DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
7. december 2010 (*)
»Retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 15, stk. 1, litra c), og stk. 3 – kompetence i sager om forbrugeraftaler – aftale om fragtskibsrejse – begrebet »pakkerejse« – aftale om hotelophold – præsentation af rejsen og hotellet på internettet – betydningen af aktivitet »rettet mod« forbrugerens bopælsmedlemsstat – kriterier – adgang til internettet«
I de forenede sager C-585/08 og C-144/09,
angående anmodninger om præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 68 EF og 234 EF, indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) ved afgørelser af 6. november 2008 og 26. marts 2009, indleveret til Domstolen henholdsvis den 24. december 2008 og den 24. april 2009, i sagerne:
Peter Pammer
mod
Reederei Karl Schlüter GmbH & Co. KG (sag C-585/08),
og
Hotel Alpenhof GesmbH
mod
Oliver Heller (sag C-144/09),
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene A. Tizzano, J.N. Cunha Rodrigues, K. Lenaerts, J.-C. Bonichot, K. Schiemann og J.-J. Kasel samt dommerne A. Rosas, R. Silva de Lapuerta, P. Lindh (refererende dommer) og M. Safjan,
generaladvokat: V. Trstenjak
justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. marts 2010,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Peter Pammer ved Rechtsanwalt C. Neuhuber
– Hotel Alpenhof GesmbH ved Rechtsanwalt M. Buchmüller
– Oliver Heller ved Rechtsanwalt H. Hegen
– den østrigske regering ved E. Riedl og G. Kunnert, som befuldmægtigede
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, som befuldmægtiget
– den italienske regering (sag C-585/08) ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato L. Ventrella
– den luxembourgske regering ved C. Schiltz, som befuldmægtiget
– den nederlandske regering (sag C-144/09) ved C. Wissels og Y. de Vries, som befuldmægtigede
– den polske regering (sag C-585/08) ved M. Dowgielewicz, som befuldmægtiget
– Det Forenede Kongeriges regering ved H. Walker, som befuldmægtiget, bistået af barrister J. Stratford
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A.-M. Rouchaud-Joët, S. Grünheid og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 18. maj 2010,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 15, stk. 1, litra c), og stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).
2 Anmodningerne er indgivet i forbindelse med to retssager henholdsvis mellem Peter Pammer og Reederei Karl Schlüter GmbH & Co. KG (herefter »Reederei Karl Schlüter«) vedrørende sidstnævntes afslag på fuld tilbagebetaling af prisen for en fragtskibsrejse, som Peter Pammer ikke deltog i, og hvis beskrivelse figurerede på internettet (sag C-585/08), og mellem Hotel Alpenhof GesmbH (herefter »Hotel Alpenhof«) og Oliver Heller vedrørende sidstnævntes nægtelse af at betale sin hotelregning for et ophold, der var reserveret via internettet (sag C-144/09).
Retsforskrifter
Forordning nr. 44/2001
3 Af 13. betragtning til forordning nr. 44/2001 fremgår det, at det i forbindelse med forbrugeraftaler er ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.
4 Forordningens artikel 2, stk. 1, der indgår i kapitel II, afdeling 1, hvis overskrift er »Almindelige bestemmelser«, har følgende ordlyd:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
5 Artikel 5 i samme forordning fastsætter i nr. 1), litra a), følgende specielle kompetenceregel:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:
1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«.
6 Artikel 15, stk. 1 og 3, og artikel 16, stk. 1 og 2, i forordning nr. 44/2001 indgår i kapitel II, afdeling 4, med overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler« og har følgende ordlyd:
»Artikel 15
1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5):
a) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
b) når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande
c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.
[…]
3. Denne afdeling finder ikke anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.
Artikel 16
1. Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.
2. Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.«
7 Således som det fremgår af betragtningerne til forordning nr. 44/2001, har den efterfulgt konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1), ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1) og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1, herefter »Bruxelleskonventionen«). Denne forordning er fra sin ikrafttræden den 1. marts 2002 trådt i stedet for Bruxelleskonventionen i forholdet mellem medlemsstaterne, med undtagelse af Kongeriget Danmark.
8 I 19. betragtning til forordning nr. 44/2001 har Rådet for Den Europæiske Union fremhævet nødvendigheden af at sikre kontinuiteten mellem Bruxelleskonventionen og denne forordning, herunder den fortolkning, som Domstolen allerede har foretaget af de konventionsbestemmelser, der indgår i den nævnte forordning.
Bruxelleskonventionen
9 Bruxelleskonventionens artikel 13, stk. 1, er affattet som følger:
»I sager om kontrakter indgået af en person med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, i det følgende benævnt »forbrugeren«, afgøres kompetencen efter bestemmelserne i denne afdeling, dog med forbehold af artikel 4 og artikel 5, nr. 5):
1) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
2) når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande
3) når sagen vedrører andre kontrakter, hvis formål er levering af tjenesteydelser eller løsøregenstande, og såfremt
a) fremsættelse af særligt tilbud eller reklamering i den stat, hvor forbrugeren har bopæl, er gået forud for kontraktens indgåelse, og
b) forbrugeren i denne stat har foretaget de dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af kontrakten.«
Forordning (EF) nr. 593/2008
10 Syvende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177, s. 6) fastsætter, at forordningens materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med forordning nr. 44/2001.
11 24. betragtning til forordning nr. 593/2008 er udformet som følger:
»Særligt hvad angår forbrugeraftaler […] [er det] [a]f hensyn til overensstemmelsen med forordning (EF) nr. 44/2001 […] nødvendigt dels at lægge begrebet »det land, virksomheden er rettet mod« til grund som betingelse for anvendelse af forbrugerbeskyttelsesreglen, dels at sikre, at dette begreb fortolkes ensartet i forordning (EF) nr. 44/2001 og nærværende forordning, hvorved bemærkes, at det i en fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen angående artikel 15 i forordning (EF) nr. 44/2001 anføres, at det, for at artikel 15, stk. 1, litra c), finder anvendelse, »ikke er tilstrækkeligt, at en virksomhed retter sine aktiviteter mod forbrugerens domicilland eller mod flere medlemsstater, heriblandt forbrugerens domicilland, der skal også være indgået en kontrakt som led i disse aktiviteter«. I erklæringen erindres der videre om, at den omstændighed, »at der er adgang til et netsted på internettet, ikke er tilstrækkeligt til, at artikel 15 finder anvendelse, det kræves også, at der på dette netsted opfordres til at indgå fjernkontrakter, og at der faktisk er indgået en fjernkontrakt, uanset hvordan det er sket. I den forbindelse er det sprog eller den valuta, der benyttes på internetsiden, ikke relevant«.«
12 Artikel 6, stk. 4, litra b), i forordning nr. 593/2008 fastsætter, at reglerne i samme artikels stk. 1 og 2 om den lov, der skal finde anvendelse på forbrugeraftaler, ikke finder anvendelse på følgende aftaler:
»transportaftaler, bortset fra aftaler om pakkerejser som defineret i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure.«
Direktiv 90/314/EØF
13 Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (EFT L 158, s. 59) definerer i artikel 2, nr. 1), begrebet pakkerejse på følgende måde:
»I dette direktiv forstås ved:
1) Pakkerejse: en på forhånd fastlagt kombination af mindst to af nedenstående elementer, der sælges eller udbydes til salg til en samlet pris, og når ydelsen har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning:
a) transport
b) indkvartering
c) andre turistmæssige ydelser, som udgør en væsentlig del af pakkerejsen, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering.
Særskilt fakturering af de enkelte elementer af en bestemt pakkerejse fritager ikke rejsearrangøren eller formidleren for forpligtelserne i henhold til dette direktiv.«
Tvisterne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
Sag C-585/08
14 Peter Pammer, der har bopæl i Østrig, har rejst sag mod Reederei Karl Schlüter, der er etableret i Tyskland, vedrørende en fragtskibsrejse fra Trieste (Italien) til Østasien, som var organiseret af dette selskab, og i hvilken forbindelse der var indgået en aftale mellem selskabet og Peter Pammer (herefter »rejseaftalen«).
15 Peter Pammer reserverede rejsen gennem Internationale Frachtschiffreisen Pfeiffer GmbH, et selskab med hjemsted i Tyskland (herefter »det formidlende selskab«).
16 Det formidlende selskab, der udøver sin virksomhed især via internettet, beskrev rejsen på sit netsted med oplysning om, at skibet havde et sportslokale, udendørs swimmingpool, opholdssalon og adgang til video og tv. Det blev endvidere oplyst, at der var tre dobbeltkahytter med brusebad og wc, separat opholdsrum med lænestole, skrivebord, gulvtæppe og køleskab, samt at der ville være ophold med landgang og mulighed for byudflugter.
17 Peter Pammer nægtede at påbegynde rejsen og krævede tilbagebetaling af den pris, han havde betalt for rejsen under henvisning til, at denne beskrivelse efter hans opfattelse ikke svarede til de forhold, der forefandtes på skibet. Idet Reederei Karl Schlüter alene tilbagebetalte en del af prisen, dvs. ca. 3 500 EUR, har Peter Pammer ved den østrigske førsteinstansret Bezirksgericht Krems an der Donau nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale restbeløbet, dvs. ca. 5 000 EUR tillagt renter.
18 Reederei Karl Schlüter har gjort gældende, at det ikke udøver nogen erhvervsmæssig eller handelsmæssig virksomhed i Østrig, og har rejst indsigelse om manglende stedlig kompetence hos den pågældende ret.
19 Denne indsigelse blev forkastet i første instans ved afgørelse af 3. januar 2008 afsagt af Bezirksgericht Krems an der Donau, idet denne ret fandt, at den havde stedlig kompetence, henset til at rejseaftalen var en forbrugeraftale, dvs. en pakkerejse, og at det formidlende selskab havde udført reklameaktivitet i Østrig via internettet på vegne af Reederei Karl Schlüter.
20 Appelretten, Landesgericht Krems an der Donau, har derimod ved afgørelse af 13. juni 2008 fastslået, at de østrigske retter ikke havde stedlig kompetence, idet rejseaftalen fandtes at være en transportaftale, der ikke er omfattet af kapitel II, afdeling 4, i forordning nr. 44/2001. Den omstændighed, at den udbudte rejse, nemlig en lang sørejse fra Europa til Østasien, omfattede en vis komfort, ændrede ikke rejseaftalen til en forbrugeraftale.
21 Peter Pammer iværksatte en revisionsanke af denne dom.
22 Oberster Gerichtshof er i tvivl om kriterierne for at kunne anvende betegnelsen »pakkerejse« og har fremhævet, at det i det foreliggende tilfælde bør afklares, om de udbudte ydelser kan sammenlignes med et krydstogt, der kan føre til den konklusion, at der foreligger en »pakkerejse« og dermed en transportaftale, der er omfattet af den nævnte afdeling 4.
23 For det tilfælde, at det drejer sig om en sådan aftale, kan artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 finde anvendelse, og det ville derfor være nyttigt at kende de kriterier, som et netsted skal opfylde, for at den af den forretningsdrivende udøvede virksomhed kan anses for at være »rettet mod« forbrugerens medlemsstat i den nævnte bestemmelses forstand. Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet, at førsteinstansretten og appelretten i den foreliggende sag ikke præcist har fastslået, hverken hvordan rejseaftalen er blevet indgået, netstedets rolle eller endelig forbindelsen mellem Reederei Karl Schlüter og det formidlende selskab.
24 Det er under disse omstændigheder, at Oberster Gerichtshof har besluttet at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Udgør en »fragtskibsrejse« en pakkerejse som omhandlet i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er det tilstrækkeligt til, at der er tale om virksomhed, der er »rettet mod« (forbrugerens bopælsmedlemsstat) som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, at der er adgang til en formidlers netsted på internettet?«
Sag C-144/09
25 Hotel Alpenhof, det selskab, der driver hotellet af samme navn, og som ligger i Østrig, har rejst krav mod en forbruger, Oliver Heller, der har bopæl i Tyskland.
26 Efter at have fået kendskab til det nævnte hotel via dets netsted reserverede Oliver Heller en række værelser til et ophold på en uge omkring den 1. januar 2008. Reservationen og bekræftelsen heraf foregik via e-mail, idet hotellets netsted på internettet oplyste en e-mail-adresse til dette formål.
27 Oliver Heller anfægtede hotellets ydelser og forlod hotellet uden at betale regningen til trods for Hotel Alpenhofs tilbud om prisnedslag. Sidstnævnte anlagde derefter sag ved en østrigsk ret, Bezirksgericht Sankt Johann im Pongau, med påstand om betaling af et beløb på ca. 5 000 EUR.
28 Oliver Heller har rejst indsigelse om, at den pågældende ret mangler stedlig kompetence. Han har anført, at han som forbruger alene kan sagsøges ved en ret i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, dvs. ved en tysk ret, i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001.
29 Bezirksgericht Sankt Johann im Pongau og Landesgericht Salzburg har henholdsvis ved dom af 14. juli 2008 og efter iværksat appel ved dom af 27. november 2008 afvist sagen, idet de fandt, at de østrigske retter ikke havde kompetence til at påkende sagen. De fandt, at begrebet virksomhed »rettet mod« forbrugerens bopælsmedlemsstat dækker både anvendelsen af et interaktivt netsted, der muliggør indgåelse af en aftale med forbrugeren online – dvs. elektronisk på den erhvervsdrivendes netsted – og et netsted, der ikke tilbyder en sådan mulighed, og som alene indeholder reklame. Ifølge de to retter er virksomheden selv i sidstnævnte tilfælde rettet mod forbrugeren i andre medlemsstater, henset til at reklamer på internettet krydser grænser. At den er »rettet mod udlandet« kan alene udelukkes ved en udtrykkelig erklæring om den erhvervsdrivendes forretningsmæssige kontakt med de forbrugere, der har bopæl i en eller flere andre nærmere bestemte medlemsstater. På samme måde vil virksomheden være rettet mod forbrugerens medlemsstat, når forbrugeren bliver opmærksom på den erhvervsdrivendes ydelser via et netsted, og den efterfølgende reservation foregår over den e-mail-adresse eller fysiske adresse eller det telefonnummer, der er oplyst på netstedet.
30 Hotel Alpenhof iværksatte en revisionsanke ved den forelæggende ret.
31 Idet Oberster Gerichtshof ikke kunne være sikker på, om Domstolen ville besvare det andet spørgsmål i sag C-585/08, idet besvarelsen deraf afhænger af besvarelsen af det første spørgsmål i samme sag, har denne ret fundet det nødvendigt at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er det tilstrækkeligt til, at der er tale om en virksomhed, der er »rettet mod« en medlemsstat, som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, at der er adgang til forbrugerens aftalepartners netsted på internettet?«
32 Henset til overensstemmelsen mellem det andet spørgsmål i sag C-585/08 og det eneste spørgsmål, der er stillet i sag C-144/09, skal de to sager i medfør af artikel 43 i Domstolens procesreglement forenes med henblik på domsafsigelsen.
Om de præjudicielle spørgsmål
33 Det bemærkes indledningsvis, at Domstolen, henset til datoen for de præjudicielle forelæggelser og til, at spørgsmålene er stillet af Oberster Gerichtshof, der er en national ret, hvis afgørelser i henhold til national ret ikke kan appelleres, har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen af forordning nr. 44/2001 i henhold til artikel 68 EF.
Det første spørgsmål i sag C-585/08
34 Med det første spørgsmål i sag C-585/08 ønsker den forelæggende ret oplyst, om en aftale om en fragtskibsrejse som den i hovedsagen omhandlede udgør en transportaftale som omhandlet i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001.
35 Ifølge denne artikel 15, stk. 3, er kun transportaftaler, der for en samlet pris kombinerer rejse og ophold, omfattet af kompetencereglerne, der er fastsat i den nævnte forordnings kapitel II, afdeling 4.
36 Det bemærkes, at de således omhandlede transportaftaler ligner dem, der henhører under begrebet »pakkerejser« som omhandlet i direktiv 90/314, hvortil den forelæggende ret i øvrigt udtrykkeligt har henvist i sin forelæggelsesafgørelse.
37 Som Domstolen allerede har fastslået, kan en ydelse anses for at være en pakkerejse som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 90/314, hvis den dels kombinerer turistmæssige ydelser, som sælges til en fast pris, der omfatter to af de tre ydelser, der er nævnt i samme bestemmelse, dvs. transport, indkvartering og andre turistmæssige ydelser, som udgør en væsentlig del af pakkerejsen, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, dels har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning (jf. dom af 30.4.2002, sag C-400/00, Club-Tour, Sml. I, s. 4051, præmis 13).
38 Med henblik på at besvare det stillede spørgsmål skal det således afgøres, om begrebet »pakkerejse«, som den forelæggende ret henviser til, og som udgør et af de emner, der er opregnet i artikel 1 i direktiv 90/314, er relevant i forhold til fortolkningen af den nævnte artikel 15, stk. 3.
39 Dette begreb fremgår ikke af artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, selv om denne er af senere dato end direktiv 90/314. Som generaladvokaten har anført i punkt 47 i forslaget til afgørelse, har EU-lovgiver i forbindelse med forordning nr. 44/2001 anvendt en terminologi, der er næsten identisk med den i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, der blev åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT L 266, s. 1). I 2008 blev denne konvention erstattet af forordning nr. 593/2008, der i artikel 6, stk. 4, litra b), udtrykkeligt anvender begrebet »pakkerejse« som defineret i direktiv 90/314.
40 Artikel 6 i forordning nr. 593/2008 omhandler spørgsmålet om, hvilken lov der skal finde anvendelse på forbrugeraftaler, og dens stk. 4, litra b), udelukker transportaftaler fra disse, bortset fra aftaler, der svarer til begrebet pakkerejse som defineret i direktiv 90/314.
41 Det følger af tilnærmelsen af de transportaftaler, der er omhandlet i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, og de aftaler, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, litra b), i forordning nr. 593/2008, at EU-lovgiver har ønsket at tage sigte på samme type aftaler i begge forordninger, dvs. dem, der kan omfattes af forbrugerbeskyttelsesreglerne i disse to forordninger.
42 Dette formål fremgår endvidere af syvende betragtning til forordning nr. 593/2008, hvorefter forordningens materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med bestemmelserne i forordning nr. 44/2001.
43 Følgelig skal den nævnte artikel 15, stk. 3, fortolkes under hensyntagen til den tilsvarende bestemmelse i forordning nr. 593/2008, og der skal henvises til begrebet pakkerejse, som sidstnævnte forordning henviser til. For det første drejer det sig nemlig om et begreb, der er indeholdt i et direktiv, der specifikt omhandler forbrugerbeskyttelse på området for bl.a. pakkerejser. Dernæst henviser den seneste forordning, dvs. forordning nr. 593/2008, udtrykkeligt til dette begreb. Endelig har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i fremstillingen af begrundelsen for forslaget til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (KOM(1999) 348 endelig), anvendt udtrykket »pakkerejse« og udtrykkeligt henvist til direktiv 90/314 for at forklare sit udkast til artikel 15, stk. 3, hvis ordlyd er forblevet uændret i den endelige udgave af forordning nr. 44/2001.
44 Det skal derfor undersøges, om en fragtskibsrejse som den, der foreligger i hovedsagen, falder ind under begrebet »pakkerejse« som defineret i direktiv 90/314.
45 I den henseende er det ubestridt, at den nævnte fragtskibsrejse ud over transporten også omfattede indkvartering til en samlet pris, og at rejsen havde en varighed på over 24 timer. Derfor opfylder denne ydelse de nødvendige betingelser for at fastslå, at der foreligger en »pakkerejse« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 90/314, og den henhører under definitionen af transportaftale til en samlet pris som omhandlet i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, sammenholdt med den nævnte artikel 2, nr. 1).
46 Følgelig skal det første spørgsmål i sag C-585/08 besvares med, at en aftale, hvis formål er en fragtskibsrejse som den i hovedsagen omhandlede, udgør en transportaftale, der til en samlet pris kombinerer transport og indkvartering som omhandlet i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 44/2001.
Det andet spørgsmål i sag C-585/08 og det eneste spørgsmål i sag C-144/09
47 Med det andet spørgsmål i sag C-585/08 og det eneste spørgsmål i sag C-144/09 ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, dels på grundlag af hvilke kriterier en erhvervsdrivende, hvis virksomhed præsenteres på dennes netsted på internettet eller på en formidlers netsted, kan anses for at »rette« sin virksomhed mod den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, dels om det er tilstrækkeligt til, at denne virksomhed anses for omfattet af nævnte bestemmelse, at der er adgang til disse netsteder på internettet.
48 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, stilles dette spørgsmål i forbindelse med to forskellige sager.
49 Sag C-585/08 omhandler en erhvervsdrivende, Reederei Karl Schlüter, der har indgået en aftale med en forbruger, Peter Pammer, der har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvori dette selskab er etableret. Det synes ikke bestridt, at denne aftale falder inden for rammerne af denne erhvervsdrivendes erhvervsvirksomhed.
50 Ifølge Peter Pammers indlæg for Domstolen blev han oplyst om rejsen gennem det formidlende selskabs netsted på internettet, hvor der forefandtes flere rejsetilbud. Peter Pammer havde indledningsvis kontaktet sidstnævnte via e-mail med henblik på yderligere oplysninger og efterfølgende reserveret rejsen via almindelig post.
51 Sag C-144/09 omhandler en erhvervsdrivende, Hotel Alpenhof, der har indgået en aftale inden for rammerne af sin erhvervsvirksomhed med en forbruger, Oliver Heller, der har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor hotellet er beliggende. Det er ubestridt, at Oliver Heller fik kendskab til dette hotel, foretog sin reservation og bekræftede denne via internettet.
52 I de to sager søger Oberster Gerichtshof at vurdere, om den erhvervsdrivende har rettet sin virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 med henblik på at fastslå, hvilken ret der er kompetent til at træffe afgørelse i hovedsagerne.
53 Den nævnte artikel 15, stk. 1, litra c), udgør en undtagelse fra såvel hovedreglen om kompetence, der fremgår af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, hvorefter kompetencen lægges hos retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, som den specielle kompetenceregel, der fremgår af samme forordnings artikel 5, nr. 1), hvorefter den kompetente ret i sager om kontraktforhold er retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes (jf. i denne retning dom af 20.1.2005, sag C-464/01, Gruber, Sml. I, s. 439, præmis 34).
54 Hvis den erhvervsdrivendes virksomhed anses for »rettet mod« den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, vil det i sag C-585/08 mellem Peter Pammer og Reederei Karl Schlüter resultere i, at de østrigske retter er kompetente i henhold til samme forordnings artikel 16, stk. 1, idet forbrugeren ville vælge at føre sagen ved disse og ikke ved retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte, Reederei Karl Schlüter, er etableret, dvs. ved de tyske retter. I sag C-144/09 vil de tyske retter være kompetente i henhold til den nævnte forordnings artikel 16, stk. 2, og ikke retterne i den medlemsstat, på hvis område Hotel Alpenhof er beliggende, i det foreliggende tilfælde Østrig, idet forbrugeren, Oliver Heller, har bopæl i Tyskland.
55 Forordning nr. 44/2001 indeholder ingen definition af begrebet virksomhed »rettet mod« den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, der indgår i artikel 15, stk. 1, litra c). Dette begreb, ligesom begreberne i Bruxelleskonventionens artikel 13, der er erstattet af den nævnte artikel 15, skal fortolkes selvstændigt, primært ud fra forordningens opbygning og formål med henblik på at sikre dens fulde virkning (jf. dom af 11.7.2002, sag C-96/00, Gabriel, Sml. I, s. 6367, præmis 37).
56 I den henseende skal der i overensstemmelse med 19. betragtning til forordning nr. 44/2001 tages hensyn til Domstolens fortolkning af den nævnte artikel 13 under hensyntagen til de ændringer, der er foretaget i forhold til denne artikel ved forordningen.
57 I denne forbindelse har Domstolen allerede truffet afgørelse om, at artikel 15, stk. 1, litra c), i det ved forordning nr. 44/2001 indførte system, således som det fremgår af 13. betragtning til forordningen, indtager samme plads og opfylder samme funktion vedrørende beskyttelse af den svage part som Bruxelleskonventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3) (dom af 14.5.2009, sag C-180/06, Ilsinger, Sml. I, s. 3961, præmis 41).
58 Hvad angår sidstnævnte bestemmelse har Domstolen gentagne gange fastslået, at den særlige ordning, der er indført ved Bruxelleskonventionen om kompetence i sager om forbrugeraftaler, har til formål at sikre en passende beskyttelse af forbrugeren som den part i kontrakten, der må antages at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end den erhvervsdrivende medkontrahent (jf. bl.a. Gruber-dommen, præmis 34, og dom af 20.1.2005, sag C-27/02, Engler, Sml. I, s. 481, præmis 39).
59 Domstolen har desuagtet endvidere konstateret i præmis 48 i Ilsinger-dommen, at ordlyden af artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ikke i enhver henseende er identisk med ordlyden af Bruxelleskonventionens artikel 13, stk. 1. I særdeleshed fandt den i præmis 50 i den nævnte dom, at de betingelser for anvendelse, som forbrugeraftaler skal opfylde, nu er formuleret mere generelt end tidligere med henblik på at sikre bedre beskyttelse af forbrugerne med hensyn til de nye former for kommunikationsmidler og udviklingen af elektronisk handel.
60 EU-lovgiver har således erstattet de betingelser, der var pålagt dels den erhvervsdrivende, om, at denne skulle have fremsat et særligt tilbud eller reklameret i forbrugerens bopælsstat, dels forbrugeren, om, at denne i den nævnte stat skulle have udført de handlinger, der var nødvendige til indgåelse af aftalen, med nogle betingelser, der alene finder anvendelse i forhold til den erhvervsdrivende. I den henseende skal sidstnævnte udøve sin erhvervsmæssige virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde rette sin virksomhed mod denne medlemsstat eller flere stater, herunder den nævnte medlemsstat, og aftalen skal falde ind under rammerne for den pågældende virksomhed.
61 Ordlyden af artikel 15, stk. 1, litra c), skal anses for at omfatte og erstatte de tidligere begreber om »fremsættelse af særligt tilbud« og »reklamering«, hvorved den, således som »på en hvilken som helst måde« indikerer, dækker en bredere vifte af aktiviteter.
62 Denne ændring, der styrker forbrugerbeskyttelsen, er blevet foretaget på baggrund af udviklingen af kommunikationen på internettet, som gør det vanskeligere at fastslå, hvor de handlinger, der er nødvendige til indgåelsen af aftalen, er foregået, og som øger forbrugerens sårbarhed over for erhvervsdrivendes tilbud.
63 Det fremgår imidlertid ikke af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, om ordlyden »retter sådan virksomhed mod« refererer til den erhvervsdrivendes hensigt om at henvende sig til en eller flere andre medlemsstater, eller om de alene refererer til en de facto-virksomhed, der uafhængigt af en sådan hensigt er vendt mod disse.
64 Når spørgsmålet stilles på denne måde, må det afklares, om den erhvervsdrivende skal have haft til hensigt at målrette sin virksomhed mod en eller flere medlemsstater, og hvis dette er tilfældet, på hvilken måde denne hensigt skal have manifesteret sig.
65 Denne hensigt er underforstået i visse former for reklame.
66 Hvad angår begreberne »reklamering« og »fremsættelse af særligt tilbud« som omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 13 har Domstolen fundet, at de omfatter alle former for reklamering i den kontraherende stat, hvor forbrugeren har bopæl, hvad enten dette er sket ved reklamering generelt i pressen, i radio eller fjernsyn, i biografer eller på enhver anden måde, eller det er sket direkte i eksempelvis kataloger specielt beregnet for den pågældende stat, såvel som individuelle salgstilbud fremsat over for forbrugeren, navnlig gennem en agent eller kolportør (Gabriel-dommen, præmis 44).
67 De klassiske former for reklame, der er beskrevet udtrykkeligt i den foregående præmis, medfører ofte store udgifter for den erhvervsdrivende, for at denne kan gøre opmærksom på sig selv i andre medlemsstater, og viser af den grund hensigten hos den erhvervsdrivende om at rette sin virksomhed mod disse stater.
68 Denne hensigt er til gengæld ikke altid til stede i tilfælde af reklame via internettet. Eftersom denne form for kommunikation ifølge sin beskaffenhed har global rækkevidde, er en erhvervsdrivendes reklame på et netsted på internettet i princippet tilgængelig i alle stater og følgelig i hele Den Europæiske Union, uden at det er nødvendigt at afholde yderligere udgifter og uafhængigt af, om den erhvervsdrivende har til hensigt at målrette sin reklame mod forbrugerne uden for den medlemsstat, hvor denne er etableret.
69 Det følger dog ikke heraf, at ordlyden »retter sådan virksomhed mod«, skal fortolkes således, at den også omfatter almindelig adgang til et netsted på internettet i andre medlemsstater end den, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
70 Selv om der således ikke er nogen tvivl om, at artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 16, i forordning nr. 44/2001 tilsigter at beskytte forbrugerne, medfører dette dog ikke, at denne beskyttelse er absolut (jf. analogt for så vidt angår Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (EFT L 372, s. 31) dom af 15.4.2010, sag C-215/08, E. Friz, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 44).
71 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 64 i forslaget til afgørelse, ville EU-lovgiver, hvis dette havde været dens hensigt, ikke have betinget anvendelsen af reglerne i sager om forbrugeraftaler af, om »en sådan virksomhed er rettet mod en medlemsstat«, men alene af, at der findes et netsted på internettet.
72 Selv om EU-lovgiver har ønsket at beskytte forbrugeren yderligere, er denne ikke gået så langt som til at bestemme, at den blotte anvendelse af et netsted på internettet, hvilket er blevet en almindelig måde at drive handel på, uanset geografisk område, udgør en virksomhed »rettet mod« andre medlemsstater, der udløser anvendelsen af den beskyttende kompetenceregel, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001.
73 Det fremgår således af forslaget til forordning, der er nævnt ovenfor i denne doms præmis 43, at EU-lovgiver har set bort fra et forslag fra Kommissionen om at indsætte en betragtning i forordning nr. 44/2001 om, at markedsføring af varer eller tjenesteydelser i en elektronisk form, der er adgang til i en medlemsstat, udgør en virksomhed, der er »rettet mod« denne medlemsstat.
74 Denne fortolkning underbygges endvidere af den fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 44/2001, som er gentaget i 24. betragtning til forordning nr. 593/2008, og ifølge hvilken den omstændighed, at der er adgang til et netsted på internettet, ikke er tilstrækkelig til, at artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse.
75 Følgelig må det antages, at den erhvervsdrivende, for at artikel 15, stk. 1, litra c), kan anvendes, skal have givet udtryk for sin hensigt om at etablere forretningsmæssig kontakt med forbrugerne i en eller flere andre medlemsstater, blandt hvilke figurerer den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.
76 Det skal derfor undersøges, når der er tale om en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en given forbruger, om der før den eventuelle indgåelse af aftalen med forbrugeren forelå holdepunkter, der godtgør, at den erhvervsdrivende havde til hensigt at handle med forbrugere med bopæl i andre medlemsstater, herunder den medlemsstat, på hvis område den pågældende forbruger har sin bopæl, i den forstand at den erhvervsdrivende var indstillet på at indgå en aftale med disse forbrugere.
77 Til sådanne holdepunkter hører ikke omtale på et netsted på internettet af den erhvervsdrivendes e-mail-adresse eller fysiske adresse eller oplysning om telefonnummer uden international landekode. Angivelsen af sådanne oplysninger indikerer ikke, at den erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod en eller flere andre medlemsstater, idet den type oplysninger under alle omstændigheder er nødvendige for at gøre det muligt for en forbruger med bopæl på den medlemsstats område, hvor den erhvervsdrivende er etableret, at komme i kontakt med sidstnævnte.
78 Hvad angår tjenesteydelser, der udbydes online, er visse af disse oplysninger desuden blevet obligatoriske. Domstolen har således allerede truffet afgørelse om, at tjenesteyderen i medfør af artikel 5, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178, s. 1) har pligt til, forud for indgåelsen af en aftale med tjenestemodtagerne, foruden angivelsen af sin e-mail-adresse at give andre oplysninger, som gør det muligt hurtigt at kontakte tjenesteyderen og kommunikere direkte og konkret med denne (dom af 16.10.2008, sag C-298/07, Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände, Sml. I, s. 7841, præmis 40). Denne forpligtelse gælder, uanset mod hvilken medlemsstat den erhvervsdrivende retter sin virksomhed, og selv hvis denne rettes udelukkende mod den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
79 Følgelig er den sondring, der er foretaget af visse af de regeringer og parter, der har afgivet indlæg for Domstolen, mellem på den ene side de netsteder på internettet, der muliggør elektronisk kontakt til den erhvervsdrivende, og endog indgåelse af en aftale online via et såkaldt »interaktivt« netsted, og på den anden side de netsteder på internettet, der ikke giver denne mulighed, ikke afgørende, en sondring, hvorefter kun de førstnævnte falder ind under den kategori af netsteder, der muliggør udøvelsen af en virksomhed, der er »rettet mod« andre medlemsstater. Eftersom en fysisk adresse eller andre nærmere oplysninger om den erhvervsdrivende oplyses, har forbrugeren mulighed for at kontakte den erhvervsdrivende med henblik på indgåelse af en aftale. Denne adgang til kontakt eksisterer imidlertid, uanset om den erhvervsdrivende har planlagt at handle med forbrugere, der har bopæl i andre medlemsstater end den, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
80 Blandt de holdepunkter, der kan bidrage til at afgøre, om en virksomhed er »rettet mod« forbrugerens bopælsmedlemsstat, indgår alle klare udtryk for en hensigt om at nå ud til forbrugerne i den pågældende medlemsstat.
81 Til klare udtryk for en sådan hensigt hos den erhvervsdrivende hører oplysning om, at denne tilbyder sine tjenesteydelser eller varer i en eller flere medlemsstater angivet med navns nævnelse. Det samme gælder udgifter til en søge- og annonceringsydelse på internettet hos en udbyder af en søgemaskine med henblik på at give forbrugere, der har bopæl i forskellige medlemsstater, adgang til den erhvervsdrivendes netsted, hvilket ligeledes godtgør eksistensen af en sådan hensigt.
82 Fastlæggelsen af, at en virksomhed er »rettet mod« andre medlemsstater, afhænger imidlertid ikke udelukkende af så åbenbare holdepunkter. I den henseende må det konstateres, at Europa-Parlamentet ved sin lovgivningsmæssige beslutning om det forslag til forordning, der er nævnt i præmis 43 ovenfor (EFT 2001 C 146, s. 101), har fjernet en formulering indeholdende et krav om, at den erhvervsdrivende »i væsentligt omfang bevidst har rettet sin virksomhed« mod andre medlemsstater eller flere lande, herunder den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har sin bopæl. En sådan ordlyd ville have haft den konsekvens at svække beskyttelsen af forbrugeren ved at stille krav om bevis for den erhvervsdrivendes hensigt om at udøve virksomhed af et vist omfang med disse andre medlemsstater.
83 Andre holdepunkter, der eventuelt kombineres med hinanden, kan godtgøre eksistensen af en virksomhed, der er »rettet mod« forbrugerens bopælsmedlemsstat. I sager som den i hovedsagen omhandlede udgør følgende ikke-udtømmende liste over kendetegn, der er gjort gældende for Domstolen – med forbehold af den nationale domstols efterprøvelse af deres eksistens – holdepunkter for, at der foreligger en virksomhed, der er »rettet mod« en eller flere andre medlemsstater som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. Det drejer sig om den internationale beskaffenhed af den pågældende virksomhed, såsom visse turistaktiviteter, oplysning om telefonnummer med angivelse af international landekode, anvendelse af et andet topdomænenavn end det, der anvendes i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, f.eks. ».de«, eller anvendelse af et neutralt topdomænenavn som ».com« eller ».eu«, beskrivelse af ruter fra en eller flere andre medlemsstater til stedet for leveringen af ydelsen og omtale af et internationalt klientel sammensat af kunder med bopæl i forskellige medlemsstater, bl.a. ved præsentation af disse kunders evalueringer.
84 Hvad angår sproget eller den anvendte valuta fastsætter den fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen, der er nævnt ovenfor i præmis 11, og som er indføjet i 24. betragtning til forordning nr. 593/2008, at disse ikke udgør relevante elementer til afgørelse af, om en virksomhed er rettet mod en eller flere andre medlemsstater. Dette gør sig gældende, når det drejer sig om det sprog, der normalt tales i medlemsstaten, hvorfra den erhvervsdrivende udøver sin virksomhed, og når der er tale om valutaen i den pågældende medlemsstat. Hvis netstedet på internettet derimod gør det muligt for forbrugerne at anvende et andet sprog eller en anden valuta end de nævnte, kan sproget og/eller valutaen tages i betragtning som og udgøre et holdepunkt for at antage, at den erhvervsdrivendes virksomhed er rettet mod andre medlemsstater.
85 I en sag som den mellem Hotel Alpenhof og Oliver Heller ses der at være flere holdepunkter blandt de i præmis 83 og 84 ovenfor nævnte, som kan godtgøre, at den erhvervsdrivende har rettet sin virksomhed mod en eller flere andre medlemsstater end Republikken Østrig. Det tilkommer imidlertid den nationale ret at efterprøve, om dette er tilfældet.
86 Hotel Alpenhof har imidlertid gjort gældende, at aftalen med forbrugeren er indgået på stedet og ikke på afstand, idet udleveringen af værelsesnøgler og betalingen er foregået på stedet, og at artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 derfor ikke finder anvendelse.
87 Den omstændighed, at nøglerne udleveres til forbrugeren, og at denne foretager betalingen i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, er ikke til hinder for anvendelse af den nævnte bestemmelse, hvis reservationen og bekræftelsen deraf er foretaget på afstand, således at forbrugeren er blevet aftalemæssigt forpligtet på afstand.
88 I sag C-585/08 mellem Peter Pammer og Reederei Karl Schlüter har den forelæggende ret alene kunnet fremlægge få oplysninger om det pågældende selskabs virksomhed, det formidlende selskabs netsted og forholdet mellem sidstnævnte og Reederei Karl Schlüter.
89 Den omstændighed, at netstedet på internettet er det formidlende selskabs og ikke den erhvervsdrivendes, er ikke til hinder for, at sidstnævnte kan anses for at rette sin virksomhed mod andre medlemsstater, herunder forbrugerens bopælsmedlemsstat, idet dette selskab agerede i den nævnte erhvervsdrivendes navn og for dennes regning. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om sidstnævnte var eller burde have været bevidst om den internationale dimension af det formidlende selskabs virksomhed, og undersøge, hvilken forbindelse der var mellem selskabet og den erhvervsdrivende.
90 Den omhandlede virksomheds internationale beskaffenhed, dvs. organiseringen af fragtskibsrejser fra Europa til Østasien, udgør et relevant holdepunkt, men kan ikke i sig selv medføre, at den erhvervsdrivende anses for at have rettet sin virksomhed mod andre medlemsstater, herunder forbrugerens bopælsmedlemsstat. Den erhvervsdrivendes virksomhed ville nemlig være af en sådan beskaffenhed, selv om den – alene eller gennem det formidlende selskab – kun udøvede sin virksomhed i Tyskland og ikke rettede den mod andre medlemsstater. Følgelig skal andre holdepunkter, især blandt dem, der er nævnt i præmis 83 og 84 ovenfor, nødvendigvis forefindes, som f.eks. oplysning om telefonnummer med angivelse af international landekode, anvendelse af et andet sprog end tysk eller omtale af et internationalt klientel sammensat af kunder, der har bopæl i forskellige medlemsstater, med henblik på at fastslå, at den erhvervsdrivende havde til hensigt at handle med kunder, der har bopæl i Unionen, uanset i hvilken medlemsstat.
91 Derimod udgør oplysning om det formidlende selskabs eller den erhvervsdrivendes e-mail-adresse eller fysiske adresse ikke et relevant holdepunkt, således som det fremgår af præmis 77 ovenfor. Det samme gør sig gældende i forhold til anvendelsen af det tyske sprog og muligheden for at reservere en rejse på dette sprog, når det er den erhvervsdrivendes sprog.
92 På baggrund af ovenstående betragtninger skal den forelæggende rets spørgsmål besvares således, at for at fastslå, om en erhvervsdrivende, hvis virksomhed præsenteres på dennes netsted på internettet eller på en formidlers netsted, kan anses for at »rette« sin virksomhed mod den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, skal det undersøges, om det, før den eventuelle indgåelse af en aftale med forbrugeren, fremgår af disse netsteder på internettet og af den erhvervsdrivendes samlede virksomhed, at sidstnævnte havde til hensigt at handle med forbrugere med bopæl i en eller flere medlemsstater, herunder den medlemsstat, på hvis område den pågældende forbruger har bopæl, i den forstand, at den erhvervsdrivende var indstillet på at indgå en aftale med disse forbrugere.
93 Følgende elementer, der ikke er udtømmende, kan udgøre holdepunkter for at fastslå, at den erhvervsdrivendes virksomhed er rettet mod forbrugerens bopælsmedlemsstat, nemlig virksomhedens internationale beskaffenhed, beskrivelsen af ruter fra andre medlemsstater til stedet, hvor den erhvervsdrivende er etableret, anvendelsen af et sprog eller en valuta, der er forskellig fra det sprog eller den valuta, der normalt anvendes i medlemsstaten, hvor den erhvervsdrivende er etableret, med mulighed for at reservere og bekræfte reservationen på dette andet sprog, oplysning om telefonnummer med angivelse af international landekode, udgifter til en søge- og annonceringsydelse på internettet med henblik på at give forbrugere, der har bopæl i andre medlemsstater, adgang til den erhvervsdrivendes eller det formidlende selskabs netsted, anvendelsen af et andet topdomænenavn end det, der anvendes i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, og omtale af et internationalt klientel sammensat af kunder med bopæl i forskellige medlemsstater. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om der foreligger sådanne holdepunkter.
94 Derimod er almindelig adgang til den erhvervsdrivendes eller det formidlende selskabs netsted på internettet i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, ikke tilstrækkelig. Det samme gør sig gældende for oplysning om en e-mail-adresse eller en anden adresse eller anvendelse af et sprog eller en valuta, som er det sprog og/eller den valuta, der normalt anvendes i medlemsstaten, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
Sagsomkostningerne
95 Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
1) En aftale, hvis formål er en fragtskibsrejse som den i hovedsagen i sag C-585/08 omhandlede, udgør en transportaftale, der til en samlet pris kombinerer transport og indkvartering som omhandlet i artikel 15, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
2) For at fastslå, om en erhvervsdrivende, hvis virksomhed præsenteres på dennes netsted på internettet eller på en formidlers netsted, kan anses for at »rette« sin virksomhed mod den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, skal det undersøges, om det, før den eventuelle indgåelse af en aftale med forbrugeren, fremgår af disse netsteder på internettet og af den erhvervsdrivendes samlede virksomhed, at sidstnævnte havde til hensigt at handle med forbrugere med bopæl i en eller flere medlemsstater, herunder den medlemsstat, på hvis område den pågældende forbruger har bopæl, i den forstand, at den erhvervsdrivende var indstillet på at indgå en aftale med disse forbrugere.
Følgende elementer, der ikke er udtømmende, kan udgøre holdepunkter for at fastslå, at den erhvervsdrivendes virksomhed er rettet mod forbrugerens bopælsmedlemsstat, nemlig virksomhedens internationale beskaffenhed, beskrivelsen af ruter fra andre medlemsstater til stedet, hvor den erhvervsdrivende er etableret, anvendelsen af et sprog eller en valuta, der er forskellig fra det sprog eller den valuta, der normalt anvendes i medlemsstaten, hvor den erhvervsdrivende er etableret, med mulighed for at reservere og bekræfte reservationen på dette andet sprog, oplysning om telefonnummer med angivelse af international landekode, udgifter til en søge- og annonceringsydelse på internettet med henblik på at give forbrugere, der har bopæl i andre medlemsstater, adgang til den erhvervsdrivendes eller det formidlende selskabs netsted, anvendelsen af et andet topdomænenavn end det, der anvendes i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, og omtale af et internationalt klientel sammensat af kunder med bopæl i forskellige medlemsstater. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om der foreligger sådanne holdepunkter.
Derimod er almindelig adgang til den erhvervsdrivendes eller det formidlende selskabs netsted på internettet i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, ikke tilstrækkelig. Det samme gør sig gældende for oplysning om en e-mail-adresse eller en anden adresse eller anvendelse af et sprog eller en valuta, som er det sprog og/eller den valuta, der normalt anvendes i medlemsstaten, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
Underskrifter