FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 14. juni 2017 (1)
Sag C-334/16
José Luís Núñez Torreiro
mod
AIG Europe Limited, Sucursal en España,
Unespa, Unión Española de Entidades Aseguradoras y Reaseguradoras
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Albacete (regional domstol i Albacete, Spanien))
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2009/103/EF – ansvarsforsikring for motorkøretøjer – lovpligtig forsikring – undtagelser – ulykke med et militærkøretøj i et terræn, der ikke var egnet for køretøjet – begrebet »færdsel med køretøjer« – begrebet »køretøjets almindelige brug««
I. Indledning
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 og 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (2).
2. Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem José Luís Núñez Torreiro og et forsikringsselskab, AIG Europe Limited, Sucursal en España (3) (herefter »forsikringsselskabet«), om betaling af erstatning i henhold til den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer (4).
3. Med de præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt en præcisering af begrebet »færdsel med køretøjer«, og den ønsker navnlig oplyst, om medlemsstaterne har mulighed for at fastlægge begrebet anderledes, end det er fastlagt i direktiv 2009/103, med henblik på at bestemme, om det område, hvor færdslen finder sted, kan begrunde en undtagelse fra den lovpligtige forsikring, hvilket indebærer, at begrebet »køretøjets almindelige brug« som omhandlet i dom af 4. september 2014, Vnuk (5), skal præciseres.
4. I dette forslag til afgørelse når jeg til det resultat, at begrebet »færdsel med køretøjer« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103, der er blevet defineret som et selvstændigt EU-retligt begreb, skal fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, idet der skal tages hensyn til, om køretøjet er blevet anvendt i henhold til dets almindelige brug, og at det tilkommer den forelæggende ret at fortolke hele lovgivningen, såsom den i hovedsagen omhandlede, med henblik på at sikre den fulde virkning af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Jeg foreslår, at det præciseres, at de i hovedsagen omhandlede omstændigheder ikke berettiger en ændring af afgrænsningen af begrebet køretøjets almindelige brug under hensyntagen til det område, hvor køretøjet kørte.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. Følgende fremgår af 1.-3., 10. og 20. betragtning til direktiv 2009/103:
»(1) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse[ (6)], Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer[ (7)], Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer[ (8)] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)[ (9)] er blevet ændret væsentligt flere gange […]. De fire direktiver samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og […] direktiv 2000/26/EF[ (10)] bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.
(2) Ansvarsforsikring for motorkøretøjer […] er af særlig betydning for Europas borgere, uanset om de er forsikringstagere eller ofre for en ulykke. Den har ligeledes væsentlig betydning for forsikringsselskaberne, da den udgør den største del af skadesforsikringsmarkedet i Fællesskabet. Motorkøretøjsforsikring har også indflydelse på fri bevægelighed for personer og køretøjer. Det bør derfor være en væsentlig prioritet for Fællesskabet på området for finansielle tjenesteydelser at styrke og konsolidere det indre marked for motorkøretøjsforsikring.
(3) Medlemsstaterne bør træffe alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår.
[…]
(10) Medlemsstaterne bør kunne fravige det almindelige krav om, at der skal tegnes lovpligtig forsikring for køretøjer tilhørende bestemte offentlige eller private fysiske og juridiske personer. I tilfælde af ulykker forårsaget af disse køretøjer bør den medlemsstat, der således fraviger kravene, udpege en myndighed eller et organ til at betale erstatning til ofre for ulykker, som er indtruffet i en anden medlemsstat. Det bør sikres, at der ikke kun betales behørig erstatning til ofre for ulykker forårsaget af disse køretøjer i udlandet, men også til ofre for ulykker, som er indtruffet i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, uanset om de skadelidte har bopæl på denne stats område eller ej. Medlemsstaterne bør endvidere sikre, at listen over personer, som er fritaget fra lovpligtig forsikring, og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for betaling af erstatning til ofre for ulykker, der er forårsaget af disse køretøjer, meddeles Kommissionen og offentliggøres af denne.
[…]
(20) Der skal sikres personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Fællesskabet uheldet finder sted.«
6. Ifølge direktivets artikel 1, nr. 1), forstås ved »køretøj« ethvert motordrevet køretøj, der er bestemt til trafik til lands, og som ikke kører på skinner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede.
7. Følgende fremgår af direktivets artikel 3:
»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 5 passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.
Der træffes inden for rammerne af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes samt om forsikringens nærmere vilkår.
[…]
Den forsikring, der er omhandlet i stk. 1, skal dække tingsskade såvel som personskade.
[…]«
8. Artikel 5 i direktiv 2009/103 (11) med overskriften »Undtagelse fra den lovpligtige forsikring af motorkøretøjer« bestemmer:
»1. Hver medlemsstat kan gøre undtagelse fra artikel 3 for bestemte offentlige eller private fysiske og juridiske personer, som det pågældende land optager på en liste, der sendes til de andre medlemsstater og til Kommissionen.
[…]
2. Hver medlemsstat kan gøre undtagelse fra artikel 3 for bestemte arter af køretøjer eller for køretøjer, der er forsynet med særligt kendemærke, og som det pågældende land optager på en liste, der sendes til de andre medlemsstater og til Kommissionen.
[…]«
9. Direktivets artikel 29 bestemmer:
»Direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 90/232/EØF, 2000/26/EF og 2005/14/EF […] ophæves […]
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.«
B. Spansk ret
10. Ley sobre responsabilidad civil y seguro en la circulación de vehículos a motor (lov om erstatningsansvar og forsikring for motorkøretøjer) godkendt ved kongeligt lovdekret nr. 8/2004 af 29. oktober 2007 (12), bestemmer i artikel 1:
»1. På grund af den risiko, der er forbundet med at føre et køretøj, er føreren heraf ansvarlig for person- eller tingsskade indtruffet som følge af kørslen.
[…]
6. Ved administrative bestemmelser defineres begreberne »køretøjer« og »kørsel« med henblik på denne lov. Under alle omstændigheder omfatter kørsel ikke anvendelse af et køretøj som et instrument til at begå forsætlige forbrydelser mod personer eller ejendom.«
11. I nævnte lovs artikel 7, stk. 1, første og andet afsnit, hedder det:
»Inden for rammerne af den lovpligtige forsikring skal forsikringsselskabet yde erstatning til skadelidte for de skader, der er forårsaget på dennes person og ejendom, samt for udgifter og andet tab, som denne har ret til i henhold til gældende lovgivning. Forsikringsselskabet kan kun fritages for denne pligt, hvis det kan bevise, at kørslen ikke giver anledning til erstatningsansvar i henhold til artikel 1 i nærværende lov.
Skadelidte og dennes arvinger kan rejse direkte krav for at kræve, at forsikringsselskabet erstatter de nævnte skader, hvilket krav forældes efter et år.«
12. Reglamento del seguro obligatorio de responsabilidad civil en la circulación de vehículos de motor (bekendtgørelsen om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer) godkendt ved kongeligt dekret nr. 1507/2008 af 12. september 2008 (13) bestemmer i artikel 2:
»1. Med henblik på erstatningsansvar for motorkøretøjer og den lovpligtige ansvarsforsikrings dækning, der er omfattet af denne bekendtgørelse, forstås ved kørsel forhold, som følger af den risiko, der opstår ved de i foregående artikel nævnte former for færdsel med motorkøretøjer, såvel i garager og på parkeringsanlæg som på offentlige eller private veje eller områder, der er egnet til færdsel, i byer eller mellem byområder, samt på veje eller områder, der ikke har disse karakteristika, men som er til offentlig brug.
2. Følgende anses ikke for kørsel:
a) Færdsel i forbindelse med afholdelse af sportsbegivenheder med motorkøretøjer på anlæg, der er særligt beregnet hertil eller egnede til sådanne begivenheder […]
b) Færdsel i forbindelse med udførelse af industri- eller landbrugsarbejde med motorkøretøjer, der er særligt beregnede hertil, jf. dog stk. 1 i forbindelse med transport af disse køretøjer på de i stk. 1 nævnte veje eller områder, når de ikke udfører industri- eller landbrugsarbejde, som er særligt for dem.
For så vidt angår logistiske processer vedrørende distribution af køretøjer anses industriarbejde for at være arbejde i forbindelse med pålæsning, aflæsning, oplagring og andet arbejde, der er nødvendigt for håndtering af køretøjer, som anses for at være en vare, med undtagelse af transport, der gennemføres på de i stk. 1 nævnte veje.
c) Transport af motorkøretøjer på veje eller områder, hvor den i artikel 1 nævnte lovgivning ikke finder anvendelse, som f.eks. på lufthavns- eller havneområder.
3. Anvendelse af et køretøj som et instrument til at begå forsætlige forbrydelser mod personer eller ejendom anses heller ikke for at være kørsel. Under alle omstændigheder betragtes enhver anvendelse af et motorkøretøj på en af de måder, der i Código Penal [straffeloven] beskrives som færdsel, der udgør en trafikfarlig forseelse, som kørsel […]«
III. De faktiske omstændigheder og de præjudicielle spørgsmål
13. Den 28. juni 2012 deltog José Luis Núñez Torreiro, officer i den spanske hær, i natlige militærøvelser på et militært træningsanlæg i Chinchilla, Albacete (Spanien), da køretøjet (14) Aníbal, hvori han var passager, væltede, hvilket påførte ham skader af forskellig karakter. Køretøjet kørte ikke i et område, der var beregnet til hjulkøretøjer, men i et terræn beregnet til bæltekøretøjer.
14. José Luis Núñez Torreiro anlagde på grundlag af artikel 7 i LRCSCVM et direkte søgsmål ved Juzgado de Primera Instancia n° 1 de Albacete (ret i første instans nr. 1 i Albacete) mod det forsikringsselskab, ved hvilket det spanske forsvarsministerium havde tegnet den lovpligtige forsikring for køretøjet, med påstand om en erstatning på 15 300,56 EUR for den skade, han havde lidt som følge af ulykken.
15. Forsikringsselskabet, der har gjort artikel 1, stk. 6, i LRCSCVM, sammenholdt med artikel 2 i bekendtgørelsen om lovpligtig forsikring, gældende, afviste at udbetale dette beløb, eftersom det er af den opfattelse, at ulykken ikke opstod som følge af »kørsel«, idet den skete, da køretøjet færdedes i et militært træningsanlæg med begrænset adgang for alle ikke-militære køretøjer. Forsikringsselskabet var således af den opfattelse, at dette område ikke var til offentlig brug og ikke var egnet hertil i henhold til bekendtgørelsens artikel 2.
16. Ved dom af 3. november 2015 forkastede Juzgado de Primera Instancia n° 1 de Albacete (ret i første instans nr. 1 i Albacete) søgsmålet med den begrundelse, at José Luis Núñez Torreiros skader ikke var en følge af »kørsel«, da køretøjet færdedes i et terræn, der ikke var egnet for det og desuden ikke var til offentlig brug.
17. José Luis Núñez Torreiro appellerede denne dom til Audiencia Provincial de Albacete (regional domstol i Albacete), idet han gjorde gældende, at artikel 1, stk. 6, i LRCSCVM, sammenholdt med artikel 2 i bekendtgørelsen om lovpligtig forsikring, skulle fortolkes strengt i henhold til Vnuk-dommen, i hvilken Domstolen fastslog, at forsikringsselskabet ikke kunne fraskrive sig sit ansvar, såfremt anvendelsen af køretøjet er i overensstemmelse med dettes almindelige brug.
18. Audiencia Provincial de Albacete (regional domstol i Albacete) har givet udtryk for tvivl om, hvorvidt definitionen af begrebet »færdsel med køretøjer« i artikel 2, stk. 1, i bekendtgørelsen om lovpligtig forsikring, som er forbeholdt kørsel med et køretøj i områder, der er »egnede« eller »til offentlig brug«, er forenelig med artikel 3 i direktiv 2009/103. Nævnte domstol er af den opfattelse, at de eneste undtagelser fra forpligtelsen til at tegne en ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der findes i dette direktiv, er nævnt i artikel 5. Den har endvidere bemærket, at Domstolen i Vnuk-dommen navnlig fastslog, at begrebet »færdsel med køretøjer« ikke kan være overladt til hver enkelt medlemsstats vurdering, og fortolkede det som en anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dettes »almindelige brug«. Ifølge den forelæggende ret følger det heraf, at medlemsstaterne kun kan indføre undtagelser fra forsikringsselskabernes ansvar eller fra begrebet »færdsel med køretøjer« i henhold til artikel 5 i direktiv 2009/103 eller i henhold til Vnuk-dommen i de tilfælde, hvor køretøjet ikke er anvendt i overensstemmelse med dettes almindelige brug. Undtagelserne fra begrebet »færdsel med køretøjer« i artikel 2, stk. 1, i bekendtgørelsen om lovpligtig forsikring vedrørende et område, der ikke er egnet og ikke er til offentlig brug, er således i strid med EU-retten og skal ikke anvendes.
19. Den forelæggende ret har givet udtryk for den samme tvivl med hensyn til undtagelserne vedrørende sports-, industri- eller landbrugsaktiviteter eller vedrørende aktiviteter med henblik på at begå forsætlige forbrydelser mod personer eller ejendom, omhandlet i bekendtgørelsens artikel 2, stk. 2 og 3.
20. Under disse omstændigheder har Audiencia Provincial de Albacete (regional domstol i Albacete) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Kan begrebet »færdsel med køretøjer« – eller »kørsel« som forsikringsrisiko i forbindelse med ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som EU-retten (bl.a. artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16.9.2009) henviser til, fastlægges i en medlemsstats nationale lovgivning på en anden måde, end den er fastlagt i EU-retten?
2) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, kan dette begreb da udelukke (ud over bestemte personer, køretøjer med særligt kendemærke eller bestemte arter af køretøjer, jf. nævnte direktivs artikel 5) tilfælde af færdsel, afhængig af det område, hvor den finder sted, som f.eks. veje eller terræner, der »ikke er egnede« til færdsel?
3) Kan bestemte former for anvendelse af køretøjet, der er forbundet med formålet hermed (f.eks. i forbindelse med sports-, industri- eller landbrugsaktiviteter) eller med førerens hensigt (f.eks. at anvende køretøjet til at begå en forsætlig forbrydelse) udelukkes fra at være »kørsel«?«
IV. Analyse
A. Indledende bemærkninger
21. Indledningsvis skal man sikre sig, at køretøjet Aníbal kan defineres som et »køretøj« i henhold til direktiv 2009/103, at det er hjemmehørende i en medlemsstat, og at det ikke indgår i en af de kategorier af køretøjer, der er omfattet af en undtagelse fra den lovpligtige forsikring i henhold til nævnte direktiv.
22. Dels skal det bemærkes, at det fremgår af direktivets artikel 1, nr. 1), at der ved »køretøj« forstås ethvert motordrevet køretøj, der er bestemt til trafik til lands, og som ikke kører på skinner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede. Det fremgår af de tekniske karakteristika for køretøjet Aníbal i de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, at disse betingelser er opfyldt.
23. Dels fremgår det af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103, at hver medlemsstat med forbehold af artikel 5 træffer passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Dette krav er ligeledes opfyldt, eftersom det af tvisten i hovedsagen omfattede køretøj Aníbal er indregistreret under nr. ET-107351, hvor bogstaverne »ET« anvendes til hærens køretøjer tilhørende det spanske forsvarsministerium (15).
24. Endvidere åbner direktivets artikel 5 mulighed for, at medlemsstaterne kan gøre undtagelse fra denne forpligtelse for bestemte offentlige eller private fysiske og juridiske personer eller for bestemte arter af køretøjer. Det fremgår imidlertid af de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, at den spanske regering ikke har gjort brug af denne undtagelse (16).
25. Det kan derfor bekræftes, at køretøjet Aníbal opfylder de i direktiv 2009/103 opstillede krav, og at det følgelig skal betragtes som et køretøj underlagt kravet om en lovpligtig ansvarsforsikring, hvilket i øvrigt ikke bestrides af nogen af de parter, der har indgivet skriftlige indlæg (17).
26. Dernæst skal det bemærkes, at den forelæggende rets tredje spørgsmål, således som også parterne har anført, ikke kan antages til realitetsbehandling. Med det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten er til hinder for, at en medlemsstat udelukker former for anvendelse som dem, der er opstillet i artikel 2, stk. 2 og 3, i bekendtgørelsen om lovpligtig forsikring, dvs. anvendelser i forbindelse med sports-, industri- eller landbrugsaktiviteter eller former for anvendelse med henblik på at begå forsætlige forbrydelser mod personer eller ejendom, fra begrebet »færdsel med køretøjer«.
27. I denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Det fremgår imidlertid ligeledes af Domstolens faste praksis, at Domstolen kun kan afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (18).
28. Det må konstateres, at der i hovedsagen ikke er tale om anvendelser i forbindelse med sports-, industri- eller landbrugsaktiviteter eller former for anvendelse med henblik på at begå forsætlige forbrydelser mod personer eller ejendom. En besvarelse af det tredje præjudicielle spørgsmål har følgelig ingen relevans for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.
29. Henset til den i punkt 27 i dette forslag til afgørelse omhandlede retspraksis må det tredje spørgsmål i forelæggelsesafgørelsen afvises.
30. Hvad endelig angår de to første spørgsmål skal de efter min opfattelse behandles samlet, idet besvarelsen af det første spørgsmål følger direkte af Vnuk-dommen, mens det andet spørgsmål kræver en drøftelse af definitionen af begrebet »færdsel med køretøjer« i samme dom.
31. Min analyse vil således i første omgang vedrøre den selvstændige karakter af begrebet »færdsel med køretøjer« og i anden omgang betingelsen om, at køretøjet skal anvendes i overensstemmelse med dets almindelige brug, der er knyttet hertil.
B. Om begrebet »færdsel med køretøjer«
32. Den forelæggende ret har med sit første præjudicielle spørgsmål anmodet Domstolen om at fastslå, om begrebet »færdsel med køretøjer« kan fastlægges på en anden måde i en medlemsstats nationale lovgivning, end det er fastlagt i EU-retten, særlig i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103.
33. Indledningsvis skal det bemærkes, at dette spørgsmål blev besvaret klart i Vnuk-dommen, selv om fortolkningen i denne dom vedrører direktiv 72/166/EF. Mens dette direktiv blev ophævet med direktiv 2009/103 (19), fremgår det af bilag II hertil, at artikel 3 og 5 i det væsentlige svarer til henholdsvis artikel 3 og 4 i direktiv 72/166.
34. I Vnuk-dommens præmis 41 anførte Domstolen, at begrebet »færdsel med køretøjer« ikke kan være overladt til hver enkelt medlemsstats vurdering.
35. I dommens præmis 42 præciseredes det, at denne analyse først og fremmest er baseret på den konstatering, at hverken direktiv 72/166 eller andre direktiver vedrørende lovpligtig ansvarsforsikring indeholder en udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, og dernæst baseret på anvendelsen af en fast retspraksis, hvorefter den EU-retlige bestemmelse skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som det fremgår af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten såvel som af lighedsprincippet. I denne forbindelse skal der tages hensyn til bestemmelsens ordlyd og til de formål, der forfølges med den ordning, som bestemmelsen er en del af.
36. I nævnte dom analyserede Domstolen i første omgang de forskellige sprogversioner af direktiv 72/166, der er formuleret forskelligt. Det fremgår, at begrebet »færdsel« kan indebære vejtrafik alene, mens begreberne »brug« eller »anvendelse«, der derimod ikke nødvendigvis henviser til vejtrafik, blev anvendt til at beskrive det samme begreb (20).
37. Domstolen har således anvendt sin faste praksis, hvoraf det følger, at EU-bestemmelserne skal fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Den Europæiske Unions sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af en EU-retlig bestemmelse skal den pågældende bestemmelse desuden fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (21).
38. Domstolen har navnlig fremhævet formålet om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af motorkøretøjer, der konstant er blevet forfulgt og styrket af EU-lovgiver i direktiverne om lovpligtig ansvarsforsikring (22). Blandt de mange ændringer kan nævnes udvidelsen af forsikringsdækningen for personskade, behandlingen af sager, hvor der ikke er tegnet forsikring, udvidelsen af dækningen til at omfatte passagererne, retten for skadelidte til at rejse krav direkte, begrænsningen af muligheden for at anvende visse udelukkelsesklausuler for forsikringsdækningen og tilpasningen af forsikringsdækningens minimumsbeløb (23). Det kan tilføjes, at direktiv 2009/103 er et kodificeringsinstrument, der skal fremme gennemførelsen af de beskyttelsesbestemmelser, der navnlig fremhæves i denne dom.
39. Domstolen konkluderede, at »enhver anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug, er omfattet af begrebet »færdsel med køretøjer«« (24).
40. Vnuk-dommen opfordrer således til en bred og ensartet fortolkning af det selvstændige begreb »færdsel med køretøjer«, der gør det muligt at lade den lovpligtige forsikring dække skader forårsaget af ulykker, der indtræffer på såvel offentligt som privat område, når det implicerede køretøj, der er konstrueret som et transportmiddel, er blevet anvendt til dette formål.
41. Det følger heraf, at den nationale ret er forpligtet til at fortolke begrebet færdsel på helt samme måde, som det fortolkes i Vnuk-dommen, uanset hvilken betydning det tillægges i national ret. Det påhviler den nationale ret ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem således, at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes, og EU-rettens fulde virkning opnås i forbindelse med den tvist, der er forelagt for den (25).
42. Henset til det ovenstående må det derfor konkluderes, at begrebet »færdsel med køretøjer« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103, er et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, idet der tages hensyn til, om køretøjet anvendes i overensstemmelse med dets almindelige brug.
43. Selv om jeg i denne forbindelse foreslår, at det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, finder jeg det imidlertid nødvendigt på grund af de særlige omstændigheder i forbindelse med den pågældende ulykke, formuleringen af den forelæggende rets andet spørgsmål og parternes såvel skriftlige som mundtlige indlæg at præcisere betydningen og rækkevidden af definitionen af begrebet »færdsel med køretøjer«, som den fremgår af Vnuk-dommen.
44. Det fremgår således af fast retspraksis, at det tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter denne i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den, samtidig med at den respekterer den klare adskillelse mellem Domstolens og de nationale retters funktioner, idet det alene er den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder og til at fortolke og anvende den nationale ret (26).
45. Endvidere skal der tages hensyn til konteksten, idet der allerede kort tid efter afsigelsen af Vnuk-dommen blev givet udtryk for bekymring med hensyn til dens rækkevidde. Nogle medlemsstater, særlig de medlemsstater, hvis interne ret bestemte, at dette begreb var begrænset alene til vejtrafik, har givet udtryk for stor usikkerhed med hensyn til de praktiske konsekvenser, som nævnte dom ville kunne medføre (27). Kommissionen selv har skønnet, at Vnuk-dommen risikerede at få en væsentlig indflydelse i form af prisstigninger i forbindelse med forsikringspræmierne (28). Kommissionen har i den konsekvensvurdering, den har udarbejdet, fastslået, at det var nødvendigt at udarbejde et forslag til direktiv om ændring af direktiv 2009/103 med henblik på at begrænse anvendelsesområdet, navnlig vedrørende ulykker som følge af sports-, industri- eller landbrugsaktiviteter eller tivolier, idet der opretholdes en høj grad af beskyttelse af skadelidte ved ulykker forårsaget af automobilkøretøjer.
C. Om betingelsen om, at køretøjet skal anvendes i overensstemmelse med dets »almindelige brug«
46. På baggrund af de forskellige skriftlige og mundtlige bemærkninger forekommer det nødvendigt at understrege den kontekst, i hvilken Domstolen har udledt denne betingelse i Vnuk-dommen.
47. Det forekommer hensigtsmæssigt først at fremhæve følgende faktiske omstændigheder: »[…] under stabling af høballer ved en lade [væltede en traktor med anhænger], idet den bakkede på gårdspladsen for at parkere anhængeren i laden, […] en stige, som Damijan Vnuk stod på, hvorfor sidstnævnte faldt« (29).
48. De retlige elementer, der blev drøftet, blev sammenfattet således: »Ved den forelæggende ret har Damijan Vnuk gjort gældende, at begrebet »anvendelse af et køretøj til transport« ikke kan begrænses til kørsel på offentlige veje, og at helheden bestående af traktoren og anhængeren endvidere på det i hovedsagen omhandlede ulykkestidspunkt udgjorde et køretøj i færd med at køre, og at det drejede sig om transportens afslutning. [Forsikringsselskabet] har derimod anført, at hovedsagen vedrører anvendelsen af en traktor ikke som et køretøj til anvendelse i trafikken, men i forbindelse med et arbejde foran en hølade« (30).
49. Domstolen fremhævede, at »[d]en forelæggende ret har bemærket, at [Zakon o obveznih zavarovanjih v prometu (den slovenske lov om lovpligtig motorkøretøjsforsikring)] ikke definerer begrebet »anvendelse af køretøjer«, men at denne mangel er afhjulpet i retspraksis. Retten har i denne forbindelse anført, at hovedformålet med forsikringspligten i [lov om lovpligtig motorkøretøjsforsikring] består i kollektiviseringen af risikoen og nødvendigheden af at drage omsorg for skadelidte og passagerer i trafikken på offentlig vej. Ifølge den forelæggende ret er det ifølge slovensk retspraksis imidlertid ikke afgørende for at vurdere, om en given skade er dækket af ansvarsforsikringen, om denne skade er forvoldt på et offentligt område. Forsikringsdækningen i forbindelse med ansvarsforsikringer omfatter derimod ikke situationer, hvor køretøjet anvendes som arbejdsredskab, f.eks. på et landbrugsområde, da det i et sådant tilfælde ikke drejer sig om vejtrafik« (31).
50. Da direktiverne ikke indeholder nogen bestemmelser herom, spurgte den forelæggende ret, om det er »muligt at antage, at den lovpligtige forsikring alene dækker skade forvoldt af et køretøj i forbindelse med vejtrafik, eller at den omfatter enhver skade, der er forbundet med en hvilken som helst anvendelse eller brug af køretøjet, uanset om situationen kan defineres som et tilfælde af færdsel« (32).
51. I forbindelse med den nævnte tvist, der fokuserede på det sted, hvor færdslen fandt sted, og formålet med anvendelsen af køretøjet, var de holdninger, der blev givet udtryk for, stort set de samme som dem, der er blevet givet udtryk for i hovedsagen: »Den tyske regering og Irland har anført, at forsikringsforpligtelsen i […] artikel 3, stk. 1, [i direktiv 72/166] alene omfatter situationer med vejtrafik, og at den følgelig ikke finder anvendelse på omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede. Kommissionen er derimod af den opfattelse, at bestemmelsen finder anvendelse på brug af motorkøretøjer, uanset om det er som transportmiddel eller som arbejdsredskab, på ethvert område såvel offentligt som privat, hvor der kan opstå de risici, der er forbundet med anvendelsen af køretøjer, uanset om køretøjerne er i bevægelse eller ej« (33).
52. I første omgang præciserede Domstolen begrebet køretøj i henhold til direktiv 72/166, samtidig med at den bemærkede, at visse typer køretøjer på medlemsstaternes foranledning kan udelukkes fra dets anvendelsesområde (34).
53. I anden omgang analyserede Domstolen, som det fremgår af punkt 36 ff. i dette forslag til afgørelse, begrebet »færdsel med køretøjer« med henblik på en besvarelse af spørgsmålet om de omstændigheder, under hvilke køretøjet var blevet anvendt.
54. Med denne dom fremhævede Domstolen formålet med de forskellige direktiver om lovpligtig forsikring, som går langt videre end liberaliseringen af ordningen for personers og motorkøretøjers frie bevægelighed.
55. Den fastslog navnlig, at den »ligeledes gentagne gange [havde] fastslået, at de også har til formål at sikre personer, der lider skade ved ulykker forvoldt af disse køretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen ulykken finder sted« (35).
56. Som allerede anført i punkt 38 i dette forslag til afgørelse, fremhævede den, at det »ikke [kan] antages, at EU-lovgiver har ønsket at udelukke skadelidte ved en ulykke forvoldt af et køretøj fra den beskyttelse, der ydes af direktiverne, med henvisning til køretøjets anvendelse, når denne anvendelse er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug« (36).
57. Det var således i lyset af disse generelle formål, at Domstolen fastslog, at forsikringsdækningen skulle gælde, når et køretøj anvendt som transportmiddel er impliceret i en ulykke, idet den samtidig udelukkede omstændigheder vedrørende navnlig bevægelsens omfang i forbindelse med en manøvre, vedrørende ulykkesstedets offentlige eller private karakter eller vedrørende det pågældende køretøjs karakteristika, dvs. en traktor, der også kan anvendes som et redskab.
58. I samme retning var generaladvokat Mengozzi af den opfattelse, at alle »de skader, der er forårsaget af et køretøj i forbindelse med dets anvendelse, for så vidt som dette er i overensstemmelse med et køretøjs naturlige funktion«, er dækket.
59. Denne opfattelse blev kritiseret i forbindelse med de faktiske omstændigheder i hovedsagen, der ifølge parternes skriftlige og mundtlige bemærkninger, med undtagelse af Kommissionens, fremhæver behovet for at præcisere begrebet »køretøjets almindelige brug«.
60. For at begrænse denne til at omfatte anvendelsen af et køretøj, der kører på offentlig vej, eller en vej som er underlagt lovgivning, foreslås det, at der tages hensyn til følgende:
– specialiseringen af det sted, hvor køretøjet kørte, med den begrundelse, at der til forskel fra det sted, hvor ulykken i den sag, der gav anledning til Vnuk-dommen, fandt sted, var tale om et område, der kan sidestilles med et privat område, og ikke et område, der var åbent for alle, eftersom det blev anvendt til militærøvelser
– de særlige betingelser for kørsel med den begrundelse, at kørslen fandt sted i et terræn, hvor ikke alle køretøjer kan færdes, til forskel fra en gårdsplads eller en parkeringsplads, og at lygter forbeholdt militæret var blevet anvendt, og
– den omstændighed, at ulykkeskøretøjet ikke var egnet til kørsel i dette område, fordi det var uegnet hertil (firehjulstrækker, der kører i et terræn forbeholdt bæltekøretøjer).
61. Med hensyn til det første af disse tre argumenter, der indebærer en sondring afhængigt af, om det er en civil eller en militær færdselsvej, er jeg af den opfattelse, at svarene i Vnuk-dommen også kan finde anvendelse her, såfremt der er tale om de samme forhold. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at anvendelsesområdet for direktiv 2009/103 ikke er begrænset til bestemte færdselsveje, at direktivet forfølger et mål om en meget bred beskyttelse, og at medlemsstaterne med direktivet gives mulighed for at udelukke visse situationer fra den garantiordning, der indføres med direktivet, og at Kongeriget Spanien ikke har benyttet sig af denne mulighed.
62. Med hensyn til det andet argument vedrørende betingelserne for kørsel finder det samme argument anvendelse. Anvendelsesområdet for dette direktiv er ikke begrænset til færdselsveje, der er farbare for alle typer køretøjer. Det må ligeledes fastslås, at en sådan situation i henhold til national spansk ret ikke er udelukket fra forsikringen. Artikel 2, stk. 1, i bekendtgørelse om lovpligtig forsikring omfatter ligeledes tilfælde, hvor vejen, selv om den ikke er egnet til færdsel, alligevel er »til offentlig brug«
63. En undersøgelse af disse to argumenter fører til den konstatering, at kriteriet om det sted, hvor færdslen finder sted, ikke kan knyttes sammen med »køretøjets almindelige brug«, men snarere skal tilføjes begrebet »færdsel«. Eftersom Domstolen har fastslået, at nævnte direktiv fandt anvendelse i tilfælde af en ulykke indtruffet uden for offentlig vej, er det desuden efter min opfattelse en ændring af tidligere fast retspraksis, der her foreslås.
64. Med hensyn til det sidste argument om køretøjets egnethed til kørsel i det område, hvor det kørte, er dette spørgsmål nyt i forhold til den sag, der gav anledning til Vnuk-dommen. Drøftelserne vedrørte dengang kun formålet med anvendelsen af traktoren, dvs. om det var et redskab eller ej.
65. Det fremgår efter min opfattelse klart af de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at det ville være paradoksalt at vælge kriteriet om køretøjets egnethed til kørsel i det område, hvor det kørte, som argument for, at forsikringen ikke dækker. Det er således ikke umuligt at forestille sig, at et militærkøretøj måske skal køre under forhold, der ikke altid er tilpasset køretøjets tekniske karakteristika, eller det kan endog være formålet med uddannelsen af køretøjets brugere. Dette sidste punkt blev endvidere bekræftet med de mundtlige indlæg, ligesom det blev forklaret, hvorfor køretøjet kørte efter ordre fra en højere rangerende militærperson.
66. Bortset fra de særlige omstændigheder kan der også her udledes en principiel betragtning af Vnuk-dommen, nemlig forfølgelsen af målet om en generel beskyttelse, når der ikke findes en særlig undtagelse, når et køretøj anvendes som transportmiddel.
67. Jeg er således af den opfattelse, at alle omstændighederne omkring ulykkens indtræden er tilstrækkelige til at godtgøre, at køretøjet Aníbal blev anvendt i overensstemmelse køretøjets almindelige brug, i henhold til den logik, der fremgår af Vnuk-dommen.
68. Er det ikke netop et militærkøretøjs almindelige brug at transportere militærpersonel og at blive ført af disse i et område, der normalt anvendes til militærøvelser?
69. Hvis dette ikke er tilfældet, hvad er så formålet med den forsikring, der er tegnet for at dække skader forårsaget af disse køretøjer, hvis vigtigste funktion ikke er at køre på veje, der altid er åbne for offentligheden?
70. Det skal bemærkes, som Domstolen også anførte i Vnuk-dommens præmis 58, at man må drage konsekvenserne af, at den spanske regering ikke har benyttet sig af den i artikel 5 i direktiv 2009/103 omhandlede mulighed for at udelukke visse arter af køretøjer eller visse personer fra de lovpligtige forsikringer.
71. Jeg er derfor af den opfattelse, at der ikke bør sættes spørgsmålstegn ved det generelle forsikringsprincip, når en ulykke indtræder i forbindelse med brugen af et køretøj til transport, især persontransport, på grundlag af en drøftelse af betingelsen om, at køretøjet skal anvendes i overensstemmelse med dets »almindelige brug«.
72. Enhver anden konklusion ville føre til en kasuistik, hvis begrænsning blev illustreret fortrinligt under retsmødet.
73. Det forholder sig således med forslaget om at anvende kriteriet om »accessorisk anvendelse« til færdsel på offentlige veje og gader for ikke at udelukke færdsel på en parkeringsplads eller på private veje, når der er tale om brug før og efter kørsel på offentlig vej. Det samme gælder tanken om at anvende formålet med kørslen, som f.eks. målet om at genskabe forholdene i forbindelse med en militæroperation, eller hensyntagen til, om der forefindes en godkendelse.
74. Disse forslag viser ligeledes, at de medfører større retsusikkerhed end forslaget om, henset til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at bekræfte en simpel definition, der er et udtryk for sund fornuft, nemlig den definition, der blev anvendt i Vnuk-dommen, selv om den i nogles øjne kan se ud som en tautologi. Denne er uden tvivl bedre tilpasset den selvstændige karakter af et begreb, der skal anvendes ensartet under hensyntagen til målet om en høj grad af beskyttelse fastsat i direktiv 2009/103.
75. Som svar på det andet spørgsmål er jeg derfor af den opfattelse, at betingelsen om, at køretøjet skal anvendes i overensstemmelse med dets almindelige brug, ikke kan bedømmes ud fra det område, i hvilket køretøjet kørte, henset til de faktiske omstændigheder, der gør sig gældende i hovedsagen.
V. Forslag til afgørelse
76. Henset til det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Audiencia Provincial de Albacete (regional domstol i Albacete, Spanien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»1) Da begrebet »færdsel med køretøjer«, der er indeholdt i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, er blevet defineret som et selvstændigt EU-retligt begreb, skal det fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, idet der skal tages hensyn til, om køretøjet er blevet anvendt i overensstemmelse med dets almindelige brug, og det påhviler den forelæggende ret at fortolke hele lovgivningen, såsom den, der er omhandlet i hovedsagen, således at den fulde virkning af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer sikres.
2) Under omstændigheder som dem, der er omhandlet i hovedsagen, kan denne almindelige brug ikke bedømmes på grundlag af det område, i hvilket køretøjet kørte.«