Language of document :

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 8. juni 2017 – OL mod PQ (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Monomeles Protodikeio Athinon – Grækenland)

(Sag C-111/17) 1

(Præjudiciel forelæggelse – samarbejde om civilretlige spørgsmål – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældremyndighed – internationale barnebortførelser – Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 11 – anmodning om tilbagegivelse – begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« for et spædbarn – barn, som i overensstemmelse med forældrenes vilje er født i en anden medlemsstat end den, hvor de har deres sædvanlige opholdssted – barnets sammenhængende ophold i de første måneder af sit liv i den medlemsstat, hvor det er født – morens beslutning om ikke at vende tilbage til den medlemsstat, hvor parrets sædvanlige opholdssted befinder sig)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Monomeles Protodikeio Athinon

Parter i hovedsagen

Sagsøger: OL

Sagsøgt: PQ

Konklusion

Artikel 11, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor et barn i overensstemmelse med forældrenes fælles vilje er født og uden afbrydelse i flere måneder har opholdt sig sammen med sin mor i en anden medlemsstat end den, hvor dets forældre havde deres sædvanlige opholdssted før barnets fødsel, kan forældrenes oprindelige hensigt med hensyn til morens tilbagevenden sammen med barnet til sidstnævnte medlemsstat ikke give grundlag for at fastslå, at barnet har sit »sædvanlige opholdssted« i denne forordnings forstand i denne medlemsstat.

Morens afvisning af at vende tilbage til denne medlemsstat kan i en sådan situation følgelig ikke anses for at være en »ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse« af et barn som omhandlet i artikel 11, stk. 1.

____________

1 EUT C 144 af 8.5.2017.