Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil dʼÉtat (Belgien) den 1. marts 2017 – Raoul Thybaut, Johnny De Coster og Frédéric Romain mod Région wallonne

(Sag C-160/17)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil dʼÉtat

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Raoul Thybaut, Johnny De Coster og Frédéric Romain

Sagsøgt: Région wallonne

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 2, litra a), i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet 1 fortolkes således, at begrebet planer eller programmer omfatter et perimeter, der er fastsat i en lovbestemmelse og vedtaget af en regional myndighed:

–    som alene har til formål at fastsætte omkredsen af en geografisk zone, hvori der kan gennemføres et byplanlægningsprojekt, idet det forudsættes, at dette projekt, som skal forfølge et bestemt formål – i det foreliggende tilfælde vedrøre ændring og udvikling af bymæssige funktioner og som kræver opførelse, ændring, udvidelse og nedlæggelse af veje eller overbygninger over veje på jord eller offentlige områder – danner grundlag for vedtagelsen af perimetret, som således medfører accept af princippet for projektet, men at projektet endvidere skal være genstand for en tilladelse, som kræver en vurdering af indvirkningerne; og

–    som processuelt set bevirker, at ansøgninger om tilladelse til handlinger eller arbejder inden for dette perimeter er omfattet af en fravigelsesprocedure, idet de bymæssige krav, der fandt anvendelse på de pågældende jorder inden vedtagelsen af perimetret, fortsat finder anvendelse, men således at retten til denne procedure kan gøre det muligt lettere at opnå en fravigelse af disse krav;

–    og som er omfattet af en formodning for, at ekspropriationer, der sker i forbindelse med den hertil vedlagte ekspropriationsplan, sker i offentlighedens interesse?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.6.2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197, s. 30).