudsætninger, da de rejser spørgsmål om FIFA’s søgsmålsinteresse og søgsmålskompetence og om overholdelsen af fristen for at indbringe søgsmål. Selv om de nævnte intervenienter ifølge artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen og artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement ikke har kompetence til at fremsætte afvisningspåstandene, da Kommissionen ikke længere bestrider, at sagen kan antages til realitetsbehandling, skal Retten derfor prøve dem af egen drift (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 21-23).

36      Med hensyn til, om FIFA er umiddelbart berørt, fremgår det af fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af afgørelsen, som fastsat i artikel 230, stk. 4, EF, indebærer, at den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

37      Det fremgår i den forbindelse af artikel 1 og artikel 3, stk. 1, i bekendtgørelsen af 28. maj 2004 (jf. præmis 9 og 10 ovenfor), at tv-spredningsorganer, som ikke opfylder kravene i bekendtgørelsens artikel 2, stk. 2, ikke kan udøve eneret til tv-transmission af VM i den nederlandsksprogede region og hovedstadsregionen Bruxelles, medmindre de på grundlag af indgåede kontrakter kan garantere, at kravene vil blive opfyldt. På samme måde fremgår det af artikel 2 og bilaget til bekendtgørelsen af 8. juni 2004 (jf. præmis 14 ovenfor), at tv-spredningsorganer, som er undergivet det franske fællesskab, og som ønsker at udøve en eneret, de har erhvervet til at transmittere VM-kampe, skal udsende kampene gennem en gratis tv-spredningstjeneste, der opfylder de betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 13 ovenfor.

38      Det følger af de nævnte bestemmelser, at overdragelse af enerettigheder til transmission af VM, som FIFA er organisator af som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, til tv-spredningsforetagender under Kongeriget Belgiens jurisdiktion, der ikke opfylder de betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 9 og 13 ovenfor, ikke afføder de retsvirkninger, som normalt følger af en sådan eneret. Ifølge de regler, det flamske og det franske fællesskab i denne medlemsstat har indført inden for rammerne af deres beføjelser, skal sådanne tv-spredningsforetagender ved transmission af VM-kampe gøre brug af ydelser leveret af et andet tv-spredningsforetagende, som opfylder betingelserne, hvilket gør den eneretsklausul, tv-spredningsforetagendet har fastsat, virkningsløs.

39      Skønt de nævnte retsvirkninger følger af den belgiske lovgivning og ikke af den anfægtede afgørelse, medfører det princip om gensidig anerkendelse, der udløses af afgørelsen i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552, en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre disse retsvirkninger. De skal navnlig sikre, at de tv-spredningsforetagender, som hører under deres jurisdiktion, overholder de betingelser for tv-transmission i Belgien af begivenheder opført på den konsoliderede liste i bilaget til den anfægtede afgørelse, som Kongeriget Belgien har fastsat i sine foranstaltninger, der er blevet godkendt og offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. Kravet om at nå dette resultat påvirker direkte de tv-spredningsforetagenders retsstilling, der hører under andre medlemsstaters jurisdiktion end Kongeriget Belgiens, og som ønsker at købe rettigheder til transmission i Belgien, som FIFA oprindeligt var indehaver af (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 62 og 63).

40      Det princip om gensidig anerkendelse, der udløses af afgørelsen, forpligter derfor medlemsstaterne til ikke at lade tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion udnytte rettigheder til transmission af VM-kampe på grundlag af eneret, hvis foretagenderne ikke opfylder de betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 9 og 13 ovenfor, og dette indebærer, at de rettigheder, FIFA oprindelig var indehaver af, også påvirkes, når de offentligt tilbydes organer, som ikke hører under Kongeriget Belgiens, men en anden medlemsstats jurisdiktion.

41      Heraf følger, at den anfægtede afgørelse umiddelbart påvirker FIFA’s retsstilling for så vidt angår de rettigheder, sammenslutningen oprindeligt var indehaver af, og ikke overlader medlemsstaterne noget skøn med hensyn til det resultat, der skal nås, som skal gennemføres automatisk, og som udelukkende følger af fællesskabsreglerne, uanset indholdet af de særlige foranstaltninger, de nationale myndigheder træffer for at nå målet (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 60 og 61).

42      FIFA er således umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse.

43      Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt FIFA er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse, bemærkes, at andre personer end en beslutnings adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

44      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at VM, uanset den retlige karakter af og kilden til de transmissionsrettigheder, der er knyttet til turneringen, udgør en begivenhed som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, for så vidt som den tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de nævnte rettigheder, og at FIFA er den pågældende organisator. Da dette ligeledes gjaldt, da den anfægtede afgørelse blev truffet, var det på dette tidspunkt åbenbart, at FIFA var organisatoren.

45      FIFA er derfor individuelt berørt af den anfægtede afgørelse.

46      Med hensyn til Kongeriget Belgiens argument om, at FIFA ikke har anfægtet de belgiske foranstaltninger ved de nationale domstole, er det tilstrækkeligt at bemærke, at FIFA med sit søgsmål bl.a. har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelses artikel 1, hvorefter foranstaltningerne er forenelige med fællesskabsretten.

47      Heraf følger, at den prøvelse, som Retten er anmodet om at foretage i den foreliggende sag, udelukkende vedrører lovligheden af denne konstatering, og den manglende anfægtelse af de belgiske foranstaltninger ved de nationale domstole ændrer på ingen måde, at sagen, som i øvrigt er anlagt inden udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 230 EF, kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning Rettens dom af 15.12.2005, sag T-33/01, Infront WM mod Kommissionen, Sml. II, s. 5897, præmis 109).

48      Med hensyn til Forbundsrepublikken Tysklands argument om, at FIFA allerede havde overdraget rettighederne til transmission af VM-kampene i 2006, 2010 og 2014, da afgørelsen blev truffet, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen erklærede de foranstaltninger, Kongeriget Belgien havde truffet, således som de gengives i bilaget til afgørelsen, for forenelige med fællesskabsretten. De nævnte foranstaltninger henviser til VM uden tidsbegrænsning og er derfor omfattet af den anfægtede afgørelse, så længe de er i kraft. At FIFA har søgsmålsinteresse, kan derfor ikke anfægtes med den begrundelse, Forbundsrepublikken Tyskland har anført.

49      De argumenter for, at sagen må afvises, som Kongeriget Belgien og Forbundsrepublikken Tyskland har fremsat, må følgelig forkastes.

 Realiteten

50      FIFA har fremsat seks anbringender, hvorefter der foreligger en tilsidesættelse af for det første artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, fordi det var fejlagtigt, at Kommissionen fastslog, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med artikel 49 EF, for det andet artikel 49 EF, for det tredje artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, fordi det var fejlagtigt, at Kommissionen fastslog, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med artikel 43 EF, for det fjerde artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, fordi det var fejlagtigt, at Kommissionen fastslog, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med FIFA’s ejendomsret, for det femte artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, fordi det var fejlagtigt, at Kommissionen fastslog, at den procedure, der førte til indførelsen af de belgiske foranstaltninger, havde været klar og gennemskuelig, og hvorefter der for det sjette foreligger en mangel på begrundelse.

51      Inden FIFA’s anbringender prøves, skal der gøres en række generelle betragtninger, som der skal tages hensyn til ved bedømmelsen af, om der er grundlag for dem.

52      Indledningsvis konkretiserer artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 medlemsstaternes muligheder for på radio- og tv-området at begrænse udøvelsen af de grundlæggende friheder, der er fastsat i den primære fællesskabsret, på grund af tvingende almene hensyn.

53      Selv om de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, finder anvendelse uden forskel på såvel virksomheder etableret på det nationale område som virksomheder etableret i andre medlemsstater, er det nemlig tilstrækkeligt til, at de anses for at udgøre en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 49 EF, at de er til gavn for bestemte virksomheder, der er etableret på det nationale område (jf. i denne retning Domstolens dom af 5.6.1997, sag C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091, præmis 16, og af 13.12.2007, sag C-250/06, United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., Sml. I, s. 11135, præmis 37 og 38). På samme måde kan foranstaltningerne udgøre en restriktion for etableringsfriheden, når de stiller selskaber fra andre medlemsstater faktisk eller retligt ringere end selskaber, der er hjemmehørende i den medlemsstat, der har indført dem (jf. i denne retning Domstolens dom af 11.5.1999, sag C-255/97, Pfeiffer, Sml. I, s. 2835, præmis 19).

54      Sådanne restriktioner af grundlæggende ved traktaten sikrede friheder kan begrundes, hvis de varetager tvingende almene hensyn, og hvis de er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som de forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning Pfeiffer-dommen, nævnt i præmis 53 ovenfor, præmis 19, og dommen i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 53 ovenfor, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

55      Det bemærkes i den forbindelse, at ytringsfriheden, som garanteret ved artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), er en af de grundlæggende rettigheder, fællesskabsretsordenen skal beskytte, og udgør et tvingende alment hensyn, som kan begrunde sådanne restriktioner (jf. i denne retning dommen i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 53 ovenfor, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Endvidere omfatter ytringsfriheden ifølge artikel 10, stk. 1, i EMRK ligeledes friheden til at modtage oplysninger.

56      I det foreliggende tilfælde udgør de af Kongeriget Belgien trufne foranstaltninger, således som det fremgår af 17. betragtning til den anfægtede afgørelse, restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser. Således som det følger af 18. betragtning til direktiv 97/36, har de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3a i direktiv 89/552, imidlertid til formål at beskytte retten til information og at sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder – nationale eller ikke-nationale – af væsentlig samfundsmæssig interesse. Ifølge 21. betragtning til direktiv 97/36 er en begivenhed af væsentlig interesse, når den er i særklasse, er af interesse for offentligheden i Den Europæiske Union eller i en bestemt medlemsstat eller i en vigtig del af en bestemt medlemsstat, og tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de rettigheder, der er knyttet til begivenheden.

57      Heraf følger, at de foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, er begrundet i tvingende almene hensyn, da de vedrører begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvilket FIFA i øvrigt ikke har bestridt.

58      Som anført i præmis 54 ovenfor, skal de pågældende foranstaltninger endvidere være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og ikke gå videre end nødvendigt for at nå dette mål.

59      Endelig bemærkes med hensyn til rækkevidden af 18. betragtning til direktiv 97/36, for det første at artikel 3a i direktiv 89/552, hvortil der henvises i denne betragtning, ikke indebærer en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. I modsætning til den version af artiklen, der findes i Europa-Parlamentets afgørelse om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelsen af direktiv 97/36 (EFT 1996 C 362, s. 56), og hvori der udtrykkeligt henvises til de olympiske sommer- og vinterlege og VM og EM i fodbold, henvises der ikke i denne bestemmelse til bestemte begivenheder, der kan opføres på de nationale lister.

60      Heraf følger, således som Kommissionen i øvrigt har bemærket, at 18. betragtning til direktiv 97/36 ikke kan opfattes således, at det automatisk er foreneligt med fællesskabsretten at opføre VM på en national liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Betragtningen kan så meget desto mindre forstås således, at VM under alle omstændigheder retmæssigt kan optages på en sådan liste, uanset hvilken interesse kampene i denne turnering vækker i den pågældende medlemsstat.

61      Derimod indebærer betragtningen på baggrund af bemærkningerne i præmis 52-57 ovenfor, at en medlemsstat ikke behøver anføre en særlig begrundelse i sin meddelelse til Kommissionen for, at VM-kampe er begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, når den optager sådanne kampe på den liste, den har valgt at opstille.

62      Det er på baggrund af disse betragtninger, det skal prøves, om der er grundlag for FIFA’s anbringender.

63      Da, endelig, FIFA inden for rammerne af sit sjette anbringende har gjort gældende, at Kommissionen ikke har begrundet sin vurdering med hensyn til, at samtlige VM-kampe er af interesse for det belgiske samfund, behandler Retten dette anbringende, før den behandler det første, hvori FIFA har anfægtet grundlaget for denne vurdering.

 Det sjette anbringende: mangel på begrundelse

–       Parternes argumenter

64      FIFA har gjort gældende, at intet i 18. betragtning til direktiv 97/36 giver grundlag for at fortolke henvisningen til VM således, at alle 64 kampe i turneringen automatisk skal anses for at være begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Det er derimod berettiget og svarer til den metode, som er blevet fulgt af andre medlemsstater, der har meddelt Kommissionen deres foranstaltninger i medfør af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, at opdele kampene i denne turnering i på den ene side »prime«-kampe, der omfatter semifinalerne, finalen og det pågældende landsholds – i det foreliggende tilfælde det belgiske – kampe og på den anden side »non-prime«-kampe, der omfatter alle øvrige kampe. Kommissionen har således i sit arbejdsdokument CC TVSF(97) om anvendelsen af artikel 3a i direktiv 89/552 selv godkendt en sådan klassificering af kampene. 18. betragtning til direktiv 97/36 fritager således ikke Kommissionen for dens pligt til at angive grundene til, at den har godkendt, at samtlige VM-kampe blev opført på den belgiske liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat.

65      Der anføres imidlertid ikke noget bevis for Kommissionens vurderinger i 6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse, og de kan derfor ikke betragtes som en fyldestgørende begrundelse på baggrund af definitionen af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i 21. betragtning til direktiv 97/36. Intet i den anfægtede afgørelse godtgør nemlig, at samtlige VM-kampe opfylder de kriterier, Kommissionen har fastlagt.

66      Endvidere angives det hverken i den anfægtede afgørelse, hvilke oplysninger om det belgiske medielandskab, Kommissionen tog hensyn til i overensstemmelse med tredje betragtning til afgørelsen, eller hvori de andre oplysninger består, som institutionen hævder at have været i besiddelse af, såsom seertal. På den baggrund er det umuligt for FIFA at redegøre for sin opfattelse af karakteren og relevansen af de omstændigheder, der foranledigede Kommissionen til at finde, at samtlige VM-kampe er af væsentlig interesse for det belgiske samfund, og for Retten at foretage den prøvelse, der påhviler den, hvorfor den anfægtede afgørelse må annulleres.

67      Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

68      Indledningsvis falder en manglende eller utilstrækkelig begrundelse ind under begrebet væsentlige formelle mangler i artikel 230 EF og udgør et anbringende, som Fællesskabets retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (jf. Domstolens dom af 2.12.2009, sag C-89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl., Sml. I, s. 11245, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). At anbringendet er blevet fremsat for første gang i replikken, er derfor ikke til hinder for, at Retten prøver, om der er grundlag for det.

69      Endvidere fremgår det af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, karakteren af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (Domstolens dom af 30.3.2000, sag C-265/97 P, VBA/Florimex m.fl., Sml. I, s. 2061, præmis 93).

70      FIFA har beskyldt Kommissionen for ikke at have begrundet sin konklusion om, at samtlige VM-kampe skal anses for at være af væsentlig interesse for det belgiske samfund. Endvidere har FIFA i sit skriftlige svar på det spørgsmål, Retten har stillet som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse (jf. præmis 27 ovenfor), udtrykkeligt bekræftet, hvad der indirekte var fremgået af flere punkter i sammenslutningens skriftlige indlæg, nemlig at FIFA ville anse opførelsen af »prime«-kampene i VM, dvs. finalen, semifinalerne og det belgiske landsholds kampe, på den belgiske liste for at være forenelig med fællesskabsretten, hvis de krav, der følger af en klar og gennemskuelig procedure, ligeledes var opfyldt.

71      Skønt der i 18. betragtning til direktiv 97/36 ikke tages stilling til det centrale spørgsmål om, hvorvidt samtlige eller kun en del af VM-kampene skal optages på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, er der intet, som med føje giver grundlag for at slutte, at det principielt kun er »prime«-kampene, der kan klassificeres således og følgelig medtages på en sådan liste.

72      VM er nemlig en turnering, der med rimelighed kan betragtes som én samlet begivenhed snarere end som en række enkeltstående begivenheder, der kan inddeles i »prime«- og »non-prime«-kampe. Det er i denne forbindelse velkendt, at resultaterne af »non-prime«-kampene inden for VM bestemmer holdenes videre skæbne i turneringen, hvorfor deres deltagelse i »prime«-kampe såsom det pågældende landsholds kampe kan være afhængige af dem. »Non-prime«-kampene bestemmer således, hvem det pågældende landsholds modstandere skal være i de følgende etaper af turneringen. Resultaterne af »non-prime«-kampene kan endog være afgørende for, om det nævnte landshold går videre til følgende etape i turneringen eller ej.

73      På grund af denne særlige sammenhæng, som giver grund til at betragte VM som én samlet begivenhed, således som det anføres i 16. betragtning til den anfægtede afgørelse, behøvede Kommissionen ikke at give en mere udførlig begrundelse for sin vurdering med hensyn til »non-prime«-kampene, navnlig når de relevante statistiske oplysninger ikke viser, at disse kampe regelmæssigt kun overværes af et ubetydeligt antal seere (jf. præmis 101-109 nedenfor). Disse omstændigheder betød, at Kommissionen ligeledes kunne begrunde sin afgørelse ved at henvise til den særlige interesse, VM vækker i Belgien, i den forstand, at der er tale om en begivenhed, som er særdeles populær i offentligheden og ikke kun blandt fodboldinteresserede, således som det anføres i sjette betragtning til den anfægtede afgørelse.

74      Den begrundelse, som er indeholdt i 6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 20 ovenfor), gør det derfor muligt for FIFA at gøre sig bekendt med grundene til, at Kommissionen fandt, at samtlige VM-kampe retmæssigt kunne optages på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund, og at Retten kunne udøve sin prøvelsesret med hensyn til, om der er grundlag for denne vurdering, og den anfægtede afgørelse opfylder derfor de krav, artikel 253 EF stiller i denne henseende.

75      Det sjette anbringende må følgelig forkastes.

 Det første anbringende: tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 på grund af fejlagtigheden af Kommissionens fastslåelse af, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med artikel 49 EF

–       Parternes argumenter

76      FIFA har gjort gældende, at den belgiske liste – således som det ligeledes anføres i 17. betragtning til den anfægtede afgørelse – udgør en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, idet den begrænser antallet af tv-spredningsforetagender, der kunne være interesseret i at erhverve rettighederne til at transmittere VM-kampe i Belgien. I betragtning af den betydning, eneret har i forbindelse med erhvervelsen af sådanne rettigheder, vil ingen tv-spredningsforetagender, som er etableret i en anden medlemsstat end Belgien, og som ikke opfylder de betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 9 og 13 ovenfor, være interesseret i at erhverve ikke-eksklusive transmissionsrettigheder, selv om de kunne tilbyde de berørte fællesskaber i dette land deres ydelser.

77      Om end FIFA har medgivet, at udøvelsen af en i traktaten fastsat grundlæggende frihed skal kunne begrænses på grund af tvingende almene hensyn, såsom at offentligheden skal have adgang til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, har sammenslutningen gjort gældende, at det påhviler Kommissionen at foretage en fuld kontrol af, om de foranstaltninger, der er eller påtænkes indført på grundlag af artikel 3a i direktiv 89/552, er forenelige med fællesskabsretten, da sådanne foranstaltninger udgør undtagelser, der skal fortolkes restriktivt. Den pågældende medlemsstat skal godtgøre, at de pågældende restriktioner er berettigede, nødvendige og forholdsmæssige, og Kommissionen skal under den foreliggende sag godtgøre, at den modtog de nødvendige oplysninger hvad dette angår.

78      FIFA har i den forbindelse anført, at »prime«-kampe med føje kan anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i den nævnte bestemmelse, hvilket i øvrigt stemmer overens med FIFA’s egen politik. Ifølge denne politik bør semifinalerne, finalen, det pågældende landsholds kampe og åbningskampen transmitteres direkte på en gratis kanal.

79      Det følger imidlertid af flere punkter i Kommissionens skriftlige indlæg, at den ikke foretog en fyldestgørende kontrol af, om den belgiske liste var forenelig med fællesskabsretten – for så vidt som listen omfatter samtlige VM-kampe – med den begrundelse, at 18. betragtning til direktiv 97/36 gør en sådan kontrol overflødig. Ifølge FIFA bør denne omstændighed føre til, at den anfægtede afgørelse annulleres.

80      Endvidere stemmer de omtvistede foranstaltninger efter FIFA’s opfattelse ikke overens med deres angivne formål, nemlig at sikre offentligheden adgang til begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund, idet de på lang sigt forringer værdien af de på listen opførte sportsbegivenheder ved at mindske de dermed forbundne indtægter og derved gør det vanskeligere at »bevare« dem som begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

81      Hvad »non-prime«-kampenes interesse for det belgiske samfund angår har FIFA gjort gældende, for det første at de pågældende kampe kun vækker særlig interesse hos fodboldinteresserede, for det andet at sådanne kampe traditionelt hverken er blevet transmitteret af gratis tv-kanaler eller har haft mange seere. »Non-prime«-kampene opfylder derfor ikke de to kriterier, Kommissionen lagde til grund i 6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorfor Kommissionen begik en fejl på dette punkt.

82      Med hensyn til kriteriet om den interesse, VM vækker i det belgiske samfund, har FIFA gjort gældende, at det er uforholdsmæssigt i relation til det forfulgte mål at opføre samtlige kampe i denne turnering på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund. »Non-prime«-kampene under VM har nemlig kun en brøkdel, ikke kun af de seere, der overværer »prime«-kampene, men også af dem, der ser en række andre udsendelser på belgisk fjernsyn, hvorfor deres popularitet må betragtes som meget begrænset. Denne uforholdsmæssighed fremgår ligeledes af, at tv-spredningsforetagenderne selv ikke transmitterer samtlige kampe direkte.

83      Disse konklusioner stemmer overens med Kommissionens beslutningspraksis og retspraksis og underbygges af de meget lave seertal, der er opnået af visse »non-prime«-kampe, som kun er blevet overværet af mellem 27 000 og 33 000 seere i Vallonien.

84      Navnlig fremgår det af en undersøgelse baseret på et belgisk forskningsselskabs database, at det gennemsnitlige antal ikke-fodboldinteresserede, der så mindst 30 på hinanden følgende minutter at samtlige »non-prime«-kampe under VM i 1998, 2002 og 2006, kun repræsenterede henholdsvis 2,5, 0,8 og 2,5% af det samlede antal seere for det flamske fællesskabs vedkommende og henholdsvis 1,4, 1,2 og 1,4% af det samlede antal seere for det franske fællesskabs vedkommende. Derimod så henholdsvis 17,6, 9,5 og 10% af de fodboldinteresserede mindst 30 på hinanden følgende minutter at samtlige »prime«-kampe under VM i 1998, 2002 og 2006 inden for det flamske fællesskab, mens de tilsvarende tal for det franske fællesskabs vedkommende var 10,9, 9 og 12,5%.

85      Da der i den anfægtede afgørelse ikke henvises til noget andet bevis for den særlige interesse, VM-kampene, og navnlig »non-prime«-kampene i turneringen, vækker i den brede offentlighed i Belgien, begik Kommissionen derfor en fejl ved at finde, at samtlige kampe i turneringen er af væsentlig interesse for det belgiske samfund.

86      Desuden kan »non-prime«-kampene ikke hævdes at være af væsentlig interesse for det belgiske samfund, når det ikke er bestemt i den belgiske lovgivning, at tv-spredningsforetagenderne skal transmittere dem, mens der gælder sådanne forpligtelser for andre begivenheders vedkommende.

87      Med hensyn til kriteriet i ottende betragtning til den anfægtede afgørelse om det belgiske landsholds deltagelse har FIFA gjort gældende, at det pr. definition ikke er opfyldt for »non-prime«-kampenes vedkommende.

88      For så vidt angår kriteriet om, at VM traditionelt er blevet transmitteret på gratis tv-kanaler og har haft et stort antal seere, finder FIFA indledningsvis, at det er upassende, eftersom en hel række programmer, såsom film og skuespil, opfylder det uden af den grund at være blevet opført på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund. Endvidere har FIFA anført, at det forhold, at det nævnte kriterium er opfyldt, kun er en indikation for begivenhedens væsentlighed, som giver grund til at overveje, om den skal optages på listen. Da der desuden ikke er noget i 16. betragtning til den anfægtede afgørelse, der taler for, at det modsatte er tilfældet, kunne Kommissionen ikke med føje konkludere, at kriteriet var opfyldt, og at det var en forholdsmæssig foranstaltning at opføre samtlige VM-kampe på den belgiske liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

89      FIFA har gentaget, at den interesse, »non-prime«-kampene under VM vækker, ofte er så ringe, at de end ikke transmitteres direkte i gratis fjernsyn, og at de, når det sker, ikke har mange seere. Således blev under VM i 1998, 2002 og 2006 i alt 24 kampe ikke transmitteret direkte inden for det ene af de to belgiske fællesskaber, som har indført de omtvistede foranstaltninger, eller inden for begge, mens otte af de nævnte kampe, der blev transmitteret forskudt i Vallonien, kun havde et yderst begrænset antal seere. Endvidere har FIFA anført, at det forhold, at to kampe spilles samtidig, ikke er en omstændighed, der berettiger til kun at transmittere den ene, da kampene kan sendes på forskellige kanaler, og da der også kan udstedes underlicenser for dette særlige tilfælde.

90      Desuden havde »non-prime«-kampene under VM i 2006 gennemsnitligt kun 326 000 og 279 000 seere i henholdsvis Flandern og Vallonien mod de gennemsnitligt henholdsvis 722 000 og 583 000 seere, der overværede »prime«-kampene i samme turnering, og der kan konstateres lignende tendenser for så vidt angår VM i 1998 og 2002. Kommissionen begik derfor ligeledes en fejl, da den anførte, at samtlige VM-kampe altid har haft høje seertal i Belgien, og tilsidesatte således kravene i artikel 3a i direktiv 89/552.

91      Endvidere har FIFA peget på, at offentligheden kunne have fået adgang til VM-kampene gennem mindre restriktive foranstaltninger såsom betalings-tv, hvis udsendelser ikke desto mindre kan modtages af 90% af den belgiske befolkning, forskudt transmission af uddrag af kampe eller af hele kampe gennem tv-spredningsforetagender, der opfylder de betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 9 og 13 ovenfor, samt direkte eller forskudt radiotransmission. Direkte transmission udelukkende af »prime«-kampene kunne således forbeholdes tv-spredningsforetagender, som opfylder de nævnte betingelser. Da Kommissionen undlod at undersøge disse muligheder, kunne den ikke med føje konkludere, at det var en nødvendig foranstaltning, som var forholdsmæssig i relation til det mål, den forfulgte, at opføre samtlige VM-kampe på den belgiske liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

92      FIFA har ligeledes gjort gældende, at hvis direktivets artikel 3a, stk. 1, i modsætning til de argumenter, sammenslutningen har fremsat, skal fortolkes således, at VM som helhed skal betragtes som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse på grund af ordlyden af 18. betragtning til direktiv 97/36, skal stævningen, og under alle omstændigheder replikken, anses for at indeholde en implicit indsigelse mod denne bestemmelse i henhold til artikel 241 EF. FIFA har inden for rammerne af denne indsigelse påberåbt sig alle sammenslutningens argumenter for, at intet gør det berettiget at betragte hele VM som én samlet begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse.

93      Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

94      For det første overlader artikel 3a i direktiv 89/552 ved at bestemme, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte, hvilke begivenheder der er af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, disse et vidt skøn i denne henseende.

95      For det andet indebærer henvisningen til VM i 18. betragtning til direktiv 97/36 på trods af, at artikel 3a i direktiv 89/552 ikke indebærer en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 59 og 60 ovenfor), at Kommissionen ikke kan anse opførelsen af kampe i denne turnering på en liste over begivenheder for at være i strid med fællesskabsretten med den begrundelse, at den pågældende medlemsstat ikke har meddelt den de specifikke grunde til, at kampene er af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 61 ovenfor). Kommissionens eventuelle fastslåelse af, at det er foreneligt med fællesskabsretten at opføre hele VM på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i en medlemsstat, fordi denne turnering på grund af sin karakter med føje kan betragtes som én samlet begivenhed, kan imidlertid anfægtes på grundlag af specifikke omstændigheder, der viser, at »non-prime«-kampe ikke har så stor samfundsmæssig interesse i den pågældende stat.

96      Som anført i præmis 59 og 60 ovenfor, berøres spørgsmålet om, hvorvidt VM som helhed med føje kan optages på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse uafhængigt af, hvor stor interesse kampene, navnlig »non-prime«-kampene, vækker i den pågældende medlemsstat, hverken i 18. betragtning til direktiv 97/36 eller artikel 3a i direktiv 89/552.

97      Enhver drøftelse om lovligheden af direktiv 97/36 for så vidt angår klassificeringen af VM som helhed, og ikke kun af turneringens »prime«-kampe (jf. præmis 92 ovenfor), som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse savner derfor genstand, eftersom dette spørgsmål ikke berøres i 18. betragtning til direktivet. Det er derfor ikke fornødent at tage stilling til, om FIFA med føje kunne rejse indsigelse herom i henhold til artikel 241 EF i replikken, eller om stævningen skal anses for implicit at indeholde en sådan indsigelse.

98      For det tredje kan, som anført i præmis 71 og 72 ovenfor, VM med rimelighed betragtes som én samlet begivenhed snarere end som en række enkeltstående begivenheder, der kan inddeles i »prime«- og »non-prime«-kampe, og de belgiske myndigheders holdning falder derfor inden for grænserne for deres skøn.

99      Endvidere skyldes interessen for »non-prime«-kampene ligeledes den blotte omstændighed, at de er en del af turneringen, på samme måde som den normalt begrænsede interesse for andre sportsgrene øges, når de udøves inden for rammerne af de olympiske lege.

100    Heraf følger, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at undlade at anfægte, at der ved vurderingen af VM’s interesse for det belgiske samfund ikke var grund til at skelne mellem »prime«- og »non-prime«-kampe, men at turneringen skulle opfattes som en helhed og ikke som en række enkeltstående begivenheder (6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse, jf. præmis 20 ovenfor).

101    De argumenter, FIFA har fremsat herom inden for rammerne af nærværende anbringende, påvirker ikke vurderingerne i 6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse.

102    Således er den omstændighed, at de ikke-fodboldinteresserede, der så mindst 30 på hinanden følgende minutter af samtlige »non-prime«-kampe under VM i 1998, 2002 og 2006, kun udgjorde meget små procentdele (jf. præmis 84 ovenfor), ikke afgørende, da ikke alle »non-prime«-kampene behøver være af væsentlig interesse for det belgiske samfund, for at hele VM med føje kan optages på den belgiske liste over sådanne begivenheder. Det er tværtimod tilstrækkeligt, at nogle af »non-prime«-kampene, hvis antal og deltagere ikke kan specificeres på det tidspunkt, hvor listen udfærdiges, eller transmissionsrettighederne erhverves, udviser de aspekter, hvortil der blev henvist i præmis 72 ovenfor, for at det er berettiget ikke at skelne mellem »prime«- og »non-prime«-kampe for så vidt angår kampenes samfundsmæssige interesse. Heraf følger, at det kriterium, der blev anvendt i forbindelse med de spørgeundersøgelser, som blev foretaget inden for rammerne af den omtalte undersøgelse, var alt for restriktivt og derfor ikke tilpasset hverken VM’s struktur eller de egenskaber, turneringen skal have for i sin helhed at blive klassificeret som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse.

103    Denne konklusion fratager ligeledes FIFA’s argument om, at visse »non-prime«-kampe under VM i 1998, 2002 og 2006 ikke blev transmitteret direkte eller slet ikke blev transmitteret, dets holdbarhed, navnlig i betragtning af at argumentet med kun to undtagelser vedrører kampe, der blev spillet samtidig med andre »non-prime«-kampe, som ifølge det af FIFA fremlagte dokument »Seertal i Belgien for VM i årene 1998-2006« ikke desto mindre havde mellem 125 000 og 697 000 seere i Flandern og mellem 152 000 og 381 000 seere i Vallonien. At et begrænset antal »non-prime«-kampe ikke transmitteres eller transmitteres forskudt, betyder derfor ikke, at der må drages den konklusion, at sådanne kampe på trods af deres karakteristika (jf. præmis 72 og 99 ovenfor) ikke som helhed er af væsentlig interesse for det belgiske samfund, navnlig når de nævnte løsninger er blevet valgt af objektive grunde, såsom at to kampe spilles samtidig. Det skal i den forbindelse tilføjes, at det ifølge samme dokument kun er i Flandern, at kampe, der er blevet spillet samtidig med andre VM-kampe, slet ikke er blevet transmitteret. Endvidere henvises der i 16. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 20 ovenfor), i modsætning til hvad FIFA har gjort gældende, ikke til kampe, som altid er blevet transmitteret direkte, men til kampe, som altid er blevet transmitteret på gratis tv-kanaler, hvilket svarer til det fjerde kriterium i 5. betragtning til samme afgørelse. Med hensyn til argumentet om, at »non-prime«-kampe pr. definition ikke har deltagelse af det belgiske landshold, er det tilstrækkeligt at bemærke, for det første at VM, som tidligere anført, med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig interesse for det belgiske samfund, og for det andet at Kommissionen kun fandt, at det første og det fjerde kriterium i 5. betragtning til den anfægtede afgørelse var opfyldt, men undlod specifikt at tage stilling for så vidt angår det tredje kriterium.

104    Heller ikke argumenterne om seertallene for »non-prime«-kampene under VM i 1998, 2002 og 2006 (jf. præmis 90 ovenfor) kan tiltrædes.

105    Hvad dette angår viser, i modsætning til hvad FIFA har gjort gældende, seertallene for »non-prime«-kampene i forhold til seertallene for »prime«-kampene ikke, at de førstnævnte ikke har haft mange seere. Ifølge dokumentet »Seertal i Belgien for VM i årene 1998-2006« blev »non-prime«-kampene under VM i 1998 i gennemsnit set af 32% af de seere, der overværede »prime«-kampene, mens andelen under VM i 2002 og 2006 var henholdsvis 31 og 46%. Om end disse tal er lavere end tallene for »prime«-kampene, er det dog ikke en forudsætning for at optage »non-prime«-kampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, at de har lige så mange seere som »prime«-kampe. I det foreliggende tilfælde kan de nævnte tal ikke anses for at repræsentere det antal seere, som kampe, der ikke spilles inden for rammerne af en væsentlig international fodboldturnering mellem landshold, og som i tilgift ikke har deltagelse af det belgiske landshold, normalt ville have haft i Belgien.

106    Det bemærkes i den forbindelse, at 12 af »non-prime«-kampene under VM i 1998 ifølge dokumentet »Seertal i Belgien for VM i årene 1998-2006« havde mellem 1 og 1,345 mio. seere, mens 8 havde mellem 699 000 og 976 000 seere. For så vidt angår VM i 2002 fremgår det af det samme dokument, at 15 af »non-prime«-kampene under VM i 2002 havde mellem 624 000 og 915 000 seere, mens 7 havde mellem 511 000 og 589 000 seere. Med hensyn til VM i 2006 anføres det i dokumentet, at 10 af »non-prime«-kampene havde mellem 808 000 og 1,185 mio. seere, mens 14 havde mellem 649 000 og 768 000 seere.

107    Ifølge dokumentet »Seertal i Belgien for VM i årene 1998-2006« blev »prime«-kampe i hele denne medlemsstat i gennemsnit overværet af henholdsvis 2,172 mio., 1,418 mio og 1,305 mio. seere under turneringerne i 1998, 2002 og 2006. Sammenholdt med disse gennemsnit viser de tal, hvortil der blev henvist i præmis 106 ovenfor, at »non-prime«-kampe har meget høje seertal i Belgien, hvilket ikke kan forklares på anden måde, end at de indgår i VM-programmet. Tallene bekræfter således vurderingerne i præmis 71, 72 og 99 ovenfor og underbygger bemærkningen i 16. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at VM-kampe, herunder »non-prime«-kampe, traditionelt har haft høje seertal.

108    Ovenstående bedømmelse undergraves ikke af de angiveligt meget lave seertal for visse »non-prime«-kampes vedkommende, som FIFA har påberåbt sig (jf. præmis 83 ovenfor). Af de tre kampe, hvortil FIFA har henvist, begyndte de to kl. 8.30 og den tredje kl. 13.30 belgisk tid og fandt sted samtidig med tre andre »non-prime«-kampe, som alligevel havde henholdsvis 221 000, 290 000 og 163 000 seere i Vallonien. At det var tidsforskellen i kombination med spilletidspunkterne for de pågældende kampe, der var årsagen til denne omstændighed under 2002-turneringen, fremgår af, at seertallene for de »non-prime«-kampe, der hverken blev transmitteret for tidligt om morgenen eller i arbejdstiden, såsom dem, hvortil der blev henvist i præmis 106 ovenfor, var væsentligt højere. Desuden har FIFA i en pressemeddelelse bilagt duplikken selv fremhævet betydningen af tidsforskellen, der er afgørende for tidspunktet for afviklingen af en kamp i de enkelte lande, og har medgivet, at denne omstændighed påvirkede seertallene i Asien og Europa under VM i 2002 og 2006.

109    Seertallene for »non-prime«-kampene bekræfter således vurderingen i præmis 100 ovenfor i stedet for at afkræfte den.

110    Endvidere strider konklusionen i præmis 107 ovenfor ikke mod den bemærkning i 40. betragtning til Kommissionens beslutning 2000/400/EF af 10. maj 2000 om en procedure i henhold til [artikel 81 EF] (sag IV/32.150 – Eurovision) (EFT L 151, s. 18), hvortil FIFA har henvist (jf. præmis 83 ovenfor). Ifølge denne betragtning har internationale begivenheder tendens til at være mere attraktive i et givet land end nationale begivenheder, forudsat at der deltager et nationalt hold eller en national mester, mens internationale arrangementer uden deltagelse af nogen national mester eller noget nationalt hold ofte ikke vækker så stor interesse. Det belgiske landshold deltager dog ofte i VM. Og selv når det ikke gør, er det normalt først efter, ikke blot at listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund er blevet udfærdiget, men også at rettighederne til tv-transmission for det pågældende år er blevet overdraget, at det står klart, at landsholdet ikke deltager.

111    Med hensyn til argumentet om den manglende forpligtelse til at transmittere »non-prime«-kampene (jf. præmis 86 ovenfor) er det tilstrækkeligt at bemærke, at beslutningen om ikke at pålægge et tv-spredningsforetagende at transmittere en begivenhed ikke indebærer, at begivenheden ikke er af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i artikel 3a i direktiv 89/552, selv om det er den nationale lovgivers normale praksis at fastsætte en sådan forpligtelse. Denne artikel har nemlig til formål, under hensyn til proportionalitetsprincippet, at forhindre, at eksklusive rettigheder til tv-transmission fører til, at offentligheden i en medlemsstat ikke kan følge bestemte begivenheder på gratis fjernsyn. Den har således ikke til formål indirekte at forpligte de stater, som ønsker at yde en sådan beskyttelse, at pålægge en gratis tv-tjeneste at transmittere sådanne begivenheder. Hvis medlemsstaterne for retmæssigt at kunne optage en begivenhed på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse skulle pålægge en gratis tv-tjeneste at transmittere begivenheden, ville bestemmelsen afføde virkninger, der gik ud over dens formål.

112    Eftersom FIFA’s argumenter om, at Kommissionen begik fejl, da den godkendte de belgiske myndigheders vurdering, hvorefter VM som helhed udgør en begivenhed af væsentlig interesse for det belgiske samfund, må forkastes, må argumentet om, at Kommissionen ikke foretog en fyldestgørende kontrol af »non-prime«-kampenes interesse for det belgiske samfund (jf. præmis 79 ovenfor), ligeledes forkastes.

113    For så vidt angår argumentet om, at andre programmer opfylder det fjerde kriterium i 5. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 88 ovenfor), bemærkes indledningsvis, at de programmer, hvortil FIFA har henvist, ikke udgør begivenheder som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36.

114    Endvidere forpligter artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 hverken medlemsstaterne til at udarbejde en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse eller, hvis de udarbejder en sådan liste, at optage en begivenhed på den, selv om den retmæssigt kunne have været medtaget. Ud over at det angives i bestemmelsen, at enhver medlemsstat »kan« træffe foranstaltninger, der fører til de i artiklen angivne mål, konkretiserer den nemlig medlemsstaternes muligheder for at fravige visse bestemmelser i traktaten, såsom bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser. Med hensyn til at vælge mellem flere konkrete begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i direktiv 97/36 kan det ikke direkte eller indirekte pålægges medlemsstaterne at opføre andre begivenheder på deres liste over begivenheder end dem, de vælger at medtage på den, og at fravige bestemmelserne i traktaten i større udstrækning, end de ønsker. Det skal i den forbindelse tilføjes, at den kontrol, Kommissionen inden for rammerne af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 foretager af karakteren af de begivenheder, der er opført som begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, sker på grundlag af begivenhedernes egne karakteristika og ikke på grundlag af andre, ikke-medtagne begivenheders karakteristika.

115    Når en begivenhed er af væsentlig samfundsmæssig interesse i en medlemsstat, begår Kommissionen derfor ikke nogen retlig fejl, hvis den i forbindelse med den kontrol, den foretager i medfør af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, undlader at modsætte sig, at begivenheden er blevet opført på den liste, den pågældende medlemsstat har udarbejdet, med den begrundelse, at en anden begivenhed, som eventuelt er af endnu større interesse for dette samfund, ikke er opført på den.

116    Selv hvis der var andre begivenheder som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, som var af endnu større interesse for det belgiske samfund end VM, men som ikke var opført på den liste, de belgiske myndigheder havde udarbejdet, tilsidesatte Kommissionen følgelig ikke ligebehandlingsprincippet, da den godkendte optagelsen af denne turnering på den omtvistede liste.

117    Med hensyn til de argumenter, hvorved FIFA har anfægtet, at det var forholdsmæssigt at optage samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, er de argumenter, hvortil der blev henvist i præmis 82 ovenfor, udtryk for en sammenblanding af på den ene side den væsentlige samfundsmæssige interesse, som en begivenhed skal have, og som udgør den første betingelse, der skal være opfyldt, og det tvingende almene hensyn, der begrunder restriktionen for en ved traktaten sikret grundlæggende frihed (jf. præmis 52-57 ovenfor), og på den anden side den pågældende restriktions forholdsmæssighed, som udgør den anden betingelse, der skal opfyldes af den nationale lovgivning, der begrænser en sådan frihed, for at lovgivningen er forenelig med fællesskabsretten (jf. præmis 58 ovenfor). Hvad dette angår er det tilstrækkeligt at bemærke, at VM, således som det er fremgået af bedømmelsen af dette anbringende, med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig interesse for det belgiske samfund, og at seertallene for »non-prime«-kampene bekræfter vurderingen i 6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den. Det må derfor fastslås, at argumentet om, at de pågældende kampe ikke er af væsentlig samfundsmæssig interesse, således at de belgiske foranstaltninger er uforholdsmæssige, under alle omstændigheder bygger på en fejlagtig forudsætning. Argumentet indebærer derfor ikke, at Kommissionens konklusion om, at det var korrekt og forholdsmæssigt at opføre samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund, eftersom denne turnering har karakter af én samlet begivenhed, var ugyldig.

118    Med hensyn til de argumenter, der ligeledes går ud på, at proportionalitetsprincippet blev tilsidesat, og hvortil der blev henvist i præmis 91 ovenfor, er det tilstrækkeligt at bemærke, at de muligheder, FIFA har nævnt, ikke er forenelige med definitionen af gratis fjernsyn i 22. betragtning til direktiv 97/36, som FIFA udtrykkelig har accepteret i replikken. Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at undersøge de pågældende muligheder, før den drog sin konklusion om, at det var forholdsmæssigt at opføre VM som helhed på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund.

119    Heraf følger, at Kommissionen ved at finde, at det var foreneligt med fællesskabsretten at opføre samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund, ikke tilsidesatte artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, og det første anbringende må derfor forkastes.

 Det andet og det tredje anbringende: tilsidesættelse af henholdsvis artikel 49 EF og artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 på grund af fejlagtigheden af Kommissionens fastslåelse af, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med artikel 49 EF og 43 EF

–       Parternes argumenter

120    FIFA har i stævningen gjort gældende, at de argumenter, sammenslutningen har fremsat til støtte for det første anbringende, ligeledes viser, at Kommissionen ved at finde, at det var foreneligt med fællesskabsretten at opføre samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund, tilsidesatte artikel 49 EF.

121    I replikken har FIFA tilføjet, for det første at den belgiske lovgivning, skønt den finder anvendelse uden forskel på indenlandske og udenlandske tv-spredningsforetagender, gør det umuligt for sammenslutningen at sælge eksklusive rettigheder til transmission af enhver VM-kamp til tv-spredningsforetagender, der ikke opfylder de betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 9 og 13 ovenfor, og for det andet at tv-spredningsforetagender etableret i andre medlemsstater i medfør af det princip om gensidig anerkendelse, der udløses af afgørelsen, ikke kan transmittere nogen VM-kamp med eneret i Belgien, fordi de ikke opfylder de nævnte betingelser. Den lovgivning, det flamske fællesskab har vedtaget, giver ganske vist de pågældende tv-spredningsforetagender mulighed for at transmittere VM-kampe med eneret, hvis intet tv-spredningsforetagende, der opfylder de betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 9 ovenfor, erklærer sig villigt til at erhverve underlicenser fra dem, men denne mulighed er rent teoretisk. At det ikke kan lade sig gøre at erhverve denne form for eksklusive transmissionsrettigheder i Belgien, betyder, at tv-spredningsforetagender etableret i andre medlemsstater helt savner interesse i at erhverve rettighederne, og hindrer dem derved i at sende nogen VM-kamp i Belgien.

122    Ikke desto mindre kunne de begrænsende virkninger for den frie udveksling af tjenesteydelser for tv-spredningsforetagender etableret i andre medlemsstater end Belgien have været reduceret til et forholdsmæssigt niveau, hvis det kun var de VM-kampe, som virkelig er af væsentlig interesse for det belgiske samfund, nemlig »prime«-kampene, hvortil FIFA altid har føjet åbningskampen og ‑ceremonien, der var blevet opført på listen over begivenheder af væsentlig interesse. De belgiske foranstaltninger, som godkendt af Kommissionen i den anfægtede afgørelse, medfører derimod restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, der er uforholdsmæssige og uberettigede i forhold til de mål, de forfølger.

123    Inden for rammerne af anbringendet om tilsidesættelse af etableringsretten har FIFA i stævningen gjort gældende, at opførelsen af samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund gør det umuligt for tv-spredningsforetagender, der ønsker at etablere sig i Belgien og i dette øjemed tilbyde betalings-tv-ydelser, at erhverve eksklusive rettigheder til transmission af VM-kampe i dette land. Små tv-spredningsforetagender kan ikke akkumulere de indtægter og abonnenter og den prestige, der kræves for at etablere sig i Belgien, ved at erhverve ikke-eksklusive transmissionsrettigheder, og Kommissionen begik derfor en fejl, da den fandt, at opførelsen af samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund ikke stred imod artikel 43 EF.

124    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

125    Det er ikke blevet bestridt, således som det i øvrigt medgives i 17. betragtning til den anfægtede afgørelse, at det princip om gensidig anerkendelse, afgørelsen udløser i medfør af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, medfører en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser i fællesmarkedet som fastsat i artikel 49 EF.

126    Endvidere kan de belgiske foranstaltninger, således som FIFA har gjort gældende, stille tv-spredningsforetagender etableret i andre medlemsstater faktisk eller retligt ringere end tv-spredningsforetagender etableret i Belgien. Hvad dette angår er det, på trods af at den lovgivning, der blev beskrevet i præmis 7-15 ovenfor, finder anvendelse uden forskel på indenlandske og udenlandske tv-spredningsforetagender, i realiteten langt mindre sandsynligt, at der ikke er noget tv-spredningsforetagende, som opfylder de kriterier, hvortil der blev henvist i præmis 9 og 13 ovenfor, og som efter al sandsynlighed er etableret i Belgien, der vil være interesseret i at transmittere VM og på denne måde give et tv-spredningsforetagende, der ønsker at etablere sig i Belgien, mulighed for at transmittere begivenheden med eneret, end det modsatte. Desuden gælder denne mulighed ifølge den belgiske lovgivning kun inden for det flamske fællesskab (jf. præmis 10 ovenfor). Heraf følger, at de belgiske foranstaltninger i realiteten udgør restriktioner for etableringsfriheden som fastsat i artikel 43 EF.

127    Disse restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden kan imidlertid begrundes, hvis de har til formål at beskytte retten til information og at sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder, nationale eller ikke-nationale, af væsentlig samfundsmæssig interesse, under de supplerende forudsætninger, at de er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. præmis 52-58 ovenfor).

128    Det bemærkes i den forbindelse, at FIFA har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse i relation til traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfrihed, fordi Kommissionen godkendte, at »non-prime«-kampene var blevet optaget på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund. Efter FIFA’s opfattelse opfylder sådanne kampe ikke denne betingelse, hvorfor restriktionen for den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden er uforholdsmæssig.

129    De grunde, som er blevet anført til støtte for anbringendet om tilsidesættelse af artikel 49 EF, er imidlertid, på samme måde som de argumenter, der blev behandlet i præmis 117 ovenfor, udtryk for den samme sammenblanding af på den ene side den væsentlige samfundsmæssige interesse, som en begivenhed skal have, og som udgør den første betingelse, der skal være opfyldt, og det tvingende almene hensyn, der begrunder restriktionen for en ved traktaten sikret grundlæggende frihed (jf. præmis 52-57 ovenfor), og på den anden side den pågældende restriktions forholdsmæssighed, som udgør den anden betingelse, der skal opfyldes af den nationale lovgivning, der begrænser en sådan frihed, for at lovgivningen er forenelig med fællesskabsretten (jf. præmis 58 ovenfor). Hvad dette angår er det tilstrækkeligt at bemærke, at VM, således som det er fremgået af bedømmelsen af dette anbringende, med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig interesse for det belgiske samfund, og at seertallene for »non-prime«-kampene bekræfter vurderingen i 6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den. Det må derfor fastslås, at argumentet om, at den omtvistede liste for at være forholdsmæssig skulle have været begrænset til kun at omfatte »prime«-kampe, da det kun er sådanne, som er af væsentlig interesse for det belgiske samfund, under alle omstændigheder bygger på en fejlagtig forudsætning. Argumentet indebærer derfor ikke, at Kommissionens konklusion om, at det var korrekt og forholdsmæssigt at opføre samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund, var ugyldig.

130    For så vidt angår etableringsfriheden betyder bemærkningerne i præmis 127 og 129 ovenfor, at FIFA’s argumenter herom ligeledes må forkastes.

131    Det andet og det tredje anbringende må følgelig forkastes.

 Det fjerde anbringende: tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 på grund af fejlagtigheden af Kommissionens fastslåelse af, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med FIFA’s ejendomsret

–       Parternes argumenter

132    FIFA har gjort gældende, at forbuddet mod at overdrage eksklusive transmissionsrettigheder for nogen VM-kamp til tv-spredningsforetagender, der ikke opfylder de betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 9 og 13 ovenfor, fratager FIFA’s ejendomsret dens substans og begrænser den under alle omstændigheder på en uforholdsmæssig og uberettiget måde. Muligheden for at overdrage sådanne rettigheder inden for rammerne af et udbud, hvori flere aktører kan deltage, er den faktor, som har størst betydning for værdien af rettighederne, der er FIFA’s væsentligste indtægtskilde. Ved ikke at fastslå, at der forelå denne tilsidesættelse af ejendomsretten, som beskyttes af artikel 1 i første tillægsprotokol til EMRK og fællesskabsretten, begik Kommissionen således en retlig fejl.

133    Desuden er den mulighed, den flamske lovgivning åbner for, at et tv-spredningsforetagende, som ikke opfylder de nævnte betingelser, kan transmittere VM-kampe, rent teoretisk (jf. præmis 121 ovenfor), mens den slet ikke findes i Vallonien.

134    Det formål, at offentligheden skal sikres adgang til listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund, kunne være opfyldt ved på listen over sådanne begivenheder kun at opføre de VM-kampe, som virkelig frembyder en sådan interesse for dette samfund, nemlig »prime«-kampene.

135    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

136    Som tidligere anført, og som ingen af parterne har bestridt, er FIFA organisatoren af VM som omhandlet i artikel 21 i direktiv 97/36, hvorfor enhver, der ønsker at udnytte rettigheder til tv-transmission af denne begivenhed, skal erhverve rettighederne fra FIFA eller fra en part, der har erhvervet dem fra sammenslutningen.

137    Da værdien af rettighederne kan påvirkes af de retsvirkninger, den anfægtede afgørelse afføder (jf. præmis 37-41 ovenfor), påvirkes FIFA’s ejendomsret derfor ligeledes af dem.

138    Endvidere fremgår det af retspraksis, at når en medlemsstat påberåber sig bestemmelser som artikel 46 EF og 55 EF for at begrunde retsforskrifter, som kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden, skal denne begrundelse, som er hjemlet i fællesskabsretten, fortolkes i lyset af de almindelige retsgrundsætninger, herunder de grundlæggende rettigheder. De omhandlede nationale retsforskrifter kan derfor kun omfattes af undtagelserne i de nævnte bestemmelser, såfremt de er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som Fællesskabets retsinstanser skal beskytte (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, præmis 43). På samme måde kan det ikke accepteres, at en national foranstaltning, som ikke er forenelig med de grundlæggende rettigheder, såsom ejendomsretten (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.7.2003, forenede sager C-20/00 og C-64/00, Booker Aquaculture og Hydro Seafood, Sml. I, s. 7411, præmis 67), anses for omfattet af de fastsatte undtagelser, fordi den er begrundet i tvingende almene hensyn, såsom at offentligheden skal have adgang til tv-transmission af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

139    Princippet om beskyttelse af den grundlæggende ret til ejendom inden for fællesskabsretten er dog ikke absolut, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet. Ejendomsretten kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af den beskyttede rettighed (jf. i denne retning Domstolens dom af 12.5.2005, sag C-347/03, Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og ERSA, Sml. I, s. 3785, præmis 119, og af 12.7.2005, forenede sager C-154/04 og C-155/04, Alliance for Natural Health m.fl., Sml. I, s. 6451, præmis 126).

140    Hvad dette angår bemærkes, at VM af de grunde, der blev anført i præmis 98-119 ovenfor, og i modsætning til hvad FIFA har gjort gældende, med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig interesse for det belgiske samfund, og at seertallene for »non-prime«-kampene bekræfter vurderingen i 6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den. I den forbindelse indebærer, således som det blev fastslået i præmis 117 ovenfor, VM’s karakter af én samlet begivenhed, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at finde, at det var en forholdsmæssig foranstaltning at opføre samtlige VM-kampe på den belgiske liste.

141    Argumentet om, at det udgjorde et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i FIFA’s ejendomsret at opføre »non-prime«-kampene på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund, fordi disse kampe ikke udgør sådanne begivenheder, bygger derfor på en fejlagtig forudsætning.

142    Skønt, endvidere, den omhandlede lovgivning kan påvirke den pris, FIFA opnår for at overdrage rettighederne til transmission af VM i Belgien, fratager den ikke rettighederne deres handelsværdi, eftersom, for det første, den ikke forpligter FIFA til at overdrage dem på hvilke som helst betingelser, og, for det andet, såvel fællesskabsretten som den nationale konkurrenceret beskytter FIFA mod kollusorisk eller ulovlig praksis. Heraf følger, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at finde, at de belgiske foranstaltninger var forholdsmæssige.

143    Det fjerde anbringende må derfor forkastes.

 Det femte anbringende: tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 på grund af fejlagtigheden af Kommissionens fastslåelse af, at den procedure, der førte til indførelsen af de belgiske foranstaltninger, havde været klar og gennemskuelig

–       Parternes argumenter

144    FIFA har gjort gældende, at de belgiske myndigheder handlede vilkårligt og undlod at give forklaringer på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Det flamske medieråd beklagede, at listen var blevet udarbejdet efter en vilkårlig metode, at listen var meget lang, og at der manglede forklaringer på, hvorledes begivenhederne var blevet udvalgt.

145    Endvidere lagde de flamske myndigheder ved udvælgelsen af, hvilke begivenheder der skulle opføres på listen, kriterier til grund, der afviger fra dem, som angives i femte betragtning til den anfægtede afgørelse.

146    Således afviger, for det første, kriteriet om, at begivenheden har stor nyhedsværdi og vækker betydelig interesse i befolkningen (jf. præmis 8, første led, ovenfor), i væsentlig grad fra det første kriterium i femte betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 20 ovenfor), idet dette kriterium ikke gør det nødvendigt at undersøge, om begivenheden er af særlig interesse for andre end dem, der sædvanligvis følger den pågældende sport eller aktivitet, men kun kræver, at begivenheden har nyhedsværdi og vækker interesse i befolkningen.

147    For det andet afviger kriteriet om, at begivenheden finder sted inden for rammerne af en vigtig international turnering eller er en match, hvori det belgiske landshold, et belgisk klubhold eller en eller flere belgiske sportsudøvere deltager, i væsentlig grad fra det tredje kriterium i femte betragtning til den anfægtede afgørelse, idet dette kriterium kræver, såvel at der deltager et belgisk hold eller en belgisk sportsudøver, som at begivenheden finder sted inden for rammerne af en international turnering.

148    Endelig har FIFA gjort gældende, at de belgiske myndigheder ikke gav nogen forklaring på, at samtlige VM-kampe var blevet opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvorfor Kommissionen ikke med føje kunne fastslå, at listen var blevet udarbejdet på en klar og gennemskuelig måde, således som det kræves i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552.

149    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

150    Indledningsvis angives det ikke specifikt i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, hvad de nationale procedurer skal indeholde, der fastsættes med henblik på udfærdigelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Bestemmelsen overlader medlemsstaterne et skøn ved tilrettelæggelsen af procedurerne for så vidt angår deres forløb, den eventuelle høring af berørte personer og tildelingen af administrative beføjelser, idet det dog præciseres, at de som helhed skal være klare og gennemskuelige.

151    Restriktioner for udøvelsen af grundlæggende ved traktaten sikrede friheder gennem nationale foranstaltninger, som er begrundet i tvingende almene hensyn, skal også være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og ikke gå videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. præmis 54 ovenfor).

152    Det er for at sikre proportionalitet og forhindre uberettiget forskelsbehandling, at de procedurer, medlemsstaterne fastsætter med henblik på fastlæggelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, skal være klare og gennemskuelige, i den forstand at de skal være baseret på kriterier, der kendes på forhånd af de berørte, således at det undgås, at den skønsmæssige beføjelse, som medlemsstaterne råder over med hensyn til at bestemme, hvilke specifikke begivenheder der skal opføres på deres lister, udøves vilkårligt (jf. i denne retning dommen i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 53 ovenfor, præmis 46). Selv om en begivenhed for at kunne opføres på listen ifølge artikel 3a i direktiv 89/552 skal være af væsentlig samfundsmæssig interesse, er det nemlig af afgørende betydning for, at de nationale afgørelser træffes på en gennemskuelig måde og inden for rammerne af det skøn, medlemsstaterne råder over i denne henseende (jf. præmis 94 ovenfor), at der forinden er fastsat specifikke kriterier for, hvordan denne væsentlighed skal vurderes.

153    Når Kommissionen i denne sammenhæng finder, at den nationale procedure for udarbejdelsen af en liste over begivenheder af væsentlig interesse for samfundet i en medlemsstat opfylder kravene om klarhed og gennemskuelighed under hensyn til bl.a. anvendelsen af visse udvælgelseskriterier, som er angivet i medlemsstatens afgørelse, skal disse kriterier afspejle det væsentlige indhold af de kriterier, der er fastsat i den pågældende nationale lovgivning.

154    I det foreliggende tilfælde er der ingen væsentlig forskel på det første kriterium i bekendtgørelsen af 28. maj 2004 og det første kriterium i femte betragtning til den anfægtede afgørelse. I modsætning til hvad FIFA har gjort gældende, er kravet om »betydelig interesse i befolkningen« nemlig pr. definition ikke opfyldt, når den pågældende sportsbegivenhed kun vækker interesse hos dem, der sædvanligvis følger den pågældende sport.

155    For så vidt angår det tredje kriterium i 5. betragtning til den anfægtede afgørelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen ikke fandt, at det var opfyldt for VM’s vedkommende. Det fremgår i den forbindelse af 6. og 16. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen for så vidt angår VM fandt, at det første og det fjerde kriterium i 5. betragtning til den anfægtede afgørelse var opfyldt. Derimod henvises der i 8. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori det tredje kriterium i 5. betragtning til afgørelsen anvendes, ikke til VM, men til internationale turneringer mellem fodboldklubber såsom Champions League og UEFA-Cuppen, hvis kampe, hvori der deltager belgiske klubber, ligeledes er optaget på den omtvistede liste.

156    Med hensyn til det flamske medieråds bemærkning indeholder den intet, der underbygger rådets påstand om, at proceduren for udarbejdelse af det flamske fællesskabs liste var vilkårlig, og desuden blev bemærkningen fremsat i 1999, dvs. flere år før de lovgivningsmæssige instrumenter blev indført og den omtvistede liste udarbejdet. Hvad bemærkningen om listens længde angår er der intet i denne vurdering, der har betydning for spørgsmålet om den nationale procedures klarhed og gennemskuelighed.

157    For så vidt angår påstanden om, at de belgiske myndigheder ikke gav nogen begrundelse for, at samtlige VM-kampe var blevet opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, er, for det første, »non-prime«-kampenes rolle, som beskrevet i præmis 72 ovenfor, almindelig kendt, også uden nogen tvivl af FIFA, som organiserer den pågældende turnering. For det andet har FIFA ikke bestridt, at »prime«-kampene opfylder kriterierne for at blive klassificeret som værende af væsentlig interesse for det belgiske samfund. Når de belgiske myndigheder ligeledes opførte »non-prime«-kampene på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, er det i denne sammenhæng derfor åbenbart, at de gjorde det, fordi disse kampe opfylder de samme kriterier som »prime«-kampene i turneringen. FIFA må derfor anses for at have haft mulighed for at kende grundene til, at de belgiske myndigheder opførte hele VM på den liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, de opstillede, og for at anfægte dette valg ved de nationale domstole ved at påberåbe sig de omstændigheder, der efter sammenslutningens opfattelse modbeviser vurderingen af »non-prime«-kampenes interesse for det belgiske samfund, på samme måde som FIFA har gjort det inden for rammerne af den foreliggende sag.

158    Det femte anbringende må derfor forkastes.

 FIFA’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

159    Rettens bedømmelse af FIFA’s anbringender indebærer, at det ikke er fornødent at træffe de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, sammenslutningen har anmodet om (jf. præmis 22 og 24 ovenfor).

160    Ifølge FIFA har sammenslutningens anmodning til formål at gøre det muligt for denne at undersøge, og for Retten at prøve, for det første om Kommissionen rådede over tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at den belgiske liste var forenelig med fællesskabsretten, og for det andet om listen blev udfærdiget på en klar og gennemskuelig måde. FIFA har navnlig gjort gældende, at det er nødvendigt at have kendskab til alle de bemærkninger, Kommissionen og de belgiske myndigheder fremsatte under vurderingen af de omhandlede nationale foranstaltninger, for at kunne fastslå, om de belgiske myndigheder fuldt ud efterlevede Kommissionens krav, og om seertallene for forskellige sportsgrene blev taget i betragtning på en konsekvent måde, i betragtning af at det for andre turneringers vedkommende kun var visse kampe, der blev optaget på den omtvistede liste.

161    Således som det er blevet fastslået i forbindelse med prøvelsen af FIFA’s anbringender, begik Kommissionen ikke nogen fejl, da den på baggrund af de oplysninger, den rådede over, bl.a. den meddelelse fra de belgiske myndigheder af 10. december 2003, hvortil der henvises i første betragtning til den anfægtede afgørelse, og som er bilagt svarskriftet, fastslog, at det var foreneligt med fællesskabsretten at opføre samtlige VM-kampe på listen over begivenheder af væsentlig interesse for det belgiske samfund. På grundlag af den samme meddelelse kunne Kommissionen fastslå, at den procedure, der var blevet fastsat i Belgien, havde været klar og gennemskuelig, og de argumenter, som er blevet fremsat mod denne vurdering inden for rammerne af det femte anbringende, er blevet forkastet.

162    Desuden skal lovligheden af en kommissionsafgørelse om foreneligheden med fællesskabsretten af foranstaltninger truffet i medfør af artikel 3a i direktiv 89/552 vurderes på grundlag af den endelige version, hvori de er blevet vedtaget. Eventuelle tidligere versioner eller bemærkninger, Kommissionen eller de nationale myndigheder måtte have fremsat under vurderingen af foranstaltningerne, er derfor pr. definition irrelevante i denne henseende.

163    Med hensyn til argumentet om, at forskellige turneringer eventuelt blev behandlet forskelligt i den forstand, at nogle af turneringerne blev opført på den omtvistede liste i deres helhed, mens kun nogle af kampene blev opført for andres vedkommende, er det tilstrækkeligt at bemærke, at intet hindrer FIFA i at påberåbe sig denne omstændighed, der fremgår af selve listen, som en grund til, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, selv om sammenslutningen ikke kender de seertal for de pågældende turneringer, der blev meddelt Kommissionen.

164    Anmodningen om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse må derfor afslås, og Kommissionen bør frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

165    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da FIFA har tabt sagen, bør det pålægges sammenslutningen at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

166    Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige bærer deres egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Fédération internationale de football association (FIFA) bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

3)      Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer deres egne omkostninger.

Forwood

Truchot

Schwarcz

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. februar 2011.

Underskrifter

Indhold


Retsforskrifter

Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Formaliteten

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Realiteten

Det sjette anbringende: mangel på begrundelse

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det første anbringende: tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 på grund af fejlagtigheden af Kommissionens fastslåelse af, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med artikel 49 EF

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det andet og det tredje anbringende: tilsidesættelse af henholdsvis artikel 49 EF og artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 på grund af fejlagtigheden af Kommissionens fastslåelse af, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med artikel 49 EF og 43 EF

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det fjerde anbringende: tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 på grund af fejlagtigheden af Kommissionens fastslåelse af, at de belgiske foranstaltninger var forenelige med FIFA’s ejendomsret

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det femte anbringende: tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 på grund af fejlagtigheden af Kommissionens fastslåelse af, at den procedure, der førte til indførelsen af de belgiske foranstaltninger, havde været klar og gennemskuelig

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

FIFA’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

Sagens omkostninger


* Processprog: engelsk.