DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
30. maj 2013 (*)
»Politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c) – den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – specialitetsreglen – anmodning om udvidelse af den europæiske arrestordre, der lå til grund for overgivelsen eller anmodningen om videreovergivelse til en anden medlemsstat – afgørelse truffet af den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat med samtykke – retsmidler med opsættende virkning – lovlighed«
I sag C-168/13 PPU,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Conseil constitutionnel (Frankrig) ved afgørelse af 4. april 2013, indgået til Domstolen den 9. april 2013, i sagen:
Jeremy F.
mod
Premier ministre
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), og dommerne G. Arestis, J.-C. Bonichot, A. Arabadjiev og J.L. da Cruz Vilaça,
generaladvokat: N. Wahl
justitssekretær: fuldmægtig V. Tourrès,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. maj 2013,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Jeremy F. ved avocate C. Waquet
– den franske regering ved E. Belliard, B. Beaupère-Manokha og G. de Bergues, som befuldmægtigede
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, som befuldmægtiget
– den tyske regering ved J. Kemper og T. Henze, som befuldmægtigede
– den irske regering ved E. Regan, som befuldmægtiget
– den nederlandske regering ved C. Schillemans, som befuldmægtiget
– Europa-Kommissionen ved W. Bogensberger og R. Troosters, som befuldmægtigede,
og efter at have hørt generaladvokaten,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EUT L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT L 81, s. 24, herefter »rammeafgørelsen«).
2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med et forudgående spørgsmål om forfatningsmæssighed, der er blevet forelagt af cour de cassation (Frankrig) i forbindelse med en appel, som Jeremy F. har iværksat af dom af 15. januar 2013 afsagt af undersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Bordeaux (Frankrig), hvorved der blev givet samtykke til en anmodning om udvidelse af overgivelse, som de judicielle myndigheder i Det Forenede Kongerige havde fremsat, for en anden inden overgivelsen begået lovovertrædelse end den, for hvilken Crown court at Maidstone (Det Forenede Kongerige) oprindeligt havde udstedt den europæiske arrestordre mod ham.
Retsforskrifter
Folkeretten
3 Under overskriften »Ret til frihed og sikkerhed« fastsætter artikel 5 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«):
»1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
[…]
f) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering.
2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sigtelse mod ham.
[…]
4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
[…]«
4 EMRK’s artikel 13 med overskriften »Adgang til effektive retsmidler« bestemmer:
»Enhver, hvis rettigheder og friheder efter denne konvention er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler herimod for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler i embeds medfør.«
EU-retten
5 Ifølge orienteringen om Den Franske Republiks og Republikken Ungarns erklæringer om deres accept af EU-Domstolens kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser om de retsakter, der er omhandlet i artikel 35 i traktaten om Den Europæiske Union, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 14. december 2005 (EUT L 327, s. 19), har Den Franske Republik i medfør af denne artikels stk. 2 erklæret, at den accepterer Domstolens kompetence i overensstemmelse med artikel 35, stk. 3, litra b), EU.
6 I medfør af artikel 9 i protokol (nr. 36) om overgangsbestemmelser, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten, bevares retsvirkningerne af retsakter, der er vedtaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer på grundlag af traktaten om Den Europæiske Union inden Lissabontraktatens ikrafttrædelse, så længe disse retsakter ikke er ophævet, annulleret eller ændret i medfør af traktaterne. Ifølge samme protokols artikel 10, stk. 1, forbliver Domstolens beføjelser i henhold til afsnit VI i EU-traktaten, i den forud for Lissabontraktaten gældende affattelse, de samme for så vidt angår Unionens retsakter, der er vedtaget inden Lissabontraktatens ikrafttrædelse, også når de er godkendt i henhold til artikel 35, stk. 2, EU.
7 Femte, syvende, ottende, tiende og tolvte betragtning til rammeafgørelsen har følgende ordlyd:
»(5) Den Europæiske Unions erklærede mål at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed har skabt et ønske om at afskaffe udlevering mellem medlemsstaterne og indføre en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder. Endvidere vil indførelsen af en ny forenklet ordning for overgivelse af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning gøre det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer. De traditionelle samarbejdsrelationer, som hidtil har bestået mellem medlemsstaterne, bør erstattes med en ordning med fri bevægelighed for afgørelser på det strafferetlige område, både afgørelser før domsafsigelsen og endelige afgørelser, i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
[…]
(7) Da målet at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der bygger på den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, hvis de handler enkeltvis, og derfor bedre kan gennemføres på EU-plan, kan Rådet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. sidstnævnte artikel, er denne rammeafgørelse ikke mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(8) Afgørelser om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal underkastes tilstrækkelig kontrol, hvilket betyder, at en judiciel myndighed i den medlemsstat, hvor den eftersøgte er blevet anholdt, skal træffe afgørelse om den pågældendes overgivelse.
[…]
(10) Ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne. Anvendelsen af den kan kun suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til samme traktats artikel 7, stk. 1, med de følger, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel.
[…]
(12) Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og som afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [herefter »chartret«], navnlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan fortolkes som et forbud mod at nægte at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at den europæiske arrestordre er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde.
Denne rammeafgørelse er ikke til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige regler om retten til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.«
8 Rammeafgørelsens artikel 1 bestemmer:
»1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.
3. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«
9 Rammeafgørelsens artikel 3, 4, 4a, 5, 8 og 9 fastsætter henholdsvis obligatoriske og fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, garantier, som den udstedende medlemsstat skal give, når den berørte person ikke selv var til stede og i andre særlige tilfælde, samt indhold, form og fremsendelse af den europæiske arrestordre. Rammeafgørelsens artikel 6 fastlægger, hvilke judicielle myndigheder der har kompetence til at fremsende og fuldbyrde den europæiske arrestordre.
10 Rammeafgørelsens artikel 13 med overskriften »Samtykke til overgivelse« bestemmer i stk. 1 og 4 følgende:
»1. Hvis den anholdte person oplyser, at han giver sit samtykke til overgivelse, afgives dette samtykke og i givet fald det udtrykkelige afkald på anvendelse af specialitetsreglen, jf. artikel 27, stk. 2, til den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning.
[…]
4. Samtykket kan i princippet ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan fastsætte, at samtykket og i givet fald afkaldet kan tilbagekaldes i henhold til national ret. I så fald medregnes perioden mellem datoen for samtykket og datoen for tilbagekaldelsen ikke ved fastlæggelsen af fristerne i artikel 17. En medlemsstat, som ønsker at benytte denne mulighed, underretter Generalsekretariatet for Rådet herom samtidig med vedtagelsen af denne rammeafgørelse og angiver, hvordan samtykket kan tilbagekaldes, ligesom den meddeler enhver senere ændring af betingelserne.«
11 Rammeafgørelsens artikel 15 med overskriften »Afgørelse om overgivelse« har følgende ordlyd:
»1. Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.
2. Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.
3. Den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.«
12 Rammeafgørelsens artikel 17 med overskriften »Frister og procedurer i forbindelse med afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre« bestemmer:
»1. En europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som hastesag.
2. I de tilfælde, hvor den eftersøgte giver sit samtykke til overgivelse, bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest ti dage efter, at dette samtykke er givet.
3. I andre tilfælde bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.
4. I konkrete tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes inden for de i stk. 2 og 3 fastsatte frister, underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den udstedende judicielle myndighed herom og om grundene hertil. I så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.
5. Så længe den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, skal den sikre sig, at de materielle betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt.
6. Ethvert afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal begrundes.
7. Hvis en medlemsstat undtagelsesvis ikke kan overholde de frister, der er fastsat i denne artikel, underretter den Eurojust og angiver grundene til forsinkelsen. Desuden underretter en medlemsstat, der har været udsat for en anden medlemsstats gentagne forsinkelser i fuldbyrdelsen af en arrestordre, Rådet herom med henblik på en vurdering af gennemførelsen af denne rammeafgørelse i medlemsstaterne.«
13 Rammeafgørelsens artikel 20 med overskriften »Privilegier og immuniteter« bestemmer i stk. 1:
»Nyder den eftersøgte person et privilegium eller en immunitet med hensyn til fuldbyrdelse eller retsforfølgning i den fuldbyrdende medlemsstat, løber de i artikel 17 nævnte frister først fra det tidspunkt, hvor privilegiet eller immuniteten måtte være ophævet, og den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat er blevet underrettet herom.
Den fuldbyrdende medlemsstat sikrer, at de materielle betingelser for overgivelse er opfyldt, hvis den eftersøgte ikke længere nyder et sådant privilegium eller en sådan immunitet.«
14 Rammeafgørelsens artikel 21 med overskriften »Konkurrerende internationale forpligtelser« fastsætter:
»Denne rammeafgørelse anfægter ikke den fuldbyrdende medlemsstats forpligtelser, når den eftersøgte er udleveret til denne medlemsstat fra et tredjeland, og den pågældende er beskyttet af specialitetsreglerne i henhold til de regler, hvorefter udleveringen fandt sted.Den fuldbyrdende medlemsstat træffer alle nødvendige foranstaltninger for straks at anmode om samtykke fra det tredjeland, som har udleveret den eftersøgte, således at den pågældende kan overgives til den udstedende medlemsstat. De i artikel 17 nævnte frister løber først fra den dato, hvor disse specialitetsregler bortfalder. Så længe det tredjeland, som har udleveret den eftersøgte, ikke har truffet afgørelse, skal den fuldbyrdende medlemsstat sikre sig, at de materielle betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt.«
15 Rammeafgørelsens artikel 27 med overskriften »Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser« har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til retsforfølgning, idømmelse af straf eller tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i en konkret sag anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.
2. Bortset fra de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
[…]
g) hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver sit samtykke i henhold til stk. 4.
4. Anmodningen om samtykke skal indgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed med de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og ledsaget af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.
For så vidt angår de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, skal udstedelseslandet give de deri nævnte garantier.«
16 I henhold til rammeafgørelsens artikel 28 med overskriften »Overgivelse eller senere udlevering«:
»1. Hver medlemsstat kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til overgivelse til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse, der er begået inden overgivelsen, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i et konkret tilfælde anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.
2. En person, der er overgivet til den udstedende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, kan under alle omstændigheder uden den fuldbyrdende medlemsstats samtykke overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse, der er begået inden overgivelsen, i følgende tilfælde:
[…]
c) hvis den eftersøgte ikke er omfattet af specialitetsreglen i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, litra a), e), f) og g).
3. Den fuldbyrdende judicielle myndighed giver sit samtykke til overgivelsen til en anden medlemsstat i henhold til følgende regler:
a) Anmodningen om samtykke skal indgives i henhold til artikel 9 ledsaget af de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2.
b) Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til denne rammeafgørelses bestemmelser.
c) Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.
d) Samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4.
For så vidt angår de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, skal udstedelseslandet give de deri nævnte garantier.
[…]«
17 Rammeafgørelsens artikel 31 med overskriften »Forholdet til andre juridiske instrumenter« bestemmer i stk. 2, andet og tredje afsnit:
»Medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttræden, i det omfang de er mere vidtrækkende end dennes forskrifter og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre, navnlig ved at fastsætte kortere frister end de i artikel 17 fastsatte, ved at udvide listen over lovovertrædelser i artikel 2, stk. 2, ved at begrænse grundene til afslag i artikel 3 og 4 eller ved at sænke strafferammen i artikel 2, stk. 1 eller 2.
Aftaler og ordninger som nævnt i andet afsnit må under ingen omstændigheder påvirke forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter i dem.«
Fransk ret
18 Artikel 695-46 i code de procédure pénale, som ændret ved lov nr. 2009-526 af 12. maj 2009 om forenkling og præcisering af lovgivning og lempelse af procedurer (JORF af 13.5.2009, s. 7920), har til formål at gennemføre rammeafgørelsens artikel 27 og 28 i fransk ret. Artikel 695-46 har følgende ordlyd:
»Den undersøgelsesafdeling, for hvilken den eftersøgte person har givet møde, forelægges enhver anmodning, der hidrører fra de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat med henblik på at give samtykke enten til retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, der er pålagt for andre lovovertrædelser end dem, der har begrundet overgivelsen, og som er begået inden disse.
Undersøgelsesafdelingen har desuden kompetence til, efter overgivelsen af den eftersøgte person, at træffe afgørelse om enhver anmodning, der hidrører fra de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat med henblik på at give samtykke til overgivelsen af den eftersøgte person til en anden medlemsstat med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for ethvert andet inden overgivelsen begået forhold end den lovovertrædelse, som har begrundet denne foranstaltning.
I begge tilfælde skal de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat desuden udarbejde et referat, som angiver erklæringer afgivet af den eftersøgte person og forelægges undersøgelsesafdelingen. Disse erklæringer kan i givet fald suppleres med bemærkninger, som er anført af en advokat efter eget valg eller, i fravær af en sådan, udpeget af formanden for sammenslutningen af advokater.
Undersøgelsesafdelingen træffer afgørelse uden mulighed for appel efter at have sikret sig, at anmodningen også indeholder de i artikel 695-13 fastsatte oplysninger, og efter i givet fald inden fristen på 30 dage fra modtagelsen af anmodningen at have opnået garantier i henhold til bestemmelserne i artikel 695-32.
Samtykke skal gives, når de handlinger, for hvilke der er anmodet om samtykke, udgør en af de i artikel 695-23 omhandlede lovovertrædelser og falder ind under artikel 695-12’s anvendelsesområde.
Samtykke skal nægtes af en af de i artikel 695-22 og 695-23 omhandlede grunde, og kan ellers kun nægtes af en af de i artikel 695-24 nævnte grunde.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
19 Den 25. september 2012 udstedte Crown court at Maidstone en europæisk arrestordre mod sagsøgeren i hovedsagen, der er statsborger i Det Forenede Kongerige, i forbindelse med strafforfølgning mod sidstnævnte på grund af forhold, der er begået i denne medlemsstat, der i engelsk ret kan kvalificeres som barnebortførelse, en lovovertrædelse, for hvilken der er fastsat en maksimumsstraf på syv års fængsel.
20 Sagsøgeren i hovedsagen, der blev tilbageholdt i Frankrig den 28. september 2012, erklærede samme dag udtrykkeligt for den offentlige anklager ved cour d’appel de Bordeaux, at han uden dog at give afkald på specialitetsreglen accepterede at blive overgivet til de judicielle myndigheder i Det Forenede Kongerige. Denne sagsøger gentog en sådan erklæring med tolkebistand under tilstedeværelse af sin advokat i det retsmøde, der blev afholdt i undersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Bordeaux.
21 Ved dom af 4. oktober 2012 besluttede undersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Bordeaux, at sagsøgeren i hovedsagen skulle overgives til nævnte judicielle myndigheder med henblik på ovennævnte strafforfølgning. Den 10. oktober 2012 blev sagsøgeren overgivet, og han har siden da været fængslet i Det Forenede Kongerige.
22 Den 22. oktober 2012 modtog den offentlige anklager ved cour d’appel de Bordeaux en anmodning fra de judicielle myndigheder i Det Forenede Kongerige med henblik på at opnå samtykke fra denne rets undersøgelsesafdeling til at retsforfølge sagsøgeren i hovedsagen for forhold, der var begået i Det Forenede Kongerige inden hans overgivelse, og som kunne udgøre en anden lovovertrædelse end den, der havde begrundet overgivelsen.
23 Efter at den unge pige, der angiveligt var blevet bortført, var kommet hjem igen, oplyste hun at have haft kønsligt forhold til sagsøgeren i hovedsagen ved flere lejligheder i perioden fra den 1. juli 2012 til den 20. september 2012. Da sådanne forhold efter engelsk ret kan kvalificeres som kønslig omgængelse med et barn under 16 år, for hvilken straffen er fængsel i indtil 14 år, besluttede disse judicielle myndigheder derfor at foretage en strafferetlig forfølgning af sagsøgeren i hovedsagen for denne lovovertrædelse.
24 Den 16. november 2012 udmøntede anmodningen fra de judicielle myndigheder i Det Forenede Kongerige sig i en europæiske arrestordre, der blev udstedt for de forbrydelser, som dannede grundlag for den nye retsforfølgning.
25 Efter retsmødet den 18. december 2012 besluttede undersøgelsesafdelingen ved cour d’appel de Bordeaux ved dom af 15. januar 2013 at give samtykke til anmodningen om at udvide overgivelsen med henblik på den nye retsforfølgning af sagsøgeren i hovedsagen for forhold bestående i kønslig omgængelse med et barn under 16 år, begået i ovennævnte periode.
26 Sagsøgeren i hovedsagen iværksatte appel ved cour de cassation af nævnte dom af 15. januar 2013, hvorefter cour de cassation forelagde Conseil constitutionnel et forudgående spørgsmål om forfatningsmæssighed vedrørende artikel 695-46 i code de procédure pénale for så vidt angår bl.a. princippet om lighed for loven og retten til effektive retsmidler.
27 På denne baggrund besluttede Conseil constitutionnel at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 27 og 28 i […] rammeafgørelse[n] […] fortolkes således, at de er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen fra den judicielle myndighed, der inden 30 dage fra modtagelsen af anmodningen træffer afgørelse enten for at give samtykke til, at en person retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for en lovovertrædelse, der er begået inden den, for hvilken den pågældende i henhold til en europæisk arrestordre er blevet overgivet, eller til, at en person overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en inden overgivelsen begået lovovertrædelse?«
Anmodningen om præjudiciel afgørelse
Om hasteproceduren
28 Ved selvstændig anmodning af 4. april 2013, indleveret til Domstolens Justitskontor samme dag, har Conseil constitutionnel anmodet om, at den foreliggende præjudicielle anmodning undergives hasteproceduren i henhold til artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 107 i Domstolens procesreglement.
29 Den forelæggende ret har begrundet nævnte anmodning med, at både fristen på tre måneder, inden for hvilken den er forpligtet til at træffe afgørelse om det forudgående spørgsmål om forfatningsmæssighed, som er blevet forelagt den, og frihedsberøvelsen, som sagsøgeren i hovedsagen har været genstand for under den sag, der er grundlaget for dette spørgsmål, begrunder anvendelsen af den præjudicielle hasteprocedure.
30 I denne henseende bemærkes for det første, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse vedrører fortolkningen af rammeafgørelsen, der henhører under det område, som fremgår af tredje del, afsnit V, i TEUF vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den kan således gøres til genstand for den præjudicielle hasteprocedure.
31 For det andet bemærkes, hvilket den forelæggende ret også har påpeget, at sagsøgeren i hovedsagen for nærværende er frihedsberøvet, og at tvisten i hovedsagen kan have en ikke ubetydelig indvirkning på varigheden af en sådan frihedsberøvelse.
32 Domstolens Anden Afdeling har under disse omstændigheder efter forslag fra den refererende dommer, og efter at have hørt generaladvokaten, den 10. april 2013 besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om at undergive den præjudicielle forelæggelse hasteproceduren.
Om det præjudicielle spørgsmål
33 Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), skal fortolkes således, at de er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen fra den judicielle myndighed, der inden 30 dage fra modtagelsen af anmodningen træffer afgørelse for at give samtykke enten til, at en person retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for en lovovertrædelse, der er begået inden den, for hvilken den pågældende i henhold til en europæisk arrestordre er blevet overgivet, eller til, at en person overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en inden overgivelsen begået lovovertrædelse.
34 Indledningsvis bemærkes, at rammeafgørelsen, således som det navnlig fremgår af dens artikel 1, stk. 1 og 2, og af dens femte og syvende betragtning, har til formål at erstatte det multilaterale udleveringssystem mellem medlemsstaterne med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning, og at denne ordning er baseret på princippet om gensidig anerkendelse (jf. dom af 29.1.2013, sag C-396/11, Radu, præmis 33, og af 26.2.2013, sag C-399/11, Melloni, præmis 36).
35 Nævnte rammeafgørelse har således med indførelsen af en ny forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for at have overtrådt strafferetten, til formål at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (Radu-dommen, præmis 34, og Melloni-dommen, præmis 37).
36 Princippet om gensidig anerkendelse, der er »hjørnestenen« i det retlige samarbejde, indebærer i medfør af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, at medlemsstaterne i princippet har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Således er medlemsstaterne enten forpligtet til at fuldbyrde eller kan ikke nægte at fuldbyrde en sådan ordre, og de kan kun gøre dens fuldbyrdelse betinget i de tilfælde, som er opregnet i denne rammeafgørelses artikel 3-5. I henhold til dennes artikel 28, stk. 3, kan samtykke til en videreovergivelse desuden kun nægtes i de samme tilfælde (jf. dom af 28.6.2012, sag C-192/12 PPU, West, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis), og kun de nævnte tilfælde kan begrunde nægtelse af et samtykke til at udvide den europæiske arrestordre til en anden inden overgivelsen begået lovovertrædelse end den, for hvilken den tiltalte er overgivet i henhold til rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4,
Om muligheden for at iværksætte et retsmiddel med opsættende virkning
37 Hvad angår muligheden for at iværksætte et retsmiddel med opsættende virkning til prøvelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre eller afgørelsen om at give samtykke til sidstnævnte eller til en videreovergivelse, bemærkes, at rammeafgørelsen ikke udtrykkeligt regulerer en sådan mulighed.
38 En sådan manglende udtrykkelig regulering betyder imidlertid ikke, at rammeafgørelsen forhindrer medlemsstaterne i at fastsætte et sådant retsmiddel eller pålægger dem at indføre et sådant.
39 For det første gør rammeafgørelsen det således i sig selv muligt at sikre, at afgørelser om europæiske arrestordrer nyder alle de for denne type afgørelser passende garantier.
40 I rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, anføres det således udtrykkeligt, at denne ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 EU, en forpligtelse, som desuden vedrører alle medlemsstaterne, herunder navnlig både den udstedende og den fuldbyrdende medlemsstat.
41 Samtidig med at rammeafgørelsen opfylder det formål, der er nævnt i denne doms præmis 35, om at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, respekterer rammeafgørelsen selv, som anført i første afsnit i dens 12. betragtning, desuden de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 EU, og som afspejles i chartret, navnlig kapitel VI, i forhold til den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre.
42 I denne henseende bemærkes, at ligesom i udleveringsprocedurer har retten til effektive retsmidler, der er fastsat i EMRK’s artikel 13 og chartrets artikel 47, der er genstand for tvisten i hovedsagen, en særlig betydning i den ved rammeafgørelsen indførte overgivelsesprocedure.
43 Hvad angår tilbageholdelser med henblik på udlevering har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol således fastslået, at EMRK’s artikel 5, stk. 4, er en lex specialis i forhold til de mere generelle krav i EMRK’s artikel 13 (jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 15.11.1996, Chahal mod Det Forenede Kongerige, Recueil des arrêts et décisions 1996-V, præmis 126). I denne henseende fandt Menneskerettighedsdomstolen, at når en ret træffer afgørelse om frihedsberøvelse efter en retslig procedure, finder den i EMRK’s artikel 5, stk. 4, tiltænkte kontrol sted i forbindelse med afgørelsen (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5.6.2013, Khodzhamberdiyev mod Rusland, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis), og at den omhandlede bestemmelse desuden ikke pålægger de kontraherende stater at indføre en toinstansordning for undersøgelse af lovligheden af tilbageholdelsen og af udvidelsesanmodningerne (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4.3.2008, Marturana mod Italien, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).
44 På samme måde har Domstolen allerede i forbindelse med fortolkningen af Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT L 326, s. 13) haft lejlighed til at fastslå, at princippet om effektiv domstolsbeskyttelse giver borgeren ret til adgang til domstolsprøvelse, men ikke til flere retsinstanser (dom af 28.7.2011, sag C-69/10, Samba Diouf, Sml. I, s. 7151, præmis 69).
45 Imidlertid bemærkes, som det fremgår af ottende betragtning til rammeafgørelsen, at afgørelser om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal underkastes tilstrækkelig kontrol, hvilket betyder, at en judiciel myndighed i den medlemsstat, hvor den eftersøgte er blevet anholdt, skal træffe afgørelse om den pågældendes overgivelse. Rammeafgørelsens artikel 6 bestemmer desuden, at ikke alene denne afgørelse, men ligeledes afgørelsen om udstedelsen af en sådan ordre, skal træffes af en judiciel myndighed. En judiciel myndigheds indgriben er ligeledes påkrævet for så vidt angår det samtykke, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), samt i andre faser af overgivelsesproceduren, såsom afhøringen af den eftersøgte person og afgørelsen om at opretholde varetægtsfængslingen af en person eller den midlertidige overførsel af denne.
46 Enhver overgivelsesprocedure mellem medlemsstaterne, der er fastsat i rammeafgørelsen, udføres således i overensstemmelse hermed under retligt tilsyn.
47 Heraf følger, at selve rammeafgørelsens bestemmelser allerede fastsætter en procedure, som er i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 47, uanset hvordan medlemsstaterne har valgt at gennemføre rammeafgørelsen.
48 Endelig bemærkes, at medlemsstaterne, selv i forbindelse med strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning eller inden for rammerne af den materielle straffesag, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for rammeafgørelsen og EU-retten, forbliver underlagt forpligtelsen til at overholde de grundlæggende rettigheder som omhandlet i EMRK eller i deres nationale ret, herunder i givet fald retten til toinstansbehandling for personer, der af en ret er dømt for en strafferetlig lovovertrædelse.
49 En sådan forpligtelse styrker netop graden af tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, som ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på, og begrunder ordlyden af tiende betragtning til rammeafgørelsen, hvorefter anvendelsen af den europæiske arrestordre kun kan suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1, i EU, hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til artikel 7, stk. 1, EU med de følger, der er fastsat i stk. 2 i sidstnævnte artikel.
50 Princippet om gensidig anerkendelse, som er grundlaget for ordningen med den europæiske arrestordre, er i sig selv baseret på gensidig tillid mellem medlemsstaterne, eftersom deres respektive nationale retsordener er i stand til at yde samme effektive beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt på unionsplan, og navnlig i chartret, på en måde, hvor det således er inden for den udstedende medlemsstats retsorden, at personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre, kan udnytte de eventuelle retsmidler, der gør det muligt at anfægte lovligheden af en strafforfølgning eller fuldbyrdelsen af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning eller inden for rammerne af den materielle straffesag, der førte til denne straf eller foranstaltning (jf. analogt dom af 22.12.2010, sag C-491/10 PPU, Aguirre Zarraga, Sml. I, s. 14247, præmis 70 og 71).
51 Det bemærkes imidlertid, at uanset de udtrykkelige garantier, som er fastsat i rammeafgørelsen, forhindrer manglen på bestemmelser heri om en eventuel ret til retsmidler med opsættende virkning til prøvelse af afgørelser om den europæiske arrestordre ikke medlemsstaterne i at fastsætte en sådan ret.
52 I mangel af en nærmere præcisering i selve bestemmelserne i rammeafgørelsen og henset til artikel 34 EU, der giver de nationale myndigheder kompetence med hensyn til form og midler for gennemførelse af det resultat, som ønskes opnået med rammeafgørelser, bemærkes, at rammeafgørelsen giver de nationale myndigheder et skøn med hensyn til den konkrete fremgangsmåde for virkeliggørelsen af de mål, som den forfølger, navnlig for så vidt angår muligheden for at fastsætte et retsmiddel med opsættende virkning til prøvelse af afgørelser om den europæiske arrestordre.
53 I denne henseende bemærkes, at for så vidt som anvendelsen af rammeafgørelsen ikke hindres, er denne, som det fremgår af andet afsnit i 12. betragtning hertil, ikke til hinder for, at en medlemsstat anvender sine forfatningsmæssige bestemmelser, herunder navnlig vedrørende overholdelse af retten til en retfærdig rettergang.
54 Hvad desuden angår afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre følger muligheden for at have adgang til retsmidler indirekte, men nødvendigvis af ordene »endelig afgørelse« i rammeafgørelsens artikel 17, stk. 2, 3 og 5, og der er intet, der, henset til ordlyden af dennes bestemmelser, giver grundlag for at antage, at en sådan mulighed bør være udelukket inden for rammerne af afgørelsen fra den judicielle myndighed, der træffer afgørelse for at give samtykke til udvidelsen af arrestordren eller til videreovergivelsen til en anden medlemsstat i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), og dette så meget desto mere som der kan anmodes om denne udvidelse eller denne overgivelse for en lovovertrædelse, der er mere alvorlig end den, der havde begrundet overgivelsen, hvilket hovedsagen også viser.
55 Det følger heraf, at rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen fra den judicielle myndighed, der træffer afgørelse for at give samtykke enten til, at en person retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for en lovovertrædelse, der er begået inden den, for hvilken den pågældende i henhold til en europæisk arrestordre er blevet overgivet, eller til, at en person overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en inden overgivelsen begået lovovertrædelse.
Om grænserne for en eventuel ret til retsmidler med opsættende virkning
56 Selv om rammeafgørelsen ikke regulerer en eventuel ret til retsmidler med opsættende virkning til prøvelse af afgørelser om den europæiske arrestordre, følger det heraf, at der skal fastsættes visse grænser for det spillerum, som medlemsstaterne herved har.
57 I denne henseende bemærkes, som nævnt i denne doms præmis 34 og 35, at rammeafgørelsen har til formål at erstatte det multilaterale udleveringssystem mellem medlemsstaterne med en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder for at lette og fremskynde det retlige samarbejde. Som det fremgår af femte betragtning til rammeafgørelsen, vil indførelsen af en sådan ordning gøre det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de udleveringsprocedurer, der fandtes før vedtagelsen heraf.
58 Nævnte formål med at fremskynde det retlige samarbejde findes på flere måder i rammeafgørelsen, herunder navnlig i håndteringen af frister for vedtagelse af afgørelser om den europæiske arrestordre.
59 Hvad angår nævnte frister skal der sondres mellem dem, der er fastsat med hensyn til fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre i rammeafgørelsens artikel 17, og dem, der er fastsat i dennes artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), om samtykke med henblik på udvidelse af ordren eller en videreovergivelse. Under alle omstændigheder bemærkes, at rammeafgørelsens artikel 15, stk. 1, generelt bestemmer, at den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende »inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse«.
60 Hvad for det første angår afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre fastsættes det i rammeafgørelsens artikel 17, stk. 1, at sidstnævnte »behandles og fuldbyrdes som hastesag«. Samme artikels stk. 2 og 3 fastsætter de nøjagtige frister på henholdsvis 10 og 60 dage til at træffe endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den nævnte ordre, afhængig af om den eftersøgte person giver sit samtykke til overgivelse.
61 Det er kun i konkrete tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes inden for disse frister, at nævnte artikels stk. 4 gør det muligt at forlænge dem med yderligere 30 dage, ved at forpligte den fuldbyrdende judicielle myndighed til straks at underrette den udstedende judicielle myndighed om grundene til denne forsinkelse. Bortset fra disse konkrete tilfælde er det kun undtagelsesvis, at en medlemsstat i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 17, stk. 7, ikke skal overholde nævnte frister, og denne medlemsstat skal ligeledes underrette Eurojust og angive grundene til forsinkelsen.
62 Betydningen af de i nævnte artikel 17 fastsatte frister fremgår ikke alene udtrykkeligt heraf, men også af andre bestemmelser i rammeafgørelsen, såsom dennes artikel 13, stk. 4, artikel 15, stk. 2, artikel 20 og 21 samt artikel 31, stk. 2, andet afsnit.
63 Selv om udtrykket »bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre«, der er indeholdt i rammeafgørelsens artikel 17, ganske vist i løbet af den lovgivningsmæssige proces, der førte til vedtagelsen af rammeafgørelsen, erstattede udtrykket »afgørelsen [om fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre] skal træffes«, der er indeholdt i forslag til Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem medlemsstater (KOM(2001) 522 endelig), offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 27. november 2001 (EFT C 332 E, s. 305, herefter »forslaget til rammeafgørelse«), forholder det sig ikke desto mindre således, at i løbet af denne proces blev adjektivet »endelig« også tilføjet ordet »afgørelse«, og den fælles frist på 90 dage, der var fastsat i forslaget til rammeafgørelse, er blevet erstattet af graduerede og mere begrænsede tidsfrister, der er anført i denne doms præmis 60 og 61.
64 Det følger heraf, at de i rammeafgørelsens artikel 17 fastsatte frister skal fortolkes således, at de kræver, at den endelige afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre i princippet vedtages enten ti dage efter, at den eftersøgte person har givet samtykke til overgivelse, eller i andre tilfælde 60 dage regnet fra sidstnævntes anholdelse. Det er kun i konkrete tilfælde, at disse frister kan forlænges med yderligere 30 dage, og det er kun undtagelsesvis, at de i denne artikel 17 fastsatte frister ikke skal overholdes af en medlemsstat.
65 Følgelig kan et eventuelt retsmiddel med opsættende virkning, der er fastsat i en medlemsstats nationale lovgivning, til prøvelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, under alle omstændigheder, og medmindre den kompetente ret beslutter at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, ikke anvendes under tilsidesættelse af de frister for at træffe en endelig afgørelse, der er nævnt i foregående præmis.
66 Hvad for det andet angår afgørelsen om at give samtykke med henblik på udvidelse af ordren eller en videreovergivelse, i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), bemærkes, at disse to bestemmelser fastsætter, at afgørelsen »skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen«.
67 Indholdet af disse bestemmelser, der – ligesom specialitetsreglen, som de iværksætter – ikke var foreskrevet i forslaget til rammeafgørelse, hvis indhold er forskelligt fra indholdet af rammeafgørelsens artikel 17, modsvarer andre situationer med hensyn til den afgørelse, der skal vedtages.
68 På den ene side er den eftersøgte person ikke længere fængslet i den fuldbyrdende medlemsstat og er allerede overgivet til den udstedende medlemsstat.
69 På den anden side råder den fuldbyrdende judicielle myndighed, som skal give det samtykke, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), allerede over en række oplysninger, der gør det muligt for den at træffe en velbegrundet afgørelse i tilfælde, som nævnt i denne doms præmis 36, hvor dette samtykke kun kan nægtes i de samme tilfælde som dem, der for så vidt angår afgørelser, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 17, gør det muligt at nægte fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, og desuden skal et sådant samtykke gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om udvidelse af ordren eller videreovergivelse, i sig selv medfører forpligtelsen til overgivelse.
70 De afgørelser, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), vedrører imidlertid enten en anden lovovertrædelse end den, der har begrundet overgivelsen, eller en anden medlemsstat end den medlemsstat, der har udstedt den første europæiske arrestordre, hvilket begrunder, at der er fastsat en frist på 30 dage til at give dette samtykke.
71 Det følger heraf, at rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), skal fortolkes således, at de kræver, at afgørelserne fra den judicielle myndighed, der træffer afgørelse for at give samtykke enten til, at en person retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for en lovovertrædelse, der er begået inden den, for hvilken den pågældende i henhold til en europæisk arrestordre er blevet overgivet, eller til, at en person overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en inden overgivelsen begået lovovertrædelse, i princippet skal vedtages senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.
72 Hvad angår medlemsstaternes mulighed for i deres nationale ret at fastsætte et retsmiddel med opsættende virkning til prøvelse af afgørelser som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), bemærkes, at disse bestemmelser, i modsætning til rammeafgørelsens artikel 17, ikke fastsætter frister for vedtagelsen af den »endelige afgørelse«, og at de derfor skal fortolkes således, at den frist, som de fastsætter, kun omhandler den oprindelige afgørelse og ikke vedrører tilfælde, hvor et sådant retsmiddel er blevet indført.
73 Det ville imidlertid stride imod både rammeafgørelsens bagvedliggende logik og dens formål, der tilsigter at fremskynde overgivelsesprocedurerne, hvis fristerne for vedtagelse af en endelig afgørelse i henhold til rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), var længere end dem, der er fastsat i dennes artikel 17.
74 For at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af rammeafgørelsen, skal det tages i betragtning, at et eventuelt retsmiddel med opsættende virkning, fastsat i en medlemsstats nationale lovgivning, til prøvelse af afgørelser omhandlet i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), derfor under alle omstændigheder skal anvendes under overholdelse af de i rammeafgørelsens artikel 17 fastsatte frister for vedtagelse af en endelig afgørelse.
75 Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen fra den judicielle myndighed, der inden 30 dage fra modtagelsen af anmodningen træffer afgørelse for at give samtykke enten til, at en person retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for en lovovertrædelse, der er begået inden den, for hvilken den pågældende i henhold til en europæisk arrestordre er blevet overgivet, eller til, at en person overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en inden overgivelsen begået lovovertrædelse, for så vidt som den endelige afgørelse er vedtaget inden for de i samme rammeafgørelses artikel 17 omhandlede frister.
Sagens omkostninger
76 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel, hvorved der foranstaltes udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen fra den judicielle myndighed, der inden 30 dage fra modtagelsen af anmodningen træffer afgørelse for at give samtykke enten til, at en person retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for en lovovertrædelse, der er begået inden den, for hvilken den pågældende i henhold til en europæisk arrestordre er blevet overgivet, eller til, at en person overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en inden overgivelsen begået lovovertrædelse, for så vidt som den endelige afgørelse er vedtaget inden for de i samme rammeafgørelses artikel 17 omhandlede frister.
Underskrifter