DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
22. september 2011 (*)
»Direktiv 89/552/EØF – tv-spredningsvirksomhed – en medlemsstats mulighed for på sit område at forbyde virksomhed, der udøves af et tv-spredningsforetagende, der er etableret i en anden medlemsstat – begrundelse med henvisning til tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse«
I de forenede sager C-244/10 og C-245/10,
angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) ved afgørelser af 24. februar 2010, indgået til Domstolen den 19. maj 2010, i sagen
Mesopotamia Broadcast A/S METV (sag C-244/10),
Roj TV A/S (sag C-245/10)
mod
Bundesrepublik Deutschland,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), G. Arestis, J. Malenovský og T. von Danwitz,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: fuldmægtig A. Impellizzeri,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. april 2011,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Mesopotamia Broadcast A/S METV og Roj TV A/S ved Rechtsanwalt R. Marx
– den tyske regering ved T. Henze og N. Graf Vitzthum, som befuldmægtigede
– den franske regering ved G. de Bergues og S. Menez, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved C. Vrignon og S. La Pergola samt G. von Rintelen, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 5. maj 2011,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997 (EFT L 202, s. 60, herefter »direktivet«).
2 Disse anmodninger er fremsat inden for rammerne af sager mellem dels Mesopotamia Broadcast A/S METV (herefter »Mesopotamia Broadcast«), dels Roj TV A/S, (herefter »Roj TV«), der begge er danske selskaber, mod Forbundsrepulikken Tyskland vedrørende en afgørelse om forbud mod at udøve virksomhed på grund af karakteren af de udsendelser, der produceres af disse selskaber.
Retsforskrifter
EU-retlige forskrifter
3 I henhold til direktivets artikel 1, litra b), forstås ved »tv-spredningsforetagende« »den fysiske eller juridiske person, som har det redaktionelle ansvar for programlægningen af tv-programmer […], og som udsender dem eller får dem udsendt af en tredjepart«.
4 Direktivets artikel 2 fastsætter følgende:
»1. Hver medlemsstat skal sikre, at alle fjernsynsudsendelser, der udsendes af tv-spredningsforetagender, som hører under dens jurisdiktion, overholder lovgivningen om udsendelser bestemt for offentligheden i denne medlemsstat.
2. I dette direktiv forstås ved tv-spredningsforetagender under en medlemsstats jurisdiktion:
– foretagender, der er etableret i den pågældende medlemsstat i henhold til stk. 3
[…]
3. I henhold til dette direktiv anses et tv-spredningsforetagende for at være etableret i en medlemsstat i følgende tilfælde:
a) Tv-spredningsforetagendet har sit hovedkontor i den pågældende medlemsstat, og de redaktionelle beslutninger om programlægningen træffes i medlemsstaten.
[…]«
5 Direktivets artikel 2a bestemmer:
»1. Medlemsstaterne skal sikre modtagefrihed og må ikke hindre retransmissioner på deres område af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for områder, der er samordnet ved dette direktiv.
2. Medlemsstaterne kan midlertidigt fravige stk. 1, hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) En fjernsynsudsendelse fra en anden medlemsstat udgør en åbenlys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af artikel 22, stk. 1 eller 2, og/eller artikel 22a.
b) Tv-spredningsforetagendet har i løbet af de foregående tolv måneder allerede overtrådt den eller de bestemmelser, der er omhandlet i litra a), mindst to gange.
c) Den berørte medlemsstat har skriftligt underrettet tv-spredningsforetagendet og Kommissionen om de påståede overtrædelser og om de foranstaltninger, den agter at træffe, hvis der igen sker en overtrædelse.
d) Konsultationer med transmissionsmedlemsstaten og Kommissionen har ikke ført til en mindelig ordning inden 15 dage efter underretningen i litra c), og den påståede overtrædelse fortsætter.
Kommissionen træffer senest to måneder efter underretningen om de foranstaltninger, der er truffet af medlemsstaten, afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten. Såfremt Kommissionen afgør, at de pågældende foranstaltninger ikke er forenelige med fællesskabsretten, skal medlemsstaten straks bringe dem til ophør.
3. Stk. 2 er ikke til hinder for, at der anvendes procedurer, forholdsregler eller sanktioner over for de pågældende overtrædelser i den medlemsstat, under hvis jurisdiktion det pågældende tv-spredningsforetagende hører.«
6 Direktivets artikel 3, stk. 1 og 2, fastsætter:
»1. Medlemsstaterne kan kræve, at tv-spredningsforetagender, som hører under deres jurisdiktion, overholder strengere eller mere detaljerede bestemmelser på de områder, der er omfattet af dette direktiv.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tv-spredningsforetagender, der hører under deres jurisdiktion, reelt overholder bestemmelserne i dette direktiv.«
7 Direktivets artikel 22 og 22a findes i kapitel V med overskriften »Beskyttelse af mindreårige og den offentlige orden«. Direktivets artikel 22, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at tv-spredningsforetagender, som hører under deres jurisdiktion, ikke udsender programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold.
2. De i stk. 1 omhandlede foranstaltninger anvendes også på andre programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområdet normalt ikke ser eller hører udsendelserne.«
8 Det hedder i direktivets artikel 22a:
»Medlemsstaterne skal sørge for, at udsendelserne ikke på nogen måde tilskynder til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet.«
Nationale bestemmelser
9 Artikel 9 i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands grundlov, herefter »Grundgesetz«) garanterer i stk. 1 foreningsfriheden og definerer i stk. 2 de omstændigheder, hvorunder en forening er forbudt. Sidstnævnte stykke er affattet således:
»Foreninger, hvis formål eller virksomhed er i strid med straffelovgivningen eller med forfatningen eller tanken om mellemfolkelig forståelse, er forbudte.«
10 Gesetz zur Regelung des öffentlichen Vereinsrechts (lov om foreninger, BGBl. I 1964, s. 593 ) af 5. august 1964, som ændret ved artikel 6 i lov af 21. december 2007 (BGBl. I 2007, s. 3198, herefter »Vereinsgesetz«), bestemmer i § 1:
»1. Retten til foreningsdannelse er fri […]
2. Over for foreninger, der misbruger foreningsfriheden, kan der kun træffes foranstaltninger til bevarelse af den offentlige sikkerhed og orden på grundlag af denne lov.«
11 Loven definerer i § 2 begrebet forening således:
»1. En forening som omhandlet i denne lov er enhver forening, uanset dens retlige form, med henblik på hvilken en flerhed af fysiske eller juridiske personer frivilligt har sluttet sig sammen for en længere periode ud fra et fælles formål og undergivet sig en organiseret beslutningform.
2. Foreninger i denne lovs forstand omfatter ikke:
1. politiske partier […]
2. politiske grupperinger i Bundestag og i delstaternes parlamenter
3. […]«
12 Foreningsforbud er reguleret i lovens § 3:
»1. En forening kan først anses for forbudt […], når de kompetente myndigheder ved afgørelse har fastslået, at foreningens formål eller virksomhed er i strid med straffelovgivningen eller med forfatningen eller tanken om mellemfolkelig forståelse; afgørelsen skal anordne foreningens opløsning […]. Forbuddet medfører principielt beslaglæggelse og konfiskation af:
1. foreningens formue
2. fordringer mod tredjemand […] og
3. tredjemands effekter, for så vidt som rettighedshaveren har tilsigtet at fremme foreningens forfatningsstridige mål ved at overlade effekterne til foreningen, eller såfremt disse effekter er bestemt til at fremme disse mål.
[…]
3. Forbuddet omfatter, medmindre der udtrykkeligt er fastsat en begrænsning heraf, alle organisationer, der har en sådan tilknytning til foreningen, at der ud fra en samlet helhedsvurdering af de faktiske forbindelser må anses at være tale om afdelinger af denne forening (underorganisationer). Forbuddet omfatter kun udenlandske underorganisationer med egen juridisk personlighed, for så vidt som de udtrykkeligt er nævnt i forbudsafgørelsen.
[…]
5. De myndigheder, der kan udstede forbud, kan ligeledes begrunde forbuddet med henvisning til foreningens medlemmers adfærd, såfremt:
1. der er en forbindelse til foreningens virksomhed eller formål
2. handlingerne beror på en organiseret beslutning, og
3. omstændighederne danner grundlag for at antage, at de tolereres af foreningen.«
13 I Vereinsgesetz’ § 14 er følgende fastsat:
»1. Foreninger, hvor alle eller et stort flertal af medlemmerne eller lederne er udenlandske statsborgere (udlændingeforeninger), kan […] forbydes på de i stk. 2 nævnte betingelser. Foreninger, hvor alle eller et stort flertal af medlemmerne eller lederne er udenlandske statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, anses ikke for udlændingeforeninger […]«
14 Vereinsgesetz’ § 15 har følgende ordlyd:
»1. § 14 finder tilsvarende anvendelse på foreninger med hjemsted i udlandet (udenlandske foreninger), hvis organisation eller virksomhed udstrækker sig til denne lovs geografiske anvendelsesområde. Ansvaret for forbuddet påhviler forbundsindenrigsministeren.
[...]«
15 Vereinsgesetz’ §18 bestemmer følgende:
»Forbud mod foreninger, der har hjemsted uden for denne lovs geografiske anvendelsesområde, men som har underorganisationer her, gælder kun for de underorganisationer, der er beliggende inden for dette område. Hvis foreningen ikke har nogen organisation inden for denne lovs geografiske anvendelsesområde, omfatter forbuddet […] dens virksomhed inden for dette område.«
Tvisten i hovedsagerne og det præjudicielle spørgsmål
16 Mesopotamia Broadcast, der er et holdingselskab efter dansk ret med hjemsted i Danmark, er indehaver af flere danske sendetilladelser. Selskabet driver bl.a. tv-stationen Roj TV, der også er et dansk selskab. Roj TV udsender primært kurdisksprogede programmer via satellit over hele Europa samt i Mellemøsten. Roj TV får programmer produceret af bl.a. et selskab, der er etableret i Tyskland.
17 I 2006 og 2007 klagede tyrkiske statslige organer til det danske radio- og tv-nævn, der i denne medlemsstat er ansvarligt for anvendelsen af de nationale bestemmelser, der gennemfører direktivet. Disse organer gjorde gældende, at Roj TV med sine udsendelser fremmer målene for »Kurdistans arbejderparti« (herefter »PKK«), der af Den Europæiske Union er udpeget som »terroristisk«.
18 Det danske radio- og tv-nævn traf afgørelse om disse klager ved afgørelser af 3. maj 2007 og 23. april 2008. Nævnet fastslog, at Roj TV ikke havde tilsidesat de danske bestemmelser, der gennemfører direktivets artikel 22 og 22a. Ifølge nævnet indeholdt programindslagene fra Roj TV ingen tilskyndelse til had på grundlag af race, køn, religion eller nationalitet. Nævnet fastslog, at selskabets programmer blot videregiver informationer og synspunkter, og at de udsendte billeder med voldelige episoder afspejler den vold, der faktisk udspiller sig i Tyrkiet og i de kurdiske områder.
19 Det tyske forbundsindenrigsministerium nedlagde ved afgørelse af 13. juni 2008 forbud over for Mesopotamia Broadcast mod at udøve virksomhed gennem Roj TV inden for foreningslovens anvendelsesområde, idet ministeriet fandt, at Mesopotamia Broadcast ved driften af tv-stationen Roj TV tilsidesatte »tanken om mellemfolkelig forståelse«. Der blev ligeledes nedlagt et forbud over for Roj TV mod at udøve virksomhed.
20 Den 9. juli 2008 blev der anlagt sag til prøvelse af disse forbud af såvel Mesopotamia Broadcast som Roj TV ved Bundesverwaltungsgericht.
21 Sagsøgerne i hovedsagerne har for denne ret gjort gældende, at deres grænseoverskridende virksomhed på tv-området er omfattet af direktivet. I henhold til direktivet kan kun Kongeriget Danmark, som den medlemsstat, på hvis område Mesopotamia Broadcast og Roj TV er etableret, udøve kontrol med deres virksomhed. Enhver anden kontrol er i princippet forbudt. Direktivet giver ganske vist, i kraft af visse undtagelsesforanstaltninger, mulighed for en dobbelt kontrol. Betingelserne for anvendelse af sådanne foranstaltninger er imidlertid ikke opfyldt i hovedsagerne.
22 Den tyske forbundsregering har for Bundesverwaltungsgericht gjort gældende, at Mesopotamia Broadcasts og Roj TV’s tv-spredningsvirksomhed er omfattet af Vereinsgesetz’ anvendelsesområde. Disse to selskaber skal anses for gennem deres virksomhed at promovere PKK i Tyskland.
23 Den tyske forbundsregering har ligeledes understreget, at begrundelsen for det i hovedsagerne omhandlede forbud med henvisning til tilsidesættelse af »tanken om mellemfolkelig forståelse« kan henføres til det forhold, at Roj TV’s programmer tilskynder til at løse uoverensstemmelserne mellem kurdere og tyrkere ved hjælp af vold, herunder i Tyskland, og støtter PKK’s bestræbelser på at rekruttere unge kurdere til guerillakamp mod Republikken Tyrkiet.
24 Den tyske forbundsregering har desuden understreget, at direktivets bestemmelser hverken vedrører medlemsstaternes almindelige straffe- eller politiretlige bestemmelser eller området for foreningsfriheden, selv om disse bestemmelser kan have virkninger på området for tv-spredning.
25 Bundesverwaltungsgericht har, efter at have besluttet at se et udsnit af Roj TV’s programmer, fastslået, at disse programmer klart tager parti for PKK, idet de i meget vid udstrækning afspejler den militære og voldelige vinkel, hvilket sker med ledelsen for Mesopotamia Broadcasts samtykke. Dette sidstnævnte selskab forherliger via sin station Roj TV PKK’s væbnede kamp. Denne tv-station redegør ikke for konflikten på en neutral måde, men støtter PKK’s anvendelse af guerillaenheder og attentater, idet PKK’s synspunkter adopteres, og idet der dyrkes en martyrkult for faldne deltagere i kampen. Mesopotamia Broadcast og Roj TV bidrager således til at opildne til voldelige sammenstød mellem personer af tyrkisk og kurdisk etnisk herkomst i Tyrkiet, og til at øge spændingerne mellem tyrkere og kurdere, der er bosiddende i Tyskland.
26 Bundesverwaltungsgericht har anført, at det i hovedsagerne omhandlede forbud kan støttes på begrundelsen om tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse som omhandlet i Vereinsgesetz’ § 3, stk. 1, sammenholdt med Grundgesetz’ artikel 9, stk. 2. Denne ret ønsker oplyst, om, og i givet fald på hvilke betingelser, anvendelsen af denne forbudsgrund er omfattet af de områder, direktivet samordner.
27 Det er på denne baggrund, at Bundesverwaltungsgericht har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, som er affattet i identiske vendinger i sag C-244/10 og i sag C-245/10:
»Falder anvendelsen af en national retsforskrift om foreningsforbud på grund af tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse inden for det område, der er samordnet i direktivet, og er anvendelsen derfor udelukket i medfør af direktivets artikel 2a, og, i bekræftende fald, under hvilke forudsætninger?«
Om det præjudicielle spørgsmål
28 Med sit spørgsmål ønsker Bundesverwaltungsgericht nærmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 22a skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat i henhold til generel lovgivning, såsom Vereinsgesetz, sammenholdt med Grundgesetz, træffer foranstaltninger over for et tv-spredningsforetagende, der er etableret i en anden medlemsstat, med den begrundelse, at foretagendets virksomhed og de formål, det forfølger, er i strid med forbuddet mod tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse.
Indledende bemærkninger
29 Det fremgår af direktivets titel, at det tager sigte på at samordne visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udøvelse af tv-spredningsvirksomhed med henblik på at fjerne hindringerne for den frie udveksling af udsendelser inden for Unionen.
30 Ifølge første betragtning til direktiv 97/36 udgør direktiv 89/552 retsgrundlaget for tv-spredningsvirksomhed i det indre marked, og dette retsgrundlag skal i overensstemmelse med fjerde betragtning til det førstnævnte direktiv bidrage til at sikre den frie udveksling af disse tjenesteydelser i Unionen.
31 Det fremgår i øvrigt af niende og tiende betragtning til direktiv 89/552, at de hindringer, EU-lovgiver har villet fjerne, er de hindringer, der følger af, at de i medlemsstaterne gældende bestemmelser om fjernsynssprednings- og fjernsynsdistributionsvirksomhed er forskellige.
32 Det følger heraf, at de områder, der samordnes ved direktivet, kun er områderne for egentlig tv-spredning, således som defineret i direktivets artikel 1, litra a) (jf. dom af 9.7.1997, forenede sager C-34/95 – C-36/95, De Agostini og TV-Shop, Sml. I, s. 3842, præmis 26).
33 Endelig fremgår det af ottende betragtning til direktiv 89/552, at den ret, der finder anvendelse på fjernsynsspredning og -distribution, er udtryk for et mere generelt princip, nemlig ytringsfriheden, som er nedfældet i artikel 10, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950. Desuden fremgår det af ordlyden af 15. betragtning til direktiv 97/36, at det i EU-traktatens artikel F, stk. 2 (artikel 6, stk. 2, EU) fastslås, at Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, således at alle foranstaltninger, som har til formål at begrænse modtagelsen og/eller at suspendere retransmissionen af fjernsynsudsendelser, skal være i overensstemmelse med disse principper.
34 Det bemærkes, at direktivet ikke indeholder en fuldstændig harmonisering af de heraf omfattede områder, men at det fastsætter mindsteregler for alle udsendelser fra Unionen bestemt til modtagelse inden for denne (jf. dom af 5.3.2009, sag C-222/07, UTECA, Sml. I, s. 1407, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
35 Direktivet fastsætter derfor princippet om anerkendelse i modtagerstaten af den kontrolfunktion, som sendestaten har med hensyn til programmer, der sendes af tv-spredningsforetagender, der er omfattet af denne sidstnævntes kompetence. I direktivets artikel 2a, stk. 1, bestemmes det således, at medlemsstaterne skal sikre modtagefrihed og ikke må hindre retransmission på deres område af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for de ved direktivet samordnede områder.
36 I denne henseende har Domstolen understreget, at kontrollen med anvendelsen af lovgivningen i sendestaten, der gælder for fjernsynsudsendelser, og med iagttagelsen af direktivets bestemmelser kun tilkommer den medlemsstat, hvorfra udsendelserne transmitteres, og at modtagerstaten ikke har ret til at udøve egen kontrol af de grunde, der falder inden for de ved direktivet samordnede områder (jf. i denne retning dom af 10.9.1996, sag C-11/95, Kommissionen mod Belgien, Sml. I s. 4115, præmis 34 og 86, samt dommen i sagen De Agostini og TV-Shop, præmis 27).
37 Imidlertid følger det af direktivets ikke-udtømmende karakter med hensyn til de områder, der henhører under den offentlige orden, sædeligheden eller den offentlige sikkerhed, at en medlemsstat fortsat frit kan anvende retsforskrifter vedrørende disse områder, der finder generel anvendelse, på virksomhed, der udøves på dens område af tv-spredningsforetagender, for så vidt som disse forskrifter ikke forhindrer selve retransmissionen på dens område af fjernsynsudsendelser fra en anden medlemsstat og ikke indfører en forudgående kontrol hermed.
Om fortolkningen af direktivets artikel 22a
38 Henset til det spørgsmål, der er forelagt for Domstolen med hensyn til, om forbudsgrunden om tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse skal anses for omfattet af begrebet »tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet« i direktivets forstand, og derfor er et af de områder, der er samordnet ved direktivet, skal det indledningsvis bemærkes, at direktivet ikke indeholder en definition af de udtryk, der er anvendt i artikel 22a heri.
39 Som det desuden blev anført i punkt 63 i generaladvokatens forslag til afgørelse, indeholder forarbejderne til direktiv 89/552 og 97/36 ingen relevante oplysninger med hensyn til betydningen og rækkevidden af begrebet »tilskyndelse til had«, og de bekræfter, at EU-lovgiver har ønsket, at direktivets artikel 22a skulle indeholde en forbundsgrund, der hviler på hensynet til den offentlige orden, og som er adskilt fra de grunde, der særligt vedrører beskyttelsen af mindreårige.
40 Det følger heraf, at rækkevidden af direktivets artikel 22a skal fastsættes efter den normale mening i sædvanlig sprogbrug af de ord, der anvendes i denne artikel, idet der tages hensyn til den generelle sammenhæng, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med direktivet (jf. dom af 10.3.2005, sag C-336/03, easyCar, Sml. I, s. 1947, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
41 Hvad angår ordene »tilskynder« og »had« skal det bemærkes, at de omfatter henholdsvis en handling, der har til formål at styre en adfærd, og for så vidt angår det andet ord en fjendtlig eller afvisende holdning til en persongruppe.
42 Direktivet tilsigter således ved anvendelsen af begrebet »tilskynder til had« at forhindre enhver menneskeforagtende ideologi, bl.a. initiativer, der forherliger vold i form af terrorhandlinger mod en bestemt persongruppe.
43 For så vidt angår begrebet tilsidesættelse af »tanken om mellemfolkelig forståelse« bidrager Mesopotamia Broadcast og Roj TV, således som nævnt i denne doms præmis 25, ifølge den forelæggende ret til at opildne til voldelige sammenstød mellem personer af tyrkisk og kurdisk etnisk herkomst i Tyrkiet og til at øge spændingerne mellem tyrkere og kurdere, der er bosiddende i Tyskland, og tilsidesætter således tanken om mellemfolkelig forståelse.
44 Følgelig skal det fastslås, at en sådan adfærd er omfattet af begrebet »tilskyndelse til had«.
45 Derfor, og således som generaladvokaten har understreget i punkt 88 og 89 i forslaget til afgørelse, skal iagttagelsen af reglen i artikel 22a om den offentlige orden kontrolleres af myndighederne i den medlemsstat, under hvis kompetence det pågældende tv-spredningsforetagende hører, uanset tilstedeværelsen på denne medlemsstats område af de pågældende etniske eller kulturelle grupper. Anvendelsen af forbuddet i direktivets artikel 22a afhænger nemlig ikke af de potentielle virkninger af udsendelsen i sendestaten eller i en bestemt medlemsstat, men blot af, om de to betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, dvs. tilskyndelse til had og grundene vedrørende race, køn, religion eller nationalitet, er opfyldt.
46 Det følger dermed af det ovenstående, at direktivets artikel 22a skal fortolkes således, at faktiske omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende, der er omfattet af en bestemmelse i national ret om forbud mod tilsidesættelser af tanken om mellemfolkelig forståelse, skal anses for at være omfattet af begrebet »tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet«, der er anvendt i denne artikel.
Om den i hovedsagerne omhandlede afgørelse under hensyn til dommen i sagen De Agostini og TV-Shop
47 For at sætte den forelæggende ret i stand til at afgøre de tvister, der verserer for den, i lyset af den ovenstående fortolkning af direktivets artikel 22a, skal der henvises til dommen i sagen De Agostini og TV-Shop vedrørende forholdet mellem dette direktivs bestemmelser vedrørende tv-reklamer og sponsorering og andre nationale regler end dem, der specifikt vedrører udsendelse og distribution af programmer.
48 I den nævnte doms præmis 33 og 34 fastslog Domstolen således, at selv om direktivet bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre modtagefrihed og ikke må hindre retransmission på deres område af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der vedrører fjernsynsreklamer og sponsorvirksomhed, indebærer det dog ikke, at anvendelse af sådanne regler fuldstændigt og uden videre udelukkes. Direktivet er således ikke principielt til hinder for at anvende nationale bestemmelser, som generelt tager sigte på at beskytte forbrugerne, uden at der dog derved indføres en fornyet kontrol af fjernsynsudsendelser ud over den, udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at foretage.
49 Domstolen fastslog endvidere i dommens præmis 38, at direktivet ikke er til hinder for, at en medlemsstat i henhold til generelle bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne mod vildledende reklame træffer foranstaltninger over for en annoncør på grund af en fjernsynsreklame, som udsendes fra en anden medlemsstat, på betingelse af, at sådanne foranstaltninger ikke hindrer selve retransmissionen på medlemsstatens område af fjernsynsudsendelser fra den anden medlemsstat.
50 Dette ræsonnement gælder tilsvarende for lovgivning i en medlemsstat, der ikke specifikt vedrører udsendelse og distribution af programmer, og som på generel måde forfølger et hensyn til den offentlige orden uden dog at forhindre selve retransmissionen på sit område af fjernsynsprogrammer fra en anden medlemsstat.
51 I denne henseende fremgår det af sagsakterne fremlagt af den forelæggende ret for Domstolen og af de forklaringer, der blev givet af den tyske regering under den mundtlige forhandling for Domstolen, at Vereinsgesetz hverken specifikt angår tv-spredningsforetagender eller udsendelse og distribution af fjernsynsprogrammer som sådan, men generelt vedrører foreningers virksomhed. Desuden anordner den dispositive del af forbundsindenrigsministeriets afgørelse af 13. juni 2008, der er truffet på grundlag af denne lov sammenholdt med Grundgesetz, 11 punkter. Det fremgår bl.a. af denne afgørelse, at Mesopotamia Broadcasts drift af tv-udbyderen Roj TV tilsidesætter tanken om mellemfolkelig forståelse, at Mesopotamia Broadcast ikke længere kan udøve virksomhed inden for Vereinsgesetz’ geografiske anvendelsesområde via stationen Roj TV, at den sidstnævntes virksomhed tilsidesætter tanken om mellemfolkelig forståelse, at tv-stationen Roj TV ikke længere kan udøve virksomhed inden for Vereinsgesetz’ geografiske anvendelsesområde, og at der anordnes et forbud mod denne station inden for den nævnte lovs geografiske anvendelsesområde.
52 Den tyske regering har i sine skriftlige bemærkninger samt i sine mundtlige bemærkninger for Domstolen bl.a. præciseret, at selv om enhver virksomhed, der udøves af det i hovedsagerne omhandlede tv-spredningsforetagende, i kraft af forbundsindenrigsministeriets afgørelse af 13. juni 2008 er forbudt i Tyskland, vil denne medlemsstat imidlertid ikke kunne forhindre de eventuelle virkninger i Tyskland af fjernsynsudsendelser, der produceres i udlandet. Privat modtagelse og brug af Roj TV’s programmer er ikke forbudt og er fortsat reelt mulig i praksis. Denne medlemsstat har nærmere bestemt anført, at selv om den ikke hindrer retransmissioner på sit område fra Danmark af fjernsynsudsendelser, der er produceret af dette foretagende, er enhver virksomhed, der udøves af Roj TV eller til fordel for denne på Forbundsrepublikken Tysklands område, imidlertid som følge af forbuddet mod at udøve virksomhed, der er fastsat i forbundsindenrigsministeriets afgørelse af 13. juni 2008, ulovlig. Det er således forbudt i Tyskland at producere udsendelser samt at foranstalte arrangementer med henblik på at vise Roj TV’s programmer i det offentlige rum, særligt på et stadion, samt at iværksætte støtteaktiviteter, der finder sted på det tyske område.
53 Foranstaltninger som dem, der er nævnt i den foregående præmis, udgør i princippet ikke en hindring af selve retransmissionen, men det tilkommer den forelæggende ret at vurdere de konkrete virkninger, der udspringer af den i hovedsagerne omhandlede forbudsafgørelse for så vidt angår udsendelse af fjernsynsprogrammer, der er produceret af sagsøgerne i hovedsagerne i en anden medlemsstat, idet den skal efterprøve, at denne afgørelse ikke forhindrer selve retransmissionen på modtagerstatens område af disse udsendelser.
54 Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at faktiske omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende, der er omfattet af en bestemmelse i national ret om forbud mod tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse, skal anses for at være omfattet af begrebet »tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet«. Denne artikel er ikke til hinder for, at en medlemsstat på grundlag af generel lovgivning, såsom Vereinsgesetz, træffer foranstaltninger over for et tv-spredningsforetagende, der er etableret i en anden medlemsstat, med den begrundelse, at dette foretagendes virksomhed og formål er i strid med forbuddet mod tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse, forudsat at disse foranstaltninger ikke forhindrer selve retransmissionen på modtagermedlemsstatens område af fjernsynsudsendelser, der sendes af dette foretagende fra en anden medlemsstat, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
Sagsomkostningerne
55 Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 22a i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- radiospredningsvirksomhed, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997, skal fortolkes således, at faktiske omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende, der er omfattet af en bestemmelse i national ret om forbud mod tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse, skal anses for at være omfattet af begrebet »tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet«. Denne artikel er ikke til hinder for, at en medlemsstat på grundlag af generel lovgivning, såsom Gesetz zur Regelung des öffentlichen Vereinsrechts (lov om foreninger) af 5. august 1964, som ændret ved artikel 6 i lov af 21. december 2007, træffer foranstaltninger over for et tv-spredningsforetagende, der er etableret i en anden medlemsstat, med den begrundelse, at dette foretagendes virksomhed og formål er i strid med forbuddet mod tilsidesættelse af tanken om mellemfolkelig forståelse, forudsat at disse foranstaltninger ikke forhindrer selve retransmissionen på modtagermedlemsstatens område af fjernsynsudsendelser, der sendes af dette foretagende fra en anden medlemsstat, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
Underskrifter