Language of document :

Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. marts 2013 - Mohamed Aziz mod Caixa d'Estalvis de Catalunya, Tarragona i Manresa (Catalunyacaixa) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Mercantil nº 3 de Barcelona - Spanien)

(Sag C-415/11) 

(Direktiv 93/13/EØF - forbrugeraftaler - låneaftale med pant i fast ejendom - procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom - kompetencen for den nationale ret, der skal påkende et anerkendelsessøgsmål - urimelige kontraktvilkår - bedømmelseskriterier)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Mercantil nº 3 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Mohamed Aziz

Sagsøgt: Caixa d'Estalvis de Catalunya, Tarragona i Manresa (Catalunyacaixa)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - Juzgado de lo Mercantil - fortolkning af artikel 1, litra e) og litra q), i bilaget til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) - kontraktvilkår, der har til formål eller som virkning at pålægge en forbruger, der ikke har opfyldt sine forpligtelser, at betale et beløb, der er uforholdsmæssigt højt - lån med sikkerhed i fast ejendom - bestemmelse i national procesret med hensyn til realisering af pant fast ejendom eller anden sikkerhedsstillelse, der begrænser de indsigelser, som rekvisitus kan gøre gældende

Konklusion

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det er til hinder for en ordning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, som - inden for rammerne af en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom - ikke fastsætter bestemmelse om indsigelsesgrunde knyttet til et urimeligt vilkår i en aftale, som er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og hvor den ret, der skal påkende anerkendelsessøgsmålet, og som har kompetence til at efterprøve, om et sådant vilkår er urimeligt, ikke har mulighed for at iværksætte foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre den fulde virkning af sin endelige afgørelse.

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at:

Begrebet "betydelig skævhed" til skade for forbrugeren skal vurderes på grundlag af en undersøgelse af de nationale regler, der ville finde anvendelse, såfremt parterne ikke havde indgået en aftale, med henblik på en vurdering af, om, og i givet fald i hvilket omfang, aftalen giver forbrugeren en mindre gunstig retsstilling end den, der følger af den gældende nationale lovgivning. Ligeledes med dette formål for øje er det relevant at foretage en undersøgelse af den retlige situation, som den nævnte forbruger befinder sig i, under hensyn til de midler, han råder over i medfør af den nationale lovgivning, med henblik på at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør.

For at afgøre, under hvilke omstændigheder der opstår en sådan skævhed "til trods for kravene om god tro", skal det efterprøves, om den erhvervsdrivende ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere det omhandlede vilkår efter individuel forhandling.

Artikel 3, stk. 3, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at bilaget, hvortil der henvises i denne bestemmelse, kun indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige.

____________

1 - EUT C 331 af 12.11.2011.