Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Giudice di pace di Roma (Italien) den 16. oktober 2017 – Pina Cipollone mod Ministero della Giustizia

(Sag C-600/17)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Giudice di pace di Roma

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pina Cipollone

Sagsøgt: Ministero della Giustizia

Præjudicielle spørgsmål

Er den sagsøgende fredsdommer som følge af sin tjenstlige virksomhed omfattet af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« i henhold til artikel 1, stk. 3, og artikel 7 i direktiv 2003/88 1 , sammenholdt med § 2 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse 2 og med artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan en ordinær dommer eller »togato« anses for at være en fastansat person, der kan sidestilles med en fredsdommer, som er en person med tidsbegrænset ansættelse, med henblik på anvendelsen af § 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse?

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, ønskes oplyst, om forskellen mellem proceduren for fastansættelse af ordinære dommere og de lovbestemte udvælgelsesprocedurer for tidsbegrænset ansættelse af fredsdommere udgør et objektivt forhold, som omhandlet i § 4, stk. 1 eller stk. 4, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som kan begrunde den manglende anvendelse – i retspraksis fra Corte di Cassazione (kassationsdomstolen, Italien) (in plenum) i sag nr. 13721/2017 og fra Consiglio di Stato (den øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) i sin udtalelse af 8. april 2017 – på fredsdommere, således som det er tilfældet for sagsøgeren, der er tidsbegrænset ansat, af samme arbejdsvilkår som dem, der gælder for sammenlignelige, fastansatte ordinære dommere, og om dette objektive forhold kan begrunde, at der ikke anvendes forebyggende foranstaltninger og sanktioner i forhold til ulovlig anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede aftaler i henhold til § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse og i henhold til den nationale gennemførelseslovgivning, henset til, at der ikke findes nogen retsregel – selv på forfatningsretligt niveau – som skulle kunne begrunde forskelsbehandlingen med hensyn til henholdsvis arbejdsvilkår eller det absolutte forbud mod, at fredsdommere fastansættes, idet der herved henvises til den tidligere gældende nationale lovgivning [legge n. 217 – Sistemazione giuridico-economica dei vice pretori onorari incaricati di funzioni giudiziarie ai sensi del secondo comma dell’articolo 32 dell’ordinamento giudiziario (lov nr. 217, den retlige stilling for og aflønning af honorære dommerne med ansvar for juridiske opgave i henhold til artikel 32, stk. 2, i kongeligt dekret om retsvæsenets opbygning) af 18. maj 1974 (GURI nr. 150 af 10.6.1974)], som allerede for visse dommere benævnt onorari (nærmere bestemt honorære dommerne) fastsatte bestemmelser om tildeling af de samme arbejdsvilkår (som for almindelige dommere) og bestemmelser om ændring af deres ansættelsesforhold til tidsubegrænsede ansættelsesforhold?

Under alle omstændigheder ønskes oplyst, om den virksomhed, der udøves af fredsdommere, er i strid med chartrets artikel 47, stk. 2, og det EU-retlige begreb om uafhængige og upartiske domstole, for så vidt som en fredsdommer har en teoretisk interesse i en bestemt løsning af tvisten til fordel for sagsøgeren, og som eneste beskæftigelse udøver retlige funktioner svarende til en domstols og kan træde i stedet for den kompetente dommer i Italien med henblik på at træffe afgørelse i arbejdsretlige sager i almindelighed eller sager vedrørende almindelige dommere, fordi den øverste nationale retsinstans – Corte di Cassazione (kassationsdomstolen) (sågar in plenum) – afviser at sikre en beskyttelse af de påberåbte rettigheder, der er beskyttet af EU-retten, idet de i henhold til lovgivningen udpegede dommere [Tribunale del lavoro (arbejdsretlig domstol) eller Tribunale amministrativo regionale (regional forvaltningsdomstol)], således pålægges at frasige sig deres egen kompetence til at påkende en sag, uanset om den rettighed, der påberåbes – nemlig betaling for ferie – er støttet på EU-retten, som er bindende og har forrang i forhold til italiensk ret? Såfremt Domstolen finder, at der er tale om en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, anmodes endvidere om en angivelse af de nationale afhjælpende foranstaltninger, der kan træffes med henblik på at undgå, at en tilsidesættelse af den primære EU-ret ligeledes medfører en fuldstændig udelukkelse i national ret af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, der er sikret i henhold til EU-retten på det pågældende område?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299, s. 9).

2     Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43).