Language of document :

Appel iværksat den 8. maj 2015 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 27. februar 2015 i sag T-188/12, Patrick Breyer mod Europa-Kommissionen

(Sag C-213/15 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved P. Van Nuffel og H. Krämer, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Patrick Breyer, Republikken Finland og Kongeriget Sverige

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Der træffes endelig afgørelse i sagen, og søgsmålet forkastes.

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Europa-Kommissionen har med appellen nedlagt påstand om ophævelse af dom af 27. februar 2015 afsagt af Retten i sag T-188/12, Breyer mod Kommissionen, for så vidt som Retten annullerede Kommissionens afgørelse af 3. april 2012 om afslag på at give Patrick Breyer fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende Republikken Østrigs gennemførelse af direktiv 2006/24 1 og i dokumenterne i den sag, der gav anledning til dom af 29. juli 2010, Kommissionen mod Østrig 2 , i det omfang der i denne afgørelse blev givet afslag på aktindsigt i de indlæg, som Republikken Østrig havde indgivet i forbindelse med den nævnte sag.

Sagsøgeren støttede sit søgsmål med påstand om annullation af bl.a. den omtvistede afgørelse på et enkelt anbringende, hvormed sagsøgeren i det væsentlige gjorde gældende, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 3 . Retten annullerede den omtvistede afgørelse i det omfang der for så vidt angår denne afgørelse blev givet afslag på aktindsigt i de indlæg, som Republikken Østrig havde indgivet i forbindelse med denne sag. Retten udtalte vedrørende det klagepunkt, der blev gjort gældende, at de omtvistede indlæg kan kvalificeres som dokumenter som omhandlet i artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, litra a), og følgelig henhører under denne forordnings anvendelsesområde, og at artikel 15, stk. 3, fjerde afsnit, TEUF ikke er til hinder for anvendelsen af forordning nr. 1049/2001 på de omtvistede indlæg på grund af deres særlige karakter.

Kommissionen har støttet sin appel på et enkelt appelanbringende, hvormed den har anfægtet den fortolkning af artikel 15, stk. 3, TEUF, som Retten har lagt til grund for sin konklusion, og hvorefter denne bestemmelse ikke er til hinder for anvendelsen af forordning nr. 1049/2001 på de omtvistede indlæg på grund af deres særlige karakter.

____________

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/24/EF af 15.3.2006 om lagring af data genereret eller behandlet i forbindelse med tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller elektroniske kommunikationsnet og om ændring af direktiv 2002/58/EF (EUT L 105, s. 54).

2     C-189/09, EU:C:2010:455.

3     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).