DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
4. september 2014 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 72/166/EØF – artikel 3, stk. 1 – begrebet »[færdsel med] køretøjer« – ulykke forvoldt på en gårdsplads af en traktor med anhænger«
I sag C‑162/13,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Vrhovno sodišče (Slovenien) ved afgørelse af 11. marts 2013, indgået til Domstolen den 29. marts 2013, i sagen:
Damijan Vnuk
mod
Zavarovalnica Triglav d.d.,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne C.G. Fernlund, A. Ó Caoimh, C. Toader og E. Jarašiūnas (refererende dommer),
generaladvokat: P. Mengozzi
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den tyske regering ved T. Henze, J. Kemper og J. Möller, som befuldmægtigede
– Irland ved A. Joyce, E. Creedon og L. Williams, som befuldmægtigede, bistået af C. Toland, BL
– Europa-Kommissionen ved B. Rous Demiri og K.-Ph. Wojcik, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. februar 2014,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT L 103, s. 1, herefter »første direktiv«).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Damijan Vnuk og Zavarovalnica Triglav d.d. (herefter »Zavarovalnica Triglav«) vedrørende betaling af erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer (herefter »den lovpligtige forsikring«).
Retsforskrifter
EU-retten
3 Femte til syvende betragtning til første direktiv er affattet således:
»Det er ønskeligt, at [...] der [...] træffes foranstaltninger for yderligere at lempe reglerne om person- og motorkøretøjstrafik i samfærdslen mellem medlemsstaterne; [...]
Sådanne lettelser i samfærdslen betyder et nyt skridt hen imod den gensidige åbning af medlemsstaternes markeder og imod oprettelsen af lignende betingelser som på et internt marked.
Kontrollen med grønne kort for motorkøretøjer, der hører hjemme i en af medlemsstaterne, og som indpasserer på en anden medlemsstats område, kan ophæves [...]«
4 Første direktivs artikel 1 bestemmer:
»I dette direktiv forstås ved:
1) køretøj: ethvert motordrevet køretøj, der er bestemt til trafik til lands, og som ikke kører på skinner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede
[...]«
5 Direktivets artikel 3, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 4 alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes samt om forsikringens nærmere vilkår.«
6 Direktivets artikel 4 bestemmer:
»Hver medlemsstat kan gøre undtagelse fra artikel 3:
[...]
b) for bestemte arter af køretøjer eller for køretøjer, der er forsynet med særligt kendemærke, og som det pågældende land optager på en liste, der sendes til de andre medlemsstater og til [Europa-]Kommissionen.
[...]«
7 Artikel 1, stk.1, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT L 8, s. 17, herefter »andet direktiv«) fastsætter:
»Den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, [...] skal dække tingsskade såvel som personskade.«
8 Samme artikels stk. 2 fastsatte de minimumsbeløb, der skulle være sikret ved denne lovpligtige forsikring. Disse beløb blev revurderet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EUT L 149, s. 14), hvorved der ligeledes blev indført en bestemmelse i andet direktiv med henblik på at sikre, at disse beløb revideres regelmæssigt i overensstemmelse med det europæiske forbrugerprisindeks.
9 Det følger af andet direktivs artikel 1, stk. 4, første afsnit, at »[h]ver medlemsstat opretter eller godkender et organ, der mindst inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal erstatte tingsskader og personskader, der forvoldes af et ukendt køretøj, eller et køretøj for hvilket den i stk. 1 omhandlede lovpligtige forsikring ikke er tegnet«. Bestemmelsens fjerde afsnit bestemmer i øvrigt, at »[m]edlemsstaterne kan begrænse eller udelukke intervention fra organet ved tingsskader forvoldt af et ukendt køretøj«. Denne mulighed er imidlertid efterfølgende blevet udelukket ved direktiv 2005/14, »[h]vis organet har betalt erstatning for en væsentlig personskade til et offer for en ulykke, hvor der samtidig er forvoldt tingsskade af et uidentificeret køretøj«.
10 Andet direktivs artikel 2, stk. 1, bestemmer:
»Ved gennemførelsen af [første direktivs] artikel 3, stk. 1, [...] skal de enkelte medlemsstater træffe passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der er udstedt i overensstemmelse med [første direktivs] artikel 3, stk. 1, [...] og som bestemmer, at forsikringen ikke dækker nedenstående personers anvendelse af eller kørsel med køretøjet, ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld:
– Personer, som hverken udtrykkeligt eller stiltiende har tilladelse hertil, eller
– personer, som ikke har et kørekort, der giver dem ret til at føre det pågældende køretøj, eller
– personer, som ikke efterlever vetoforskrifterne vedrørende køretøjets tekniske og sikkerhedsmæssige stand.
[...]«
11 Andet direktivs artikel 3 har følgende ordlyd:
»Familiemedlemmer til forsikringstageren, til føreren eller til enhver anden person, der er erstatningsansvarlig for en skade, som er dækket af den i artikel 1, stk. 1, omhandlede forsikring, kan ikke under henvisning til dette slægtskab undtages fra forsikringens dækningsområde for så vidt angår personskader.«
12 Artikel 1 i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT L 129, s. 33), som ændret ved direktiv 2005/14 (herefter »tredje direktiv«), præciserer følgende:
»[...] den i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] omhandlede forsikring [skal] dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren.
Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der udelukker en passager fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han vidste eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus eller af et andet rusmiddel, da ulykken fandt sted, ikke har nogen indvirkning på krav fra en sådan passager.
[...]«
13 Tredje direktivs artikel 1a bestemmer:
»Den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, [...] skal dække person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret. [...]«
14 Direktivets artikel 4c bestemmer:
»For så vidt angår den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, [...], kan forsikringsselskaber ikke gøre en selvrisiko gældende over for den skadelidte ved en ulykke.«
15 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (EFT L 181, s. 65) bestemmer følgende i artikel 3, der har overskriften »Direkte krav«:
»Medlemsstaterne sikrer, at de [...] skadelidte [...] kan rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret skadevolder«.
16 Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (EFT L 288, s. 3), som ændret ved Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 (EFT L 339, s. 21), bestemmer i øvrigt følgende i artikel 1:
»1. Dette direktiv vedrører adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed [...] udøvet gennem virksomheder, der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
[...]
3. Klassifikationen i forsikringsklasser af den i nærværende artikel omhandlede virksomhed er anført i bilaget.«
17 Bilaget til dette direktiv indeholder en nærmere præcisering:
»A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
[...]
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar)
[...]«
Slovensk ret
18 Artikel 15 i Zakon o obveznih zavarovanjih v prometu (lov om lovpligtig motorkøretøjsforsikring, herefter »ZOZP«) bestemmer:
»Ejeren af et køretøj skal tegne en ansvarsforsikring for motorkøretøjer til dækning af skader forvoldt på tredjemand, som resulterer i død, personskade, invaliditet, tingsskade eller ‑tab [...], dog undtaget erstatningsansvar for beskadigelse af de ting, som er modtaget til transport. […]«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
19 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at en traktor med anhænger den 13. august 2007 under stabling af høballer ved en lade, idet den bakkede på gårdspladsen for at parkere anhængeren i laden, væltede en stige, som Damijan Vnuk stod på, hvorfor sidstnævnte faldt. Damijan Vnuk anlagde sag mod Zavarovalnica Triglav, det forsikringsselskab, hos hvem ejeren af traktoren havde tegnet den lovpligtige forsikring, idet han nedlagde påstand om betaling af et beløb på 15 944,10 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade, forhøjet med morarenter.
20 Førsteinstansretten afviste dette krav. Appelretten forkastede Damijans Vnuks appel til prøvelse af denne dom, idet retten bemærkede, at den lovpligtige motorkøretøjsforsikring dækkede skader forvoldt som følge af anvendelsen af en traktor som transportmiddel, men derimod ikke skader forvoldt som følge af anvendelsen af en traktor som arbejdsredskab eller som trækkøretøj.
21 Den forelæggende ret har givet Danijan Vnuk tilladelse til at iværksætte revisionsanke til prøvelse af denne afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om anvendelsen af traktoren som »køretøj« som omhandlet i artikel 15 i ZOZP.
22 Ved den forelæggende ret har Damijan Vnuk gjort gældende, at begrebet »anvendelse af et køretøj til transport« ikke kan begrænses til kørsel på offentlige veje, og at helheden bestående af traktoren og anhængeren endvidere på det i hovedsagen omhandlede ulykkestidspunkt udgjorde et køretøj i færd med at køre, og at det drejede sig om transportens afslutning. Zavarovalnica Triglav har derimod anført, at hovedsagen vedrører anvendelsen af en traktor ikke som et køretøj til anvendelse i trafikken, men i forbindelse med et arbejde foran en hølade.
23 Den forelæggende ret har bemærket, at ZOZP ikke definerer begrebet »anvendelse af køretøjer«, men at denne mangel er afhjulpet i retspraksis. Retten har i denne forbindelse anført, at hovedformålet med forsikringspligten i ZOZP består i kollektiviseringen af risikoen og nødvendigheden af at drage omsorg for skadelidte og passagerer i trafikken på offentlig vej. Ifølge den forelæggende ret er det ifølge slovensk retspraksis imidlertid ikke afgørende for at vurdere, om en given skade er dækket af ansvarsforsikringen, om denne skade er forvoldt på et offentligt område. Forsikringsdækningen i forbindelse med ansvarsforsikringer omfatter derimod ikke situationer, hvor køretøjet anvendes som arbejdsredskab, f.eks. på et landbrugsområde, da det i et sådant tilfælde ikke drejer sig om vejtrafik.
24 Den forelæggende ret har anført, at de forskellige direktiver vedrørende ansvarsforsikring for motorkøretøjer – dvs. første til tredje direktiv, fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv og direktiv 2005/14 (herefter under ét »direktiverne vedrørende den lovpligtige forsikring«) – henviser til »trafik«, »vejtrafik« eller »trafikanter«, men ikke præciserer, hvad der kan betragtes som færdsel med køretøjer, og hvilket kriterium der er afgørende i denne forbindelse. Det er således muligt at antage, at den lovpligtige forsikring alene dækker skade forvoldt af et køretøj i forbindelse med vejtrafik, eller at den omfatter enhver skade, der er forbundet med en hvilken som helst anvendelse eller brug af køretøjet, uanset om situationen kan defineres som et tilfælde af færdsel.
25 Det er på denne baggrund, at Vrhovno sodišče (højesteret) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, fortolkes således, at det ikke omfatter omstændighederne i den foreliggende sag, hvor sagsøgtes forsikringstager stødte ind i sagsøgerens stige med en traktor med anhænger under stabling af høballer ved høladen, idet denne hændelse ikke er indtruffet i forbindelse med færdsel på offentlig vej?«
Anmodningerne om genåbning af den mundtlige forhandling
26 Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. marts 2014 har Irland begæret genåbning af den mundtlige forhandling i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement. Til støtte for sin begæring har medlemsstaten anført nødvendigheden af – for det tilfælde, at Domstolen følger generaladvokatens forslag til afgørelse – at begrænse de tidsmæssige virkninger af dommen og følgelig nødvendigheden af at genåbne den mundtlige forhandling for at gøre det muligt at fremkomme med sine argumenter til støtte for begæringen om begrænsningen af dommens tidsmæssige virkninger.
27 Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 15. og den 21. maj 2014, har Det Forenede Kongeriges regering og den tyske regering ligeledes begæret genåbning af den mundtlige forhandling i henhold til samme artikel 83. Til støtte for begæringen har Det Forenede Kongeriges regering gjort gældende, at generaladvokatens forslag til afgørelse er behæftet med flere fejl, som regeringen ønsker at fremkomme med bemærkninger til. Den tyske regering har anført, at det pågældende forslag til afgørelse berører et argument, som ikke har været drøftet af parterne, nemlig spørgsmålet, om der findes en lakune i første direktiv, som skal afhjælpes, og at Domstolen ikke råder over tilstrækkelige oplysninger for at træffe afgørelse.
28 Ifølge procesreglementets artikel 83 kan Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
29 I det foreliggende tilfælde er Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, af den opfattelse, at den har kendskab til alle de omstændigheder, der er nødvendige for at besvare det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, og at sagen ikke skal undersøges på grundlag af nye oplysninger, som er af afgørende betydning for dens afgørelse, eller på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet for den.
30 Hvad i øvrigt angår kriterierne vedrørende generaladvokatens forslag til afgørelse bemærkes for det første, at hverken Domstolens statut eller dennes procesreglement giver mulighed for, at de berørte parter kan afgive indlæg som svar på generaladvokatens forslag til afgørelse (kendelse Emesa Sugar, C‑17/98, EU:C:2000:69, præmis 2, og dom Döhler Neuenkirchen, C‑262/10, EU:C:2012:559, præmis 29).
31 For det andet har generaladvokaten i henhold til artikel 252, stk. 2, TEUF til opgave fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt at fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, der i overensstemmelse med statutten for Domstolen kræver generaladvokatens deltagelse. Domstolen er i denne forbindelse hverken bundet af det forslag til afgørelse eller af den begrundelse, generaladvokaten er fremkommet med. En parts uenighed med generaladvokatens forslag til afgørelse, uanset hvilke spørgsmål der undersøges heri, kan derfor ikke i sig selv udgøre et forhold, som kan begrunde genåbning af den mundtlige forhandling (domme Hogan Lovells International, C‑229/09, EU:C:2010:673, præmis 26, E.ON Energie mod Kommissionen, C‑89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 62, og Weber, C‑438/12, EU:C:2014:212, præmis 30).
32 Begæringerne fra den tyske regering, fra Irland og fra Det Forenede Kongeriges regering med henblik på en genåbning af den mundtlige forhandling skal følgelig afvises.
Om det præjudicielle spørgsmål
33 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om første direktivs artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, nemlig en traktormanøvre på en gårdsplads, som foretages for at placere den anhænger, som traktoren er udstyret med i en lade, er omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer«.
34 Den tyske regering og Irland har anført, at forsikringsforpligtelsen i første direktivs artikel 3, stk. 1, alene omfatter situationer med vejtrafik, og at den følgelig ikke finder anvendelse på omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede.
35 Kommissionen er derimod af den opfattelse, at bestemmelsen finder anvendelse på brug af motorkøretøjer, uanset om det er som transportmiddel eller som arbejdsredskab, på ethvert område såvel offentligt som privat, hvor der kan opstå de risici, der er forbundet med anvendelsen af køretøjer, uanset om køretøjerne er i bevægelse eller ej.
36 I henhold til første direktivs artikel 3, stk. 1, træffer hver medlemsstat med forbehold af direktivets artikel 4 alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.
37 Begrebet køretøj er præciseret i direktivets artikel 1, nr. 1), hvorefter der ved »køretøj« i dette direktiv forstås »ethvert motordrevet køretøj, der er bestemt til trafik til lands, og som ikke kører på skinner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede«.
38 Det bemærkes, at en traktor udstyret med en anhænger svarer til denne definition. Det skal i denne henseende bemærkes, at definitionen er uafhængig af den brug, der gøres eller kan gøres af det pågældende køretøj. Den omstændighed, at en traktor, som eventuelt er udstyret med en anhænger, under visse omstændigheder kan anvendes som landbrugsmaskine, er følgelig uden betydning for den konstatering, at et sådant køretøj er omfattet af begrebet »køretøj« i første direktivs artikel 1, nr. 1).
39 Det følger imidlertid ikke nødvendigvis heraf, at en traktor med anhænger er underlagt den lovpligtige ansvarsforsikring i direktivets artikel 3, stk. 1. For det første er det ifølge denne bestemmelse nødvendigt, at køretøjet skal være hjemmehørende i en medlemsstat, hvilket er en betingelse, hvis opfyldelse ikke er omtvistet i hovedsagen. For det andet kan hver medlemsstat i henhold til direktivets artikel 4, litra b), gøre undtagelse fra direktivets artikel 3 for bestemte arter af køretøjer eller for køretøjer, der er forsynet med særligt kendemærke, og som det pågældende land optager på en liste, der sendes til de andre medlemsstater og til Kommissionen.
40 Det følger heraf, at en traktor udstyret med en anhænger er underlagt forpligtelsen i første direktivs artikel 3, stk. 1, hvis den er hjemmehørende i en medlemsstat, som ikke har udelukket denne art af køretøjer fra anvendelsesområdet for bestemmelsen.
41 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en traktormanøvre på en gårdsplads, som foretages for at placere den anhænger, som traktoren er udstyret med, i en lade, skal betragtes som henhørende under begrebet »[færdsel med] køretøjer« i denne bestemmelse eller ej, bemærkes indledningsvis, at dette begreb ikke kan være overladt til hver enkelt medlemsstats vurdering.
42 Hverken første direktivs artikel 1, dette direktivs artikel 3, stk. 1, eller nogen anden bestemmelse heri eller i andre direktiver vedrørende lovpligtig ansvarsforsikring henviser således til medlemsstaternes ret vedrørende dette begreb. Ifølge fast retspraksis følger det såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at indholdet af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Den Europæiske Union skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen ikke alene til bestemmelsens ordlyd, men ligeledes til dens kontekst og de formål, der forfølges med den ordning, som bestemmelsen er en del af (jf. i denne retning dom Omejc, C‑536/09, EU:C:2011:398, præmis 19 og 21 og den deri nævnte retspraksis).
43 Hvad for det første angår ordlyden af første direktivs artikel 3, stk. 1, fremgår det af en sammenlignende undersøgelse af de forskellige sprogversioner af denne bestemmelse, at den udviser visse forskelle for så vidt angår den type situation, der er omfattet af den fastsatte forsikringspligt – forskelle, som i øvrigt findes i selve direktivets titel, bl.a. i den engelske og den franske version.
44 På fransk, såvel som på spansk, græsk, italiensk, nederlandsk, polsk og portugisisk, henviser den pågældende artikel 3, stk. 1, til forpligtelsen til at tegne en ansvarsforsikring for skader som forvoldes ved »færdsel« med motorkøretøjer, idet det således forstås, at forsikringspligten alene omfatter ulykker forvoldt i forbindelse med vejtrafik, således som den tyske regering og Irland har gjort gældende.
45 Den engelske version, såvel som den bulgarske, tjekkiske, estiske, lettiske, maltesiske, slovakiske, slovenske og finske version af denne bestemmelse, henviser til begrebet »brug« af køretøjer uden yderligere præcisering, mens den danske, tyske, litauiske, ungarske, rumænske og svenske version heraf mere generelt henviser til forpligtelsen til at tegne en ansvarsforsikring for motorkøretøjer og ses således at pålægge den lovpligtige ansvarsforsikring for skader som følger af anvendelsen eller brugen af et køretøj, uafhængigt af om denne anvendelse eller denne brug sker inden for rammerne af vejtrafik eller ej.
46 I henhold til fast praksis kan en ren ordlydsfortolkning af en eller flere sprogversioner af en flersproget EU-retlig tekst med udelukkelse af andre, ikke gå forud for en ensartet anvendelse af EU-bestemmelserne, som kræver, at de bl.a. fortolkes i lyset af de versioner, der foreligger på alle sprog (jf. i denne retning, domme Jany m.fl., C‑268/99, EU:C:2001:616, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, og Kommissionen mod Spanien, C‑189/11, EU:C:2013:587, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis). I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de sproglige versioner af en EU-bestemmelse skal den pågældende bestemmelse således fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (jf. i denne retning domme ZVK, C‑300/05, EU:C:2006:735, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis, Haasová, C-22/12, EU:C:2013:692, præmis 48, og Drozdovs, C-277/12, EU:C:2013:685, præmis 39).
47 For det andet skal den almindelige opbygning af og formålet med EU-lovgivningen om lovpligtig ansvarsforsikring, som første direktivs artikel 3, stk. 1, er led i, undersøges.
48 Det skal i denne henseende bemærkes, at ingen af direktiverne om lovpligtig forsikring indeholder en definition af, hvad der skal forstås ved begreberne »ulykke«, »skadestilfælde«, »færdsel«, eller hvad der skal forstås ved »anvendelse af køretøjer« i disse direktivers forstand.
49 Disse begreber skal imidlertid forstås i lyset af det dobbelte formål om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af et motorkøretøj og liberaliseringen af personers og varers bevægelighed i forbindelse med gennemførelse af det indre marked, som direktiverne forfølger.
50 Første direktiv udgør en del af en række direktiver, som ét efter ét har præciseret medlemsstaternes forpligtelser på området for erstatningsansvar for så vidt angår færdsel med køretøjer. Skønt Domstolen gentagne gange har fastslået, at det fremgår af betragtningerne til første og andet direktiv, at deres formål er at sikre den frie bevægelighed både for køretøjer, der er hjemmehørende på Unionens område, og for personer, som kører i dem, har den imidlertid ligeledes gentagne gange fastslået, at de også har til formål at sikre personer, der lider skade ved ulykker forvoldt af disse køretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen ulykken finder sted (jf. bl.a. i denne retning domme Ruiz Bernáldez, C‑129/94, EU:C:1996:143, præmis 13, og Csonka m.fl., C‑409/11, EU:C:2013:512, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
51 Selv om det ganske vist er korrekt, at det bl.a. fremgår af femte til syvende betragtning til første direktiv, at dette tilsigtede at liberalisere ordningen med personers og motorkøretøjers færdsel mellem medlemsstaterne i forbindelse med oprettelsen af det indre marked ved at ophæve kontrollen med det grønne kort, som blev foretaget ved grænserne mellem medlemsstaterne, forfulgte det ligeledes et formål om beskyttelse af ofrene (jf. i denne retning dom Ruiz Bernáldez, EU:C:1996:143, præmis 18).
52 Udviklingen af EU-lovgivningen vedrørende lovpligtig ansvarsforsikring viser endvidere, at dette formål om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af motorkøretøjer konstant er blevet forfulgt og forstærket af EU-lovgiver.
53 Dette fremgår for det første navnlig af andet direktivs artikel 1-3. Andet direktivs artikel 1 bestemmer således, at den forsikring, der er omhandlet i første direktivs artikel 3, stk. 1, skal dække såvel tingsskade som personskade. Direktivet pålægger endvidere medlemsstaterne at oprette organer, der skulle erstatte skader, der forvoldes af et ukendt køretøj eller et køretøj, for hvilket den lovpligtige forsikring ikke er tegnet, og der blev fastsat minimumsbeløb for erstatningen. Direktivets artikel 2 begrænser rækkevidden for visse udelukkelsesklausuler fastsat ved lov eller aftalt i policen vedrørende krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld forvoldt ved brug eller kørsel med køretøjer forsikret af visse personer. Direktivets artikel 3 udvider forsikringsdækningen for personskade til familiemedlemmer til forsikringstageren, til føreren eller til enhver anden person, der er erstatningsansvarlig for skaden.
54 Tredje direktiv har endvidere ved artikel 1 bl.a. udvidet forsikringsdækningen for personskade til alle passagerer ud over føreren, og fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv har bl.a. indført en ret for skadelidte til at rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret skadevolder, i artikel 3.
55 Endelig tilpasser direktiv 2005/14 med artikel 2 og 4, som ændrede henholdsvis andet og tredje direktiv, de minimumsbeløb, der er sikret, og fastsætter, at disse beløb skal revideres regelmæssigt, og har udvidet interventionsområdet for det organ, der blev oprettet ved andet direktiv og forsikringsdækningen efter første direktivs artikel 3, stk. 1, til person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter. Dette direktiv indfører endvidere en ny begrænsning af muligheden for at anvende visse udelukkelsesklausuler for forsikringsdækningen og forbyder for så vidt angår den forsikring, der er omhandlet i første direktivs artikel 3, stk. 1, forsikringsselskaberne at gøre en selvrisiko gældende over for den skadelidte ved en ulykke.
56 Henset til samtlige ovenstående bemærkninger og navnlig det formål om beskyttelse, som forfølges med første til tredje direktiv, kan det ikke antages, at EU-lovgiver har ønsket at udelukke skadelidte ved en ulykke forvoldt af et køretøj fra den beskyttelse, der ydes af direktiverne, med henvisning til køretøjets anvendelse, når denne anvendelse er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug.
57 Det skal i denne henseende understreges, at ifølge del A i bilaget til direktiv 73/239, som ændret ved direktiv 84/641 omfatter den forsikringsklasse, der direkte vedrører »Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer«, »[e]thvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar)«.
58 Det skal i det foreliggende tilfælde for det første bemærkes, at Republikken Slovenien, således som det fremgår af de oplysninger, som Kommissionen har offentliggjort, ikke i henhold til første direktivs artikel 4, litra b), har udelukket nogen art af køretøjer fra anvendelsesområdet for første direktivs artikel 3, stk. 1. For det andet fremgår det af den forelæggende rets oplysninger, at den ulykke, der har givet anledning til tvisten i hovedsagen, blev forvoldt af et køretøj, der bakkede for at placere sig på et bestemt sted, og følgelig ses at være forvoldt ved en anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dettes almindelige brug, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at undersøge.
59 Under disse omstændigheder, og henset til samtlige ovenstående bemærkninger, skal det forelagte præjudicielle spørgsmål besvares med, at første direktivs artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at enhver anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug, er omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i denne bestemmelse. En traktormanøvre på en gårdsplads som den i hovedsagen omhandlede, som foretages for at placere den anhænger, som traktoren er udstyret med, i en lade, kan således være omfattet af dette begreb, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.
Sagens omkostninger
60 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse skal fortolkes således, at enhver anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug, er omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i denne bestemmelse. En traktormanøvre på en gårdsplads som den i hovedsagen omhandlede, som foretages for at placere den anhænger, som traktoren er udstyret med, i en lade, kan således være omfattet af dette begreb, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.
Underskrifter