Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Mercantil de Barcelona (Spanien) den 8. august 2011 - Mohamed Aziz mod Caixa d´Estalvis de Catalunya, Tarragona i Manresa (Catalunyacaixa)

(Sag C-415/11)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Mercantil de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Mohamed Aziz

Sagsøgt: Caixa d´Estalvis de Catalunya, Tarragona i Manresa (Catalunyacaixa)

Præjudicielle spørgsmål

1)    Udgør ordningen vedrørende fuldbyrdelse af retsdokumenter vedrørende pantsatte værdier eller værdier, der stilles som sikkerhed, der er fastsat i artikel 695 ff. i lov om civil retspleje, med dens begrænsninger med hensyn til de grunde til indsigelse, der er fastsat i den spanske procesret, en klar begrænsning af forbrugerbeskyttelsen, idet den formelt og materielt indebærer en klar hindring for forbrugeren med hensyn til at anlægge søgsmål eller benytte andre retsmidler, som sikrer en effektiv beskyttelse af hans rettigheder?

2)    Den Europæiske Unions Domstol anmodes om at give indhold til begrebet uforholdsmæssighed med hensyn til:

    a) Muligheden for førtidig ophævelse af aftaler, der er planlagt for et langt tidsrum - i dette tilfælde 33 år - på grund af misligholdelse i et yderst begrænset og konkret tidsrum.

    b) Fastsættelse af morareter - i dette tilfælde over 18% - som ikke er sammenfaldende med kriterierne for fastsættelsen af morarenter i andre aftaler, som vedrører forbrugere (forbrugerkredit), og som på andre områder af indgåelse af forbrugeraftaler kan anses for urimelige, og som ikke desto mindre i forbindelse med aftaler om fast ejendom ikke har en klar lovbestemt grænse, heller ikke i de tilfælde, hvor de ikke alene skal anvendes på forfaldne ydelser, men på alle de ved den førtidige ophævelse skyldige ydelser

    c) Fastsættelse af afviklingsordninger og fastsættelse af variable renter - både nominelle renter og morarenter - gennemført ensidigt af kreditgiver i tilknytning til muligheden for realisering af pantet, og som ikke giver skyldner mulighed for at gøre indsigelse mod opgørelsen af gælden under selve fyldestgørelsesproceduren, men må henvise vedkommende til at anlægge en anerkendelsessag, under hvilken fyldestgørelsen, når der er opnået en endelig afgørelse, vil være afsluttet, eller skyldneren har mistet den værdi, der er givet som pant eller sikkerhedsstillelse, hvilket spørgsmål er af særlig betydning, når der er tale om lån til at købe bolig for, og fyldestgørelsen medfører fraflytning af ejendommen.

____________