DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
27. februar 2014 (*)
»Direktiv 2003/9/EF – minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne – artikel 13, stk. 1 – frister for at stille materielle modtagelsesforhold til rådighed – artikel 13, stk. 2 – foranstaltninger vedrørende materielle modtagelsesforhold – beskyttelsesbestemmelser – artikel 13, stk. 5 – fastsættelse og tilrådighedsstillelse af minimumsmodtagelsesforhold for asylansøgere – omfanget af den ydede støtte – artikel 14 – bestemmelser om materielle modtagelsesforhold – overbelastning af modtagelsesfaciliteter – henvisning til de nationale sociale sikringsordninger – materielle modtagelsesforhold stillet til rådighed i form af kontantydelser«
I sag C-79/13,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Arbeidshof te Brussel (Belgien) ved afgørelse af 7. februar 2013, indgået til Domstolen den 15. februar 2013, i sagen:
Federaal agentschap voor de opvang van asielzoekers
mod
Selver Saciri
Danijela Dordevic
Danjel Saciri ved Selver Saciri og Danijela Dordevic
Sanela Saciri ved Selver Saciri og Danijela Dordevic
Denis Saciri ved Selver Saciri og Danijela Dordevic
Openbaar Centrum voor Maatschappelijk Welzijn van Diest,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen (refererende dommer), og dommerne M. Safjan, J. Malenovský, A. Prechal og K. Jürimäe,
generaladvokat: P. Mengozzi
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. november 2013,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den belgiske regering ved C. Pochet og T. Materne, som befuldmægtigede, bistået af advocaat S. Ishaque
– den franske regering ved D. Colas og F.-X. Bréchot samt ved B. Beaupère-Manokha, som befuldmægtigede
– den polske regering ved B. Majczyna samt ved K. Pawłowska og B. Czech, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved M. Condou-Durande og R. Troosters, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13, stk. 5, i Rådets direktiv 2003/9/EF af 27. januar 2003 om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (EFT L 31, s. 18), sammenholdt med dets artikel 13, stk. 1 og 2, og artikel 14, stk. 1, 3, 5 og 8.
2 Anmodningen er fremsat i en sag mellem Federaal agentschap voor de opvang van asielzoekers (det føderale agentur for modtagelse af asylansøgere, herefter »Fedasil«) og Selver Saciri og Danijela Dordevic på deres egne vegne og i deres egenskab af retlige repræsentanter for deres mindreårige børn Danjel Saciri, Denis Saciri og Sanela Saciri (herefter »Saciri-familien«) samt Openbaar Centrum voor Maatschappelijk Welzijn van Diest (det offentlige socialcenter i Diest, herefter »socialcentret«) om Fedasils afslag på at tildele Saciri-familien social bistand, fordi det ikke var muligt at sikre dens modtagelse i et modtagecenter for asylansøgere.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Syvende betragtning til direktiv 2003/9 har følgende ordlyd:
»Der bør for modtagelse af asylansøgere fastsættes minimumsstandarder, som normalt vil kunne sikre dem en værdig levestandard og ensartede levevilkår i alle medlemsstaterne.«
4 Direktivets artikel 1 bestemmer:
»Formålet med dette direktiv er at indføre minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne.«
5 Ifølge ordlyden af nævnte direktivs artikel 2 forstås ved:
»[…]
j) »materielle modtagelsesforhold«: modtagelsesforhold, der omfatter indkvartering, kost og tøj, hvad enten dette ydes i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer, samt lommepenge
[...]«
6 Samme direktivs artikel 5, stk. 1, bestemmer:
»Medlemsstaterne informerer asylansøgerne mindst om de fastsatte ydelser og de forpligtelser, de skal overholde for så vidt angår modtagelsesforholdene, inden for en rimelig frist på ikke over 15 dage efter, at de har indgivet deres ansøgning til den kompetente myndighed.
[…]«
7 Artikel 13 i direktiv 2003/9, der indeholder generelle regler om materielle modtagelsesforhold og lægebehandling, har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne sørger for, at der er materielle modtagelsesforhold til rådighed for asylansøgere, når de indgiver asylansøgning.
2. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger vedrørende materielle modtagelsesforhold, der muliggør en levestandard, som sikrer asylansøgernes sundhed og midlerne til deres underhold.
Medlemsstaterne sørger for, at levestandarden også opretholdes, når det drejer sig om mennesker med særlige behov, jf. artikel 17, og frihedsberøvede personer.
[...]
5. De materielle modtagelsesforhold kan stilles til rådighed i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer eller en kombination af disse.
Når medlemsstaterne yder materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser eller værdikuponer, fastlægges størrelsen af disse i overensstemmelse med principperne i denne artikel.«
8 Direktivets artikel 14 er formuleret således:
»1. Hvis der stilles gratis indkvartering til rådighed, skal det ske i en af følgende former eller en kombination heraf:
a) lokaler, der anvendes med henblik på indkvartering af asylansøgere under behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet ved grænsen
b) indkvarteringscentre, hvor der sikres en passende levestandard
c) private huse, lejligheder, hoteller eller andre bygninger, der egner sig til indkvartering af asylansøgere.
[...]
3. Hvis det er hensigtsmæssigt, sørger medlemsstaterne for, at mindreårige børn af asylansøgere og mindreårige asylansøgere indkvarteres sammen med deres forældre eller med det voksne familiemedlem, der ifølge loven eller sædvane har ansvaret for dem.
[...]
5. Personalet i indkvarteringscentrene skal have en passende uddannelse og har tavshedspligt som defineret i national ret med hensyn til de oplysninger, de får kendskab til under deres arbejde.
[...]
8. Medlemsstaterne kan undtagelsesvis fastsætte nærmere bestemmelser om andre materielle modtagelsesforhold end dem, der er fastsat i denne artikel, i en rimelig periode, der skal være så kort som muligt, når
– der er behov for en første vurdering af ansøgerens særlige behov
– der ikke kan stilles materielle modtagelsesforhold, jf. denne artikel, til rådighed i et bestemt geografisk område
– den sædvanlige indkvarteringskapacitet midlertidigt er opbrugt
– asylansøgeren er frihedsberøvet eller tilbageholdes ved grænseovergangssteder.
Disse andre forhold skal under alle omstændigheder dække de basale behov.«
9 Nævnte direktivs artikel 17, stk. 1, bestemmer:
»Medlemsstaterne tager i den nationale lovgivning til gennemførelse af kapitel II om de materielle modtagelsesforhold og om lægebehandling hensyn til situationen for sårbare personer, såsom mindreårige, uledsagede mindreårige, handicappede, ældre, gravide kvinder, enlige forældre med mindreårige børn og personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller anden form for grov vold af psykisk, fysisk eller seksuel karakter.«
10 Direktivets artikel 18, stk. 1, bestemmer:
»Den mindreåriges tarv kommer i første række, når medlemsstaterne skal gennemføre de bestemmelser i dette direktiv, der vedrører mindreårige.«
Belgisk ret
11 Bestemmelserne i direktiv 2003/9 er gennemført ved Wet van 12 januari 2007 betreffende de opvang van asielzoekers en van bepaalde andere categorieën van vreemdelingen (lov af 12. januar 2007 om modtagelse af asylansøgere og visse andre kategorier af udlændinge, Belgisch Staatsblad, 7.5.2007, s. 24027, herefter »modtagelsesloven«).
12 Modtagelseslovens artikel 3 bestemmer:
»Alle asylansøgere har ret til en modtagelse, der giver dem mulighed for et menneskeværdigt liv.
Ved modtagelse forstås den materielle bistand, der ydes i henhold til nærværende lov, eller social bistand, der ydes af offentlige socialcentre efter wet van 8 juli 1976 betreffende de openbare centra voor maatschappelijk welzijn [lov af 8. juli 1976 om offentlige socialcentre, Belgisch Staatsblad, 5.8.1976, s. 9876].«
13 Modtagelseslovens artikel 9 har følgende ordlyd:
»Modtagelse som omhandlet i artikel 3 stilles til rådighed af den modtagelsesfacilitet eller det offentlige socialcenter, der er anvist som obligatorisk registreringssted, dog med forbehold for anvendelse af artikel 11, stk. 3, sidste afsnit, eller artikel 13.«
14 Ifølge nævnte lovs artikel 10 anvises udlændingene af Fedasil et obligatorisk registreringssted.
15 I forbindelse med anvisningen af et obligatorisk registreringssted sikrer Fedasil i medfør af modtagelseslovens artikel 11, stk. 3, at dette sted er passende for den modtagelsesberettigede, hvilket skal ske inden for rammerne af de tilgængelige pladser. Vurderingen af, om dette sted er passende, baseres bl.a. på kriterier som familiesammensætningen hos den modtagelsesberettigede, sundhedstilstanden, kendskabet til et af landets sprog eller til det sprog, der anvendes i sagen. Inden for denne ramme tager Fedasil særlig hensyn til situationen for sårbare personer som omhandlet i denne lovs artikel 36. Under »særlige omstændigheder« kan Fedasil fravige bestemmelserne i nævnte artikels stk. 1 og ikke anvise et obligatorisk registreringssted.
16 I henhold til modtagelseslovens artikel 11, stk. 4, kan Fedasil under særlige omstændigheder, der hænger sammen med, om der er modtagelsespladser til rådighed inden for modtagelsesfaciliteterne, efter afgørelse truffet af Ministerrådet på grundlag af en rapport udarbejdet af Fedasil, i en periode, som Fedasil fastsætter, enten ændre en asylansøgers obligatoriske registreringssted for så vidt angår modtagelsesfaciliteten, således at der i stedet anvises et offentligt socialcenter, eller som en sidste udvej anvise en asylansøger et sådant center som obligatorisk registreringssted.
17 I henhold til artikel 1 i lov af 8. juli 1976 om offentlige socialcentre har enhver person ret til social bistand. Retten til social bistand som omhandlet i denne lovs artikel 1 omfatter principielt også udlændinge, såfremt de har lovligt ophold på statens område.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
18 Den 11. oktober 2010 indgav Saciri-familien en ansøgning om asyl til udlændingemyndigheden og anmodede straks Fedasil om modtagelse.
19 Samme dag meddelte Fedasil Saciri-familien, at det ikke var muligt at anvise en modtagelsesfacilitet, og viderehenviste familien til det kompetente socialcenter.
20 Da Saciri-familien ikke havde fundet indkvartering, søgte den på det private lejemarked, men da den ikke kunne betale huslejen, ansøgte den socialcentret om økonomisk bistand.
21 Socialcentret meddelte afslag på denne ansøgning under henvisning til, at Saciri-familien var omfattet af modtagelsesfaciliteterne, som Fedasil stillede til rådighed.
22 Den 10. december 2010 anlagde Saciri-familien for Arbeidsrechtbank te Leuven sag om foreløbige foranstaltninger mod Fedasil og socialcentret.
23 Ved kendelse af 12. januar 2011 pålagde Arbeidsrechtbank te Leuven Fedasil og socialcentret at yde modtagelse til Saciri-familien, henholdsvis at betale familien et beløb som økonomisk bistand.
24 Den 21. januar 2011 blev de pågældende indkvarteret af Fedasil på et modtagelsescenter for asylansøgere.
25 Ved to søgsmål af henholdsvis 14. december 2010 og 7. januar 2011 anlagde Saciri-familien sag vedrørende realiteten for Arbeidsrechtbank te Leuven mod Fedasil og socialcentret.
26 Ved afgørelse af 17. oktober 2011 fastslog denne ret, at påstanden mod socialcentret ikke kunne tages til følge, mens den pålagde Fedasil at betale Saciri-familien et beløb på 2 961,27 EUR, svarende til tre måneders integrationsydelse for en person med forsørgelsesansvar.
27 Fedasil har indbragt denne dom for den forelæggende ret. Saciri-familien har til gengæld iværksat en kontraappel og nedlagt påstand om, at Fedasil og socialcentret in solidum tilpligtes at betale et beløb svarende til integrationsydelsen for hele den periode, hvor familien ikke havde en modtagelsesplads.
28 Arbeidshof te Brussel har anført, at hverken modtagelsesloven eller nogen national bestemmelse indeholder en særlig ordning, der gør det muligt for asylansøgere, som ikke kan blive modtaget af Fedasil, inden for en rimelig frist at få en modtagelse, der modsvarer standarderne i direktiv 2003/9, hvis modtagelsesnetværket for asylansøgere er overbelastet.
29 Denne ret har præciseret, at asylansøgerne, når Fedasil har truffet afgørelse om ikke at anvise en modtagelsesplads, modtager social bistand med et beløb, der imidlertid ikke gør det muligt at sikre dem indkvartering, end ikke midlertidigt.
30 Under disse omstændigheder har Arbeidshof te Brussel besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er en medlemsstat, der vælger at yde materiel bistand, i henhold til artikel 13, stk. 5, i direktiv 2003/9 […], i form af en kontantydelse, desuagtet ansvarlig for at sørge for, at asylansøgeren i en eller anden form har de minimumsbeskyttelsesforanstaltninger til rådighed, der er omhandlet i direktivets artikel 13, stk. 1 og 2, samt artikel 14, stk. 1, 3, 5 og 8?
2) Skal den kontantydelse, der er omhandlet i artikel 13, stk. 5, i direktiv [2003/9], ydes fra tidspunktet for asylansøgningen og anmodningen om modtagelse, efter udløbet af den i direktivets artikel 5, stk. 1, nævnte frist eller fra et andet tidspunkt? Skal kontantydelsen være af en sådan art, at den, såfremt medlemsstaten eller et af denne udpeget organ ikke yder materiel modtagelse, giver asylansøgeren mulighed for til enhver tid selv at sørge for sin indkvartering, i givet fald på et hotel, indtil den pågældende tilbydes fast logi, eller den pågældende selv kan tilvejebringe et mere varigt logi?
3) Er det foreneligt med direktiv [2003/9], at en medlemsstat kun yder materiel modtagelse, for så vidt som de statsligt etablerede modtagelsesfaciliteter, der forefindes, kan sikre indkvarteringen, og at asylansøgere, der ikke kan få plads dér, henvises til den sociale bistand, som er tilgængelig for alle statens indbyggere, uden at der er tilvejebragt de nødvendige lovbestemmelser og faciliteter, som ville give organer, der ikke er etableret af staten selv, reel mulighed for inden for kort tid at sikre asylansøgere en menneskeværdig modtagelse?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Om det første og det andet spørgsmål
31 Med det første og det andet spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13, stk. 5, i direktiv 2003/9 skal fortolkes således, at en medlemsstat, når den vælger at tildele materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser, skal yde disse ydelser fra tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, idet den sikrer sig, at nævnte ydelser er af en sådan art, at de gør det muligt for asylsøgerne at tilvejebringe et logi under overholdelse af betingelserne i dette direktivs artikel 13, stk. 1 og 2, og artikel 14, stk. 1, 3, 5 og 8.
32 Det bemærkes indledningsvis, at de materielle modtagelsesforhold i henhold til artikel 13, stk. 5, i direktiv 2003/9 kan stilles til rådighed i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer eller en kombination af disse.
33 Hvad for det første angår spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt medlemsstaterne skal stille materielle modtagelsesforhold til rådighed, bemærkes, at Domstolen allerede har præciseret, at den periode, hvor der skal stilles materielle modtagelsesforhold til rådighed for asylansøgere, begynder, når disse ansøgere indgiver deres asylansøgning (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, sag C-179/11, Cimade og GISTI, ECLI:EU:C:2012:594, præmis 39).
34 Det fremgår således af selve ordlyden af artikel 13, stk. 1, i direktiv 2003/9, at asylansøgerne skal have adgang til de materielle modtagelsesforhold, uanset om de ydes som gratis indkvartering eller i form af kontantydelser, når de indgiver deres asylansøgning.
35 Den generelle opbygning af og formålet med direktiv 2003/9 samt iagttagelsen af de grundlæggende rettigheder, navnlig kravene i artikel 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorefter den menneskelige værdighed skal respekteres og beskyttes, er til hinder for, at en asylansøger fratages beskyttelsen i de minimumsstandarder, der er fastsat i direktivet, uanset om det er i en midlertidig periode, efter at han har indgivet en asylansøgning (jf. Cimade og GISTI-dommen, præmis 56).
36 Hvad for det andet angår det ydede kontantydelsesbeløb fremgår det af artikel 13, stk. 5, andet afsnit, i direktiv 2003/9, at størrelsen af de materielle modtagelsesforhold, når medlemsstaterne yder disse i form af kontantydelser eller værdikuponer, fastlægges i overensstemmelse med principperne i denne artikel.
37 I denne henseende følger det af nævnte direktivs artikel 13, stk. 2, at det ydede økonomiske bistandsbeløb skal være tilstrækkeligt til at muliggøre en levestandard, som sikrer asylansøgernes sundhed og midlerne til deres underhold.
38 Det skal desuden konstateres, at der i henhold til artikel 2, litra j), i direktiv 2003/9 ved udtrykket »materielle modtagelsesforhold« forstås modtagelsesforhold, der omfatter indkvartering, kost og tøj, hvad enten dette ydes i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer, samt lommepenge.
39 Det fremgår endvidere af syvende betragtning til direktivet, at dette sigter på, at der for modtagelse af asylansøgere bør fastsættes minimumsstandarder, som normalt vil kunne sikre dem en værdig levestandard og ensartede levevilkår i alle medlemsstaterne.
40 Det følger heraf, at omfanget af den ydede økonomiske bistand, skønt dette fastsættes af hver enkelt medlemsstat, skal være tilstrækkeligt til at muliggøre en værdig levestandard, som sikrer asylansøgernes sundhed og midlerne til deres underhold.
41 Ved fastsættelsen af de materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser er medlemsstaterne i henhold til artikel 13, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2003/9 forpligtet til at tilpasse disse modtagelsesforhold til situationen for mennesker med særlige behov, jf. dette direktivs artikel 17. Kontantydelserne skal således være tilstrækkelige til at opretholde familiens enhed og mindreåriges tarv, som i medfør af bestemmelserne i nævnte direktivs artikel 18, stk. 1, kommer i første række.
42 Når en medlemsstat har valgt at stille materielle modtagelsesforhold til rådighed i form af kontantydelser, skal disse ydelser derfor være tilstrækkelige til at muliggøre en værdig levestandard, som sikrer asylansøgernes sundhed og midlerne til deres underhold ved at gøre det muligt for dem bl.a. at tilvejebringe et logi, i givet fald på det private lejemarked.
43 Bestemmelserne i direktiv 2003/9 kan imidlertid ikke fortolkes således, at valget af logi overlades til asylansøgerne selv.
44 Hvad for det tredje angår den forelæggende rets spørgsmål om forpligtelsen for de medlemsstater, der stiller materielle modtagelsesforhold til rådighed i form af kontantydelser, til at sikre overholdelsen af bestemmelserne om de materielle modtagelsesforhold, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, 3, 5 og 8, i direktiv 2003/9, bemærkes, at denne artikels stk. 1 principielt omhandler de former for indkvartering, som medlemsstaterne kan vælge, og begrænser omfanget af forpligtelserne i nævnte artikel til tilfælde, hvor medlemsstaterne har valgt at yde de materielle modtagelsesforhold som gratis indkvartering.
45 Selv om dette direktivs artikel 14, stk. 3, imidlertid ikke finder anvendelse, når de materielle modtagelsesforhold kun stilles til rådighed i form af kontantydelser, skal disse ydelser ikke desto mindre muliggøre, at eventuelle mindreårige børn af asylansøgere indkvarteres sammen med deres forældre på en sådan måde, at familiens enhed, som omhandlet i nærværende doms præmis 41, kan opretholdes.
46 Det første og det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 13, stk. 5, i direktiv 2003/9 skal fortolkes således, at en medlemsstat, når den har valgt at yde materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser eller værdikuponer, skal stille disse ydelser til rådighed fra tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen i henhold til bestemmelserne i dette direktivs artikel 13, stk. 1, og opfylde de minimumsstandarder, der er fastsat i dette direktivs artikel 13, stk. 2. Medlemsstaten skal sørge for, at det samlede kontantydelsesbeløb, der dækker de materielle modtagelsesforhold, er tilstrækkeligt til at muliggøre en værdig levestandard, som sikrer asylansøgernes sundhed og midlerne til deres underhold ved at gøre det muligt for dem bl.a. at tilvejebringe et logi, i givet fald under hensyntagen til varetagelsen af personer med særlige behovs interesse i medfør af bestemmelserne i direktivets artikel 17. De materielle modtagelsesforhold, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, 3, 5 og 8, i direktiv 2003/9, gælder ikke for medlemsstaterne, når de har valgt at yde disse modtagelsesforhold udelukkende i form af kontantydelser. Ydelsesbeløbet skal dog være tilstrækkeligt til at gøre det muligt for mindreårige at blive indkvarteret sammen med deres forældre på en sådan måde, at asylansøgernes familiemæssige enhed kan opretholdes.
Det tredje spørgsmål
47 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2003/9 skal fortolkes således, at det er til hinder for, at medlemsstaterne, hvis indkvarteringsstrukturerne til asylansøgere er overbelastede, henviser disse sidstnævnte til organer, der er omfattet af det generelle offentlige bistandssystem, og som har ansvaret for at yde asylansøgerne den nødvendige økonomiske bistand.
48 I denne forbindelse bemærkes, at direktiv 2003/9 giver medlemsstaterne mulighed for at vælge at tildele de materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser, hvis de ikke er i stand til at yde de materielle modtagelsesforhold som gratis indkvartering. Disse ydelser skal imidlertid være tilstrækkelige til at sikre, at asylansøgernes grundlæggende behov, herunder en værdig levestandard, som sikrer deres sundhed, er dækket.
49 Da medlemsstaterne har en vis skønsmæssig beføjelse med hensyn til, hvordan de stiller de materielle modtagelsesforhold til rådighed, kan de dermed foretage udbetalingen af kontantydelserne gennem de organer, der er omfattet af det generelle offentlige bistandssystem, for så vidt som disse organer sikrer, at de i dette direktiv fastsatte minimumsstandarder overholdes over for asylansøgerne.
50 Det skal i denne henseende understreges, at det påhviler medlemsstaterne at sikre, at disse organer overholder minimumsstandarderne for modtagelse af asylansøgere, idet overbelastning af modtagelsesnetværkene ikke kan begrunde nogen som helst fravigelse af disse standarder.
51 Det tredje spørgsmål skal herefter besvares med, at direktiv 2003/9 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at medlemsstaterne, hvis indkvarteringsstrukturerne til asylansøgere er overbelastede, kan henvise disse sidstnævnte til organer, der er omfattet af det generelle offentlige bistandssystem, for så vidt som dette system sikrer, at de i dette direktiv fastsatte minimumsstandarder overholdes over for asylansøgerne.
Sagens omkostninger
52 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
1) Artikel 13, stk. 5, i Rådets direktiv 2003/9/EF af 27. januar 2003 om minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne skal fortolkes således, at en medlemsstat, når den har valgt at yde materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser eller værdikuponer, skal stille disse ydelser til rådighed fra tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen i henhold til bestemmelserne i dette direktivs artikel 13, stk. 1, og opfylde de minimumsstandarder, der er fastsat i dette direktivs artikel 13, stk. 2. Medlemsstaten skal sørge for, at det samlede kontantydelsesbeløb, der dækker de materielle modtagelsesforhold, er tilstrækkeligt til at muliggøre en værdig levestandard, som sikrer asylansøgernes sundhed og midlerne til deres underhold ved at gøre det muligt for dem bl.a. at tilvejebringe et logi, i givet fald under hensyntagen til varetagelsen af personer med særlige behovs interesse i medfør af bestemmelserne i direktivets artikel 17. De materielle modtagelsesforhold, der er fastsat i artikel 14, stk. 1, 3, 5 og 8, i direktiv 2003/9, gælder ikke for medlemsstaterne, når de har valgt at yde disse modtagelsesforhold udelukkende i form af kontantydelser. Ydelsesbeløbet skal dog være tilstrækkeligt til at gøre det muligt for mindreårige at blive indkvarteret sammen med deres forældre på en sådan måde, at asylansøgernes familiemæssige enhed kan opretholdes.
2) Direktiv 2003/9 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at medlemsstaterne, hvis indkvarteringsstrukturerne til asylansøgere er overbelastede, kan henvise disse sidstnævnte til organer, der er omfattet af det generelle offentlige bistandssystem, for så vidt som dette system sikrer, at de i dette direktiv fastsatte minimumsstandarder overholdes over for asylansøgerne.
Underskrifter