Language of document : ECLI:EU:C:2012:85

Sag C-360/10

Belgische Vereniging van Auteurs, Componisten en Uitgevers CVBA (SABAM)

mod

Netlog NV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af

Rechtbank van eerste aanleg te Brussel)

»Informationssamfundet – ophavsrettigheder – internet – hosting-tjenesteyder – behandling af information oplagret på en online social netværksplatform – indførelse af et system med filtrering af denne information med henblik på at hindre tilrådighedsstillelsen af filer, der udgør en krænkelse af ophavsretten – ingen generel forpligtelse til at overvåge den oplagrede information«

Sammendrag af dom

Tilnærmelse af lovgivningerne – informationssamfundet – ophavsret og beslægtede rettigheder – beskyttelse af personoplysninger i sektoren for elektronisk kommunikation

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 8 og 11; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31, art. 15, stk. 1, direktiv 2001/29 og direktiv 2004/48, art. 3, stk. 1)

Direktiv 2000/31 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked, direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet og direktiv 2004/48 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, sammenholdt med hinanden og fortolket i forhold til de krav, der kan udledes af beskyttelsen af de gældende grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en national ret kan pålægge en hosting-tjenesteyder at indføre et system med filtrering:

– af den information, der af hosting-tjenesteyderens brugere oplagres på dennes servere

– som uden forskel anvendes over for alle disse brugerne

– præventivt

– for hosting-tjenesteyderens egen regning, og

– uden tidsbegræsning

med henblik på at identificere elektroniske filer, der indeholder musikværker, kinematografisk værker eller audiovisuelle værker, som sagsøgeren hævder at have intellektuelle ejendomsrettigheder til, og dernæst blokere tilrådighedsstillelsen for offentligheden af nævnte værker, som indebærer en krænkelse af ophavsretten.

Et sådant påbud ville nemlig pålægge hosting-tjenesteyderen at foretage en aktiv overvågning af næsten alle oplysninger vedrørende alle brugerne af dennes tjenester med henblik på at forebygge enhver fremtidig krænkelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder, og hosting-tjenesteyderen ville således blive pålagt at foretage en generel overvågning, der er forbudt i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31. Påbuddet ville endvidere medføre en krænkelse af hosting-tjenesteyderens frihed til at oprette og drive egen virksomhed, fordi det ville forpligte denne til for egen regning at indføre et komplekst, dyrt og permanent it-system, hvilket i øvrigt ville være uforeneligt med betingelserne i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2004/48, der stiller krav om, at foranstaltningerne til sikring af håndhævelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder ikke må være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende. Et sådant påbud ville således ikke overholde kravet om, at der skal sikres en passende afvejning mellem på den ene side beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret, som indehavere af ophavsretten er omfattet af, og på den anden side beskyttelsen af friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som operatører såsom hosting-tjenesteydere er omfattet af. Desuden ville virkningerne af et sådant påbud ikke begrænse sig til hosting-tjenesteyderen, idet filtreringssystemet ligeledes ville kunne krænke brugerne af tjenesternes grundlæggende rettigheder, dvs. retten til beskyttelse af deres personoplysninger og deres frihed til at modtage eller videregive oplysninger, idet disse rettigheder er beskyttet af artikel 8 og 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Påbuddet ville for det første indebære en identificering, en systematisk analyse og en behandling af informationerne vedrørende de profiler, som er blevet oprettet på det sociale netværk af dets brugere, idet informationerne vedrørende disse profiler udgør beskyttede personoplysninger, fordi de i princippet gør det muligt at identificere de nævnte brugere. For det andet ville det kunne krænke friheden til at afgive og modtage oplysninger, fordi systemet muligvis ikke ville være i stand til at skelne mellem et ulovligt og et lovligt indhold, således at dettes iværksættelse kunne have den virkning at blokere for kommunikationer med lovligt indhold.

(jf. præmis 38, 46-50 og 52 samt domskonkl.)