Language of document : ECLI:EU:C:2014:108

Sag C-82/12

Transportes Jordi Besora SL

mod

Generalitat de Catalunya

(anmodning om præjudiciel afgørelse
indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Cataluña)

»Indirekte skatter – punktafgifter – direktiv 92/12/EØF – artikel 3, stk. 2 – mineralolier – detailsalgsafgift – begrebet »særligt øjemed« – overførsel af beføjelser til selvstyrende regioner – finansiering – et bestemt formål, der er fastlagt på forhånd – sundheds- og miljøudgifter«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 27. februar 2014

1.        Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – punktafgifter – direktiv 92/12 – mineralolier – national lovgivning, som indfører en afgift på detailsalg af mineralolier – afgift, der finansierer udøvelsen af de regionale beføjelser på sundheds- og miljøområdet – afgift, der ikke i sig selv har til formål at sikre beskyttelsen af disse områder – manglende bestemt formål – afvisning fra realitetsbehandling

(Rådets direktiv 92/12, art. 3, stk. 2)

2.        Præjudicielle spørgsmål – fortolkning – tidsmæssige virkninger af fortolkningsdomme – tilbagevirkende gyldighed – Domstolens begrænsning heraf – betingelser – dommens væsentligste finansielle følger for den pågældende medlemsstat – ikke afgørende kriterium

(Art. 267 TEUF)

1.        Artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som indfører en afgift på detailsalg af mineralolier, idet en sådan afgift ikke kan anses for at forfølge et særligt øjemed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne bestemmelse, når denne afgift, der har til formål at finansiere udøvelsen af de omhandlede regionale myndigheders beføjelser på sundheds- og miljøområdet, ikke i sig selv sigter på at sikre beskyttelsen af sundheden og miljøet.

Et særligt øjemed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, er således et andet formål end et rent budgetmæssigt. Desuden har Domstolen allerede fastslået, at det at sikre kommunernes selvstyre ved at give dem en beføjelse til at opkræve skatter er et rent budgetmæssigt formål, som ikke i sig selv kan udgøre et særligt øjemed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12.

Eftersom enhver afgift nødvendigvis forfølger et budgetmæssigt formål, er den blotte omstændighed, at en afgift, såsom IVMDH, har et budgetmæssigt formål, dog ikke i sig selv – uden at gøre artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 indholdsløs – tilstrækkelig til at udelukke, at denne afgift kunne anses for ligeledes at have et særligt øjemed som omhandlet i denne bestemmelse. I denne henseende kan den omstændighed, at der er på forhånd er fastlagt et formål med provenuet af denne afgift til finansiering for de regionale myndigheder, som er blevet overført til sidstnævnte af staten på sundheds- og miljøområdet, udgøre et element, der skal tages i betragtning i forhold til at identificere, om der findes et særligt øjemed. Et sådant formål, som dog blot er en intern organisation af budgettet i en medlemsstat, kan ikke i sig selv stilles som en tilstrækkelig betingelse i denne forbindelse, idet enhver medlemsstat, uanset det forfulgte formål, kan vælge at foreskrive formålet med provenuet af en afgift til finansiering af fastlagte udgifter.

For at blive anset for at forfølge et særligt øjemed som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, er det derimod vigtigt, at en afgift i sig selv har til formål at sikre beskyttelsen af sundheden og miljøet. Dette ville navnlig være tilfældet, hvis provenuet af denne afgift skulle anvendes på at nedbringe de sociale og miljømæssige udgifter, der er særligt forårsaget af forbruget af mineralolier, som er pålagt nævnte afgift på en sådan måde, at der er en forbindelse mellem anvendelsen af afgiftsprovenuet og den pågældende afgifts øjemed.

(jf. præmis 23, 25, 27-30 og 36 samt domskonkl.)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 40-42, 48 og 49)