Domstolens dom (Anden Afdeling) af 18. juli 2013 – Sky Italia Srl mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio – Italien)
(Sag C-234/12) 1
(Tv-radiospredning – direktiv 2010/13/EU – artikel 4, stk. 1, og artikel 23, stk. 1 – reklameindslag – national lovgivning, der for betalings-tv-selskaberne fastsætter en lavere maksimal procentdel af den sendetid, som kan anvendes til reklame, end den, der er fastsat for gratis-tv-selskaberne – ligebehandling – fri udveksling af tjenesteydelser)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Sky Italia Srl
Sagsøgt: Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni
Procesdeltagere: Reti Televisive Italiane (RTI) SpA, Maria Iaccarino
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse – Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio – fortolkning af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (EUT L 95, s. 1) – fortolkning af artikel 49 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF og af artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – maksimal procentsats for sendetid, der må anvendes til reklamer – national lovgivning, der for betalings-tv-kanaler fastsætter en maksimal procentsats, som er lavere end den, der er fastsat for andre kanaler
Konklusion
Artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester), det almindelige princip om ligebehandling og artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at de i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for betalings-tv-selskaber fastsætter grænser for sendetiden for tv-reklamer pr. klokketime, der er lavere end de grænser, som er fastsat for gratis-tv-selskaber, for så vidt som proportionalitetsprincippet er overholdt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
____________1 EUT C 217 af 21.7.2012.