Language of document :

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 15. marts 2012 - Phonographic Performance (Ireland) Ltd mod Ireland og Attorney General (anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court of Ireland - Irland)

(Sag C-162/10) 

(Ophavsret og beslægtede rettigheder - direktiv 2006/115/EF - artikel 8 og 10 - begrebet "bruger" og "kommunikation til offentligheden" - afspilning af fonogrammer ved hjælp af fjernsyns- og/eller radioapparater i hotelværelser)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Ireland

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Phonographic Performance (Ireland) Ltd

Sagsøgte: Irland og Attorney General

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - High Court of Ireland - fortolkning af artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EUT L 376, s. 28) - radio- og tv-spredning af fonogrammer til offentligheden - ret til et rimeligt vederlag til kunstnere og producenter - begrebet "bruger" og "kommunikation til offentligheden" - installation af fjernsyns- og/eller radioapparater i hotelværelser, hvortil hotelejeren overfører et radio-/fjernsynssignal

Konklusion

En hotelejer, som i hotelværelser stiller fjernsyns- og/eller radioapparater til rådighed, hvortil denne overfører et radio-/fjernsynssignal, er en "bruger", som foretager "kommunikation til offentligheden" af et radio-/fjernsynsudsendt fonogram som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret.

En hotelejer, som i hotelværelser stiller fjernsyns- og/eller radioapparater til rådighed, hvortil denne overfører et radio-/fjernsynssignal, har pligt til at betale et rimeligt vederlag som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115 for afspilningen af et radio-/fjernsynsudsendt fonogram ud over det rimelige vederlag, der betales af radio-/fjernsynsvirksomheden.

En hotelejer, som i hotelværelser ikke stiller fjernsyns- og/eller radioapparater til rådighed, men stiller andre former for apparater samt fonogrammer i fysisk eller digital form, som kan afspilles eller høres ved hjælp af disse apparater, til rådighed, er en "bruger", der foretager "kommunikation til offentligheden" af et fonogram i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115. Hotelejeren har følgelig pligt til at betale et "rimeligt vederlag" som omhandlet i denne bestemmelse for overføringen af de pågældende fonogrammer.

Artikel 10, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/115, der fastsætter en indskrænkning i retten til det rimelige vederlag, der er fastsat i direktivets artikel 8, stk. 2, ved "privat brug" giver ikke medlemsstaterne mulighed for at fritage en hotelejer, der foretager en "kommunikation til offentligheden" af et fonogram som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 2, for pligten til at betale et sådant vederlag.

____________

1 - EUT C 161 af 19.6.2010.