Language of document :

Appel iværksat den 31. maj 2017 af Cryo-Save AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 23. marts 2017 i sag T-239/15 – Cryo-Save AG mod EUIPO

(Sag C-327/17 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: Cryo-Save AG (ved advokat C. Onken)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og MedSkin Solutions Dr. Suwelack AG

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Dommen afsagt af Retten den 23. marts 2017 i sag T-239/15 ophæves.

Den sagsøgte i første instans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten gør et anbringende gældende, nemlig om tilsidesættelse af art. 64, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker 1 og regel 50 stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker 2 , sammenholdt med EU-varemærkeforordningens artikel 56, stk. 2, og gennemførelsesforordningens artikel 37 og 39 samt EU-varemærkeforordningens artikel 76, stk. 1. Tilsidesættelsen består deri, at Retten afviste sagsøgerens første anbringende.

Med sit første anbringende gjorde sagsøgeren og appellanten gældende, at begæringen om fortabelse af selskabets EU-varemærke skulle forkastes. Til begrundelse herfor, gjorde selskabet gældende, at begæringen i henhold til EU-varemærkeforordningens artikel 56, stk. 2, og gennemførelsesforordningens artikel 37, litra b), nr. iv), ikke var tilstrækkeligt begrundet.

Retten fastslog, at sagsøgeren og appellantens første anbringende måtte afvises, fordi sagsøgeren og appellanten i sagen for appelkammeret ikke havde gjort gældende, at der var sket tilsidesættelse af de formelle krav i EU-varemærkeforordningens artikel 56, stk. 2, sammenholdt med gennemførelsesforordningens artikel 37, litra b), nr. iv), således at prøvelsen af klagen var begrænset til spørgsmålet om reel brug, og at det derfor ikke var bydende nødvendigt for appelkammeret at undersøge forskriftsmæssigheden af begæringen om fortabelse. Undersøgelse af det første anbringende ville efter Rettens opfattelse udvide den faktiske og retlige ramme, som havde været genstand for appelkammerets behandling.

Sagsøgeren og appellanten anfører hertil det argument, at spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling af en begæring om fortabelse udgør en forudsætning for en afgørelse vedrørende realiteten, som EUIPO på ethvert stadium af sagsbehandlingen skal undersøge af egen drift, jf. EU-varemærkeforordningens artikel 76, stk. 2, første punktum, gennemførelsesforordningens regel 39, stk. 1, regel 40, stk. 1, andet punktum, EU-varemærkeforordningens artikel 64, stk. 1, og gennemførelsesforordningens regel 50, stk. 1. Det er således ikke afgørende, om sagsøgeren og appellanten specifikt har rejst spørgsmålet om fortabelsessagens antagelse til realitetsbehandling for appelkammeret.

Desuden havde annullationsafdelingen ved EUIPO af egen drift undersøgt spørgsmålet om fortabelsesbegæringens antagelse til realitetsbehandling og havde udtrykkeligt lagt til grund, at forudsætningerne i EU-varemærkeforordningens artikel 56, stk. 2, og gennemførelsesforordningens artikel 37 var opfyldt. Det i Rettens praksis anerkendte princip om funktionel kontinuitet krævede, at appelkammeret foretog en fuldstændig gennemgang af ​​annullationsafdelingens afgørelse, herunder vurderingen af, hvorvidt fortabelsesbegæringen kunne antages til realitetsbehandling. Til støtte for sit argument har sagsøgeren bl.a. henvist til Rettens praksis sagerne KLEENCARE, dom af 23.9.2003, T-308/01, præmis 24-26, 28, 29 og 32 3 , og HOOLIGAN, dom af 1.2.2005, T-57/03, præmis 22 og 25 4 ).

Endelig har sagsøgeren og appellanten både i sagen for annullationsafdelingen og for appelkammeret gjort indvendinger vedrørende spørgsmålet om realitetsbehandling af fortabelsesbegæringen ‒ omend med andre ord.

Af alle de tre ovennævnte grunde var spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling af fortabelsesbegæringen en del af den faktiske og retlige ramme for sagen for appelkammeret. Retten undersøgte ikke, om fortabelsesbegæringen kunne antages til realitetsbehandling. Således er et anbringende om, at en fortabelsesbegæring ikke kan antages til realitetsbehandling forskellig fra anbringender om nye fortabelses- eller ugyldighedsgrunde, eller en for sent fremsat begæring om bevis for reel brug af det ældre varemærke.

____________

1 EUT L 78, s. 1.

2 EFT L 303, s. 1.

3 EUT L ECLI:EU:T:2003:241.

4 ECLI:EU:T:2005:29.