Appel iværksat den 24. marts 2017 af Den Europæiske Union, repræsenteret ved Den Europæiske Unions Domstol til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling Afdeling) den 1. februar 2017 i sag T-479/14, Kendrion mod Den Europæiske Union

(Sag C-150/17 P)

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellant: Den Europæiske Union, repræsenteret ved Den Europæiske Unions Domstol (ved J. Inghelram og E. Beysen, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Kendrion NV og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Punkt 1) i den appellerede doms konklusion ophæves.

Den af Kendrion i første instans nedlagte påstand om betaling af erstatning for den materielle skade, som selskabet angiveligt har lidt, forkastes, eller subsidiært nedsættes denne erstatning til 175 709,87 EUR.

Kendrion tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat tre anbringender.

Det første anbringendevedrører en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af begrebet årsagssammenhæng, idet Retten fastslog, at tilsidesættelsen af princippet om overholdelse af en rimelig frist for afsigelse af dom var den afgørende årsag til den angivelige materielle skade bestående i betalingen af bankgarantiomkostninger, selv om det i henhold til fast retspraksis er en virksomheds eget valg om ikke betale bøden under proceduren for Unionens retsinstanser, som er den afgørende årsag til betalingen af disse omkostninger.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af begrebet skade, idet Retten nægtede på den angivelige materielle skade forbundet med betalingen af bankgarantiomkostninger at anvende den samme betingelse, som den havde opstillet med hensyn til den angivelige skade forbundet med betaling af renter af bøden, nemlig, at sagsøgeren i første instans skulle godtgøre, at den økonomiske byrde forbundet med sidstnævnte betaling var større end den fordel, som sagsøgeren kunne opnå ved en manglende betaling af bøden.

Det tredje anbringende vedrører en retlig fejl i forbindelse med fastlæggelsen af den periode, hvorunder den angivelige materielle skade fandt sted, og en begrundelsesmangel, idet Retten, uden at give nogen begrundelse, fastslog, at den periode, hvorunder den angivelige materielle skade bestående i betalingen af bankgarantiomkostninger fandt sted, kunne være en anden end den periode, med hensyn til hvilken Retten havde fastslået, at der forelå den retsstridige handling, som angiveligt havde forårsaget skaden.

____________