Sag C-545/10
Europa-Kommissionen
mod
Den Tjekkiske Republik
»Traktatbrud – transport – direktiv 91/440/EØF – udvikling af Fællesskabets jernbaner – artikel 10, stk. 7 – tilsynsorgan – beføjelser – direktiv 2001/14/EF – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet – artikel 4, stk. 1 – overordnede principper for afgifterne – artikel 6, stk. 2 – foranstaltninger, der skal tilskynde infrastrukturforvalteren til at nedbringe omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur og niveauet for adgangsafgifterne – artikel 7, stk. 3 – fastsættelse af afgifterne for minimumsadgangsydelserne og sporadgangen til servicefaciliteter – omkostning, der påløber direkte som følge af togtjenesten – artikel 11 – præstationsordning – artikel 30, stk. 5 – tilsynsorgan – beføjelser – administrativ prøvelse af tilsynsorganets afgørelser«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. juli 2013
1. Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – opkrævning af afgifter for brug af infrastruktur – medlemsstaternes forpligtelser – overholdelse af kravet om infrastrukturforvalterens uafhængighed – rækkevidde – medlemsstats fastsættelse af en maksimal pris for benyttelse af infrastrukturen – ikke tilladt
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 4, stk. 1, og art. 8, stk. 2)
2. Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – medlemsstaternes forpligtelser – indførelse af mekanismer, der tilskynder infrastrukturforvalteren til at begrænse omkostningerne ved tilvejebringelse af jernbaneinfrastruktur og adgangsafgifternes niveau – spørgsmålet, om mekanismerne er forenelige med kravene til sikkerhed og niveauet af infrastrukturtjenestens kvalitet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 6, stk. 2 og 3)
3. Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – opkrævning af afgifter for brug af infrastruktur – fastlæggelse af afgifter på grundlag af de direkte omkostninger – omkostninger, der påløber direkte som følge af togtjenesten – begreb – gennemførelse og anvendelse – medlemsstaternes skøn
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 7, stk. 3-5, og artikel 8)
4. Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – formodninger – ikke tilladt
(Art. 258 TEUF)
5. Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – opkrævning af afgifter for brug af infrastruktur – medlemsstaternes forpligtelser – indførelse af en præstationsordning – rækkevidde
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 11, stk. 1)
6. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist
(Art. 258, stk. 2, TEUF)
7. Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – medlemsstaternes forpligtelser – indførelse af et organ, som skal føre tilsyn med jernbanemarkedet – domstolsprøvelse af organets afgørelser – forudgående administrativ prøvelse – udelukket
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 30)
8. Traktatbrudssøgsmål – stævning – angivelse af klagepunkter og anbringender – formkrav – påstande affattet utvetydigt
[Art. 258 TEUF; Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 120, litra c)]
9. Traktatbrudssøgsmål – sagens genstand – fastlæggelse under den administrative procedure – efterfølgende udvidelse – ikke tilladt
(Art. 258 TEUF)
1. En medlemsstat, der fastsætter infrastrukturafgifternes maksimale størrelse, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur.
Den omstændighed, at der fastsættes en maksimal pris for benyttelse af jernbaneinfrastrukturen ved en årlig afgørelse, bevirker således en indskrænkning af infrastrukturforvalterens råderum i et omfang, som er i strid med målene med direktiv 2001/14. Navnlig skal forvalteren i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2001/14 være i stand til at fastsætte eller fortsat fastsætte højere afgifter på grundlag af omkostningerne ved visse investeringsprojekter på lang sigt.
(jf. præmis 36, 37 og 40)
2. Selv om medlemsstaterne i medfør af artikel 6, stk. 3, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur har pligt til at tage hensyn til jernbaneinfrastrukturens stand inden for rammerne af anvendelsen af dette direktivs artikel 6, stk. 2 og 3, og at valget af, hvilke incitamenter der skal indføres, og nærmere bestemt hvilke konkrete mål medlemsstaterne forfølger ved hjælp af dem, skal være forenelig med kravene til sikkerhed og niveauet af jernbaneinfrastrukturtjenestens kvalitet, forholder det sig ikke desto mindre således, at de også har pligt til at sørge for, enten at der indgås flerårige kontrakter om finansiering, som omfatter incitamenter til at nedbringe både omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur og niveauet for adgangsafgifterne, eller at der fastsættes en retlig ramme herfor.
(jf. præmis 50, 52 og 54)
3. I henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur fastsættes afgifterne for minimumsadgangsydelserne og sporadgangen til servicefaciliteter som den omkostning, der påløber direkte som følge af togtjenesten, med forbehold af dette direktivs artikel 7, stk. 4 eller 5, eller artikel 8.
Hvad angår begrebet »den omkostning, der påløber direkte som følge af togtjenesten«, som er et økonomisk begreb, hvis anvendelse rejser betydelige praktiske vanskeligheder, må det konstateres, at direktivet ikke indeholder nogen definition af dette begreb, og at der ikke er nogen bestemmelse i EU-retten, som præcist opregner de omkostninger, som er omfattet, eller som ikke er omfattet, af dette begreb. Medlemsstaterne har derfor på EU-rettens nuværende udviklingstrin et vist skøn med henblik på gennemførelse og anvendelse af nævnte begreb i national ret.
(jf. præmis 62, 64 og 65)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 70, 72, 116 og 123)
5. Det følger af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur for det første, at medlemsstaterne i deres infrastrukturafgiftsordninger skal inkludere en præstationsordning, som skal tilsigte at tilskynde jernbanevirksomheder og infrastrukturforvalteren til at forbedre nettets ydeevne. Hvad for det andet angår de former for incitamenter, som medlemsstaterne kan indføre, står det de sidstnævnte frit at vælge de konkrete foranstaltninger, som skal være en del af nævnte ordning, forudsat at disse udgør en sammenhængende og gennemskuelig helhed, der kan kvalificeres som »præstationsordning«.
En finansiel kompensationsordning i form af gensidige konventionalbøder, principperne for hvilke skal fastsættes ved en aftale, har kun fakultativ karakter, idet dens anvendelse er overladt til de kontraherende parters valg, og kan derfor ikke anses for at udgøre en fuldstændig og tilstrækkelig gennemførelse af artikel 11 i direktiv 2001/14. En national bestemmelse, der begrænser sig til at foreskrive pålæggelse af bøder enten ved manglende overholdelse af de forpligtelser, der skal sikre driften af nettet, eller manglende indførelse af foranstaltninger for at afhjælpe forstyrrelser, kan heller ikke anses for at indføre en præstationsordning inden for infrastrukturafgiftsordningen som omhandlet i nævnte artikel 11. Det samme gælder endelig en bestemmelse, som kun indeholder bestemmelser om tildeling af økonomiske midler med henblik på vedligeholdelse eller forbedring af jernbaneinfrastrukturens stand.
(jf. præmis 80, 82 og 84)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 85 og 86)
7. Artikel 30 i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur skal fortolkes således, at administrative afgørelser truffet af det tilsynsorgan, som medlemsstaterne skal indføre i medfør af samme artikels stk. 1, kun kan gøres til genstand for en domstolsprøvelse. Nævnte direktivs artikel 30 er derfor til hinder for et krav om, at tilsynsorganets afgørelser før en eventuel domstolsprøvelse prøves af et andet administrativt organ.
(jf. præmis 100 og 102-104)
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 108 og 109)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 125 og 132)